Læsetid 3 min.

Kvinder har ikke pligt til smerte

Graviditet er ikke en sygdom. Men det betyder ikke, at en fødsel i et veritabelt smertehelvede er en feministisk ytring. Det kan endda være det modsatte
Den fødende krop er og bliver den ultimative kropspolitiske kampplads. Arkivfoto

Den fødende krop er og bliver den ultimative kropspolitiske kampplads. Arkivfoto

Miriam Dalsgaard
13. oktober 2017

Jeg var besat af at føde naturligt, da jeg ventede min søn. Det lignede mig ellers dårligt. Min krop er i bedste fald et ret sølle tempel, og der stod ikke  ’Just say no to drugs’ bag på min læderjakke i 1990’erne.

Men jeg var overbevist om, at jeg skulle gennemføre fødslen alene med min krops naturlige stoffer. Fem år senere virker min dedikation fjern. Hvorfor accepterede jeg ukritisk smerte som en nødvendig del af fødslen, når jeg i alle livets andre forhold ville undgå den? 

I denne uge udgav journalist Hanne Dam bogen Giv kvinderne fødslen tilbage. Et opgør med den medicinske fødsel. Med kejsersnittene, epiduralblokaderne, sugekopperne, ve-stimulansen, igangsættelserne og smertelindringen. I et interview i Politiken siger hun: 

»Det er så sørgeligt, at kvinder i dag ikke oplever den styrke og succesoplevelse, det kan være at have en god fødsel. For mig var det en kæmpe eksistentiel og bevidsthedsudvidende oplevelse at føde mine børn. En fødsel er det ultimativt kvindelige. Det er en gratis gave, en urkraft, og man bliver så pisseglad, hvis man får lov at føde på sine naturlige hormoner.«

Jeg har på mange måder sympati for kampen mod overmedicinering og teknologiens indmarch på fødestuerne. Men jeg har så vanskeligt ved den fetichdyrkelse af smerten, som findes hos fortalerne for ’den naturlige fødsel’. For den minder om noget:

»Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde dine børn.«

Således talte Gud til Eva i Første Mosebog. Eller, skal vi være lidt kildekritiske: Sådan digtede de mænd, der skrev Biblen, og sådan blev det ideal en forankret del af vores kultur: Slægtens videreførelse er kvindens ypperste formål, og så skal hun lige straffes med ubeskrivelig smerte for at give sig hen til den seksualakt, der er reproduktiones forudsætning.

Tak skal du ellers have for en dårlig kontrakt. Er det nogen, der har nummeret på FOA? 

’Den rigtige’ fødsel

I det lys virker det mere end oplagt, at den første bølge af feminister havde smertelindring af den fødende som en hjertesag. En naturlig del af det store rettighedsprojekt i det 19. og tidlige 20. århundrede.

Som Alison Phipps, leder af kønsstudier ved Sussex University, beskriver det i sin bog The Politics of the Body, var kampen for adgang til smertelindring under fødsler »en del af en større kamp for at frigøre kvinden fra den biologiske dominans«.

Det er mig derfor en kilde til kontinuerlig undren, at smerten ved fødsel har fundet vej til den feministiske to do-liste. 

For smerten ikke alene accepteres hos fortalerne for den naturlige fødsel: Den ophæves til et gode i sig selv. I nogle udlægninger bare som en ’empowering’ oplevelse. Urkraften, som Hanne Dam udtrykker det. Hos andre som en art biologisk urpremiere på den (smertefulde? virkelig?) oplevelse, det er at have børn.

Som den britiske jordemoder Denis Walsh udtrykte det i The Telegraph: »Flere kvinder burde være villige til at udholde smerten, da den forbereder den fødende på det ansvar, det er at pleje et nyfødt barn.«

Det gør ondt at føde. Og smerte har et formål. Det er at signalere til den, der oplever den, at de er syge eller skadede og skal tage deres forholdregler. Veen er ikke en anden type smerte. Den fortæller, at noget er blevet strakt udover, hvad kroppen finder forsvarligt.

For en fødsel er det farligste, en kvinde kan begive sig ud i. Hver dag dør tusindvis af kvinder og mange flere efterlades med skader for livet. Det er derfor absurd, at den på mange måder ellers fine kamp mod den medicinske disciplinering af fødsel i Vesten er endt med at fremstille fødsel som en nærmest hverdagsagtig normaltilstand. En fødsel er en naturlig process. Det samme er døden. Og det er smertens budskab. 

Jeg skal ikke have flere børn. Men jeg håber, at alle kvinder, der skal, oplever, at de kan træffe valg om, hvordan de ønsker, det skal ske – og med hvilken grad af smerte. Og at de mødes af både sygehusvæsenet og deres medsøstre med respekt for det valg.

Jeg hverken håber eller tror, at diskussionen om ’den rigtige’ fødsel stopper. For den fødende krop er og bliver den ultimative kropspolitiske kampplads. I det lys er det jo ikke så mærkeligt, at feminismen kæmper med at finde ud af, hvad der er det rigtige. For der er altid valide feministiske argumenter, der går i den anden retning. Av ... 

Anna von Sperling er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Pia Colère Lenau
    Pia Colère Lenau
  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for lars søgaard-jensen
    lars søgaard-jensen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Katrine Damm, Toke Andersen, Pia Colère Lenau, Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel, lars søgaard-jensen, David Zennaro og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maria Jensen

Helt enig. Ville man nogensinde foreslå, at en benamputation skulle foregå uden bedøvelse for at den amputerede bedre kunne forberede sig på sit nye liv som etbenet? Ville man overveje om det var en god ide at lade en hjertepatient være ved bevidsthed under operationen for at han bedre kunne forstå konsekvenserne af at leve af rødvin og bøffer? For det er jo helt naturligt at føle en kosmisk smerte ved at miste sit ben, ligesom det er naturligt at dø af hjertefejl, hvis man har levet usundt. Og dog har vi ikke noget problem med at tilsidesætte det naturlige, når det er direktørmaven, der er på briksen.

Hvis ulidelig smerte er en nødvendighed for at forberede sig på forældrerollen, skal vi så ikke også hjælpe faderen lidt på vej med et boldtræ mod skinnebenet hver gang moderen har en ve?

Selvfølgelig skal fødende kvinder smertelindres efter alle kunstens regler, hvis de ønsker det, og deres kroppe så vidt muligt beskyttes mod skader. Der er intet som helst sundt ved at lide.

Rikke Nielsen, Pia Colère Lenau, Mette Poulsen, Hanne Ribens, Henriette Bøhne, Signe Munksgaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Smertefulde fødsler må betragtes som en form for befolkningsbegrænsning.
Kun de største masochister vil gøre det mere end een gang.

Simsallebims. :)

Rikke Nielsen, Sussi Broge og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Mere disruption a la Hella Joof

Så hut jeg visker havde feltantopologen Ruth Benedict (forfatter til det populærvidenskabelige værk "Patterns of culture") også en case story om 'en stamme af oprindelige folk', hvor mændene lagde sig i barselsseng og hylede og skreg for at holde de onde ånder borte fra barnet, når veerne begyndte, mens fødslen gik sin gang i al 'naturlighed' og de vordende mødre passede deres daglige dont med hakke, skovl og spade i mark og køkkenhave .... ;o)

Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Ribens, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Østergaard
Thomas Østergaard

Ja nu spørger jeg måske dumt, men I er med på at den bibelske forklaring ikke forårsagede fødselssmerterne, men var et forsøg på at få dem til at give mening, ikke sandt?

Så langt som mandlige forklaringsmodeller rækker synes jeg egentlig at den er udemærket:

"Ja, det gør ondt, men det er altså ikke din skyld, det var en af dine formødre der begik tabubrud, og den slags går altså i arv"

Det havde selvfølgelig været mere nobelt at lade Adam få skylden for tabubruddet, men med mit kendskab til kvinder, kan jeg godt se hvorfor man fravalgte at servere den historie lige under barsling uden epiduralblokade - den ville nok også give adskilligt mindre mening for den fødende.

Hvis vi indfører det udmærkede forslag med boldtræet til ruste fædre in spe til det kommende liv som forælder, kan vi jo eventuelt genbruge forklaringsmodellen.

"Ja, det gør ondt, men det skyldes altså at en af dine formødre blev groft fornærmet af noget en anden 4-generations feminist havde skrevet. Smok! Sid nu stille for pokker, mand. Vil du have en bidering?"

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Debatten er fordummende efter min mening, selvfølgelig skal man bruge ny viden og muligheder hvor man kan. Men det vigtigste er faktisk barnet og ikke kvinden.

Jeg har tre sønner og jeg overværede selvfølgelig fødslen hver gang, men med nummer to skete katastrofen, den allersidste presseve uddøde før forløsningen og alverdens tricks kunne ikke aktivere den igen. Resultatet var et såkaldt blåt barn, hvilket i lægmands sprog betyder et hjerneskadet barn, hvis jeg dengang havde vist hvad jeg ved nu, så ville jeg have stemt for et kejsersnit. Men muligheden eksisterede ikke og ingen kunne forudsige at en normal fødsel ville give det resultat.

Det er ikke altid det vi tror der er det rigtige, der er det!

Brugerbillede for Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau

Man blev da set ned på hvis fødslen ikke var 100% naturlig. Men jeg er da glad for det ikke gjorde mere ondt end det gjorde- med epidural blokade for ondt gjorde det. Anden gang med noget smertestillende for veerne- ondt, ondt ondt. Ja gu' gør det ondt at føde. Og for nogen er det skade i mange år eller for livet. Ja barnet er jo det vigtigste og faktisk er det vi fødende kvinder KUN tænker på under fødslen.

Brugerbillede for Jacqueline Vejlstrup
Jacqueline Vejlstrup

Nej kvinder har selvfølgelig ikke pligt til smerte.

Derimod har fødselhjælpen pligt til at informere kvinder ordentligt om , hvilke omkostninger medicinsk smertelindring kan have for fødslens forløb, for amningen og for fremtidige graviditeter og fødsler.

Derudover har fødselshjælpen pligt til at organisere sig på en måde, så at de kvinder, der ønsker at føde - ikke så meget i smerte som uden alle de andre indgreb, som oftest følger af stærk medicinsk smertelindring - får optimale muligheder for dette. En sådan organisering inkluderer ordentlig fødselsforberedelse, kendte jordemødre og TID!

Den offentlige fødselhjælp forsømmer begge disse forpligtelser på det groveste.

Når kvinder fornemmer, at "the game is rigged", fordi organisationen af den offentlige fødselshjælp gør det tæt på umuligt at opnå en fødsel uden indgreb, bliver de jo nødt til selv at argumentere og slå højlydt på tromme for at skabe rammer, der OGSÅ gir plads til den indgrebsfrie fødsel, de selv gerne vil have. Det synes faktisk de har al ret til - også uden at blive beskyldt for at være smerteliderlige, gammeltestamentelige antifeminister,

Hvordan nogle kvinder kan blive stødt over at andre kvinder insisterer på deres (egen) ret til at gennemføre en fødsel uden indgreb, forstår jeg simpelt hen ikke! Ingen vil jo tvinge de kvinder, der vil have en epidural, til at føde i smerte. Ingen!
Men ligesom INGEN skal tvinges til føde i smerte - skal INGEN tvinges til en Epiduralblokade og de indgreb, der følger med denne!

Det er sådan set bare det de siger. Og ingen, som kalder sig feminist af 1., 2. 3. eller 4 bølge, kan vel andet end holde helhjertet med dem om det, vel?