Klumme

Kvinders private erfaringer skal ikke bare synliggøres med #MeToo. De skal følges af politiske krav

Kvinder må gang på gang betale med dybt personlige historier for at ’synliggøre’ et problem, som statistikker og forskere for længst har dokumenteret. Men hvornår kommer der politisk handling?
#MeToo illustrerer manglen på håndhævelse af kvinders naturlige ret til at færdes frit og lige i samfundet. Men når kvinderne kun bliver hørt, hvis de står frem som ofre i kraft af deres køn og appellerer til offentlighedens medfølelse, er det de får for deres valuta, ikke ligestilling som borgere, mener dagens klummeskribent.

#MeToo illustrerer manglen på håndhævelse af kvinders naturlige ret til at færdes frit og lige i samfundet. Men når kvinderne kun bliver hørt, hvis de står frem som ofre i kraft af deres køn og appellerer til offentlighedens medfølelse, er det de får for deres valuta, ikke ligestilling som borgere, mener dagens klummeskribent.

Anders Deros

26. oktober 2017

Har du hørt nok om ’#MeToo’? Føler du dig mættet eller ligefrem forløst, og vil du gerne snart videre? Well, så er din reaktion måske bare en del af den cyklus, der gør, at jeg har det svært med vidnesbyrdkampagner.

Samfundsproblemet med seksuelle krænkelser og chikane rammer i disse år offentligheden som et chok igen og igen.

Der var den omdiskuterede EU-undersøgelse i 2014, som blandt andet viste, at et flertal af danske kvinder havde været udsat for sexchikane. Den tværnordiske #JegHarOplevet-kampagne i 2015, vidnesbyrdserierne om voldtægt i Information og Politiken, #YesAllWomen og nu #MeToo. Hver gang har det heddet sig, at fra nu af ville det blive umuligt at se bort fra. Det blev det ikke.

På trods af de mange vidnesbyrd er vi endt i samme cyklus: Korte, eksplosive perioder med synliggørelse og vild debat afløst af længere perioder uden synderligt politisk fokus på problemet.

Likes er ikke godt nok

Der bliver kortere mellem eksplosionerne, og #MeToo har været en større succes end tidligere initiativer over samme last. Flere har deltaget, flere har fået øjnene op for problemet, og det har udmøntet sig i konkret kritik af kulturen på flere uddannelsesinstitutioner. Det skal ikke forklejnes.

Men det lader til, at bevidsthed om problemet for mange i sig selv er et tilstrækkeligt succeskriterium. Så kan man dele, like, erklære sin solidaritet på Facebook og måske vælge at gøre noget anderledes rent personligt. Det er også godt! Det er bare ikke godt nok.

Her vil nogle måske føle sig ramt, og andre vil mene, at jeg bagatelliserer indsatsen fra de mange, der har valgt at stå frem med deres historier. Det gør jeg ikke. I denne omgang var jeg selv en af dem. Og det kan bestemt give styrke og sammenhold at dele sine oplevelser med seksuelle krænkelser og chikane. Det skal være muligt. I øvrigt både for kvinder og mænd. Men det skal også være muligt at lade være.

For hvad er det egentlig for en samfundstilstand, man accepterer, når kvinder gang på gang må ’stå frem’, appellere til offentligheden og betale med deres dybt personlige historier og i yderste instans relationer og jobs for at ’synliggøre’ et problem, som adskillige statistikker, undersøgelser, forskere og eksperter for længst har dokumenteret? Et problem, som ingen politikere kan være uvidende om?

Når det at udstille sine private erfaringer med seksuelle krænkelser og chikane bliver en forudsætning for politisk bevågenhed, bliver vidnesbyrdet en form for individuel valuta, som kvinder må hoste op med for at købe sig til nogle basale rettigheder og friheder, de allerede har krav på. Sådan bliver disse rettigheder og friheder ved med at være til forhandling.

Og sådan bliver det ved med at være kvindernes eget problem, når samfundets institutioner ikke håndhæver dem, og politikerne ikke arbejder for at sikre dem.

Politisk handling

’#MeToo’ illustrerer manglen på håndhævelse af kvinders naturlige ret til at færdes frit og lige i samfundet. Men når kvinderne kun bliver hørt, hvis de står frem som ofre i kraft af deres køn og appellerer til offentlighedens medfølelse, er det de får for deres valuta, ikke ligestilling som borgere. Det er hjælp og beskyttelse som kvinder. Det ændrer de mange hver især stærke og modige vidnesbyrd ikke på.

Hvis vi ikke bare skal tales ved til næste vidnesbyrdkampagne, bliver vi nødt til sammen som borgere og politiske aktører at flytte fokus til et krav om konkret politisk handling.

Hvornår bliver de her problemstillinger implementeret i skolernes seksualundervisning? Hvad skal der gøres ved den økonomiske politik, som i disse år giver tilbageslag for ligestillingen og blandt andet kan gøre kvinder sårbare over for vold og overgreb?

Hvornår og hvordan vil politikerne styrke den forebyggelsesindsats, som eksperterne længe har efterlyst?

Hvordan vil uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser sikre en bedre kultur? Det private er politisk, men de private erfaringer skal ikke bare synliggøres. De skal følges af politiske krav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Ingrid Uma
  • June Beltoft
  • David Zennaro
Maiken Guttorm, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Ingrid Uma, June Beltoft og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Skribenten vil/tør ikke selv komme med nogle forslag? Det er da lidt tyndt, er det ikke? Ikke mindst set i lyset af, at skribenten efterspørger konkret handling og ikke bare snak..

Jeg tænker jo, at den mest sikre og effektive metode er at fortsætte med at udstille overgrebsmænd med navns nævnelse, præcis som det skete for Harvey Weinstein. Men præcis dette aspekt synes stort set fraværende i #metoo-kampagnen. Og i Informations serie om voldtægt. Og i Politiken og så videre.

Hvordan kan det være?

Fordi problemet ikke handler om den enkelte mand, som krænker. Men om en kultur, hvor (nogle) mænd føler, at de har lov til at krænke andre mennesker.

Hanne Ribens, Maiken Guttorm, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Ingrid Uma, June Beltoft, Mikkel Lambert og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Enig med David.

Dertil kommer, at i det øjeblik man rent faktisk hænger en overgrebsmand ud med navns nævnelse, så begår man en ulovlighed (injurier, selvtægt), med mindre han i forvejen har fået rettens dom for overgrebet.

Og eftersom mange af disse overgreb regnes ind under småtingsafdelingen eller ikke kan bevises, kan man lige så godt glemme alt om at anmelde.

Så mange overgrebsmænd får aldrig den dom de ellers fortjener.

Hanne Ribens, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

June Beltoft,

Så hvis du begår en kriminel handling mod mig, er det ulovligt for mig at fortælle andre om det? Det synes jeg lyder urimeligt. Kan du evt. henvise til dén håbløse paragraf?

Torsten Jacobsen

David Zennaro,

Undskyld mig, men hvad søren er dog det for noget vrøvl?!? Handler det ikke om den enkelte voldtægtsforbryder eller om vedkommendes muligheder for at begå yderligere overgreb?

Hvad i alverden handler det så om? Den kollektive skyld og den kollektive uskyld? Fordelt på køn, nemt og bekvemt? Ideologisk tågesnak, med andre ord? Gud fri mig vel..

Eva Schwanenflügel

Som David Zennaro skriver, så handler det ikke om den individuelle mand, der aldrig har krænket så meget som en flue. Der findes mange mænd, for hvem enhver form for overgreb er en modbydelighed. Jeg kender heldigvis selv en del af dem. Men jeg oplever også, at mange af disse mænd faktisk bliver overraskede over, hvor mange af deres nærmeste, det være sig familiemedlemmer, veninder og kollegaer, har ytret sig i MeeToo. De aner simpelthen ikke, hvor udbredt det er, at kvinder konstant skal kigge sig over skulderen (måske fordi de allerede har været udsat for krænkelser/overgreb), bliver chikaneret alene i kraft af deres køn på arbejdspladsen, eller har gemt på ret grimme oplevelser i årevis, fordi de har været bange for at virke som ofre, utroværdige, selv-have-været-ude-om-det syndromet, virke svage, eller det har været for umuligt at trænge igennem med.
Alle mænd er ikke svin og potentielle voldtægtsudøvere. Og jeg tror heller ikke et sekund på at det 'bare ligger i den mandlige natur' at opføre sig grænseoverskridende og aggressivt, når det angår sex.
Men det ligger i vores kultur, at mænd er de stærke og dominerende, og det er dem vi tager alvorligt.
Opdragelse og oplysning ser jeg som vejen fremad til en bedre forståelse af kvinders altidige udsathed, fordi piger i århundreder er blevet anset som 'det andet køn', og den religiøse opdragelse har været betimet med et suverænt mandligt gudshoved.
Jeg tror tiden er kommet til at vi må indse, at vores udfordringer er fælles - og kun kan overvindes fælles. Så kære mænd, kom ind i kampen for jeres fæller på planeten, kvinderne :-)

Hanne Ribens, Maiken Guttorm, Trond Meiring, Johnny Winther Ronnenberg og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Eva Schwanenflügel,

David Zennaro skriver - til min vedvarende undren - at det ikke drejer sig om den enkelte 'mand som krænker'. Så hvordan du får det til et udsagn om mænd der ikke krænker, kan jeg ikke forstå.

Men jeg er helt enig med dig i, at der er tale om en fælles udfordring, kønnene imellem.

Gustav Alexander

David Zennaro, hvilken kultur mere specifikt? Jeg genkender ikke nogen fælles "kultur" hvorunder nogle af eksempelvis mine egne venner skulle finde sexchikane eller overgreb okay. Jeg kender derimod - perifært - flere piger, der har snydt deres partner til at blive far! Hvorfor problematiserer vi ikke det som en "kultur" blandt nogen kvinder? Jeg kan da huske min mor anbefale mine søskende bare at "glemme" p-pillen, for at få deres mænd til at "tage stilling".

Ovenstående er selvfølgelig lidt et emneskift; jeg anerkender fuldt ud at der er asymmetriske problemer kønnene i mellem. Mænds uretmæssige handlinger bliver ofte indenfor genren 'vold', hvorimod kvinders uretmæssige handlinger falder indenfor genren 'manipulation'. Allerede her har jeg nok været for køns essentialiserende for mange af informations andre læsere.

Hvordan skal vi komme sådanne problemer til livs politisk og lovgivningsmæssigt? Du kan jo ikke 'stoppe' sexdriften om man vil og man kan ikke afskaffe klamme svin ved et politisk tiltag. Alternativet er vel at anklage hele mandekønnet, som man i så meget politik allerede gør? Mandlige pædagoger, der ikke må være alene med børn eksempelvis. Nu har der så været flere sager om kvindelige medarbejdere, der har haft sex med meget unge asylansøgere .. Lad mig blot gætte på, at det ikke resulterer i en regl om at kvindelige medarbejdere ikke må være alene med unge asylansøgere.

Der er, mig bekendt, langt flere mænd, der har travlt med at hoppe med på vognen om deres eget køn som voldelige, liderlige barbarer, end der rent faktisk er misdædere i blandt os .. Hvis det er alle 'Crazy Dazy' typerne i provinsen, man vil have fat i, ja så hjælper artikler i information og Politiken altså alligevel ikke noget!

Johnny Winther Ronnenberg og Christian Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Torsten Jakobsen,
Både David og jeg prøver at italesætte den patriarkalske kultur som grunden til at kvinder (og også mænd) bliver udsat for chikane, diskrimination, overgreb og psykiske belastninger.
Ved ikke om det besvarer dit spørgsmål?

Eva Schwanenflügel

For at få debatten i helikopterperspektiv tror jeg det handler meget om, at vi snakker forbi hinanden.
Mange mænd føler sig direkte angrebet på deres ære, (af mangel på et bedre ord?), sådan oplever jeg det ihvertfald ofte i disse diskussioner, hvor det tit bliver polariseret, og kommer til at handle om hvilket køn man tilhører, og hvem der har skylden for hvad. Vi ender uvægerligt med at tale fuldstændig forbi hinanden.
Måske handler det om privilegieblindhed, som fx Katrine Blauenfeldt er inde på? Eller det er Rødstrømperne, der har forsøgt at trælbinde mænd i vattethed og umaskulinitet? Måske handler det om førnævnte religiøse traditioner, der aldrig helt har sluppet taget? Måske er det bare kapitalens egocentrerede amokløb på verden og den undertrykte 'lille mand/kvinde' ? Måske er det eliterne og neofascisterne, der prøver at lyve om de virkelige årsager til menneskehedens armod på både brød og ånd?
Intet under alle forvirres, og føler sig under angreb 24/7!
Den essentielle sandhed befinder sig muligvis i et destillat heraf.

Johnny Winther Ronnenberg

Wove Eva Schwanenflügel

"Mange mænd føler sig direkte angrebet på deres ære, (af mangel på et bedre ord?), sådan oplever jeg det ihvertfald ofte i disse diskussioner, hvor det tit bliver polariseret, og kommer til at handle om hvilket køn man tilhører, og hvem der har skylden for hvad. Vi ender uvægerligt med at tale fuldstændig forbi hinanden."

Fuldstændig enig ;-)

"Måske handler det om privilegieblindhed, som fx Katrine Blauenfeldt er inde på? Eller det er Rødstrømperne, der har forsøgt at trælbinde mænd i vattethed og umaskulinitet?"

Til dels enig;-)

"Måske handler det om førnævnte religiøse traditioner, der aldrig helt har sluppet taget? Måske er det bare kapitalens egocentrerede amokløb på verden og den undertrykte ’lille mand/kvinde’ ? Måske er det eliterne og neofascisterne, der prøver at lyve om de virkelige årsager til menneskehedens armod på både brød og ånd?"

Der tror jeg du tager fejl,

"Intet under alle forvirres, og føler sig under angreb 24/7!
Den essentielle sandhed befinder sig muligvis i et destillat heraf."

Det har du til gengæld ret i ;-)