Kronik

Man laver ikke bare en revolution

Historieskrivningen om Oktoberrevolutionen følger en simpel formel: Først skriver Marx en bog, den læser Lenin, og så laver han en revolution. Fortrængt er det, at revolutionen faktisk var produktet af en af århundredets største folkelige massebevægelser
I bunden af det russiske samfund foregik der mellem februar og oktober 1917 en tiltagende masseradikalisering. Bolsjevikpartiet fik stigende indflydelse, ikke fordi det levede op til Lenins partimodel fra 1902, men tværtimod fordi det i 1917 udviklede sig til et masseparti af radikaliserede arbejdere, soldater og matroser. Et parti, som partiledelsen ofte havde svært ved at holde styr på

I bunden af det russiske samfund foregik der mellem februar og oktober 1917 en tiltagende masseradikalisering. Bolsjevikpartiet fik stigende indflydelse, ikke fordi det levede op til Lenins partimodel fra 1902, men tværtimod fordi det i 1917 udviklede sig til et masseparti af radikaliserede arbejdere, soldater og matroser. Et parti, som partiledelsen ofte havde svært ved at holde styr på

Mary Evans Picture Library

17. oktober 2017

Oktoberrevolutionen var udpønset og gennemført af Lenin, og den var i øvrigt en dårlig idé. Det er det indtryk, man sidder tilbage med efter at have fulgt Informations kronikserie om 100-året for Oktoberrevolutionen.

Man undrer sig over den ’historieskrivning’, der trives i disse år. Den følger den simple formel: Først er der en, der skriver en bog (Marx), så er der en, der læser denne bog (Lenin), og så ’laver’ han en revolution. Men man ’laver’ ikke bare revolutioner. Årsagerne til den slags omvæltninger er langt mere fundamentale, de virkelige forløb langt mere komplicerede og konsekvenserne helt anderledes, end de involverede havde tænkt sig.

Den Russiske Revolution, borgerkrigen og dannelsen af Sovjetunionen var ikke et produkt af et pludseligt ideologisk lynnedslag i en ellers problemfri verden. Begivenhedsforløbet 1917-1921 var et produkt af Ruslands forudgående særegne socioøkonomiske udvikling og statsbygningsproces gennem århundreder; af ophobede problemer i den senzaristiske periode; af Første Verdenskrig og krigssammenbruddet og af alle involveredes handlinger gennem hele året 1917.

Revolutionen var ikke bare eliteaktørernes valg og et produkt af handlinger i toppen af samfundet, men i afgørende grad følgen af den fremadskridende masseradikalisering i bunden af samfundet. Bolsjevikkerne blev så at sige løftet frem til magten af en langstrakt social revolution, hvis kulmination dog ikke – som bolsjevismens aktivister og tilhængere oprindelig havde forventet det – blev sovjetmagt og en bred socialistisk koalitionsregering, men ’stormen på vinterpaladset’ i oktober 1917 og bolsjevikpartiets magtovertagelse.

Overdreven rolle til Lenin

Bolsjevikkerne og Lenin spillede ubestrideligt en rolle i det spil, der førte frem til oktober 1917. Men i kraft af den efterfølgende heroisering (sovjethistorieskrivningen) såvel som dæmonisering (totalitarismeteorierne) af Lenin og partiet fik han og bolsjevikpartiet tildelt en alt for dominerende rolle i den senere historieskrivning om forløbet.

Der var andre aktører på banen, f.eks. Kerenski, der fra foråret 1917 var leder af den provisoriske regering. Spørgsmålet er, om ikke hans valg og handlinger – f.eks. beslutningen om den fortsatte krigsførelse og offensiv mod østrig-ungarske og sydtyske områder – de facto spillede en større rolle for forløbet end Lenins.

Og i bunden af samfundet foregik der mellem februar og oktober 1917 den omtalte tiltagende masseradikalisering. Bolsjevikpartiet fik stigende indflydelse, ikke fordi det levede op til Lenins partimodel fra 1902, men tværtimod fordi det i 1917 udviklede sig til et masseparti af radikaliserede arbejdere, soldater og matroser. Et parti, som partiledelsen ofte havde svært ved at holde styr på.

Fortiet folkelighed

Masseradikaliseringens dynamik gjorde sig gældende gennem hele år 1917, og det hele eksploderede i september-oktober i Oktoberrevolutionen. Det var en kulmination på såvel den radikale udvikling i bunden af det russiske samfund som verdenskrigens effekt på den russiske samfundsformation. Det giver ikke mening at tale om, at man bare kunne ’have ladet være med’ at føre den ud i livet. Oktoberrevolutionen var faktisk en af århundredets store folkelige revolutioner. Men netop det aspekt blev efterfølgende fortiet eller nedtonet i såvel den stalinistiske som den dominerende vestlige fortælling, hvor revolutionen blev (og bliver) fremstillet som et rent partiforetagende.

’Stormen på Vinterpaladset’ derimod var overflødig. På det tidspunkt var den sociale revolution nemlig gennemført: Soldater og matroser havde allerede taget magten i hæren og flåden, arbejderne havde allerede taget magten internt i fabrikkerne, bønderne havde allerede taget jorden, de nationale minoriteter var allerede i bevægelse, og alle higede de efter en øjeblikkelig fred.

Man har i eftertidens historieskrivning fokuseret meget på bolsjevismens erklærede ideologi. Men i hele den komplekse udvikling spillede bolsjevikkernes erklærede ideologi en forholdsvis beskeden rolle, og Lenin selv skiftede opfattelse flere gange.

Det var bolsjevikkernes evne til at opfange og artikulere den radikaliseringsproces, der allerede foregik i landet, samt de ideologier – dvs. holdninger og opfattelser – der var på fremmarch i bunden af samfundet, som var afgørende for partiets fremgang. Når partiet havde den evne, var det, fordi det selv undergik en vældig forvandlingsproces i perioden.

Reddet af folket

’Oktoberrevolution’, som i sig selv var forbløffende ublodig og kortvarig, efterfulgtes igen af en blodig og langvarig borgerkrig, der blev formativ for den nye sovjetstat. Den udsprang hverken af et pludseligt indfald eller af en på forhånd udtænkt plan, men havde rødder i hele den forudgående periodes ophobning af spændinger og modsætninger, radikaliseringen af de sociale og politiske bevægelser og den fremadskridende polarisering.

Borgerkrigen var i sig selv et produkt af en længere proces. Man kan se selve den begyndende opløsning i zarhæren i 1916-17, Februarrevolutionen, Aprilkrisen i 1917, Julirevolten i Petrograd, bøndernes angreb på godserne i sensommeren, de stadige hyppigere tilfælde af soldaters overfald på officerer, de mange voldelige sammenstød mellem arbejdere og arbejdsformænd i fabrikkerne, Kornilov-kupforsøget i august og den indædte kamp i Moskva i oktober som en række sammenstød i én langstrakt borgerkrig, der var under udvikling gennem hele 1917, og som for alvor tog fart fra 1918 og frem, hvor den yderligere blev stimuleret af udenlandsk intervention.

Afgørende for borgerkrigens udfald var bøndernes frygt for en tilbagevenden af godsejervældet. Da ​en af de kontrarevolutionære hvide hære i oktober 1919 truede Moskva, vendte en kvart million deserterede bønder for eksempel tilbage til den røde hær for at være med til at bekæmpe truslen mod byen.

Den samme holdning kunne observeres blandt arbejderne i byerne. Uanset problemerne og uanset den stigende utilfredshed med det partidiktatur, der havde udviklet sig fra foråret 1918 og fremefter, holdt den store masse af arbejdere fast i revolutionens gevinster og idealer og bekæmpede den hvide kontrarevolution. Da en anden af de hvide hære i oktober 1919 truede Petrograd, strømmede byens arbejdere til for at forsvare revolutionen.

Og den baltiske flådes matroser, der havde været revolutionens spydspids, kæmpede under hele borgerkrigen som frivillige eliteenheder rundt omkring på de forskellige frontafsnit.

Hvor paradoksalt det end lyder, blev den nye sovjetmagt faktisk reddet af den vældige folkelige genmobilisering, der var blevet frembragt af borgerkrigens trussel om en kontrarevolution og den udenlandske intervention.

Mange bønder og arbejdere har måske troet, at når borgerkrigen først var vundet, ville partidiktaturet blive lempet, og det spontane sovjetdemokrati fra 1917 genetableret. Men de blev skuffede. Og for den revolutionære bolsjevisme blev sejrens år 1921 tillige nederlagets år. Da den nu etablerede sovjetmagt nedkæmpede Kronstadt-sovjetten, hvor matroser var i oprør mod Lenins og Kommunistpartiets tiltagende magtfuldkommenhed, mistede revolutionen sin sjæl. Det var revolutionens selvmord.

Curt Sørensen er professor emeritus ved Aarhus Universitet

Serie

100 år efter revolutionen

100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Maaløe
  • Bo Stefan Nielsen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Anders Graae
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Martin Mørch
  • Peter Knap
  • Kurt Nielsen
Erik Maaløe, Bo Stefan Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Anders Graae, Robert Ørsted-Jensen, Palle Yndal-Olsen, Martin Mørch, Peter Knap og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Jep - revolutioner er ikke noget ingen laver - men de kan rides og det var det Lenin og Trotsky gjorde. Lenins evner var uovertrufne hvad dette angår. Han så og indfangede stemningen, formulerede teserne, parolerne, timede beslutningerne etc etc. Desværre var han villig til at omformulere proletariatets diktatur fra at være sket og ret et flertalsdiktaturctil at ende i et partiledelsens diktatur. Partiets magt - ikke proletariatets magt. Mindretals (definitationen på Borgerligt) diktatur - ikke proletariatets demokratiske flertalsstyre. Han og kammerater kørte Rusland lige lugt i helvede og han tog desværre næsten hele den globale venstrefløj med sig. Han og Trotsky startede denne omgørelse af Marx tænkning fra kritisk tænkning tilven sekulær religion der endte i despotidk ulandssocialistisk nonsens med nye zarer og gudekejsere - Marx omgjort til en ny form for religion - intet andet. Religiøs opium

Robert Ørsted-Jensen

Iøvrigt en smuk og veludført korrektion til Per Clausens fundamentale påstand omend Curt stadig synes opsat på at ville forsvare sin leninistiske tilbøjeligheder - en isme som venstrefløjen burde have lagt på hylden for mere end 50 års siden. Yes gu fanden var det grundstenen til totalitaristisk tænkning

Michael Kongstad Nielsen

De ophobede problemer i den senzaristiske periode skyldtes blandt andet, at regimet ikke forsøgt sig med landboreformer a la Danmark. Udskiftning af jordene, ophævelse af hoveri, gradvis overgang til selveje, etablering af husmandsbrug, andelsforeninger, højskoler og så videre.

Bo Stefan Nielsen

"Og for den revolutionære bolsjevisme blev sejrens år 1921 tillige nederlagets år. Da den nu etablerede sovjetmagt nedkæmpede Kronstadt-sovjetten, hvor matroser var i oprør mod Lenins og Kommunistpartiets tiltagende magtfuldkommenhed, mistede revolutionen sin sjæl. Det var revolutionens selvmord."

Ja. Av. Gad nok vide hvor mange forhenværende trotskister, der har haft ondt i maven over at skulle forsvare dén.

Robert Ørsted-Jensen

Det her med ikke at ville indse at det var Lenin (og Trotsky) selv der red tigeren ned i helvede. Proletarisk diktatur er mit og mit partis diktatur, men derimod arbejderklassens ret til at anvende deres demokratiske flertal at fjerne også mig fra al magt hvis jeg bliver arrogant og bedrevidende lige som Lenin og Trotsky blev det