Læsetid 3 min.

Om lidt barberer jeg håret af og råber ’Only women on the land’

Jeg er med på, at de identitetspolitiske grupper kan virke rigide ­– måske endda fjollede. Men med deres mod baner de vejen for, at marginaliserede tavse tør hæve stemmen
Den identitetspolitiske venstrefløj kan meget nemt komme til at virke som en stram halvreligiøs tante, der hele tiden forsøger at købe sig aflad ved at gå i rette med andre synderes privilegieblindhed.

Den identitetspolitiske venstrefløj kan meget nemt komme til at virke som en stram halvreligiøs tante, der hele tiden forsøger at købe sig aflad ved at gå i rette med andre synderes privilegieblindhed.

12. oktober 2017

For nogen tid siden var jeg til en kvindefest, der blev arrangeret af et netværk, der kalder sig Female Oxygen. Overskuddet fra festerne gik til queer-kvinder fra andre lande, denne gang til en organisation, der kæmper for lesbiskes rettigheder i Kina.

Der var pyntet op med lanterner, der blev serveret kinesisk mad, og værtinderne havde taget kimonoer og rishatte på. Da billederne fra festen blev lagt ud på Facebook, havnede de hvide værtinder i en shitstorm af dimensioner, fordi intersektionelle feminister mente, de gjorde asiatiske kvinder til en karikatur. De blev i utvetydige vendinger bedt om at fjerne kimonobillederne.

Det besynderlige ved den begivenhed var, at den blev et møde mellem to bevægelser, der er betydningsskabende for den tid, vi lever i. Og for mit eget liv. Den ene bevægelse er den, der har fostret sådanne kvindefester, som på en måde er arvtagerne til Femølejren og andre af de rendyrkede kvindefællesskaber, der skabte et fristed for kvinder som mig.

Hvor man kan lægge an på en kvinde, uden først at skulle afkode alt med en finjusteret gaydar. Den anden bevægelse er den, der nu kaldes den identitetspolitiske, og som ofte ses som en forlængelse af den første. Og som samtidig er noget helt andet.

Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg læste den amerikanske professor, Mark Lilla, der i bogen, The Once and Future Liberal: After Identity Politics, klandrer identitetspolitik for at have ødelagt den amerikanske venstrefløj og banet vejen for populister som Donald Trump.

En frisættende identitetspolitisk venstrefløj

Venstrefløjen bruger nu tiden på at sidde og meditere over hudfarve, køn og seksualitet, mener Lilla sammen med mange andre. Derfor kan man ikke længere samle en opposition om de vigtigste sager.

Og lad os se det i øjnene. Den identitetspolitiske venstrefløj virker fjollet meget af tiden. Så står den der og snakker om Justin Biebers dreadlocks, mens Trump løber med valgsejren. Så står den og er en rigtig humorforladt killjoy, når der fortælles jokes om minoritetsgrupper.

Og ind imellem virker den faktisk helt langt ude med sin insisteren på selv at ville definere sit køn med et hav af nye personlige pronomener og have lov til at være tyk på tv, mens den økonomiske ulighed vokser, og kvinder står uden basale menneskerettigheder i store dele af verden.

Den identitetspolitiske venstrefløj kan meget nemt komme til at virke som en stram halvreligiøs tante, der hele tiden forsøger at købe sig aflad ved at gå i rette med andre synderes privilegieblindhed.

Men vi har før været steder, hvor identitetspolitiske grupper virkede latterlige og alligevel endte med at være frisættende. I 70’ernes USA dukkede kvindegrupper op over store dele af landet. En separatistisk lesbisk gruppe kaldte sig the Van Dykes.

De barberede håret af, og var veganere og kørte rundt på de amerikanske landeveje på jagt efter en ny, lesbisk verdensorden. De var dykes, og de boede i en van, deraf navnet. Only women on the land blev et fast motto, for kvinderne mente, at verden led af testosteronforgiftning.

Kvindekolonierne blev startskuddet til lesbiske musikfestivaler, brugsforeninger og forlag. Målet var fuldkommen uafhængighed af et mandsdomineret samfund.

Det er de kvindekampe, jeg kommer til at tænke på, når der nu ovre på den anden fløj står mennesker, der er meget ivrige efter at lukke munden på nogle af disse nye stemmer.

For det at tale om køn, hudfarve og seksualitet som fjollet identitetspolitik er blevet en effektiv måde at afholde sig fra at høre på dem, man ikke orker at høre på. Så er man fri for at tage disse sager alvorligt, og man kan genetablere sig selv som den eneste taler.

Det paradoksale er, at dem, der i dag råber identitetspolitik, måske endda er de samme, der går mest op i identitet. I hvert fald fokuserer de meget ofte på identiteten hos de stemmer, der ikke ligner deres egne. Er det en kvinde, en brun eller en homoseksuel, der taler, hører de ofte kun kvinde, brun, homoseksuel!

Vi lever ikke i en postracistisk eller postsexistisk tidsalder, selv om mange af os gerne vil tro det. Nogle af disse grupperinger kan virke ude på overdrevet, som tidligere forkæmpere også gjorde det, men måske skabes der grobund for, at undertrykte stemmer finder ny selvtillid. Måske er det alligevel tid til igen at køre ud på landevejene, barbere håret af og råbe: »Only women on the land!«

Betty Frank Simonsen er forfatter og oversætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer