Lobbyister, der ikke vil tale om skattesnyd, skal holde sig væk fra EU

Først var der LuxLeaks. Så kom PanamaPapers, FootballLeaks og et væld af andre hvidvaskningssager.
Alle eksempler på grænseoverskridende skatteskandaler, der har kostet samfundet et svimlende milliardbeløb. Det betyder mindre velfærd til Europas borgere. Samtidig slår skatteskandalerne skår i tilliden til Europas politiske systemer.
For hvad bliver lagt frem, hvad fejes ind under gulvtæppet, og hvem har ansvaret?
Når vi, i Europa-Parlamentet, laver offentlige høringer og indkalder involverede parter, er det høringens ypperste formål at skabe klarhed og gennemsigtighed. Det er først og fremmest nødvendigt for det politiske arbejde i Bruxelles – men i særdeleshed også for tilliden til vores demokrati. Det er afgørende, at Europas befolkning og offentligheden kan følge med og få fuld indsigt i sagernes forløb. Som ordfører for Europa-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg har jeg gang på gang oplevet, at det desværre langtfra er virkeligheden i dag.
Skattesnydsudvalgets fremmeste opgave har været at sikre transparens i de utallige skatteskandaler. Netop derfor har vi gennemført en lang stribe offentlige høringer. Her har alle lige fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker til fodboldforbundet FIFA været indkaldt.
Offentlige høringer er absolut centrale for udvalgets arbejde, fordi dem, vi indkalder, har vigtige oplysninger, som offentligheden bør få kendskab til. Men i høj grad også fordi høringerne netop repræsenterer opgøret med det hemmelighedskræmmeri, der har stået på alt for længe.
Har bedre ting at tage sig til
I stedet for at lægge alt frem og bidrage til den gennemsigtighed, som Europas befolkning fortjener, vælger alt for mange af de indkaldte at afvise Skattesnydsudvalgets invitation. Undskyldningerne er ofte kreative, andre gange direkte kyniske. Som f.eks. da en repræsentant for et førende luxembourgsk advokatselskab med tråde til Panamapapirerne afslog at forsvare sin rolle i skandalen med ordene:
»Jeg har bedre ting at tage mig til.«
Virksomheder, banker og personer, der ellers elsker at færdes i Europa-Parlamentet i lobbyismens tjeneste, har lige pludselig undskyldningerne klar, når det gælder deltagelsen i offentlige høringer.
Senest var det den store multinationale virksomhed Caterpillar, der uden at blinke blev væk fra en offentlig høring.
Det viser først og fremmest en alvorlig mangel på respekt. Ikke bare over for parlamentet, men i høj grad også over for de europæiske skatteborgere, som endnu en gang må tage til takke med, at oplysninger gemmes fra offentligheden. Det understøtter det hemmelighedskræmmeri, som høringerne ellers ihærdigt søger at komme til livs.
Ærligt talt, når selv EU-Kommissionens formand – vel nok noget nær kontinentets mest arbejdsbelæssede individ – kan finde tid til at svare på undersøgelsesudvalgets spørgsmål, så kan en virksomhedsrepræsentant da også!
Derfor lyder mit budskab til de banker, personer og multinationale koncerner, som ikke tager deres ansvar alvorligt og møder op til høringerne: Hvis I ikke lægger kortene på bordet og fortæller, hvad I ved, så får I heller ikke adgang til Europa-Parlamentet.
For hvis de ikke ønsker at samarbejde med parlamentets politikere, hvorfor skal de så have lov til at dyrke deres interesser i hjertet af Europa-Parlamentet?
Slut med dårlige undskyldninger
For mig at se er gennemsigtighed et af de vigtigste våben i kampen mod skattesnyd. Skattesnydsskandalerne vidner om behovet for en skærpet EU-lovgivning, og det kan vi kun komme nærmere, hvis alle detaljer kommer på bordet.
Vi skal have lukket de skattehuller, der udnyttes i det skjulte og truer vores velfærd. Og samtidig kæmper vi i EU for at stoppe det skadelige hemmelighedskræmmeri, der omgærder alle dem, som ikke vil samarbejde med os.
I den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet har vi allerede taget konsekvensen af den slags adfærd. Hvis den indkaldte ikke dukker op til en høring, så får den pågældende heller ikke mulighed for at mødes og drøfte andre anliggender med de 190 socialdemokratiske europaparlamentarikere fra de 28 medlemslande. Og det er noget, der kan få en lobbyist til at svede!
Desværre er denne procedure langtfra en selvfølgelighed. Men som socialdemokrater er vi ikke i tvivl: Europa-Parlamentet bør være lukket land for alle dem, der er ikke lægger kortene på bordet.
Jeppe Kofod er gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og ordfører for Det Særlige Skattesnydsudvalg.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Jeg formoder denne linje, skal forestille, et lignende og helt nødvendigt krav til samtlige EU medlemslandene, for at fremme fri handel og fri konkurrence mellem medlemslandene, hvor kravet udvidet til en fremtidig aftale med Storbritannien, vil sikre, at grænserne er stukket ud for en mulig fortsat udpibning af velfærdssamfundets skattebetalte fundament, dermed vil de globale linjer samtidig være trukket op, med udgangspunkt i verdens samlede set største økonomi, i det samlede set største marked, for de fremtidige rammer af globalisering og samhandel, med mindre ulighed i kølvandet, men der er ikke rigtig bund i intentionerne, så kun de mindste fisk, bliver ikke ufortjent hængt ud.
Problemet er at hele EU’s overlevelse afhænger af, at denne øvelse lykkedes og den socialdemokratiske gruppe mener blot, at lobbyister, der ikke vil tale om skattesnyd, skal holde sig væk fra EU?
Mod til den helt nødvendige forandring, er tydeligvis ikke tilstede i den socialdemokratiske gruppe, det ligner mest af alt noget EU borgerne bliver spist af med, for ikke at løse problemet.
gennemsigtighed på alle plan er mangelvare specielt i eu men de skal have en chance for at levere men det haster
Juncker nu lige præcis Skattesnydsudvalgets lille helt!!!??? Tankevækkende! Tyder vist ik' så godt.
Ja, jeg fatter heller ikke bindingen mellem artiklens indhold og det vedhæftede billede. Juncker mig, hvis jeg kunne slippe lige så billigt, som nogle af de firmaer han pollerede selvangivelsen for!