Læserbrev

Mit lykkelige liv som SoMe-snylter

Debat
21. oktober 2017

Den traditionsrige efterårsferie betyder, at alverdens billeder fra mere eller mindre eksotiske rejsemål bipper og pibler ud på de sociale medier. Morgenmaden i Barcelona, frokosten på Mallorca og aftensmaden i New York bliver foreviget på de sociale medier. Ja, man bliver helt stresset, når man sidder og arbejder i sit daglige tomrum.

Jeg har dog bemærket en personlig ting:

Jeg bliver meget sjældent jaloux eller stresset, når jeg ser på billederne. Jeg er født med cerebral parese (spastisk lammelse, red.), så da jeg var barn, kunne jeg ikke det samme, som de andre. Det betød, at jeg fik de andre børn til at lege for mig i de lege, jeg ikke kunne være med i. Det bedste eksempel er nok, at jeg fik min bedste ven Jon til at spille på min computer, når banerne blev for svære. På den måde følte jeg, at jeg fik lov til at spille de svære baner gennem andre.

Er der en snert af voyeurisme i dette?

Det kan jeg ikke afvise.

Har jeg det selv lidt underligt med det?

Ja, til tider.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg faktisk synes, det er ret fedt at se mine venner rejse land og verden rundt. For det er svært og omkostningstungt for mig at rejse med min til tider usamarbejdsvillige krop. Derfor glæder det mig at se, når min ven står på vandski, eller når min veninde klapper skildpadder i Amazon-junglen – for jeg føler helt oprigtigt, at jeg oplever noget, jeg aldrig kommer til at opleve selv på grund af min fysiske handicap.

I stedet for at hele tiden jage efter præcis de samme oplevelser som sidemanden eller -kvinden skulle vi måske hellere dele og tage ejerskab over de oplevelser, vores familie, venner og kollegaer har. På den måde kunne vi opleve flere ting i fællesskab – uden at skulle give slip på den verden, vi selv lever i.

Jacob Nossell, Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Helt enig Jacob :-)
Et indre liv er ret væsentligt, noget de færreste idag har/tager sig tid til.