Læserbrev

Vi må anerkende, at ord har magt

11. oktober 2017

Den 28. september 2017 skrev Susan Knorrenborg her i avisen om sin tid som statskundskabsstuderende for 20 år siden. Dengang, hvor der i modsætning til nu ikke var nogen debat om sexisme, men derimod en kamp om at gøre nar ad smagsdommere ved at spise pasta og købepesto.

Susan spørger, om hun lider af falsk bevidsthed som forklaring på, hvorfor hun ikke kan finde en krænket følelse i sin krop. Skønt det er en forklaring, må falsk bevidsthed, uvidenhed og en svunden romantiseret studietid ikke være en undskyldning for at nedgøre og underkende feminisme, humaniora og os, der krænkes af mandschauvinistiske og sexistiske diskurser.

Studiestart på RUC i 2005.
Læs også

Selvom det ganske vist giver akademiske point at nævne, at man har læst Judith Butler, vil jeg foreslå Susan, at hun, næste gang hun lægger vejen forbi studenterboghandlen, genbesøger Michel Foucault. Foucault har vendt bøtten på hovedet vedrørende måden, vi traditionelt forstår magt på.

At vi i vores tale, adfærd og handlemåder udøver magt, og vi gennem vores sprogbrug kan holde hinanden nede. I debatten om sexisme er det netop essentielt at forstå, at de ord, vi bruger til og om hinanden, har magt.

At ord har magt, betyder heldigvis også, at vi ved hjælp af ord kan ændre på magtbalancen og ikke reproducere undertrykkende strukturer. Det er netop også derfor, at invitationen til ’Mændenes fredagsbar’ var både krænkende og ekskluderende.

At det er blevet populært at være politisk ukorrekt, er ikke bare en kedelig, men også farlig tendens. Frem for at nedgøre politisk korrekthed, respektfuld og lighedsfremmende adfærd, burde vi værne om den.

Susan skriver, at hun er glad for, at hun slap for at »råbe op om hverdagssexisme, for det er så krævende at føle sig krænket.« Jeg vil derimod gerne udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for, at der har været en generation, der netop råbte op. De har gjort os bevidste om fundamentale uligheder i vores samfund og dermed handlekraftige til at ændre på dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"At ord har magt, betyder heldigvis også, at vi ved hjælp af ord kan ændre på magtbalancen og ikke reproducere undertrykkende strukturer."

Det er dette sidste, påstanden om at man gennem sin 'råben op' ikke reproducerer undertrykkende strukturer, som man vel kan tillade sig at stille spørgsmålstegn ved?

Hvad er det til eksempel for fundamentale(!) uligheder, som præger det danske samfund? Jo, bevares de økonomiske er til at få øje på, men det er vist ikke dem der sigtes til her? Ny-feminismens manglende interesse for klasseforskelle er vel velkendt?

Nej, der sigtes utvivlsomt til andre 'fundamentale' ulighede, og man kan så spørge sig selv hvem og hvad et så opskruet og hysterisk sprog egentlig tjener? Helt i Foucaults ånd, vel sagtens?

Eva Schwanenflügel

'Sticks and stones may break my bones, but words can never hurt me', er et af de mest fordummende ordsprog der findes.
Det er i en magtsituation ikke til at komme udenom, at definitioner, gentagne nedsættende paroler og deciderede løgnagtigheder til enhver tid kan feje enhver argumentation af banen, især hvis modstanderen latterliggøres i tilstrækkeligt omfang. At dehumanisere, håne, spotte og tale nedladende til og om grupper i samfundet, er en hævdvunden taktik, der især i det såkaldte 3. Rige praktiseredes, med grufulde resultater til følge.
Det er en del-og-hersk taktik, der uvægerligt giver bonus hos de, der af en eller anden grund føler sig forfordelt, og føler deres før hævdvundne positioner vakle.
Når andre bliver mere lige med dem, mister de selv fornemmelsen af at være lige.

Niels Duus Nielsen

Det er en balancegang. Magt udøves i vore dage gennem ord, fysisk vold er kun den allersidste instans, som tages i anvendelse for at regere de uregerlige. Så slutshaming er et reelt problem, krænkelse er en legitim følelse, som kalder på udøvelse af modmagt. Så vidt så godt.

På den anden side kan denne verbale modmagt ikke altid sige sig fri for at være krænkende. Som ungt postbud havde jeg i en periode det indre Istedgade som fast distrikt, og luderne havde stor fornøjelse af at få mig unge mand til at rødme. Men dengang var det ikke en mulighed at føle sig krænket, jeg er ikke sikker på at ordet overhovedet var opfundet, og hvis det var, var det et ord, som kun hattedamer anvendte.

I dag,hvor jeg er en ældre mand, kan jeg da godt blive provokeret af, at nyfeminister så unuanceret udnævner os mænd til at være al kønslig undertrykkelses rod. Bemærk, jeg skriver "provokeret", ikke "krænket", for min ungdom gjorde mig immun over for krænkelser.

Og det, der provokerer mig er, at jeg faktisk rettede ind efter feministernes krav, det var simpelthen en nødvendighed, hvis jeg ville have et samliv med en kvinde. Jeg kan stadig more mig over en sexistisk blondinevits, men jeg har pli nok til ikke at fyre den af, med mindre de tilstedeværende kvinder kender mig virkelig godt og deler mit syn på humor.

Hvis unge kvinder føler sig krænkede, må de gøre opmærksom på den KONKRETE krænkelse. Jeg får intet ud af en abstrakt belæring om, at jeg er en hvid gammel mand, som af traditionelle årsager undertrykker kvinder. Derimod kan jeg modificere min adfærd og mine udtalelser, når jeg bliver konfronteret med en konkret handling eller udtalelse, som vurderes at være mandschauvinistisk og sexistisk.

Omvendt bør kvinder lytte, når mænd kritiserer dem for kvindechauvinisme og sexisme. Og at skære man over en kam er faktisk udtryk for kvindechauvinisme. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om mænd er genetisk bestemte til at konkurrere om hvem der har den største p*k, men nyfeministerne synes at have en konkurrence kørende om, hvem der kan føle sig mest krænket.

Tal til os, vi er ikke tankelæsere. Hvis vi går over stregen, så fortæl os det, eller drop os. Abstrakte beskyldninger løser ingen problemer.

Torsten Jacobsen, Steffen Gliese og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Niels jeg sidder og klukker af grin ;-) Det kender jeg godt, for jeg boede de første elleve år, jeg var gift lige op af halmtorvet og da vi ret tidligt fik foræret en hund, så gik jeg turen mange gange, der var altid "gode tilbud" og de var ikke fra Lars Larsen ;-)

Med årene lærte jeg dem at kende ved navn og hvem deres børn var og det "betændte kvarter" viste sig at være en lille landsby, hvor alle kendte alle og hjalp hinanden.