Klumme

Markant omvendelse

Frygten for nationalstatens fremtid i EU kan ombringe nationalstaten
6. oktober 2017

Professor emeritus Uffe Østergaard lancerede for nylig skepsis – eller rettere modstand – mod en videre udvikling af nationalstaten, in casu Danmark således som landet jo er indfattet i unionen.

Nationalstaten skal ifølge professor Østergaard bevares, som den var, unionen bør bremses – måske i sidste ende opgives. Forhåbentlig uden at overfortolke ordene må man således forstå indlæggene fra professoren både på skrift og i tv. Overraskende i betragtning af, at Østergaards livsværk har været én lang historisk stærkt velbegrundet erkendelse af den logiske nødvendighed i europæisk forening og det snævre overstatslige samarbejde for fredens, samhandlens, den europæiske kultur og pudsigt nok nationalstatens skyld.

To verdenskrige i nationalismens tegn var baggrund for erkendelsen, to altødelæggende katastrofer i træk, samt ikke at forglemme en lang europæisk fredsperiode i og med at Frankrig, Vesttyskland og Benelux tog skridt til et fælles marked med fri bevægelighed, ophævede toldgrænser, knækkede grænsebomme og udtrykkelige velfærdsmål.

Siden det udvidede samarbejde med flere lande og endelig: unionen yderligere cementeret efter Murens fald og indlemmelsen af de tidligere sovjetiske lydlande. Gamle fjender sad om samme bord og opnåede foruden dette formaliserede samvær et hav af fordele ved kollektiv og rationeret afgivelse af suverænitet. Den gamle historie om international forståelse efter 1945, men i langt mere formaliseret bindende og reel forstand end før i Europas historie.

Storartet idé

At samarbejdet siden 1989 og dét i stigende grad har været turbulent og af flere forskellige årsager, for tiden knager og brager, dementerer ikke den kendsgerning, at unionen holder, og at suverænitetsafgivelsen i nogenlunde fælles forståelse står sig i forhold til fordelene.

Det sidste afviste et lille flertal af britiske vælgere som bekendt. Stadig flere indsigtsfulde lufter nu tvivl om, hvorvidt Brexit virkelig betyder et effektueret brud med EU. Brexit viser sig måske umulig. Unionen er gennem fire årtier af oven antydede årsager udviklet så bindende som muligt. Keep your friends close and your enemy even closer. En udmeldelse af den europæiske forfatning som den engelske er bortset fra de følelsesladede flagsvingende nationale øjeblikke absurd; det svarer til at ville melde sig ud af grundloven.

Forudsat naturligvis at man opfatter nationalstaten så nøgternt og usentimentalt, som Uffe Østergaard før har gjort.

Nationalstaten er en storartet idé; uomgængelig i forberedelsen til og udviklingen af de borgerskabsstyrede samfund i et forhandlingsdueligt internationalt system af andre nationalstater. Fædrelandene formulerede sig i forhold til givne geografiske enheder i nogenlunde, men ikke altid lige selvfølgelige (Tyrol, Catalonien) sammenhængende statsstrukturer; i forhold til et givet nationalsprog og i høj grad i forhold til myterne; i mindre grad til historien, i hvert fald den fortidsforvaltning, der rækker ud over de myter om det nationale, langt flere politikere og mange andre burde gøre op med.

Ideen om folket og de tyske romantiske filosoffers syn på begrebet heimat, suverænens tildelte rolle som vikar for Gud på folkets vegne, samt den nordeuropæiske magtfulde understøttelse af denne nationalitetsskabende ideologi indstøbt i det lutheranske magtdelingsprincip, som ikke en kat har kunne forklare overbevisende, alt dette forudsatte etableringen af den afgrænsede stat i nationens og suverænens navn, defineret i særdeleshed i konkurrence med andre nationers eksklusivitetspåkaldelse.

I længden uholdbart. 1914-45 fortæller hvordan.

Værdifuldt

Uanset fiaskoen er det romantikernes nationalstatsidé, vi er vokset op med som kulturgrundlag og forudsætning for identiteten.

Ideen var så god, at den holdt – og holder langt ud over udløbsdatoen. Denne var for længst indtruffet, da en ny og mere overordnet idé i nationernes eller fædrelandenes Europa, som De Gaulle kaldte det, markerede sig som betingelsen for Europas fredeliggørelse og fremdrift i Kul- og Stålunionen, i Fællesmarkedet, med Romtraktaten og altså nu i unionen: Nationalstaterne i fornyet ramme med den frie bevægelighed som nødvendigvis betød forandringer, og hvor nye generationer hjemmevant i tværnationale uddannelsessystemer udvikler sammensatte følelser af tilknytning som mere end blot kærlighed til fødestedet. Verden er mit hjem, sagde H.C. Andersen, men jeg elsker Danmark.

Nationalstaten er værdifuldt arvegods, som man tager med sig og udvikler i forhold til andre vilkår og andre nationer.

Hjemstavnen – heimat – bliver nu engang noget andet, når man opdager, at ikke hele verden er flad som Falster, og at man godt kan være civiliseret, selvom man spiser frølår på dåse og ikke bruger bolle-å.

At nationalstaten – om end forandret betydeligt – skulle være truet af unionen er en tankevækkende påstand, der sådan set dementeres, allerede når den fremsættes. Hævdelsen af nationalstaten har aldrig, siden 1972 da Danmark tiltrådte Fællesmarkedet, været stærkere end nu, hvilket professor Østergaards omvendelse jo også markerer.

Nationalstaten døde ikke undervejs, tværtimod styrkedes de nationale bevidstheder i det udvidede europæiske samarbejde. Paradoksalt nok i en sådan grad, at disse følelser nu truer den union, der gjorde og gør det muligt at forstærke og forny nationalstaten, uden at man kommer op at slås om ostenes navne, standarder på biludstødning, agurkers krumning. Tværtom fik vi fælles standarder på områder, der før i tiden var krigsårsag.

Opgaven nu med Macron som inspirator er at klarlægge disse mekanismer uden mytedannelser og fremhæve også den danske nationalstats største chance for at overleve på længere sigt – i stadig tættere samarbejde med andre nationalstater – dertil grænseløst fredeligt.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Frede Jørgensen
  • Toke Andersen
  • Anders Graae
  • Eva Schwanenflügel
  • Maria Francisca Torrezão
  • Peter Jessen
  • Torben K L Jensen
  • Poul Anker Sørensen
Tino Rozzo, Frede Jørgensen, Toke Andersen, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Maria Francisca Torrezão, Peter Jessen, Torben K L Jensen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Metz- I disse urolige tider er det nødvendigt at tale fredsprojektet EU op efter det katastrofale mareridt som hærgede de spirende demokratier i den første halvdel af det 20. århundrede. For rigtigt er det at der faktisk ikke findes noget alternativ hvis bare ikke det hele udvikler sig til en ny militær-økonomisk supermagt der konkurrerer om de sidste knappe ressourcer nu hvor det er nødvendighedens samarbejde der er målet for at forhindre en altødelæggende klimakatastrofe. Og rigtigt er det - Metz- at Macrons forestillinger bør få en ærlig chance som en begyndende for et mere demokratisk og retfærdigt fredsprojekt. Du gør det som altid godt,Metz og bliv nu ved med at minde os om de vigtige ting der præger den verden alle lever i .

Vi bliver aldrig uenige om at fredsprojektet EU er et godt argument for, ja, EU. Men demokratiseringsprocessen indenfor EU går uendeligt langsomt, Uligheden vokser fordi magteliten bestemmer i dette demokratiske underskud. Vanvittige frihandelsaftaler gennemtrumfes hen over hovederne på os, EU og NATO's krigsliderlige engagement med USA eller EU's toldbarrierer imod fattige lande for at beskytte egne interesser. Lobbyismen kender ingen grænser i EU.
Jeg vil gerne overbevises om at EU er vejen frem, men jeg savner et systemskifte i EU, en holdningsændring, som skal sikre demokratisk fremgang, mindre ulighed og større bevågenhed for verdens problemer. Men dette gælder i øvrigt også i vores egen lille nationalstat...

Kurt Nielsen, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fredsprojektet har intet med EU at gøre.
EU var genopbygning, freden kom fra FN.
Uffe Østergaard har skiftet standpunkt, og det er klogt.
Han mener nu, at nationalstaterne har styrken og bør bevares.
Helt enig.
Tidligere gik Østergaard ind for, at grænser ikke var interessante i Europa, for eksempel var Pyrenæerne ikke interessante, for bjergene forener mere end de adskiller.

Yes, yes, På samme måde forener sunde mere end de adskiller. Skåne , det kære gamle danske land, burde aldrig være blevet svensk.