Klumme

#metoo er et tegn på, at kvindefrigørelsen fortsætter. Næste skridt: Gå ud i verden

Jeg tror mest på bevægelser, som bevæger sig i det virkelige liv og ikke forbliver inde bag skærmen. For har vi først fået konkret erfaring med andre måder at leve på, forsvinder den ikke så let væk igen
Demonstration mod seksuelle overgreb i Paris 29. oktober. 

Demonstration mod seksuelle overgreb i Paris 29. oktober. 

Alain Nogues

31. oktober 2017

Det er virkelig med blandede følelser, at jeg fordyber mig i #metoo. Jeg bliver vred, jeg identificerer mig, jeg genkender – og alligevel sidder jeg tilbage med en underlig flad fornemmelse.

Alle de forhåbninger, der knytter sig til det lille hashtag med de fem bogstaver. Jeg føler mig nærmest som både englen og djævelen i det hedengangne Blæksprutten:

»Hvor er det dejligt, at al den vold og sexchikane kommer frem i lyset! Hvor er det stærkt, at så mange kvinder deler deres erfaringer,« siger englen.

»Vi vidste det jo godt i forvejen. Og så længe det hele foregår på nettet, er resultatet kun vrede, identifikation, genkendelse og – ikke andet,« siger djævelen.

»Om lidt er det hele væk igen.« Nu ligner den nærmest en sur emoji, måske som en modvillig indrømmelse til mediet, men det store spørgsmål er jo stadigvæk, hvordan ændringer sker IRL?

1970’ernes kvindebevægelse

Jeg er blevet voksen i bevægelsernes tiår og tror mest på bevægelser, som bevæger sig i det virkelige liv. Også der fortæller erfaringen ganske vist, at bølgen på et tidspunkt tager land og ruller tilbage. Men der er en forskel. Mens bølgen ruller, erfarer vi andre måder at leve på, og dén erfaring forsvinder ikke så let væk igen.

I 1970’ernes kvindebevægelse fandt vi ud af, at vi kunne meget mere, end vi troede. Vi lærte i praksis at stole på os selv. Nogle lærte at bruge en hammer, nogle fik mod til at skrive en bog, nogle opdagede, at de slet ikke var så dumme, som de troede. Andre blev skilt, og nogle fandt ud af deres seksualitet for første gang. For blot at nævne et par få eksempler.

Pludselig kunne vi udfolde vores evner på måder, som vi ikke havde haft anelse om, og vi kunne af samme grund hjælpe hinanden, hvor vi før havde stået magtesløse.

#MeToo illustrerer manglen på håndhævelse af kvinders naturlige ret til at færdes frit og lige i samfundet. Men når kvinderne kun bliver hørt, hvis de står frem som ofre i kraft af deres køn og appellerer til offentlighedens medfølelse, er det de får for deres valuta, ikke ligestilling som borgere, mener dagens klummeskribent.
Læs også

Derfor kunne 1970’ernes kvindebevægelse ændre meget – slet og ret, fordi den kunne vise os bedre måder at leve på. Og ingen vil vel bestride, at kvinder i dag kan deltage langt mere i samfundslivet end før og i meget større antal end tidligere indtager betydningsfulde poster.

Der kom også en reaktion på kvindebevægelsen. Rødstrømper blev kaldt betonfeminister, lebber og mandehadere. Mange kvinder afviste pludselig forskrækket, at de skulle være rødstrømper. Og mange mænds selvhævdende overgreb, som vi nu kan læse om på #metoo, kan givetvis til dels ses som en aggressiv reaktion på kvindernes frigørelse. »Hun var selv ude om det! Hvorfor gik hun så udfordrende klædt, hvis hun alligevel ikke ville?«

Kvindefrigørelsen fortsætter

Stadigvæk husker vi også euforien over Det Arabiske Forår, som foreløbig er endt i den ene katastrofe efter den anden. Men jeg har lyst til at fremhæve en bestemt episode. I Marokko, hvor jeg befandt mig, mens euforien var på sit højdepunkt, så jeg i en demonstration et skilt, hvor der stod: »Impossible is nothing«. Et slogan lånt fra Adidas, men her brugt i en rigtig kamp, en kamp for frihed. Jeg syntes, det var genialt, selv det umulige tager ikke engang lidt længere tid.

For mig blev det et symbol på, at de mange, mange mennesker, der oplevede et glimt af en friere verden, helt sikkert heller ikke glemmer det igen. Det vil præge deres adfærd resten af deres liv, hvilket i sig selv giver håb for fremtiden.

Og lige her indser jeg, at #metoo-kampagnen på dét punkt har sin berettigelse: Den er i sig selv et tegn på, at noget er ændret.

Jeg tvivler på, at kvinder før 1970’erne ville have delt deres erfaringer, som de gør i dag. #metoo-kampagnen er et tegn på, at kvindefrigørelsen fortsætter, om den så nok så meget forbliver en cyberbegivenhed.

Og at kvinder indrømmer, at de har tiet stille med det, der er overgået dem, at de har følt skam og skyld – og nu oplever, at mange har haft det ligesom dem, ændrer jo også noget. Det befrier dem for skammen, det udvider bevidstheden, og så kan de gå friere ud i verden. Det er næste skridt: at gå ud i verden. Det er der, man får erfaringerne, der ændrer.

Karen Syberg er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Jensen
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Maria Jensen, ingemaje lange, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

For mig ligner Meetoobevægelsen mere og mere en kvindelig revolution for at komme vores mandsdominerede verden til livs, eller i hvert fald at blive ligeberettiget på alle fronter både fysisk , empatisk og psykisk. Og det er sgu heller ikke for tidligt, at mændene indser, at det er nødvendigt med ligeberettigelse på alle livets facetter. Som 14årig blev jeg voldet af vores 30.årige kokkepige, hvilket ødelagde mine teenageår så meget, at jeg var næsten 20 år før jeg turde nærme mig det andet køn, så jeg forstår godt kvindernes traumatiske oplevelser vedr. Sexuelle overgreb.

Jeg er ved at være træt af at altid er "kvinderne" der er fokus. Hvad med drenge og mænd der bliver seksuelle misbrugt? Hvad med mennesker generelt der bliver udsat for mobning, psykisk terror, får tæv etc... stop det pis med #metoo, hvis ikke det inkluderer alle mennesker ... og lad fucking være med at blive tøsefornærmet over når der er andre end jer selv, der også stå frem ...

@ Mike Statene: Jeg har set adskillige mænd/drenge fortælle om overgreb under hashtagget #metoo. Jeg har ikke set nogen blive "tøsefornærmet" over det, tværtimod har mændene modtaget den samme sympati som alle andre. Måske er det dig selv, der skal stoppe "det pis".

Mette Poulsen, Tina Cecilie Petersen, Katrine Damm og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Maria:
Undskyld ,men nu spørger jeg direkte( er en lykkelig gift mand på 72 på 21, år lykkelig gift med en kvinde som jeg blev fyret af i 69, så som sådan ingen problemer, men der har været indtil det sent lykkedes at have mit første rigtige forhold seksuelt som 23 årig. Jeg har aldrig haft evnen til at erobre som sådan- er det det man skal og hvordan? Hvilke signaler og ord virker egentlig og ikke mindst hvis man også som mand kan være genert? Det er altså ikke altid så let og for mig var det bestemt ikke. Kvinder må for mig gerne tage initiativer da jeg har en ide om at det seksuelle faktisk kun er godt hvis begge har lyst og da mænds lyst er tydelig kan det være svært Er den "synlige" lyst godt for tænding eller hvad? Jeg har virkelig haft svært ved at tolke kvinders og yngre kvinders signaler i sin tid. Hvad vil kvinder sige med det at klæde sig sexet ? og her kan det være svært hvis resten af kemien måske også passer tilsyneladende. Måske jeg er for langt ude, men problemet ville vel ikke være der hvis begge parter havde signaler og menneskesyn nogenlunde afklaret.

@Viggo - Jeg er ikke Maria men tillader mig at forsøge at svare alligevel.

Man kan starte med at tage udgangspunkt i, hvad der ikke er i orden: at man ala Weinstein gennem sit arbejde forsøger at få folk til at gå i seng med sig som en del af ansættelsessamtaler. Ligesom det er en ufed seksuel strategi at lægge an på sine elever, patienter eller andre, hvor der er et ulige magtforhold og man må forvente den anden part er der af anden årsag. Hvis man ikke kan lade være, fordi man er blevet meget forelsket eller whatever, så kan man gøre det, når det faglige er forbi dvs. jobbet, karakteren, det fremtidige helbred for den anden ikke er afhængigt af om vedkommende går i seng med dig eller ej. Fysiske over- eller angreb, hvor man jagter den anden M/K rundt i lokalet, kan kun frarådes i det hele taget (med mindre man har en klar aftale om at lege indbrudstyv/offer men det ligger lidt uden for denne diskussion), og generelt er det en god idé at spørge sig selv, om den anden har mulighed for at smutte fra situationen.

Når man har styr på den del af det - og det har de fleste vel? - så er det ikke meget anderledes at samle en kvinde op end at få nye venner: folk responderer generelt positivt på ægte interesse, oprigtighed, selvironi, evnen til at få en samtale til at flyde osv. og er generelt tiltrukket af personer, som er lækre, dufter godt, er i god form etc. Man ved godt selv, hvis man har lidt at arbejde med dér.