Kronik

Moderne frihedsbegreber har rødder i den radikale reformation

Nutidens frihedsrettigheder skyldes ikke kun den såkaldte oplysningstid. Den udsprang også af den radikale reformation, hvis forkyndere troede på, at mennesket først skulle oplæres for så frivilligt at vælge, om det ville identificere sig som kristent
Nutidens frihedsrettigheder skyldes ikke kun den såkaldte oplysningstid. Den udsprang også af den radikale reformation, hvis forkyndere troede på, at mennesket først skulle oplæres for så frivilligt at vælge, om det ville identificere sig som kristent

Isabella Hamid

31. oktober 2017

Reformationens betydning for de moderne frihedsrettigheder som tros- og samvittighedsfrihed og et skarpt skel mellem religion og politik diskuteres ivrigt i anledning af 500-året for reformationen.

Det hænger nok sammen med, at vores vurdering af reformationen også har en hel del at sige om, hvordan vi forholder os til aktuelle sprængfarlige spørgsmål om religion og ytringsfrihed.

Således har professor Frederik Stjernfelt langet ud efter den lutherske tradition i bogen Syv myter om Martin Luther. Det har fået flere lutherske teologer op af stolene. Men i debatten overses ofte en tredje vinkel, nemlig den radikale reformation – de såkaldte ’døbere’, der mere gennemgribende end den lutherske reformation ville føre kirken tilbage til sin førmiddelalderlige form.

Reformatorerne var fælles om kravet om en tilbagevenden til kilderne, som fanges i slagordet ad fontes ­­– ’tilbage til kilderne’. Man ville korrigere kirken ved at pege bagom datidens afvigelser.

Men fordi der allerede i de første århundreder efter Jesus og de første kristne var opstået en række forskelligartede traditioner inden for kristendommen selv, var der flere gamle kilder at vælge imellem. Derfor betød en tilbagevenden til kilderne også en mangfoldighed af reformationer, i flertal, der pegede i vidt forskellige retninger – også hvad angik frihedssyn. Især de såkaldte døbere vægtede tros- og samvittighedsfrihed højt. Det kommer jeg tilbage til.

Den frivillige dåb

Historien om døberne begynder i Schweiz. I januar 1525 foretog nogle af den schweiziske reformator Ulrich Zwinglis tidligere studerende, Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock, den første bekendelsesdåb under reformationen. Under inspiration fra blandt andre Erasmus af Rotterdam forstod døberne Jesu befaling om at gøre mennesker til disciple og døbe dem, sådan, at mennesker først skulle oplæres for så frivilligt at vælge, om de ville identificere sig som kristne ved at lade sig døbe.

Med den frivillige dåb forkastede man et af middelalderens centrale principper, nemlig forestillingen om, at der kunne findes kristne stater, hvis indbyggere naturligt var kristne. Døberne afviste ethvert sammenfald mellem kirken og staten. Deri lå en skærpelse af det lutherske skel mellem et verdsligt og et åndeligt regimente, der betød, at religion og politik skulle holdes adskilt.

For 500 år siden slog Luther angiveligt sine 95 berømte teser op på kirkedøren i den tyske by Wittenberg. Det er det sidste år blevet markeret med adskillige events til et storslået jubilæum, hvor besøgstallene har været middelmådige, og som af kritiske teologer er blevet omtalt som et kirkeligt selvbedrag.
Læs også

For døberne stod det ofte klart, at kristne alene skulle adlyde Jesus og følge hans bud om at elske såvel venner som fjender. Når Jesus slog fast, at hans rige ikke er af denne verden, betød det, at kirken aldrig kunne gøre brug af politiske magtmidler – men også, at staten skulle afholde sig fra at forfølge religiøse afvigere.

Den radikale reformations afvisning af den politisk-religiøse orden var ugleset i et Europa, der var truet af både indre og ydre konflikter. Den tidligere benediktinermunk Michael Sattler, der havde tilsluttet sig døberne, blev af romersk-katolske myndigheder anklaget for kætteri og for at have nægtet at kæmpe mod tyrken, altså den muslimske, osmanniske hær, som havde indledt en offensiv mod dele af Europa.

Sattler slog fast, at de katolske myndigheder ikke var et hak bedre end tyrkerne – faktisk er kristne værre, når de forfølger kættere med magt, for hvor tyrkerne ærligt følger islams principper om at udbrede troen med sværdet, handler kristne lodret i strid mod Jesu lære om ikkevold, når man forsøger at udrydde vranglære med vold. Sattler blev torteret, fik revet tungen ud og blev brændt.

Ikke hele reformationen var autoritær

Den lutherske ortodoksi, altså traditionen efter Luther, har rødder i en på mange punkter autoritær, middelalderlig tradition. Den kan føres tilbage til Augustin, som var den første kristne teolog, der – modsat de tidlige kristne – eksplicit forsvarede forfølgelsen af religiøse afvigere. Selv om den unge Luther forsvarede en grad af samvittigheds- og trosfrihed, blev middelalderens alliance mellem kirken og statsmagten, som kom til udtryk hos Augustin, befæstet i den efterfølgende lutherdom.

Luthers såkaldte ’toregimentelære’ må ikke forveksles med et moderne skel mellem religion og politik. Man fik i de lutherske lande statskirker med kongen eller fyrsten som kirkens øverste overhoved. Her blev det i 1555 slået fast, at det var myndighederne, der skulle afgøre undersåtternes religion. Hverken staten eller kirken kunne tvinge folk til at tro, for kun Gud er herre over menneskers tro, men borgernes ydre adfærd skulle detailreguleres.

Luther-kritikere har fremhævet, hvordan den lutherske reformation cementeredes i en efter moderne begreber totalitær samfundsorden med skrap kontrol med befolkningernes tro og liv, hvor kirken blev anvendt som tvangsmiddel til at forme borgernes religiøse adfærd.

Læs også

Men det er ikke korrekt, når Luther-kritikerne hævder, at frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden, er kommet »på trods af kristendommen«, som Stjernfelt skrev i Kristeligt Dagblad sidste år.

Det er sikkert rigtigt, at de moderne frihedsrettigheder er kommet på trods af lutherdommen. Men hvis vi tror, at tros- og ytringsfrihed først kom på dagsordenen under den såkaldte oplysningstid, har vi overset en væsentlig brik i fortællingen, nemlig den radikale reformation og døberne.

Døberne set som oprørere

Den radikale reformation ville ikke bare have kirken på ret kurs, men vende helt tilbage til det syn på kirkens forhold til det øvrige samfund, som gjaldt før middelalderen, hvor kristne var uden politisk magt. I et skrift med titlen Om kætterne og dem, der brænder dem gjorde sydtyske Balthasar Hübmaier i 1524 det klart, at den verdslige magt alene har til opgave at dømme og straffe forbrydere, som gør skade på de svage og forsvarsløse. Men de gudløse, kætterne og muslimerne skal ikke straffes for deres lære, selv om de forbliver uomvendte. Kristne skal alene bruge ordet mod deres modstandere.

Den nye dåbspraksis, hvor kun frivilligt bekendende kunne døbes, blev ikke uden grund set som et oprør mod myndighederne. Fra 1527 og frem blev mange tusinde døbere brutalt forfulgt og henrettet i både protestantiske og katolske lande. Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne. Det gav sådan set god mening i lyset af døbernes nogle gange revolutionære og voldelige fremfærd.

I den nordtyske by Münster kom en gruppe døbere, som fastholdt det gældende princip om, at myndighederne skulle bestemme undersåtternes religion, til magten. Det førte til voldsomme begivenheder, da byen i 1536 blev belejret og indtaget af lutherske og romersk-katolske tropper. Men døberne blev også straffet for deres teologiske synspunkter. Med henvisning til kætterlove fra den tidlige middelalder slog lutherske teologer fast, at myndighederne havde pligt til at straffe ’gendøbere’ for deres blasfemi med ’sværdet’.

Trods forfølgelser overlevede en gren af den radikale reformation i Holland, hvor de såkaldte mennoniter holdt principperne om samvittighedsfrihed i hævd. Frihedstraditionen fra reformationstidens radikale levede videre dels hos engelske og amerikanske baptister og dels i den kontinentale pietisme.

Kampen for fuld tros- og samvittighedsfrihed mundede første gang ud i politiske realiteter, da den engelske baptist Roger Williams i 1639 stiftede staten Rhode Island. Williams slog fast, at påtvungen religiøs uniformitet betyder en sammenblanding af det civile og det religiøse, som strider imod både kristendommen og borgerlige principper.

Ideen om, at kristendom og frihed hører sammen, stammer i høj grad fra traditionen efter reformationens radikale fløj – især i de traditioner, der radikalt har villet tilbageføre kirken til dens grundlag i tidlig kristendom. Det er værd at bemærke, når vi i år markerer 500-året for reformationerne.

Johannes Aakjær Steenbuch er ph.d. og cand.mag. i filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • odd bjertnes
  • Christian De Thurah
  • Ejvind Larsen
Trond Meiring, odd bjertnes, Christian De Thurah og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hold da op en gang langhåret ævl! Du sidder og kloger dig og refererer fra en masse oldgamle nedfældede skrifter, som ingen reelt ved om er sandfærdige. Det er datidens magthavere og luskepetere, der skriver om deres egne forhudsforsnævringer ... vi er ikke en skid mere frie en dengang. Vi er stadigvæk underlagt elitære grupperinger luner ... dengang var det historien om Jesus der tryllebandt mennesker. Nu er de multinationale firmaers glitrede salgsbrochurer ... hvad med at klappe de der støvede bøger sammen og kom ud i den virkelige verden ... den vi lever i nu. Det er den du skal forholde til, hvis du nærer et oprigtigt ønske om at ændre fremtiden ... men det tror jeg ikke du gør, fordi du har det tilsyneladende bedre med at forsøge at positionere dig selv som en meget belæst person, der kan opnå spalteplads, så du kan vise de andre hanner i flokken at du skam ved bedst ... De mennesker der styrede showet dengang, var en flok bindegale idioter. Ligesom dem der er i dag ... og så længe menneskedyret ikke ser sig i stand til at afholde dem fra magten, så længe vil vi blive snydt og bedraget ... punktum!