For fem måneder siden forsøgte Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, H. R. McMaster, i et avisindlæg at overbevise verdensoffentligheden om, at America first ikke betyder America alone.
I sidste uge traf Trump imidlertid to beslutninger, der placerer USA i en påfaldende enspænderposition: Han trak USA ud af UNESCO – og kom tæt på en de facto opsigelse af atomaftalen med Iran fra 2015.
De to skridt udtrykte begge en total foragt for multilateralismens mekanismer og principper, sådan som de er grundfæstet i den FN-baserede internationale orden.
UNESCO blev grundlagt for at promovere kultur og uddannelse som en mediator for fred.
Iran-aftalen blev indgået efter minutiøse og møjsommelige forhandlinger ført af Trumps forgænger sammen med de andre sikkerhedsrådsmagter, herunder Rusland og Kina, Tyskland og EU for at afværge faren for storkrig i Mellemøsten og omegn. Nok så afgørende blev aftalen bakket enstemmigt op af FN-resolution 2231. En så bred konsensus er meget vanskelig at etablere, og nu kan den blive slået i stykker.
Trumps beslutninger understøttede hans administrations udenrigspolitiske udsyn, som det formuleres af McMasters:
»Verden er ikke ’et globalt samfund’, men en arena, hvor nationer, ngo'er og virksomheder engagerer sig og kappes om fordele« ... »Snarere end at forkaste denne elementære realitet i international politik, vil vi favne den«.
Europa er ikke immun
Så her er vi så alle – kastet ind i denne ’arena’. Samtidig med at multikulturalismen ligger for døden for øjnene af os. Europa skal ikke regne med at være immuniseret imod den udvikling. Og da slet ikke nu hvor fremgangsrig populisme – som det seneste valg i Østrig har vist – også tærer på EU’s grundværdier. Det skaber kun større vanskeligheder for dem, der drømmer om at gøre Europa til den nye ’leder af den frie verden’, for nu at citere Emmanuel Macron – kontinentets aktuelt bedste bud på en galionsfigur for det liberale demokrati.
Vel har også tidligere amerikanske præsidenter langet ud efter UNESCO, og vel kan organisationen kritiseres for mangt og meget.
Men ingen i The Oval Office før Trump har ført et så direkte ideologisk bulldozerkorstog imod efterkrigstidens primært amerikansk opbyggede internationale institutioner. Trump sagde det selv i sin tale på FN’s Generalforsamling i sidste måned:
»Det bedste redskab til at forbedre menneskers vilkår er nationalstaten«.
Ikke internationalt samarbejde, ikke global regulering og da slet ikke universelle værdier.
Tredje verdenskrig
USA viser nu, at man er parat til at gå enegang hele vejen. I Irans tilfælde med potentielt fatale konsekvenser for den internationale sikkerhedsorden. En amerikansk senator overdrev ikke, da han advarede Trump mod at sætte USA »på kurs mod Tredje Verdenskrig«.
Trump har ganske vist ikke decideret revet atomaftalen itu, men han har opstillet nye betingelser for dens gyldighed, som Kongressen og USA’s allierede nu kæmper for at få rede på. Og han har truet med endeligt at trække tæppet væk under den, hvis de ikke retter ind.
For at forstå, hvor meget der står på spil, er det bare at tænke tilbage på, hvor enorme kræfter Obama lagde i den FN-anerkendte aftale med Iran i 2015, og hvor overbevist han var om, at passivitet i forhold til Syriens Assadregime, trods dettes massakrer, var en nødvendig pris. Civile blev nedslagtet af en diktators militær. Radikaliseringen tiltog. For Europa blev resultatet massive flygtningestrømme og terrorisme, der vendte op og ned på kontinentets politiske magtforhold og bidrog til Brexit.
Forstil jer nu, hvad en krig om Irans atomprogram kan betyde for Mellemøsten og den omgivende verden. Det er et scenarie, som Trumps skruppelløse politik har bragt tilbage på bordet.
Russisk aggression
Rusland bidrager også til nedbrydelsen af multilateralismen. Annekteringen af Krim var den første unilaterale grænsedragning, der er sket med magt i Europa siden Anden Verdenskrig. Den betød i realiteten, at Rusland skrottede en række multilaterale aftaler, herunder Helsinki-aftalen fra 1975 og Paris-charteret fra 1990.
Kina har ikke udvist større engagement i FN-sponseret international havret. Landet foretrækker at stramme grebet om det omstridte farvand i Det Sydkinesiske Hav. Nordkorea har for længst skrottet ikkespredningsaftalen om atomvåben fra 1970. Føj hertil den kollektive afmagt over for den globale flygtningekrise. Derfor burde det stå klart, at multilaterismen befinder sig i sin værste krise i nyere tid.
Meget er sagt om faren for, at Paris-aftalen bryder sammen med USA’s udtræden, men ikke mindre bekymrende er det, at de institutioner, som blev skabt efter det 20. århundredes folkemord for at indfri løftet om ’aldrig mere igen’, også er under stigende angreb. Flere afrikanske stater har vendt ryggen til den internationale straffedomstol, der blev oprettet i 2002 som en reaktion på folkedrabene og massakrerne i Rwanda og Bosnien.
FN og dets menneskerettighedsråd er blevet obstrueret fra krise til krise, fra Syrien til Yemen for slet ikke at tale om rohingyaernes tragedie i Myanmar. Europas svaghed blev indlysende tidligere i år, da en EU-udtalelse om menneskerettighederne i Kina blev blokeret af et af medlemslandene, Grækenland.
Problemet er ikke kun, at de autoritære magter søger at devaluere multilateralismen, men også, at den stadig har færre forsvarere.
Har vi nået en rød linje? Trump omgiver sig muligvis med mere ansvarlige hjælpere, de såkaldte ’voksne i lokalet’. Men rigtig meget vil afhænge af, om det liberale demokratis forsvarere i Europa og andre steder kan enes i en fælles koordineret indsats om at hindre, at endnu flere internationale institutioner bliver undergravet, og væsentlige aftaler bliver udhulet.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
