Muslimske kvinder bør beholde retten til at bære slør
Efter forbuddet mod at bære burka vil Dansk Folkeparti nu forbyde religiøs hovedbeklædning blandt offentligt ansatte og i folkeskolen. Det er måske ikke så alvorligt i sig selv.
Men desværre viser erfaringen, at Venstre og Socialdemokratiet kommer halsende efter Dansk Folkeparti, når det gælder om at nedgøre muslimer. Dansk Folkeparti siger: ’Hop’. Venstre og Socialdemokratiet spørger: ’Hvor højt?’
Men det er nedværdigende og middelalderagtigt, at Dansk Folkeparti på den måde vil bestemme, hvorledes kvinder – in casu muslimske – skal gå klædt. Forudsat naturligvis, at det er jeres eget valg at bære tørklæde, skal I som muslimske kvinder bare vedblive at gøre det. Som moderne individer, der selv vælger til og fra.
For de kvinder, der selv vælger at gå med sløret, er det en frihed – en pluralisme – fordi I hermed får mulighed for at give udtryk for jeres personlige, religiøse overbevisning i det offentlige rum. Det strider mod selve grundlaget for det danske samfund og de vestlige værdier, når staten prøver at pådutte, hvorledes I og alle andre danskere går klædt. Sløret udgør ikke en trussel – tværtimod vil et forbud være en trussel mod det danske demokrati.
Dansk Folkepartis retorik er en ’os-dem’ retorik, der nedværdiger og dominerer islam. Denne tilgang er i virkeligheden meget udansk. Det moderne danske samfund bygger på liberale værdier såsom religions- og ytringsfrihed og retten til at gå klædt, som man vil. Det er værdier, der er mulighedsskabende, gennem hvilke ønsket om anerkendelse af egen kulturel og religiøs identitet kan realiseres.
Dansk Folkeparti forveksler islam med fundamentalisme og overser ganske, at islam – naturligvis – kan være kompatibel med liberalisme, pluralisme og demokrati. Derfor, muslimske kvinder, skal I bare bære slør, hvis det er det, I har lyst til.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Det er vist bare det som, når det gælder andre politikområder, kaldes for "den nødvendige politik!"
Hvis man ikke husker hvor man sidste hørte denne vending, så var det de Radikales svar på den ulighedsskabende politik som de promoverede i Thorning - regeringen