Klumme

I en økonomi, der hylder det positive, rygklappende menneske, er det brødløst at være rettighedsforkæmper

Gruppen af løstansatte uden sikkerhed og rettigheder har til gode at organisere sig og kæmpe for bedre vilkår. Men når man lever af at være den mest positive udgave af sig selv, er det svært at råbe op og kritisere. Rettighedskamp ødelægger det produkt, prekariatet sælger
For de prekære arbejdstagere handler det hele om netværk. Og mange vil ikke tale om samfundets ansvar af frygt for deres fremtidige chancer på arbejdsmarkedet

For de prekære arbejdstagere handler det hele om netværk. Og mange vil ikke tale om samfundets ansvar af frygt for deres fremtidige chancer på arbejdsmarkedet

Valdemar Jørgensen

1. november 2017

Da den britiske økonom Guy Standing for nylig gæstede Information, havde han optimisme med. Inden for fem år vil vi se det såkaldte prekariat organisere sig og blive en politisk magtfaktor, spåede han.

Det vil kæmpe for bedre vilkår for sig selv – dvs. den voksende gruppe af løstansatte, freelancere og vikarer, der i dag må springe fra småjob til småjob uden at nyde godt af rettigheder som jobsikkerhed, løn under sygdom og pension. Især de unge, veluddannede prekære vil udgøre en progressiv kraft, der vil ændre samfundet radikalt.

Standing medgiver, at kampen ikke bliver nem. Jeg frygter, at selve prekariatets natur står i vejen for den. Jeg deler hans håb, men ikke optimismen.

Sidste sommer planlagde jeg en længere debatserie om prekariatet. En af dem, jeg var i kontakt med, havde haft 16 forskellige småjob på halvandet år – flere af dem ulønnede. Han tog dem i håb om at pynte på CV’et i forsøget på at fedte sig til en fast tjans, eller fordi han vidste, at intet kommer til mennesker uden netværk. Alt handlede om netværk. Om LinkedIn og Facebook og om at spise sure stjernefrugter til receptioner … og måske få mulighed for at holde salgstale om sig selv.

»Er du klar over, hvor hårdt arbejde det er at pynte på sit CV?« spurgte han og svarede selv:

»Det er sgu et fuldtidsjob, du!«

Performativ facade

Jeg talte med mange som ham. Ingen af dem havde lyst til at deltage i debatten om deres vilkår, eller om samfundets ansvar for de stadigt flere på kanten af arbejdsmarkedet. De var bange for, at det ville skade deres fremtidige jobmuligheder. Som en af dem sagde: »Hvis jeg deltager i debatten om, hvor vanskeligt det her er, undergraver jeg alt det, jeg har forsøgt at fortælle folk for at få dem til at lukke mig ind.«

De unge, jeg talte med, havde alt til fælles med de unge prekære, som socialpsykolog Sabina Pultzs interviewer i sin ph.d.-afhandling. »Det, de freelancere eller prekære ansatte, som jeg har interviewet, slog ned på i jagten på det næste job eller projekt, var evnen til at virke ekstremt passioneret og dedikeret, initiativrig og proaktiv. Det er ikke nok bare at være fagligt dygtig. Der skal en affektiv overbygning på, før man har den valuta, der kræves i følelsesøkonomien,« forklarede hun for nylig i Information og fortsatte: »Der er en performativ facade, som man skal holde hele tiden.«

Guy Standings håb er, at de prekære får mæle, når de indser, at de ikke er endt i den usikre jobsituation som følge af deres egen uformåen, men pga. strukturelle problemer på arbejdsmarkedet.

Lur mig, om de ikke allerede har indset det. Mange af dem er højtuddannede symbolanalytikere, de har studeret magt, filosofi og politik i årevis. De kan kende en strukturel forklaring, når de ser den – også selv om de måske er opdraget til at individualisere problemerne.

Risikabel kamp

Når de alligevel ikke har lyst til at tale, er det, måske fordi følelsesøkonomien i sig selv står i vejen. Her kan ingen lide dem, der råber op, er negative eller krævende. Hvem vil ansætte et brokkehoved i en økonomi, der hylder den fleksible og den tilpasningsdygtige? Hvem vil ansætte en besværlig rettighedsforkæmper, når en rygklapper med de samme kvalifikationer står klar i kulissen?

Men har kampen for rettigheder ikke altid været risikabel? Det er ikke tilfældigt, at tillidsmændene på det traditionelle arbejdsmarked er ekstra godt beskyttet mod fyring. Fortroppen i det, der senere blev til industrisamfundets arbejderbevægelse, var heller ikke just populær. Når det lykkedes for den at sikre bedre vilkår gennem fælles kamp, kan det vel også lykkes for prekariatet?

Måske. Men for det første er de prekære daglige konkurrenter og ikke arbejdskammerater med samme stilling i produktionsapparatet. Derfor er deres interesser ikke nødvendigvis ens. De står ikke skulder ved skulder – de bruger deres skuldre til at møve med.

For det andet kræver et oprør, at prekære tør sætte deres vigtigste aktiv på spil: fortællingen om, at de er passionerede, positive og går på med krum hals. Det gør kampen for rettigheder særdeles risikabel.

De risikerer godt nok ikke deres daglige brød som arbejderbevægelsens fronttrop, men de psykologiske konsekvenser ved at erkende sin udsathed og skilte med den, kan have lige så ødelæggende konsekvenser for den enkelte.

Susan Knorrenborg er debatredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • ingemaje lange
  • Lise Lotte Rahbek
  • Grethe Preisler
ulla enevoldsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Engang var de bare 'Frontløberne', og trænede malkning af offentlige kasser under diktaturens kones huldsaligt smilende velvilje.

De ligger da blot, som de selv har redt.
Inddoktrinerede, hjernevaskede "induvialister", ganske som forne tiders daglejere og havnearbejdere.
Sidstnævnte har vist vejen. En effektiv fagbevægelse. Men flipproletarer har jo altid været aktive i bekæmpelsen af sådanne "skadevoldende, anarkistiske" foretagender. Men VRK griner hele vejen han til banken.

kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Egon Stich: "De ligger da blot, som de selv har redt".

Gør de nu også det? Mit arbejdsliv har været nogenlunde ligeligt fordelt mellem freelance-arbejde og almindeligt lønarbejde. Når jeg var lønarbejder havde jeg en fagforening i ryggen, som sikrede, at der var nogenlunde ordnede forhold på arbejdspladsen. Jeg behøvede ikke at slikke røv for at få min løn, og jeg behøvede ikke at bekymre mig om, hvad jeg skulle lave i næste uge, så længe jeg passede mit arbejde og i øvrigt overholdt de spilleregler, som fagforeningen havde aftalt med ledelsen.

Som freelance-arbejder skulle jeg gå meget mere stille med dørene. Når man er kontraktansat er det vigtigt at man står på god fod med chefen, da man ellers risikerer at kontrakten ikke vil blive fornyet. Til alt held var min ekspertise efterspurgt, så det var forholdsvis nemt at forhandle mine egne arbejdsvilkår, men der var visse grænser for, hvad jeg kunne tillade mig - ingen er som bekendt uundværlige.

Udviklingen gør, at flere og flere lønarbejderjobs konverteres til freelancejobs, med hvad deraf følger af usikkerhed i ansættelsen. Som freelancer har man sjældent en overenskomst at støtte sig til.

Et eksempel: Da jeg var postarbejder lancerede ledelsen en kampagne, som skulle modvirke den "brokkekultur", som efter deres mening fandtes blandt postvæsenets ansatte. De fik selvfølgelig ikke et ben til jorden, da der ikke står noget i overenskomsten om retten til at brokke sig, så vi fremturede selvfølgelig i vores rimelige kritik af arbejdsgiverens dispositioner.

Forestil dig den samme kampagne anvendt over før løstansatte freelancearbejdere og vikarer. De fleste ville nok skrue gevaldigt ned for brokkeriet, for når ledelsen har fokus på brok, vil brokkerøvene simpelthen ikke få deres kontrakter forlængede.

Metoden kaldes "del og hersk" og er netop i vælten for tiden, fordi vi er alt for stærke for arbejdsgiverne, når vi står sammen. Det er ikke os, der vælger at være freelancere, men arbejdsgiverne, som vælger at omdanne overenskomstreguleret lønarbejde til kontraktansættelser.

Så vi ligger ikke som vi har redt, men derimod sådan, som arbejdsgiverne har redt op til os. Vi kan selvfølgelig sige nej til at arbejde under sådanne forhold, men hvor skal vi så finde os et job?

kjeld jensen, ulla enevoldsen, Lise Lotte Rahbek, Marie Jensen, morten rosendahl larsen, Trond Meiring, Katrine Damm og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Der er brug for et godt dagpengesystem, hvor man er sikret understøttelse, når man ikke har noget at lave - det er den eneste måde at sikre magtbalancen i samfundet, så de fleste: lønmodtagerne, ikke bliver underlagt de fås stærkere magt.

Jette Steensen, Steen K Petersen, Egon Stich, kjeld jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Steffen: men det er jo netop de rettigheder, du peger på, man aktivt har arbejdet på at fjerne siden Fogh. Og det er snart lykkedes.

Niels Nielsen:

I grunden er vi jo, som jeg læser din kommentar, temmelig enige i, hvad jeg skrev.
Social sikkerhed, sammenhold, integritet. Ikke sandt?
Netop se betingelser, de borgerlige gennem mange år, faktisk lige siden spirerne til de første fagforeninger, har bekæmpet med alle midler.
Og som de nu, med løgn, vold, tvang og indoktrinering, kan høster frugterne af.
Hvor mange flipproletarer har ikke gennem tiderne nægtet at være medlem af fagforening og a-kasse, fordi de var "finere" end timelønnede udi egen opfattelse? Og troede sig beskyttet af funktionærloven?
Og ivrigt sparkede nedad?
Jeg husker da stadig skrålet dengang da bankerne begyndte at smide dem på gaderne i hobetal--
De fattede ikke, hvad der ramte dem.
Hvor mange DJØF folk findes der forøvrigt, der ikke selv er medlem af forbundet?
De må grine godt i skægget ad daglejerne, der ikke fatter, hvad der har ramt dem.

Så jo, de ligger som de selv har redt.