Læsetid 3 min.

Den økonomiske videnskab er for umoden til Nobelpriser

Nobelprisen i økonomi er netop blevet uddelt. Men giver det overhovedet mening? For er økonomi overhovedet en videnskab? Og har den nogensinde leveret videnskabelige bidrag, der kan siges at have gjort ’menneskeheden den største nytte’?
12. oktober 2017

Det var næppe nogen tilfældighed, at Alfred Nobel tilbage i 1895, da hans testamente blev skrevet, ikke inddrog økonomi, som en af de videnskaber, hvorom det med sikkerhed kunne siges, at der fandtes enestående bidrag, der »hafva gjort menskligheden den største nytta«. Det er som bekendt kun fysik, kemi og medicin, der blev givet den status.

I 1968 foreslog Sveriges Riksbank, at den økonomiske videnskab burde inddrages under den paraply af prestige, der omgiver nobelpriserne. Det blev til »Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne,« der er en pris for exceptionelle bidrag til økonomisk videnskab.

I praksis er denne mindepris blevet fuldt ud adopteret af Nobelpris-institutionen med den pomp og pragt, der hvert år følger med uddelingen i Stockholm den 10. december.

Udvidelsen af Nobelpriserne til også at omfatte økonomi er naturligvis blevet udfordret dels af efterkommere af Alfred Nobel, fordi dette fagområde ikke var nævnt i testamentet; men måske nok så væsentligt, fordi det den dag i dag er kontroversielt at udpege videnskabelige bidrag, som ubetinget har gjort »menneskeheden den største nytte«.

Præges af tidens vinde

Hvor etableret er økonomi egentlig som videnskab? Kan de opnåede resultater stå distancen, når de politiske vinde skifter. Har de modstandskraft over for samtidens, men også for eftertidens kritiske afprøvning.

Her er økonomi og navnlig makroøkonomi hårdt ramt; for det er ikke muligt at gennemføre kontrollerede eksperimenter i stor skala, knap nok i lille skala. Der er en betydelig risiko for, at 'plausible hypoteser' i en periode ophøjes til væsentlige bidrag til den 'makroøkonomiske videnskab', også fordi nobelpriskommitéen, naturligt nok, er under påvirkning af tidens strømninger.

Det er i dag almindeligt anerkendt, at den økonomiske videnskab bliver påvirket af dominerende politiske ideologier. Keynes-økonomen, Joan Robinson, måtte, på trods af sit væsentlige bidrag til teorien om monopolistisk konkurrence, se sig forbigået. Nobelpristagere kan også være indbyrdes uenige: Gunnar Myrdal returnerede sin pris, da Milton Friedman fik nobelprisen i 1976.

Ligesom mange tidligere nobelpristagere så undrende til, da Robert Lucas fik tildelt sin pris for udvikling af teorien om 'rational expectations’ og 'policy ineffectiveness’. Hvordan Lucas’ forventningshypotese og tilknyttede policykonklusion kunne være til »the greatest benefit of mankind«, stod ikke umiddelbart klart.

Det forhold, at uenigheden inden for den økonomiske videnskab er udtalt, kom måske klarest til udtryk i 2013, hvor henholdsvis Eugene Fama og Robert Shiller begge modtog nobelprisen for deres »empirical analysis of asset prices«. En empirisk forskning, der havde ført dem frem til diametralt modsatte resultater.

Fama konkluderede, at finansielle markeder er efficiente (afspejler al relevant information korrekt). Shiller konkluderede, at finansielle markeder ofte reagerer dysfunktionelt på (ny) information. Ikke uvæsentlige resultater, der blot demonstrerer, at økonomi ikke er en så etableret videnskab, at opnåede resultater er tilnærmelsesvist entydige.

På kravlestadiet

Jeg kan derfor ikke frigøre mig fra en oplevelse af, at økonomer (og således også den økonomiske videnskab) stadig er på et embryonisk stadie i deres forskning. Et stadie, som andre videnskaber også har været igennem.

Et eksempel herpå er den modstand, som overgangen fra det ptolemæiske til det kopernikanske verdensbillede i sin tid mødte, dels hos den etablerede videnskab (herunder kirken), dels ud fra (naive) positivistiske observationer af solens gang over himmelhvælvet.

Richard Thaler er fortaler for ’nudging-teorien’, et koncept inden for adfærdsvidenskab, der fremfører, at små ændringer eller incitamenter kan tilskynde folk til at træffe forskellige beslutninger. Han fik mandag nobelprisen i økonomi.
Læs også

Men her 400 år efter ville det næppe være kontroversielt at tildele Galileo Galilei nobelprisen i fysik! Straks mere tvivlsomt er det, om medicin endnu er kommet i nobelprisklassen, eller måske rettere om den var det tilbage i 1895.

På den tid var for eksempel åreladning, som en kur mod blandt andet lungebetændelse stadig i brug på baggrund af videnskabelige afhandlinger. I dag mere end 100 år senere er parallellen til makroøkonomi slående.

Ovenstående bringer mig til den konklusion, at den økonomiske videnskab næppe endnu har nået en grad af afklarethed med hensyn til teoriudvikling og metode, der blot i rimelig grad berettiger den til at blive løftet op i nobelprisklassen.

Det kan uden vanskelighed påvises, at adskillige af de hidtidige priser er blevet tildelt på et grundlag, der efterfølgende er blevet udfordret, og hvor fordelene for menneskeheden som helhed har været stærkt begrænsede – om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er derfor, om økonomifaget overhovedet har de nødvendige karakteristika til at nå entydige endsige ikke alt for politiserede resultater. Det ville kræve en videnskabsteoretisk diskussion, som de fleste økonomer viger tilbage fra at tage.

Dette forklarer måske, hvorfor den økonomiske videnskab – i modsætning til de tre andre nobel-discipliner – mødes med en stigende skepsis i offentligheden.

Jesper Jespersen er professor, dr.scient.adm. ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Alvin Jensen
    Alvin Jensen
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Alvin Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Michael Kongstad Nielsen, Torben K L Jensen, Peter Knap og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

IMF har offentliggjort empiriske undersøgelser der viser at højere beskatning af de højeste indtægter ikke på nogen måde hæmmer investeringslysten og helt faktisk øger væksten når der kommer mere økonomisk lighed. IMF mener og at beskatning af formuer heller ikke er en vækst-killer.
Helt efter Thomas Piketty´s undersøgelser i hans bog : "Kapitalen i det 21. århundrede.

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

A propos Piketty : Hele han kæmpemæssige arbejde om formuefordeling de sidste 200 år er nok det nærmeste man kan komme til "økonomisk videnskab" - så det er HAM der burde have fået den omstridte Nobel-pris.

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

Det er jo svært at tage det alvorligt, når en vis John Hansen på den ene side anbefaler andre at læse Piketty og på den anden side selv nøjes med et kort citat fra Wikipedia.

Pikettys værk Kapitalen i det 21. århundrede er endda tilgængelig på dansk, hvis John Hansen ellers ønsker at deltage i en seriøs diskussion om frie markeder og forskellige former for beskatning.

Selv om man ikke er ”gammelkommunist”, kan man faktisk godt være tilhænger af indkomstskatter – og af formuebeskatning. Piketty har i øvrigt netop offentliggjort en voldsom kritik af den franske regerings planer om at droppe formuebeskatningen:
http://piketty.blog.lemonde.fr/2017/10/10/suppression-of-the-wealth-tax-...

Alvin Jensen, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nej, ikke det frie marked, men det regulerede marked.

Torben K L Jensen, Alvin Jensen, Hans Ditlev Nissen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

John Hansen

Kongstad har ret: det findes (stort set) ingen frie markeder. Virkelighedens markeder er regulerede gennem regler, standarder, beskatning osv. Kun indenfor de rammer, der sættes af sådanne reguleringer, kan vi tale om ”frie” markeder.

Det interessante spørgsmål er således ikke, om markeder skal reguleres, eller om de skal være frie. Det interessante spørgsmål vedrører kriterierne for sådanne reguleringer. Privat rentabilitet, miljømæssig bæredygtighed, økonomisk og social lighed, balanceret regional udvikling osv. er forskellige hensyn, der ikke nødvendigvis er indbyrdes let forenelige. De reguleringer, der indrammer de ”frie” markeder, bestemmer, hvor stor en rolle forskellige hensyn skal spille.

Allerede Adam Smith var helt på det rene med, at ”frie” markeder uden reguleringer ville undergrave konkurrencen, og alle økonomer med viden om den virkelige verden, inklusive Thomas Piketty, ved det naturligvis også.

Prøv nu at ud komme ud over Wikipediacitater og slagsordsniveauet, hvis du ønsker en seriøs diskussion.