Kronik

Jeg er populist – det er det eneste ansvarlige udgangspunkt for politik

Populisterne truer samfundets stabilitet, lyder det fra de såkaldt ansvarlige partier og fra magthavere som forskere og banker. Men reelt er det dem, der er skyld i det kaos af problemer, vi er havnet i. Og værst af alt: De har ingen løsninger. Kun vi populister tænker nyt
’Vi populister er– på godt og ondt – katalysatorer for en ændring af en samfundsorden, der ikke længere er holdbar. Ligesom Venstre var det, da de var populisterne. Eller De Radikale, da de var de nye populister. Eller Socialdemokratiet, da de var den store trussel mod den bestående verdensorden,’ skriver dagens kronikør, der stiller op for Alternativet. 

’Vi populister er– på godt og ondt – katalysatorer for en ændring af en samfundsorden, der ikke længere er holdbar. Ligesom Venstre var det, da de var populisterne. Eller De Radikale, da de var de nye populister. Eller Socialdemokratiet, da de var den store trussel mod den bestående verdensorden,’ skriver dagens kronikør, der stiller op for Alternativet. 

Martin Lehmann

Debat
1. november 2017

Jeg er træt af at høre om farerne ved populisterne.

’Populisterne kommer,’ råbes med frydefuld skælven, og alle ordentlige mennesker rykker lidt tættere sammen om de kendte partier og håber, at det går over igen.

Men når jeg ser på de såkaldt ansvarlige, ikkepopulistiske partier – Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative – forstår jeg endelig dybden i Magrittes maleri Ceci n'est pas une pipe og H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder. For disse partier er i sandhed ikke den antitese til populisterne, som de giver sig ud for.

De råber ‘ulven kommer’, men forstår ikke, at bæstet er dem selv!

Det er de gamle partier, der år efter år slider på den sociale og økonomiske sammenhængskraft ved at øge jobusikkerheden, mindske sikkerhedsnettet for almindelige lønmodtagere og skrælle lag på lag af det offentlige sundhedsvæsen for derefter at hævde behovet for flere private sundhedstilbud. De laver et orkestreret bagholdsangreb på lærernes arbejdstid, vil ikke gennemføre klausuler eller kædeansvar på arbejdsmarkedet og mener, at daginstitutionerne fint klarer sig med én pædagog per ti børn.

For globaliseringen – dette tveæggede sværd, der så kækt og ubesværet af skiftende regeringer føres hen over den almindelige dansker – er i dag altings moder. Den betyder øget konkurrence, og derfor må vi acceptere større jobusikkerhed, mindre realløn og dårligere miljø og velfærd. Men hey, lad nu vær med at brokke jer, for globaliseringen kommer jo os alle til gode!

Ve den, der som den lille dreng i H.C. Andersens eventyr formaster sig til at antyde, at globaliseringen ikke kommer alle til gode, og måske mest eller endda kun kommer den rigeste del af befolkningen til gode. Globaliseringen er ikke et eventyr, og det er tvivlsomt, om det ender godt til sidst.

Undergravende virksomhed

Men i ’fornuftens’ partier lyttes der ikke, med mindre man hedder Deutsche Bank, storskurken fra finanskrisen i slutnullerne. Banken er kommet med en såkaldt opsigtvækkende rapport – The Next Financial Crisis – der viser det, som almindelige mennesker har vidst længe, og som kritiske økonomer har påvist flere gange: at verdensøkonomien stadig oftere ryger ud i stadig mere alvorlige kriser.

Hvis man har en bil af ældre dato med forældet teknologi, der stadig oftere brænder sammen, er det på tide at skifte den ud! Men nej, sådan tænker Deutsche Bank ikke. I stedet vrider banken hænder over den stadig svagere statsmagt, selv om bankerne selv har været med til at undergrave staten med konstante krav om skattelettelser, deregulering og øget social ulighed. Og når storbanker som Danske Bank igen er blevet snuppet i hvidvaskning, hører vi kun småfnisende undskyldninger.

Virkeligheden er, at den globale økonomiske og politiske styring, baseret på vestlig liberalistisk-økonomisk tankegods og bagvedliggende militær magt, er brudt sammen. De fattige verdensdele er ved at kæmpe sig op – og godt for det, for miljøet og naturressourcerne er udnyttet til over smertegrænsen for, hvad der kan lade sig gøre. 

En markant produktions- og forbrugsomstilling er nødvendig, men de internationale organisationer er for svage til at sikre tilstrækkelig kollektiv handling på de indlysende problemer.

Men man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på, uanset hvor rådden og ustabil, den end måtte være. Så ifølge Deutsche Bank er finanssektoren og de gamle politiske partier uden skyld. Det er derimod – surprise – populismens fremmarch, der forårsager politisk usikkerhed og vanskeliggør økonomisk stabilisering. 

Og de fleste forskere deler frygten for populismen. De begræder dens oprør mod det etablerede, dens modstand mod globalisering og liberalisering. Den slags kan der jo ikke komme noget godt ud af. Tag bare Harvard-økonomen Dani Rodriks analyser, som konkluderer, at populister næsten altid har en forkærlighed for autoritær ledelse.

Så selv om de ikkepopulistiske partier er blevet en grå masse af ligegyldighed, der har deponeret deres demokratiske berettigelse hos bankerne, er vi populister endnu værre. Faktisk er vi ifølge forskere, politikere og medier stort set kun kommunister eller nazister, alle til hobe ude på den yderste venstre- eller højrefløj.

Katalysatorer for fremtiden

Hvis man kratter lidt i denne stereotyp og vender blikket mod Podemos i Spanien, La République en Marche i Frankrig eller i al ydmyghed Alternativet her i Danmark, kan man se, at populisme ikke kun er protestbevægelser eller moderne maskinstormere, men i endnu højere grad forsøger at levere relevant kritik og løsninger på de sociale, miljømæssige og økonomiske udfordringer, som den herskende elite enten ikke vil eller kan løse.

Uden at Alternativet og andre nye partier nødvendigvis har svaret eller løsningen på alle problemer lokalt, nationalt eller globalt, så har vi noget, som de gamle partier har mistet de sidste 20-30 år: et mål og en retning, der rækker ud over kortsigtet egoisme. 

Vi populister er – på godt og ondt – katalysatorer for en ændring af en samfundsorden, der ikke længere er holdbar. Ligesom Venstre var det, da de var populisterne. Eller Radikale, da de var de nye populister. Eller Socialdemokratiet, da de var den store trussel mod den bestående verdensorden.

Frem for alt sætter vi spørgsmålstegn ved den ensidige etablerede tilgang til de økonomiske dimensioner af globalisering, frihandel og liberalisering. Men det er svært, når økonomer, politikere og finansfolk med nærmest religiøs fundamentalisme fastholder et forældet økonomisk perspektiv på, hvad der skal bestemme samfundsudviklingen.

Med de sidste krampetrækninger styrer de gamle partier uanfægtet Titanic videre. Med CEPOS som populært – om end altmodisch – bådorkester, der denne gang satser på selv at være om bord på en af de alt for få redningsbåde, når der om ikke så lang tid – også ifølge Deutsche Bank – igen dukker et isbjerg op, som vi nægter at sejle udenom.

Fasthold populismen

Når alt kommer til alt, er den største fare ikke populisterne.

Den største fare opstår, hvis de nye partier bliver ramt af ikkepopulisme, dvs. de nuværende partiers logikker og handlemåder. For så sker der ikke den nødvendige omstilling, hverken mentalt eller politisk.

Det er vi allerede i nogen grad blevet ramt af, også i Alternativet. Støtten fra et skattelyland tilbage i 2015 er muligvis juridisk set fuldstændig holdbar, men juridisk holdbarhed må aldrig blive den eneste rettesnor for Alternativet. Derfor er vi moralsk set forpligtede på enten at betale bidraget tilbage eller også betale skat af beløbet. Vi kan nå det endnu, men det haster, hvis vi vil vise handling, også når vores ønske om en ny politisk kultur viser sig at være knap så let at indfri.

Selv om det er fristende, skal vi i Alternativet og de øvrige såkaldt populistiske partier fastholde vores ærlighed og vores værdier. Kun derved kan vi skabe den nødvendige forandring.

Skal de gamle partier A, B, C og V overleve, bliver de nødt til at genopfinde sig selv. Dels ved at minimere spændet mellem deres partiprogrammer og deres realpolitik, dels ved at anerkende, at de lokale, nationale og globale udfordringer kræver et stærkt og levedygtigt demokrati, hvor det er politik, der styrer økonomi og ikke omvendt.

Sven-Åge Westphalen er byrådskandidat i Kalundborg og regionsrådskandidat i Region Sjælland for Alternativet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Werngreen

Man skal passe vældig meget på, at selvopfattelse og andreopfattelse stemmer nogenlunde overens, så man ikke bliver slået i hartkorn med nogle, der kaldes populister af andre grunde end dem, man selv anvender for at komme til at passe til betegnelsen. Ligeledes skal man, hvis man ikke vil være del af et protestparti, passe på med at definere sit projekt i modsætning til andres projekter. Hvis man taler om globalisering, som af blandt andre teknologiske årsager er svær at afskaffe, kunne man passende konstatere, at der er nogle, der hæmningsløst er i gang med at berige sig på mange andres bekostning, og gøre til sit projekt, at så mange som muligt fik gavn deraf.

Steffen Gliese, Mikael Fotopoulos, Søren Rønhede, Ryan Klitholm, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er en ordleg. "Populistisk", "imperium", "trold", "racist", "svindler", "vendekåbe" m.fl. bruges til at slå andre i hovedet med og fjerne deres troværdighed. Hvergang efterlader det lidt skidt. Nogle gange er det rigtigt, andre gange er det forkert, men det er desværre irrelevant.

Søren Rønhede, Ryan Klitholm, Eva Schwanenflügel og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Der er mange gode betragtninger i denne klumme af Sven-Åge Westphalen, især hans indikation af, at netop de selvudråbte ikke-populistiske partier i Folketinget, men også de selvudråbte ikke-populistiske kommentatorer i medierne, har fandens travlt med året rundt, at stemple lovformelige politiske partier som populister eller farlige ”bodegapolitikere”, som det for nogle dage siden blev udtrykt af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske.

Ordet populisme bliver i vidt omfang anvendt i negativ forstand af den eksisterende magtelite imod de lovformeligt etablerede politiske partier, der repræsenterer en stor del af vælgerbefolkningen med hensyn til en kritisk tilgang over for blandt andet EU som centralmagt for 28 medlemslande, hvor man uden at spørge befolkningen gennem folkeafstemninger om, hvorvidt de ønsker at være med i Europas Forenede Stater, og bare har overladt Danmarks nationale suverænitet på et repræsentativt grundlag til en ikke-folkevalgt kommission i Bruxelles.

Begrebet populisme anvendes også i vidt omfang negativt over for politiske partier og meningsdannere, der udtaler sig kritisk om den omfattende indvandring i ly af FN-flygtningekonventionerne og EU-lovene af fattige muslimske sjæle fra Mellemøsten og Afrika, der kommer til Europa med en helt anden kulturel og religiøs baggrund, for så bliver man direkte og indirekte udskreget som nazist, fascist, racist, fremmedfjendsk eller ”bodegamenneske”, fordi de selvudråbte ikke-populister mangler logiske overbevisende argumenter for deres politiske handlinger.

Dehumaniseringen af politisk anderledes tænkende mennesker er foregået systematisk gennem de sidste 35 år herhjemme, og den er gennemført af de samme ikke-populistiske partier og politiske koryfæer, der året rundt skriger løs om, at netop de repræsenterer det sande demokrati, de sande frihedsværdier, ytringsfriheden, og den ægte fortolkning af begreber som menneskerettigheder og medmenneskelighed, hvorfor alle dem som er uenige med dem bare skal holde kæft, trit og retning.

Historien om Kongeriget Danmark er, at netop ikke-populisterne blandt lovgiverne på Christiansborg, gennem de sidste 45 år med EU, har overladt den nationale suverænitet og den reelle lovgivningsmagt til ikke-folkevalgte bureaukrater og lobbyister i Bruxelles, der sidder hver dag og udsteder det ene EU-direktiv efter det andet, og som i otte ud af 10 tilfælde bliver direkte implementeret i dansk lovgivning uden om de 179 politikere i Folketinget.

Ikke bare èn ikke-populist på Christiansborg har protesteret over denne udvikling.

EU bliver Danmarks undergang som selvstændig nationalstat, fordi ikke-populisterne for længst har solgt vores forfædres land ud til stærke globale finansielle kræfter, der styrer vores statsobligationer og realkredit, samtidig med at de gennem de sidste 30-35 år har tilladt en massiv indvandring af u-integrerbare fattige uuddannede mennesker til kontinentet fra alverdens islamiske regimer, der på grund af kulturel og religiøs baggrund overhovedet ikke forstår eller vil demokratiet som politisk styreform for alle mennesker.

Mere end 250.000 arbejdspladser er forsvundet ud af Danmark siden den 1. maj 2004, hvor EU tillod 12 tidligere kommunistiske lande at komme ind i unionen, selv om de ikke havde opbygget en arbejdsmarkedspolitik med blandt andet faglige rettigheder som i Vesteuropa, og med det resultat at millioner af østeuropæere i dag arbejder til lønninger, der er langt under de overenskomster som de vesteuropæiske fagbevægelser har bygget op siden anden verdenskrig.

Alt sammen en udvikling takket være ikke-populisterne.

I dag står vi i Danmark med over 800.000 mennesker i den erhvervsaktive alder, der står uden for arbejdsmarkedet, og som udelukkende lever på statens nåde gennem overførselsindkomster, og med folkepensionister og førtidspensionister samt alle mulige andre grupper, har vi i dag 2,2 millioner borgere, hvis livsforsørgelse er fuldstændig afhængig af statens nåde.

Hvem har skabt dette samfund, hvor så mange borgere er afhængige af statens nåde for at kunne overleve økonomisk i hverdagen? Hvem har skabt den massive indvandring af fattige mennesker fra Mellemøsten og Afrika, der volder os så mange kulturelle, religiøse, kriminelle og økonomiske problemer? Er det ikke-populisterne? Er det populisterne? Undskyld - men jeg spørger bare i den historiske sandheds navn.

Næh, statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering, men også det øvrige folketing og hele det danske embedsmandsværk, er anno 2017 intet andet end simple kontorfunktionærer for de vanvittige magtfulde internationale superkapitalistiske kræfter, der gennem lobbyisme vil deregulere al finansiel aktivitet i EU, og som ønsker at omdanne hele kloden til èn stor markedsplads med total fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser. Og dèt faktum har ingen af de selvudråbte ikke-populister i Folketinget nogen som helst visioner om at ændre, når bare de selv overlever socialt og økonomisk.

Westphalen har ret – den største fare for Danmark er ikke de kritiske populister.

kjeld jensen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Der er nogle grundlæggende værdier man kan skrive under på, og nogle moralske forpligtelser, for at sikre dem på bunden af samfundet.

De sidste 20 års ulighedsskabende politik har bevist, at vi ikke lever i et fastlåst system, MF'erne kan ikke længere give globaliseringen skylden for uligheden, ulighed er et bevidst politisk valg, men netop derfor kan vi ændre Danmark hen imod et mere retfærdigt og socialt samfund.

På bestilling fra toppen er uligheden øget de sidste 20 år, og måler man på de enkeltes formuer er dette særligt tydeligt. For dem i bunden er der sket en kraftig beskæring af den procentvise del af samfundskagen, lad os starte med at tilbageføre de penge som er fjernet ved nedskæringerne.

Politikerne har fundet en vej til at legalisere korruption i Danmark, dem som har flest penge har i dag mest demokratisk indflydelse, men demokratiet skal ikke kun være for den øverste halvdel af befolkningen. Politikerne er løftet op i overklassens luksus og ser derfra ikke hvad der foregår ude i de enkelte hjem, de har ingen føling med dem nedskæringerne går ud over.

Den nuværende samfundsorden er simpelthen ikke længere holdbar, der er ikke længere nogen som holder sammen på samfundet. Lovgivningen skal sikres imod at flere falder igennem sikkerhedsnettet og er overladt til sig selv eller må forsørges af familien, særligt skal børnefattigdom forbydes.

Et samarbejde skal skabes om en etisk fair økonomisk politik, mellem de sociale grupper, der er bygget på stærke folkelige bevægelser, og de sidste socialt interesserede politiske partier, som ikke stemmer for forringelser i bunden af samfundet, et samarbejdet på lokalt plan med en samlet organisation, som bekæmper uligheden med samme midler som LA og Cepos skaber ulighed.

Vivi Rindom, Sven-Åge Westphalen, Jacob Jensen, Anders Graae, kjeld jensen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Det kunne også være to sider. Man kan jo se en del af det der ser ud til at gå under etiketten "populisme" som skadeligt, uden dermed at det i sig selv er "populisme" der er fejlen. Ikke på den måde at det at appelere til fok i almindelighed er "forkert", tvært imod, men derfor kan man vel være skeptisk overfor de kærnepunkter som ri9gtig mange af de påståede "populister" står for. Når jeg ser f.eks. Berlingske eller JPs debatspalter er det i grunden måske mindst lige så tit en konservatisme tenderende mod bagstræberi. Er den nødvendigvis altid så "folkelig"?

Henrik Leffers, Sven-Åge Westphalen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Populisme-begrebet er nået ud over alle bredder, således at det udvandes og fratages den potentiale skabelse af det vi ser som falske nyheder, underminering af demokratiet og menneskerettighederne som noget uvigtigt/irrelevant.
At indskrive sig i populisme er ikke ufarligt, for det medfører den fare, at alt er okay, ligegyldigt hvor langt ude det er.
Hvis Alternativet indskriver sig under populismens fane, vil de i mine øjne ikke være værre eller bedre end DF.

Frede Jørgensen, Ryan Klitholm, Pia Colère Lenau og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Populister er af den opfattelse, at Folket (med stort F) er en homogen størrelse. De som ikke tilhører denne homogene størrelse - benævnt "dem" - er derfor ikke en del af Folket - i modsætning til "os".

Det er "Folket" der i populisternes øjne skal bestemme, ikke "befolkningen", som jo blot er et tilfældigt sammenrend af alle mulige mærkelige mennesker. Derfor skal alle de, der er uenige med Folkets repræsentanter - her i landet Dansk Folkeparti (deraf navnet!) - udrenses og marginaliseres og fratages deres stemmeret, i sidste instans fratages deres statsborgerskab.

Hjemmefødninge med den rette hudfarve kan muligvis finde nåde for det inkvisitoriske blik, hvis de fuldt og helt underkaster sig DFs kulturelle overhøjhed. Forhenværende udlændinge kan godt glemme alt om nogensinde at komme til at tilhøre Folket uanset deres nuværende statsborgerskabslige tilhørsforhold, som de alligevel kun har opnået i kraft af pladderhumanistisk blødsødenhed og mangel på forståelse af, hvad DF egenhændigt definerer som dansk kultur og tradition.

88% af befolkningen tilhører således ikke Folket, hvis man skal gå efter DFs andel af stemmerne. Det er ganske mange mennesker der skal udrenses, før vi får et homogent Folk.

Så jeg håber sandelig ikke Alternativet hopper på den vogn. Befolkninger er sammensatte størrelser med holdninger, der stritter i alle retninger.

Henrik Leffers, Kenneth Krabat, Frede Jørgensen, Ryan Klitholm, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels, jeg stemmer på dig :-)

Kenneth Krabat, kjeld jensen, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg ser Alternativet som et folkeligt parti, så ordet populisme vil jeg ikke bruge. En populist udfolder aggression, og det er der ikke noget af i Å. Det gælder om at tale et sprog, som fornuftige mennesker kan forstå og ikke forføre folk. Retorikken i dag går på at sige noget og så moderere det i næste sætning, så ingen rigtig ved, hvad der er blevet sagt. Det er sjældent at høre et klart ja eller nej, og på den måde forfalder sproget.

Mikael Fotopoulos, Eva Schwanenflügel, Søren Rønhede og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Alternativet er for mig nærmest det modsatte af populisme, så jeg tror, at der er tale om en misforståelse af, hvad fremmedordet "populisme" betyder. Der er ikke noget forkert i at bruge fremmedord, blot skal man være sikker på, at man forstår dem. Og der er her ikke tale om en "folkelig" ideologi, derimod om en ideologi, der er "völkisch" - völkisch som i "Völkische Beobachter" (jeg kender ikke den danske oversættelse, sorry).

Lars Løfgren, Kenneth Krabat, Niels-Simon Larsen, Daniel Joelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Rønhede

Når man skriver en kronik om populisme bør man gøre sig den umage at definere ordet / klargøre, hvilket begreb det skal dække.

Vivi Rindom, Hans Jørn Storgaard Andersen, Lars Løfgren, Kenneth Krabat, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

I sin stræben efter et bestemt magtideal, skaber eliterne en tiltagende polarisering af samfundet og dermed også af politik. Og når så den modsate side reagerer, løftes pegefingeren og ordet Populisme udstødes med ubehag.

Niels-Simon Larsen

Den aggressive populisme får fat i folk. Det er det, der er problemet. Hvis populisterne ikke var aggressive, fik de ikke et ben til jorden, ja, så var de ikke noget.
Det er en skam, at ordet ‘folkelig’ er faldet ud af ordbogen. Det var nok nazisterne, der ødelagde det, som Niels Nielsen er inde på. Det er svært for mig at karakterisere Å. Jeg har lige været ude at hænge valgplakater op og går nu og studerer alle de andre. EL har et rødt og et grønt Ø, og så kan man tænke sig til resten selv. Jeg synes, at det er den mest folkelige plakat, men den er bestemt ikke populistisk.
Hvis ‘folkelig’ ikke kan bruges, og man ikke vil være populist, hvad skal det så hedde?

Søren Rønhede, Eva Schwanenflügel, Kenneth Krabat og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hej, Niels-Simon, "folkelig" er godt nok. Når man mener "völkisch" kan man så bruge ordet populistisk, det dækker jo fint. DF vil så stå for Dansk Populismeparti, hvilket er en meget mere passende betegnelse end Dansk Folkeparti.

Vi skal bare huske, at populisme også findes i en venstresnoet udgave. Jeg indrømmer da gerne, at jeg af og til forfalder til venstrepopulisme, når jeg ser samfundet som uhjælpeligt fanget i en storkapitalistisk konspiration og over en kam anklager politikerne og deres bagmænd ("the one percent") for at være ansvarsløse, korrupte og det, der er værre. At det så er sandt, at 1% snart ejer 99% af værdierne, og at der derfor med god ret kan skelnes mellem et "os" og et "dem" i virkeligheden, gør det sådan set ikke mindre populistisk. Blot er der tale om en mere benevolent form for populisme, som ikke forsøger at placere ansvaret alle mulige andre steder (hos de fattige, hos indvandrerne), men peger på dem, der faktisk trækker i trådene og aktivt ødelægger planeten og samfundet i profitøjemed.

For når ret skal være ret findes der jo politikere, der er gode nok. Det er Alternativet og Enhedslisten eksempler på, så jeg håber, de to partier vil få et godt kommunalvalg.

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Jacob Jensen, Anders Graae og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

"Populist" er, reelt, langt hen ad vejen et skældsord, "Dem jeg ikke bryder mig om".
Og det er vel nærmest grundlæggende i et samfund som vores at politik på den ene eller anden måde forsøger at appellere til "folket". Man kan selvfølgelig (ud fra egen overbevisning) efter bedste evne støde folk i al almindelighed fra sig, men hvad skulle det gøre godt for virker som et åbent spørgsmål.

Det er svært at finde en grimasse - der kan passe.
På den ene side bør det vel egentlig bekymre de fleste tænkende mennesker at en folkevalgt politisk repræsentant, tilsyneladende har så store problemer med det danske sprog, at han roder hjælpeløst rundt i centrale begreber.
På den anden er det jo ganske fornuftige og sympatiske tanker der udfoldes i øvrigt, og man kunne vælge at ignorere sprogforvirringen og glemme at de fornuftige tanker forbindes til et begreb der stort set betyder det modsatte af det Westphalen forestiller sig

Populisme er ikke et begreb der beskriver omsorg eller interesse for befolkningen. Det er ikke et politisk fokus på folkets brede behov eller ønsker.
Populisme er et magtmiddel - hverken mere eller mindre.
Beslægtet med et begreb som demagogi er populisme en metode der søger magt og indflydelse gennem forsimplede; ofte falske, argumenter og fjendebilleder, beregnet til at forføre de dele af befolkning der ikke evner, eller gider, skelne mellem løgn og latin.

Michael Svennevig, Eva Schwanenflügel, Kenneth Krabat, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Toke Andersen 11:39 Kan du skelne mellem "løgn og latin" ? Stort tillykke hvis du kan!
Hvad om alle debatfora og parlamenter nedlægges og vi blot engang for alle følger den eneste sandhed og lever i den perfekte verden.
Anbefalet litteratur "Sapiens" af Yuval Noah Harari

"populism". i flg Oxford Dictionaries
"A political approach that strives to appeal to ordinary people who feel that their concerns are disregarded by established elite groups."

Vivi Rindom, Peter Nielsen, Søren Rønhede og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Michael Friis,
Jeg forstår ikke helt din indvending. Fundamentet for konstruktiv debat, være det civil eller parlamentarisk, må være en vis enighed om begrebernes definition. Det er denne enighed jeg forsøger at opretholde i ovenstående.
Jeg mener vi skal være yderst vagtsomme overfor forsøg på at styre diskursen med kunstfærdige nye definitioner. Også, eller måske især, når det sker for at fremme synspunkter vi selv er enige i.

Toke Andersen 12:39. Jeg er uenig i din retorik. Bl.a. "Populisme er et magtmiddel" ja tja muligvis er det din definition af "populisme". . jeg er uenig. Jeg synes godt om Westphalens debatindlæg og jeg er enig i at elitens skal udfordres. Hvor skal vi hen som samfund?

"Populism: A political approach that strives to appeal to ordinary people who feel that their concerns are disregarded by established elite groups."

"Populisme er et magtmiddel"

Hvis man står ved en eng med højt græs en dag i blæsevejr, kan man i græsset se, at "vinden" ikke er én ensartet bevægelse, men en masse små bevægelser, hvirvler, strømninger, løb, der af og til støder sammen uden at annullere hinandens bevægelser fra forskellige retninger. Det samme gør sig gældende, uanset hvor kraftig vinden er.

At kalde noget "populistisk" er paradoksalt nok en populistisk forståelse af disse individuelle bevægelser: At man kun "sér" vinden og ikke regner de små forskelligrettede bevægelser.

Arbejder man politisk med integritet og som værdig repræsentant for sine vælgeres diversitet i det system, som er nødt til at vælge en politisk blok, accepterer man de mangeartede strømninger og forsøger med præference for produktion og individuelt velfærd at få hele ligningen til at gå op for hele nationen. Arbejder man uden integritiet og som uværdig repræsentant for diversiteten sine vælgere, arbejder man kun på "vindens niveau", dvs. ikke på vegne af alle, og forsøger at få mest mulig kraft bag sin egen vind i hvad der kun kan betegnes som et forsøg på "at vinde", no pun intended. Dét er populismen.

Ledelspolitik på nationalplan var svær før i tiden, fordi den fordrede at man satte sig ind i alle aspekter af det nationale, funktionen ind i likalgrupperinger, frem for kun at se på de store linjer. I dag er det blevet nemmere at være politiker, fordi man bare behøver at profilere sig i kategorien "populær", som fikst nok hænger sammen med begrebet "populisme”, ved visionsløst alene at fokusere på få bestemte behov inden i det nationale.

"Like"-kulturen spiller givet en stor rolle, men hverken den populære eller den upopulære leder er nødvendigvis en god leder. Kun dén, der ser ud over sin nations afgrænsninger på helheden udenfor, frem for at søge fællesskab omkring sit eget populisitiske snævre fokus på enkeltsager, kan gøre sig forhåbninger om at være en god leder.

Angela Merkel er en sådan god leder. Problemet opstår, hvis vælgerne ikke længere vil have diversitet og ikke evner eller orker at jonglere komplekse betragtninger og problemstillinger. Dét er hér, hvor populistiske opfattelser af hvad “hele problemet” er, skaber større og voksende uro og skævfordelinger i ethvert samfund, der benytter denne model. Det gælder i familien, på arbejdspladsen og den grænsetegnede nation.

"Hvis ‘folkelig’ ikke kan bruges, og man ikke vil være populist, hvad skal det så hedde?"

Hvis en populist er en “like-afhængig”, så er en ikke-populist én der ser, hvad “vinden” består af. Hvad kalder vi sådan én med et ord, der ikke udelukker deltagelse og beslutninger, som nogen kan dømme populære og upopulære?

Michael Svennevig, Eva Schwanenflügel, Michael Friis og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvad skal barnet hedde?
Det stakkels ‘folk’ har været meget igennem. Det danske folk var engang en etnisk enhed, men har fået mange tilskud igennem tiden, så folket er blandet godt op, og det er sundt.
Folket i kommunistisk betydning ville gerne dække alle, men gjorde det ikke. Folkerepublik lyder ikke godt. Atomkraft under folkelig kontrol er en dårlig garanti. Land og Folk var en meget lille avis.
Folkereligion og folkekomedie og folkemusik har en del tilfælles.
Vox populi, tja, hvad er det?
Folk på gaden er bare nogle, man støder ind i.
Man har lov at spørge, om folket eksisterer i dag. Nogle af os har en romantisk forestilling om det, og kunne skrive det med stort. Folket kunne måske få en renæssance... et bæredygtigt folk.

Michael Svennevig, Søren Rønhede, Eva Schwanenflügel, Kenneth Krabat og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Rønhede

Niels-Simon spørger: Hvis ‘folkelig’ ikke kan bruges, og man ikke vil være populist, hvad skal det så hedde?
Folkeligt er et godt ord med en god klang.
Vi skal bare begynde at bruge det igen som en passende afløser til alt det danskerævl, som pressen er fyldt af, belært, som den er, af tidens store læremester, folketingets nuværende formand.
Det danske folk har aldrig været en etnisk enhed.
Indtil for ganske nylig var der stor afstand, sprogligt-kulturelt, fra Thy til København til Bornholm. Men efter 1864 var der bred enighed om - inden for den nydannede nationalstat - at se sig selv som et folk. Grundtvig og Berg gjorde meget for at bringe samfundet derhen.
Det er denne arv, der søges perverteret med Søren Krarup og venners systemskifte 2001, omsat i Claus Hjort Frederiksens værdifællesskab Venstre-DF 2005. Og de har jo vind i sejlene, fordi S under uduelige ledere fra 2005 ser sin mission i at drive DF mod højre og efter “magtkuppet” i 2005, hvor fornuftige Nyrup spillede en uheldig rolle, ikke har haft ledere, der formår at lave en Corbyn.