Læsetid 6 min.

I prekariatets skolegård er ingen kneb for feje

Her troede man lige, at man havde adgangskort til den højere middelklasse – og så er man bare et ensomt atom på et prekært arbejdsmarked præget af brødnid og karteldannelse
Her troede man lige, at man havde adgangskort til den højere middelklasse – og så er man bare et ensomt atom på et prekært arbejdsmarked præget af brødnid og karteldannelse

iBureauet/Mia Mottelson

21. oktober 2017

Min søn vil være fastansat, når han bliver stor – ikke freelancer som sin eneforsørgende mor. For hvorfor skulle han dog frivilligt undvære alle sociale goder og selv betale for alt udstyr, udsætte sig for usikker indtjening og ufakturerbar arbejdstid, trækkes med at føre regnskab for hver en time og aldrig have rigtigt fri?

Desværre er der næppe noget reelt valg mellem fri og fast, når vores alle sammens børn engang skal ud og tjene til føden, for det prekære arbejdsmarked er en succeshistorie – for arbejdsgiverne. Hvem vil ikke gerne slippe for at betale for sygedage, stressnedbrud og langtidssygdom, barns første sygedag og omsorgsdage, ferie og pension, barsel til mor og barsel til far, teknisk udstyr og transporttid til hver enkelt opgave, ufakturerbare opgaver, mellemtimer og døde måneder?

Hvem vil ikke gerne hyre folk, der altid er tændt, altid er på og altid giver alt, hvad de har i sig, og siger tak til? Folk, man bare kan skille sig af med fra den ene dag til den næste og glemme alt om, hvis de partout vil have børn eller brænder ud, fordi de brænder deres lys i begge ender?

Det prekære arbejdsmarked presser citronen og smider den væk.

For arbejdsgiverne er det et fantastisk system: Tro mig, som tolkeformidler hyrer jeg selv freelancere og ville aldrig turde binde an med en ansat. Swahilitolken Søren blev således ikke ’ansat’ af en række dubiøse tolkebureauer og skulle ikke have ’løn’: Han blev tilknyttet og skulle have honorar.

Information afslører for tiden de skandaløse forhold i det offentlige tolkesystem. Alle, der har holdt sig for ørerne, når både tolke og brugere har råbt vagt i gevær igennem år og dag, må nu erkende, at prisbillige udbudsordninger uden uddannelse og certificering af de offentlige tolke får det hele til at gå op i hat og briller. Velkommen til en af de yderste ringe af det prekære arbejdsmarked, hvor ting som tvangsfjernelser af børn besluttes med hvem som helst som tolk.

Kamp om pladserne

I mangel af arbejderrettigheder må den enkelte finde nye måder at holde fast med næb og kløer i sin vundne plads. Det resulterer i absurde, uetiske og retsstridige indhegninger af opgaverne. Etablerede fagfolk sætter hegnspæle og advarselsskilte op og organiserer grænseværn til at afpatruljere det erobrede territorium. Nye folk skal ikke komme for godt i gang.

Grænsestridighederne foregår mellem ’konkolleger’, som er fagfæller, der både er konkurrenter og kollegaer. En potentielt betændt relation, især når den ikke er ligeværdig, fordi nogle er kommet til før andre, og nogle har fået sat sig i magtfulde positioner. Og der er ikke en arbejdspsykolog i sigte. Skrappest er striden naturligvis om de prestigiøse job, som kræver alenlange uddannelser og et ambitiøst sindelag.

Det er skrupulovligt at holde konkurrenter ude på det frie marked – bare spørg EU’s konkurrencekommissær. Man må ikke fastlægge fælles priser, selv om det er et oplagt modsvar på det idelige prispres.

Ikke desto mindre findes der hemmelige, faste priser på det frie marked for konferencetolkning. Den gamle garde kalder alle os andre for ’det grå marked’ og beskylder os for at underbyde de forbudte, faste priser, uanset hvor dyre damer vi er.

Etablerede konferencetolke advarer kunderne imod at bruge andre end netop dem og deres veninder og finder på flade undskyldninger for at holde andre ude af brancheforeningen. Løber man som nytilkommen med en markedsandel, bliver man beskyldt for tyveri: Kunderne er nogens, hvad enten kunderne vil det eller ej. Venter man ikke pænt, til nogen smider smuler ens vej (og det gør de aldrig), bliver man persona non grata. Og der er ingen pardon: Venligtsindede ældre kollegaer får på puklen af grænseværnet for så meget som at like ens kommentarer på de sociale medier. Imens gråner håret på ens eget hoved, og man geråder ud i en Prins Charles-situation.

Skolegårdsmanerer

På det prekære marked hylles skolegårdsmanerer i moralistiske gevandter, men det er da dybt uetisk at holde nytilkomne væk fra opgaverne, mens de allerede etablerede kræver ’solidaritet’ af de nye i faget. For der er ingen solidaritet den anden vej fra den stærke part til den svage.

Det er grotesk at se lærere på små fagfelter spærre vejen for deres bedste studerende ude på det frie marked ved endt uddannelse. Det er kummerligt at se asyltolke bruge deres krudt på at bagtale hinanden over for arbejdsgivere og kollegaer – og udlandskorrespondenter få et føl på tværs, hvis man så meget som taler med redaktører på ’deres’ avis.

Min erfaring er, at kampen om pladserne har mærkbare konsekvenser for kunder og brugere:

Asylansøgere får dårligere tolkning, fordi asyltolke påviseligt arbejder i sprog, de ikke mestrer, mens dygtige folk ikke orker at møde frem i den hvepserede af intriger, som tolkerummet i Sandholmlejren er, eller aktivt udgrænses af kollegaerne.

EU-institutionerne går glip af gode tolke, fordi arbejdskulturen er syg, adgangskravene én stor forhindringsbane, og kvalitetskontrollen alt for nem at udnytte af de etablerede tolke. Samtidig grædes der offentlige krokodilletårer over manglen på konferencetolke. Men tolkene findes skam. Man har brugt massive ressourcer på at uddanne dem, og de har brugt år af deres liv på at lære sig faget og kæmpet sig igennem voldsomme professionskrav til et niveau i verdenseliten.

Sagen er, at de opgiver ævred og søger over i mindre uvenlige og mere sikre fag.

Og det vil de blive ved med at gøre, så længe pensionsmodne kollegaer får lov at lægge alt øde bag sig. Toneangivende kapaciteter på området er så overbeviste om, at ingen kan leve op til deres uklanderlige niveau, at de hellere lader faget dø med dem end bidrager til et generationsskifte i god ro og orden. De ser det bevist, at vi andre er uden for alt håb, fordi vi ikke er så godt inde i stoffet, som de selv er efter 30 år med samme sagsindhold dag ind og dag ud.

Men det er nok bare mig, ikke?

Jeg burde være mere ydmyg, og jeg er sikkert heller ikke dygtig nok, vel? Tillad mig at citere Michael Jackson:

»They'll kick you, then they beat you, Then they’ll tell you it's fair«.

Fortrængte historier

På mediefronten kunne man tro, at de mange løse og faste freelancere gav diversitet. Reelt indebærer det, at medierne forpligter sig moralsk til kun at bruge de folk, de tilknytter som såkaldte stringere på bestemte områder.

Udlandskorrespondenter dækker gerne enorme geopolitiske områder og kan umuligt være dybt inde i alle sagsforhold – og den faste leverandør kan naturligvis også have sine egne politiske og ideologiske standpunkter, som præger emnevalg og vinkel. Så hvis I som læsere gerne vil have adgang til min ekspertise udi den catalanske løsrivelsesfeber, må I nøjes med debatstof, akutte reportager og min åbne Facebookprofil.

Det går ud over både produkt og arbejdere, at arbejderrettigheder har måttet vige for det super-lean. I prekariatet sidder vi hver for sig bag skærmen og kan bare gætte på, hvem af vores kollegaer der satte den seneste snubletråd op for vores karriere, hvilken form den næste forhindring mon tager – og hvad der dog skal til for, at vi kan blive elsket nok af den gamle garde til at få lov at udøve vores fag.

Så kan man godt få lyst til at kaste alle kompetencer over bord og blive opvasker i stedet.

Sara Høyrup er fri medie- og sprogarbejder bosat i Barcelona

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
  • Brugerbillede for Ebbe Overbye
    Ebbe Overbye
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
Flemming Berger, Ervin Lazar, Ebbe Overbye, Hans Larsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Ja, dejligt når man ikke har de sa...s fagforeninger til at tyranisere arbejdsmarkedet og ødelægge den sunde virketrang...??

Brugerbillede for Peter Nielsen

Stadig større dele af det danske arbejdsmarked er omformet til et Wild West. Lovløse tilstande, hersker der reelt. Den ansatte anses af arbejdsgiveren ensidigt som et produkt, som lejes for nogle timer. www.msmandskabsudlejning.dk er navnet på hjemmesiden for et vikarbureau. Mandskabsudlejning...lyder ligesom hvis man udlejer skurvogne. Sindssygt, hvis du spørger mig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Jeppesen
Henning Jeppesen

Det ser allerede meget slemt ud, men hvad så, når vores børn og børnebørn skal til. Har vi så en regering, der vil/kan hjælpe dem til et bare nogenlunde godt liv?

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Prekariatets fagforening - eller hvad med oprør mod konkurrence-og misbrugssamfundets slavebinding forklædt som det frie markeds frie valg, hvor de kollektive værdier og pengene kun ruller een vej, og det er lige ned i den ene procent og co's skattelylommer. At holde op med at lade sig narre af deres forsikringer om at handle til alles bedste, når det burde være indlysende for enhver, der har et oprigtigt ønske om at se klart, at det er løgn og muligvis selvbedrag. Lade illusionernes slør falde og vågne op til den del af virkeligheden som tilsiger, at det gode ikke sker af sig selv. Det skal kendes og villes. Så lad os alle deltage i et pola (politisk laboratorium) om hvilket samfund, vi ønsker. Det går jo meget godt med at snakke sammen her på siderne.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Og vi fik i går på dr1 en del af danmarkshistorien, som viste sider af den danske folkesjæl, der ikke lader sig kue. En fortælling, som anders fogh med sin hån af danskernes bidrag under ww2, belejligt 'glemte', nemlig protesten mod tyskernes udgangsforbud der blev til danmarkshistoriens største folkestrejke i 1943, og som kostede 100 danskere livet. Kort efter krigen endnu een lige så stor generalstrejke fordi arbejderne også ville have del i velfærdsfremgangen. Det måtte vente nogen år, men med marshallhjælpen som lokomotiv tog fordelingen af goderne mere fart, og det blev tydeligt, som det blev sagt, at arbejderklassens ambition var at være middelklasse.

Man kan nu ikke fortænke en befolkningsgruppe, der har lidt stor materiel nød, i at ønske bedre forhold, men marshallhjælpens vedhæftede betingelse var, at den amerikanske model blev adapteret, og borgerne blev i stigende grad gidsler i et konkurrence-og forbrugersamfund. Resultatet ser vi i dag.

Det er på høje tid med et nybrud. Den del af danskernes historie - som kendetegnes ved andels-og højskolebevægelsens intelligente samarbejde og ved, at der er grænser for hvilke forhold, vi vil underkaste os, må vækkes til live, hvis vi ikke vil visne hen og dø i den ene procents nådesløse slavelejr, hvor udvalgte bestikkes med ekstra fordele, så de går lidt længere på literen, inden de kastes på møddingen.

Som i fx historien fra frankrig, hvor den unge kvinde, der filmede sit selvmord, fortalte om, hvordan en kvinde indlægges på et nedslidt, trøstesløst udkantsplejehjem, medicineres og i løbet af kort tid dør som et lallende vrag. Sådan er betingelserne i det moderne konkurrencesamfund, hvor fællesejet, som er naturressourcerne, som er vores overlevelsesressourcer, privatkapitaliseres på og konkurreres indbyrdes om. Den lige vej til helvede. For alle. Også de, der tror sig sikre i skattely.

Kenneth Krabat, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Pedersen
Michael Pedersen

Var dette en historie om en freelancers genvordigheder blæst op til, at alle lønmodtagere er dybest er jaget vildt eller var det noget om konkurrencen på tolkemarkedet for swahili tolke, der opererer i Danmark set fre Barcelona?

Brugerbillede for Peter Sterling
Peter Sterling

Hvordan er det lille land blevet så lille, hvad er det som har gjort at halen hænger ind imellem benene i ydmyg stilling? Hvorfor ligger fagforeningerne med benene i vejret og blottet bryst?

Hvorfra stammer denne indbyggede lydighed og hvad gør det med menneskets sjæl at være tvunget til at være lydig og underdanig? Håbet om at blive fastansat er udenfor rækkevidde, man lever for en lille luns der kastes ens vej, med et par dages arbejde uden tilstrækkelig sygesikring eller ansvarlig indkomst. Hvorfor accepterer vi løgne og propaganda som driver os til at gå på arbejde for peanuts?

Over halvdelen af journalisterne er såkaldte livsstilsjournalister, hvor er stoltheden henne? Hvor er den kritiske sans som blev etableret ved uddannelsen? Hvorfor er journalisterne blevet erhvervslivets ukritiske skødehund, og for hvad?

For at undgå den politiske mobilisering af de udsatte? Tænk hvis vi danner demokratiske foreninger som kræver samfundsforandringer, forestil jer at magteliten og erhvervsmagten skrumpede og Danmark blev et sandt demokrati, i modsætning til nu hvor vi ydmygt tillades at stemme en gang hvert fjerde år, i et såkaldt pseudodemokrati.

I mangel af arbejderrettigheder kan arbejdsgivere presse citronen til det yderste og smide mennesker væk som affald. TV-journalister propaganderer for at man i Frankrig skal have fjernet sociale rettigheder, hvorved finansmagten og det øvrige erhvervsliv kan overtage den reelle magt ligesom herhjemme. Politikerne gør sig bedste venner med virksomhedsejerne, for at få lukrative stillinger senere ude i det luxsuriøse private erhverv som svømmer i penge, mens politikerne fjerner det sidste håb fra de fattige.

Som det er nu bombarderer livsstilsjournalisterne vores samfund med illusioner og myter med det vage og uspecifikke løfte om at det bliver bedre i morgen, de lover en lysere fremtid, en smuk ny verden, men det viser sig snart at det er en fremtid med ydmyg kontrol og underdanighed.

Kunstnere ansatte i reklamebureauer spilder deres talent med at fremstille illusioner om rigdom, tonsvis af reklamer for milliarder af kroner, der viser de smukke og rige der lever i komfortabel sorgløs luksus.

TV-selvhjælpsguruer, der lever komfortabelt i rigmandskvarterer, siger at hvis vi graver dybt nok i os selv og fokuserer på lykke, finder vi vores indre styrke, så vil vi få alt hvad vi ønsker og drømmer om - om få år. Der er skabt en forbrugerkultur med virksomhederne i fokus og medmennesket i limbo. Er det pengene værd at ydmyge mennesker på den måde?

Flemming Berger, Randi Christiansen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar