Direktørerne i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Bjarne Winge og Michael Baunsgaard Schreiber (»Jobcentret er bemandet med dygtige og engagerede medarbejdere«, den 11. Oktober) afviser blankt kritikken fra Puk Sabber, (»Socialrådgiverne på Lærkevej er fumlende skrivebordssoldater«, den 5. oktober).
Jeg arbejder selv i Socialforvaltningen, og med mindre de gør tingene meget anderledes, så kan jeg ikke forestille mig, at deres medarbejdere ser jer ret ofte, hvilket de kolleger, jeg har i jobcentrene, også bekræfter.
Jeg forstår derfor ikke hvor deres indgående kendskab til hverdagen stammer fra og den skråsikkerhed, hvormed de udtaler sig, trods de mange fortællinger fra borgere, samarbejdspartnere og deres egne medarbejdere.
De forsvarer med en serie af tal og nævner blandt andet, hvordan de har tilkendt 140 procent flere fleksjob og cirka 200 procent flere ressourceforløb i forhold til sidste år. Som medarbejder i Socialforvaltningen ved jeg godt, at når embedsmænd begynder at tale i procent, så er det fordi, de reelle tal i sig selv ikke er imponerende.
De får også på magisk vis reduceret antallet af sager pr. medarbejder, fra 200 til 90 i snit. Men 90 sager er stadig dobbelt så mange, som Dansk Socialrådgiverforening maksimalt anbefaler. Samlet set preller kritikken fuldstændig af på dem. Og det undrer mig.
Men hvad, der undrer mig mest, er, at de overhovedet ikke forholder sig til det essentielle i kritikken: At langt de fleste af deres medarbejdere i jobcentrene ikke har en socialfaglig baggrund. De er akademikere, og som de rigtig nok skriver, så har de fleste gennemgået en jobkonsulentuddannelse. Den varer fire uger, og har primært fokus på jura og samtaleteknik.
Socialrådgiveruddannelsen varer tre et halvt år. Her lærer man blandt andet pædagogik, psykologi og kognitiv udvikling. Færdigheder, der gør en i stand til at arbejde med udsatte mennesker. At forestille sig, at man på et fireugerskursus kan lære en akademiker de færdigheder, er ikke bare utopisk, det er decideret ignorant.
Man siger ofte, at store stillinger kræver mennesker af den rette støbning. I det her tilfælde skal jeg ikke kunne sige, hvad Bjarne Winge og Michael Baunsgaard Schreiber er støbt af, men det er tydeligt, at de er belagt med teflon. For hverken kritikken fra medarbejderne, borgerne eller nogen andre ser ud til at kunne sidde fast, og føre til en eller anden form for selvransagelse.
Sakse Ravnskov Andersen er Boligrådgiver i Socialforvaltningen i Københavns Kommune
De er helt udenfor empatisk rækkevidde !
Der lader til at være uendelig langt mellem parterne i beskæftigelsesdebatten, men på et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at diskutere disse ting i en mere konstruktiv tone, både på tværs og mellem top og bund. Det skylder vi de mennesker der kæmper med problemerne til daglig og på begge sider af skrivebordene rundt om på jobcentrene, ikke mindst i København. Så hvad med at gøre som under den 1. verdenskrig, dvs. benytte julen til at strække våben, hejse det hvide flag og tale sammen hen over frontlinjen i en stemning af forbundethed og fordragelighed, på trods. For tre ting kan ikke holdes skjult længe: Solen, månen og sandheden og i øvrigt går der, som regel, ikke røg af en brand uden ild. Med andre ord skulle man mene der er en grund til at både sagsbehandlere og klienter brokker sig på samme tid. Det er ikke kutyme.
Det er på tide at stoppe op og sige at nu er det nok, vi skal ikke rejse det hvide flag, vi lever midt i en velfærdskrig, og der er ingen tegn på at politikerne standser nedskæringerne, ej hellere overførelserne af pengene til de rige direktører i kommunerne, til virksomhederne på offentlig støtte osv.
Vi skal have revolutioneret hele socialområdet, en ændring som naturligvis kun kan starte nedefra, det vi ser kan ikke længere fortsætte. Når man tænker på de embedsmænd som har designet loven om førtidspension og flexjobordningen, bliver man syg i sjælen, det politikerne har gjort er at de har skabt en ond social magtstruktur. Dem som vidste hvad der foregik på socialområdet og som ikke råbte op for at standse ondskaben må have en dårlig smag i munden, medmindre de er sociopater.
Ingen har ret til at skade andre, med henvisning til at det er regeringen som laver lovgivningen, samt bagefter forsøge at vaske deres hænder. Det mest kvalmende og skræmmende ved det onde socialvæsen de har skabt er, at man ikke trækker en streg når det drejer sig om børnefattigdom. Den urimelige forhånelse, som man oplever at medier og politikere har udsat dem udenfor arbejdsmarkedet for er beskidt. Det er en straf oveni straffen at være fattig.
Lederne i socialvæsenet skulle oprindeligt hjælpe de udsatte, men nu handler det nærmest om at skrabe til sig selv, det samme kan siges om politikerne og deres venner i erhvervslivet. Grådigheden efter penge og materiel velstand har fjernet al medmenneskelighed. Det at tjene borgerne er udskiftet med ledere som udelukket går efter egne gevinster. Væk er den nødvendige moralske overbevisning om en nation som bygger på værdier som humanisme, solidaritet, ligeværd, frisind, tolerance.
Direktørerne i kommunerne har siden 2014 scoret 220 millioner ved ulovlige "fratrædelsesordninger", se serien De Dyre Direktører på DR. Vi kan ikke blive ved med at proppe den samme type mennesker ind i råd, udvalg, bestyrelser og magtnetværk; det skal ikke kunne betale sig at køre velfærden i sænk. På blot én generation har Danmark ændret sig til et land der regeres med magt uden moral, og en politik som håndhæves uden hensyn til konsekvenserne for de berørte mennesker.
Modeordet "robusthed" er som skræddersyet til disse direktører, der aldrig har haft empati og medmenneskelighed på menuen fra den dag, de startede deres uddannelse.
I dag er uddannelse mere en karriere i form af løn- og statusgoder, end det er et kald i form af at yde noget for borgerne. De skal økonomiseres og yde til "styrelsen", hvad det end er for én, man tilbeder.
Jeg tvivler også på, at de ansatte medarbejdere i Jobcentret får tid, lov og lejlighed til at bruge deres kompetencer, idet opgaven allerede er fastlagt med færrest mulige udgifter og i øvrigt ønsker om at presse citronen til sidste blodsdråbe...
For de skattekroner som selv de mest udsatte hjemløse betaler, skal psykopater i jakkesæt aflønnes som var de guld værd. Det er de ikke, idet den eneste agenda de har, er fortsættelsen af stigningen i egne lønkroner.