Professionshøjskolerne er formentlig sat i verden for at skabe studerende, der ikke bare får en god uddannelse, men også bliver parate til at træde ud på arbejdsmarkedet. Jeg bliver ind imellem i tvivl om, hvorvidt det er deres hovedopgave, eller om det bare gælder om at få så mange igennem som muligt for at høste en økonomisk gevinst til uddannelsesstederne.
Som pædagog bliver jeg rystet, når jeg ser en studerende med svag faglighed eller direkte uansvarlig opførsel komme i praktik eller få et job, hvor vedkommende omgås det dyrebareste, vi har: børnene.
Jeg bliver foruroliget, når en medarbejder må sendes fra professionsskolen for at tale praktikstedet til rette, når det ikke mener, at den studerende er egnet til opgaven. For hvis den studerende dumper eller dropper ud, er det et økonomisk tab for skolen. Så hvor langt vil vi gå for at sikre den økonomiske gevinst? På hvis bekostning? Er pædagogerne ikke en grundsten i dine og mine børns opvækst, og er de ikke mennesker, hvis adfærd vores børn særligt spejler sig i?
Vi skal give ansvaret og muligheden for at blåstemple den studerende tilbage til praktikstederne, så både dem, der underviser, og dem, der ser den studerende i praksis, kan afgøre, om vedkommende er egnet til opgaven. Det er alle bedst tjent med.
