Kronik

Psykiatrien skal give flere kram og mere omsorg

Jeg var aldrig blevet fri af min spiseforstyrrelse, hvis ikke personalet på Gentofte Hospital havde engageret sig i mig som et menneske med følelser, ambitioner og behov for et kram
Dagens kronikør tilbragte et år på psykiatrisk afdeling for behandling af sin spiseforstyrrelse. Hun er sikker på, at en af de helt store fordele ved hendes behandling var den store, menneskelige kontakt. Den mangler i dag, hører hun fra flere.

Dagens kronikør tilbragte et år på psykiatrisk afdeling for behandling af sin spiseforstyrrelse. Hun er sikker på, at en af de helt store fordele ved hendes behandling var den store, menneskelige kontakt. Den mangler i dag, hører hun fra flere.

Miriam Dalsgaard

2. oktober 2017

Jeg ligger på en af de grå sofaer i hospitalsafdelingens dagligstue. Vi har lige spist frokost, og derfor vil jeg gerne gemme mig væk under de hvide tæpper. For jeg har ikke lyst til at kunne mærke min krop. Jeg vil gerne glemme den. Være en bevidsthed, der ikke har hjemme i et legeme. Jeg vil gerne være fri for at mærke.

Jeg trækker tæppet helt op over hovedet. Lader kun en sprække være, så jeg kan se ud af vinduet på de livlige æbletræer, den hånende blå himmel og alt det, jeg føler, jeg hver dag går glip af, mens min hverdag udspiller sig på Gentofte Hospital. Det er livet udenfor, jeg kan se. Se, men ikke røre, ikke tage del i. Endnu.

En hånd stryger forsigtigt op og ned ad min ryg. Det er Lotte. Min kontaktsygeplejerske. Hun kender mig, hun ved, at jeg altid har det svært efter frokost. Hun forstår fuldstændig, at jeg ikke kan holde min krop ud, når den er fyldt op af mad.

Og hun tager mine ekstreme og spiseforstyrrede tankemønstre seriøst. Hun synes ikke, at jeg er mærkelig, når jeg ikke tør varme kakaoen op, fordi jeg er bange for, at der er flere kalorier i varm kakao.

Hun synes ikke, det er skørt, at jeg er bange for at spise med en spiseske og ikke en teske. Lotte ser mig ikke bare som en syg. Hun kigger ikke på mig som endnu en i rækken, der bliver indlagt og er skør i hovedet. En som hurtigst muligt skal ud igen i den virkelige verden, så systemet kan få nedbragt de lange, lange ventelister, der er for mænd og kvinder med alvorlige spiseforstyrrelser.

Jeg var heldig

I dag er jeg heldigvis rask, og jeg bruger nu min tid på at læse min kandidat, og ikke på Gentofte Hospital, som jeg gjorde, da jeg var 21 år.

Men jeg hører flere og flere tragiske historier om mennesker, der har fået en forfærdelig, utilstrækkelig og umenneskelig behandling i psykiatrien.

Mennesker, der er blevet proppet med medicin, som er blevet overladt til sig selv på afdelinger uden kontakt med personalet, folk der er blevet sendt hjem fra psykiatrisk skadestue eller udskrevet fra en psykiatrisk afdeling for tidligt.

På den måde bliver psykisk sårbare mennesker ved med at komme tilbage, med det sørgelige resultat, at systemet producerer sygdom i stedet for at kurere det.

Jeg føler mig heldig, for min egen historie om psykiatrien er en anden. Jeg tilbragte et helt år på Gentofte Hospital. Selv om det er ufatteligt længe, er det den eneste grund til, at jeg i dag er fri for at skulle indlægges forhåbentlig nogensinde igen.

Inden indlæggelsen havde jeg fået ambulant behandling i tre år. Det hjalp ikke det mindste. At der så var et års ventetid, før jeg blot kunne komme til min første visitationssamtale, er en helt anden sag, der også er under al kritik. Dét år, mit første sabbatår, gjorde mig nemlig sygere, end jeg nogensinde havde været.

Men jeg kom endelig til og blev tilbudt behandling. At jeg tilbragte et år på afdelingen var langt fra usædvanligt. Mange af mine medpatienter brugte flere år på hospitalet. Personalet holdt os hellere lidt for længe, end lidt for kort. Fordi de vidste, hvor stor tilbagefaldsprocenten var hos patienter, der blev udskrevet for tidligt eller som selv stoppede, når de efter eget hoved mente, at de var raske.

Menneskelig kontakt

Det var bestemt ikke sjovt at bruge så meget tid på den afdeling. At spise på præcise tidspunkter med et præcist antal minutter sat af til hvert måltid. For bare at nævne meget få af de mange, mange regler, afdelingen arbejdede med.

Men jeg er sikker på, at en af de helt store fordele ved den behandling, jeg fik, var, at der var så meget menneskelig kontakt. Hver patient var tilknyttet et team bestående af en psykolog, en diætist, en fysioterapeut og en kontaktsygeplejerske. Jeg fik minimum en time alene med dem hver om ugen. Og vigtigst af alt var de kompetente og tålmodige.

De så mig, som det jeg var: En ung kvinde, der havde så ondt i livet, at en syg kontrol af mad blev den eneste måde, jeg kunne overleve på i den her verden. Som en ung kvinde med fremtidsdrømme om kæreste, uddannelse og rejser. Med ambitioner som alle mine jævnaldrende. Og i hele det år, jeg var indlagt, var målet klart: Jeg skulle blive rask, så rask, at jeg forhåbentlig aldrig kom tilbage.

Og dét kræver altså en indsats, når ens psyke er længere nede end bunden. Og det er ikke en opgave, man kan løfte alene, eller som bliver tryllet væk, blot fordi man bliver placeret på et hospital og får piller dagligt.

Lyttede til mig

Jeg blev mødt af en afdeling, der lyttede, når jeg sagde, at jeg ikke følte mig tryg ved medicinering, og som både ville sætte tid af til at tale om mine psykiske problemer, men også om, hvordan det gik med ham den søde, jeg skrev med i ny og næ.

Behandlere, som ikke pressede på med deres adfærdsterapi, og som forstod, når det var for stort et skridt at gå fra minimælk til sødmælk. At jeg måtte eksperimentere med letmælken først.

Vigtigst af alt var jeg omgivet af behandlere, der konsekvent huskede mig på og lærte mig, at jeg ikke var min diagnose. At det var to forskellige ting, og hvor vigtigt det var at lære at navigere i forskellen.

Desværre er det urealistisk, at alle psykiatriske afdelinger skulle have midler til et utal af behandlere, der konstant kan lytte og give omsorg. Men jeg tror på, at en større satsning på mere kontakt og tid til psykiatriske patienter kan hjælpe mange til at få det bedre.

At hjælpe psykisk syge kræver forståelse for os som mennesker, der er lige så meget værd som alle andre, der derfor også godt selv kan tænke og føle.

Den menneskelige kontakt og forståelse er afgørende og kunne gøre en verden til forskel for mange af dem, der sidder alene på afdelinger i timevis, som var det et fængsel. Som føler sig som en byrde for samfundet og presses til hurtigt at komme ud igen, fordi de koster for mange penge. Mennesker, der kun møder personalet, når det er medicintid.

Kæmp for kontakt

Det er afgørende, at vi, der har haft en positiv oplevelse i psykiatrien, deler vores erfaringer. For vi er nødt til at være mange om at kæmpe for bedre behandlingsvilkår for mennesker, der sidder fast i det psykiatriske system. Kæmpe for at terapi kan være alsidig og tage udgangspunkt i hvert enkelt individ og ikke i automatiseret kassetænkning.

Diagnoser er opfundet af mennesker, men dem, som sidder på magten til at uddele dem, må aldrig glemme, at der sidder et tænkende menneske med bankende hjerte bag diagnosen. Der skal mere undervisning til patienter i, hvad der er sygdom, og hvad der bare er menneskelige vilkår.

Og så skal vi huske, at et kram og lidt interesse i os som personer med intellekt og interesserer og plads til at tale om andet end sygdom, diagnoser, medicinering og tilbagefald er afgørende. For uden den menneskelige kontakt og påmindelse om, hvem vi er, og hvad vi kan på trods af vores psykiske skavanker, kan vi helt glemme, at vi kan være andet end en del af psykiatriens store samlebånd. Og så kan vi køre i ring resten af livet.

Sidsel Welden er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Estermarie Mandelquist
  • Nils Sørensen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Marianne Bjerg
Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Nils Sørensen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Marianne Bjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kære Sidsel Welden, mange tak for en beretning, der beskriver hvor vigtigt det er med tålmodig, værdig og nænsom behandling i psykiatrien.
Desværre har jeg selv kun haft dårlige oplevelser med den, på anden hånd, ganske vist, men meget barsk for en pårørende.

Johnny Winther Ronnenberg

Det er egentlig lidt opmuntrende at høre en beretning hvor psykiatrien faktisk virkede og gjorde gavn. Den slags er nemlig ikke blandt brugernes normale oplevelse. virkeligheden til daglig er nemlig at de fleste der bliver indlagt bliver vendt i døren og indlæggelser over 2 - 4 dage er uhyre sjældne :-(

Maria Jensen, Christel Gruner-Olesen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Følelsen af at blive set og hørt giver et bedre patientforløb og skaber grobund for resultater. Elementært kære dr. Watson.
Hvorfor er det så svært, eller hvorfor bliver det gjort så svært at udøve ægte professionalisme og ikke den 3 skridt fra livet ditto.