Læserbrev

Psykisk syge har også ytringsfrihed

Debat
27. oktober 2017

TV 2-programmet Station 2 har i fem måneder og to udsendelser fulgt livet på to retspsykiatriske afdelinger på Psykiatrisk Center Glostrup.

I et læserbrev i Information den 23. oktober skriver Maria Liv Kjærgaard under overskriften »Hvad udsætter TV 2 de psykisk syge for?« blandt andet, at programmerne er »tiltrængt folkeoplysning«, og at programmerne »skaber eftertænksomhed« og »fordrer debat om det psykiatriske system«.

Vi er helt enige i, at det er samfundsrelevant at følge livet på retspsykiatriske afdelinger, som ellers er lukket for offentligheden – og det var netop nogle af grundene til, at vi lavede de to programmer.

Maria Liv Kjærgaard skriver også, at »det helt store spørgsmål er, hvorvidt TV 2 har handlet etisk korrekt i deres udvælgelse af deltagerne«.

Det er altid relevant at diskutere etik, når vi som medie beskriver sårbare personers virkelighed. De presseetiske regler pålægger os også at udvise et særligt hensyn til personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller medvirken.

Derfor diskuterede vi naturligvis det spørgsmål, som Maria Liv Kjærgaard rejser, inden vi påbegyndte optagelserne.

Vi har i hele forløbet haft tæt dialog med klinikchefen og det øvrige personale på de to retspsykiatriske afdelinger i Glostrup. Den lægefaglige vurdering for alle medvirkende har været, at patienterne er i stand til at give – og forstå konsekvenserne af – et samtykke.

I programmet udtaler klinikchef Mette Brandt-Christensen, at »der er måske mange, der vil sige, at hvordan kan man tale med sig selv – og næsten tale sort – og så alligevel være i stand til at forstå, hvad det vil sige at medvirke i en fjernsynsudsendelse … men jeg synes, at vi igen har fået bekræftet … at patienterne faktisk har en mening om deres eget liv, og hvad de vil, og hvad de ikke vil«.

TV 2 har ikke foretaget en udvælgelse af de medvirkende, som Maria Liv Kjærgaard skriver i sit læserbrev. Vi har filmet patienter, som har ønsket at medvirke.

»Det er jo helt fundamentalt, almenmenneskeligt, at så meget som overhovedet muligt skal man jo selv have lov til at bestemme over. Uanset om man er psykisk syg eller ej,« siger klinikchefen også i programmet.

Psykisk syge personer har også ytringsfrihed. Den må vi ikke begrænse. Det er vigtigt, at vi ikke gør os til overdommere over, hvad der er godt og skidt for denne gruppe af patienter. De medvirkende har alle haft et ønske om, at vi skildrer deres hverdag på godt og ondt. Også det ønske har vi valgt at respektere.

Michael Nørgaard, redaktionschef på TV 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her