Læsetid 3 min.

I Radikale Venstre ønsker vi at skabe flere lysebrune topskatteydere og flere nougatdanske succeshistorier

Så længe indvandrere og flygtninge modtager mere, end de giver til fælleskassen, er debatten om indvandringens økonomiske konsekvenser nødvendig og legitim. Men modsat DF vil vi i Radikale Venstre tage alle midler i brug for at få de nye medborgere til at bidrage økonomisk til fællesskabet
28. oktober 2017

Når kritikken af de fremmede i dag har fået en så skinger klang, at det til tider lyder som racisme, så skyldes det til dels vores skattefinansierede velfærdsmodel. Den betyder i praksis, at vi som danske skatteydere er en mere eller mindre frivillig del af en af verdens mest omfattende fællesøkonomier.

Når man betaler næsten 50 procent i skat, har man naturligvis en sund og naturlig interesse i at sikre sig, at der er en hensigtsmæssig kontrol og balance mellem nettobidragydere og nettomodtagere af fælleskassen. Det kan ikke være anderledes.

Diskussionen af indvandringens økonomiske konsekvenser er således både nødvendig og legitim, og så længe indvandringen indebærer et netto dræn på fælleskassen, må indvandring og integration – herunder antallet af fremmede – nødvendigvis indgå i den politiske diskussion og prioritering på linje med alle andre politikområder. Det, tror jeg, både mit eget parti, Radikale Venstre, og Dansk Folkeparti (DF) kan blive enige om.

En god forretning

Kigger vi i bakspejlet, kan vi sikkert også hurtigt blive enige om, at Radikale Venstre, ligesom stort set alle de andre partier, som stemte for Schlüter-regeringens forslag til udlændingelov i 1983, har undervurderet integrationsudfordringen. Men hvad så, når vi kigger ud gennem forruden? Her skiller vandene sig, som bekendt.

Det Radikale Venstre ønsker at investere i at gøre integrationen til en god forretning på sigt, også selv om det kræver penge op ad lommen her og nu – ligesom det er tilfældet for enhver anden investering.

Sat på spidsen ønsker vi at skabe flere lysebrune topskatteydere og flere nougatdanske succeshistorier. Det vil nemlig ikke bare give flere penge i fælleskassen, men også bidrage til at fjerne det meget uheldige og uhensigtsmæssige statistiske sammenfald mellem hudfarve og negativt bidrag til fælleskassen, som skaber støj på linjen, kaster racismens skygge ind i debatten og vanskeliggør en reel diskussion af integrationsopgavens udfordringer.

En forudsætning for, at det kan lykkes, er naturligvis, at de nytilkomne, som ved hjælp af arbejde og uddannelse kaster sig ind i kampen om at blive danske nettobidragydere, bliver hilst velkommen og sågar hyldet som eksempler til efterfølgelse. Her oplever vi desværre ikke Dansk Folkeparti som en konstruktiv medspiller. Når en Martin Henriksen på tv dømmer en danskfødt gymnasieelev med udenlandsk baggrund ude af fællesskabet, så bliver integrationsopgaven næsten umulig, økonomisk, socialt og kulturelt.

De mørkeste kræfter i de etniske miljøer kan nu troværdigt hævde, at danskheden er lukket og usolidarisk for folk med en anden etnisk baggrund. DF bidrager dermed til at gøre dårlig integration dårligere. Det er ærgerligt for Danmark, men måske en helt bevidst strategi for et parti, som ville blive politisk arbejdsløst, hvis integrationen rent faktisk lykkes.

Skubbes ud på arbejdsmarkedet

Lokalt på Frederiksberg har vi udformet et integrationspolitisk program, som med stok og gulerod skaber rammer for god inklusion og integration. Vi ønsker, naturligvis, at fastholde en stram linje mod snyd. Vi skal skille dem, der ikke kan, fra dem, der ikke vil. Køn og kultur er ikke en gyldig grund til ikke at deltage i det danske arbejdsfællesskab, og en lægeerklæring bør derfor ikke alene kunne stå i vejen for f.eks. en test af jobparatheden.

Men samtidig vil vi gerne udnytte og investere i f.eks. de knap ti procent af de nytilkomne, som er højtuddannede, og som har potentialet til hurtigt at blive en succeshistorie og nettobidragsydere til det danske samfund, hvis de får chancen. Vi foreslår en særlig indsats målrettet mod denne gruppe og gerne med øget brug af f.eks. frivillige lokale job/karrierementorer og lignende tiltag.

Samtidig skal lavtuddannede flygtninge og indvandrere have en bro til det ufaglærte arbejdsmarked, og arbejdsparate flygtninge skal matches aktivt med de brancher og lokale virksomheder, der stadig benytter ufaglært arbejdskraft i væsentligt omfang.

Vi vil naturligvis ikke sende traumatiserede mennesker ud på lokale danske arbejdspladser. Men folk hvis eneste barriere er sprog, kultur, køn eller en kombination af det hele, kan roligt forvente at blive skubbet ud af deres komfortzone og ind på et forholdsvis krævende dansk arbejdsmarked. Og ja, det bliver med en helt eksplicit ambition om at gøre dem til selvforsørgende skatteydere og nettobidragydere til fællesøkonomien så hurtigt som muligt.

David Munis Zepernick er byrådskandidat for Radikale Venstre på Frederiksberg

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Kjær
Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Bjerg

#Suk# - den evindelige leflen for man og vi, der kun har til hensigt at legalisere samt almengøre skribentens synspunkter.
Hold venligst mig uden for det social exchange og homo economiqus menneskesyn artiklen repræsenterer ...

Tue Romanow, Niels Nielsen, Frede Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Thomas Olsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Vi skal skille dem, der ikke kan, fra dem, der ikke vil.

Hvem har bildt "os" ind, at nogen ikke vil..?
Vorherrebevars !
Ryst posen med floskler.

Tue Romanow, Frede Jørgensen og Randi Overgård anbefalede denne kommentar

Når der i overskriften tales om "lysebrune topskatteydere", er det så DFs vælgergrundlag, der bejles til?

Ja undskyld jeg spørger, men jeg orker faktisk ikke at læse dette radikale propagandaskrift selv. Og så alligevel....

(tre minutter senere)

Okay så, "...folk [af anden hudfarve end Dansk Folkepartis (min anmærkning)] kan roligt forvente at blive skubbet ud af deres komfortzone..." hvis Det radikale Venstre kommer til fadet, så svaret på mit spørgsmål er JA!!!

Anna Mee Allerslevs parti slår til igen - nu på Frederiksberg.

Det højeste man kan opnå; topmålet af civil courage og engagement i det danske samfund er at være rentabel. Alle dele af samfundet fra folkeskolen til folketing, har rentabilitet og gevinst som eneste parameter.
Det er svært at forestille sig noget mere småligt og fattigt - men selv hvis denne erkendelse skulle brede sig i samfundets styrende organer, ville det ikke gøre den fjerneste forskel.
Vi er alle slaver, selv dem der skummer fløden - de kompenceres bare så ynkeligheden er til at holde ud.

Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar