Kronik

Hvad ville jeg sige til mit yngre jeg? Ingenting. Hun skal håbe og fejle i fred

Jeg troede, jeg ville være mindre vakkelvorn på nuværende tidspunkt. At jeg ville have vokset mig solid. Jeg troede, at det med at blive voksen var at blive en slags anden. Måske er det sådan for andre, måske vokser de fra sig selv. Jeg har indset, at det gør jeg ikke
Dagens kronikør er bange for, at hendes yngre jeg ville være blevet skuffet over den, hun er blevet som voksen. Her er hun på sin fødselsdag, da hun fyldte ti år. 

Dagens kronikør er bange for, at hendes yngre jeg ville være blevet skuffet over den, hun er blevet som voksen. Her er hun på sin fødselsdag, da hun fyldte ti år. 

Privatfoto

16. oktober 2017

Min fødselsdag nærmer sig og med den angsten for den. Jeg er ikke bange for forfaldet som sådan. Jeg er mere bange for det, der ikke har ændret sig. Bange for at møde mig selv som yngre og skuffe fælt.

Engang var der nybagte boller og ost og min mors højtidelige greb om radioens volumenknap. Først jinglen og så »Radioavisen, den 19. oktober«. Kai Selliken satte dagen i gang, og det lød næsten, som om han vidste, den var helt særlig. Som om også han havde glædet sig i et år.

Jeg forsøgte at holde fast i det øjeblik. Ville bare sidde i dynevarme og morgenmørke og klamre mig til dagen, mens den stadig var længst fra forbi.

Nu fylder jeg 33. Jeg kan lide at vågne alene, at få øjne uden at møde andres. Der er bare mig. Mig i alle mine aldre, bænket om bordet, med granskende blikke. Flaget er af plastik og stukket ned i en bolle. Det ligner en sprosset rude.

Jeg kigger på de andre.

Den treårige er en vag erindring af et bøj i nakken og en basken i maven. Hun lægger hovedet tilbage og ser flaget blive hejst mod en lys himmel.

Den otteårige kan ikke sove. Morgendagen lokker, og hun læser Vi på Krageøen til lyden af køkkensaksen, der krøller bånd på den anden side af døren. Hun krøller sig sammen under sengelampen og græder, da Bådsmand skal aflives.

Jeg græder hvert år aftenen forinden, også selv om Bådsmand overlever, og jeg efterhånden ved det.

Den niårige går ad stranden i blæst, der bider sig fast i kinderne. Der er efterårslangt til himlen, brombær i krattet og på lagkagen senere. Kakao og kort med skingre melodier. Hendes forældre er der og Anne og Laura. De kigger frem fra gavepapiret og er fra Grønnebakken og Det lille hus i den store skov, og hun forsvinder med dem, så snart kagen er spist, om kap i flagrende kjoler.

Privatfoto

Tilykke

Den 13-årige sakker bagud, og ønsker sig en bh og en kæreste, men tør ikke sige det til nogen. Kroppen buler sig fremmed, og hun folder armene foran ømme uvante bryster og puster alle lys. Det er hende, jeg er mest bange for at skuffe, hun håber sådan.

Den 18-årige er voksen nu og følges med en barndomsveninde ud i natten. Hun bliver lænket til fadølsanlægget på Laurits Betjent.

»Drik alt, hvad du kan.«

Det kan hun ikke, og brækker sig ud over baren og i en pose i en taxa hele vejen hjem. Men først forelsker hun sig hovedkuls i årevis. Han har en guitar under armen og et ægteskab bag sig, siger hun ligner en på 22 og spørger, om hun er jomfru. Hun er vægt, og han er ikke interesseret i astrologi.

Den 19-årige bestiller pizza med skinke og drikker mælk til. Kartontåre i sofahjørnet, hvor hun venter hele dagen. Hun stirrer på en Nokia 3210. Den viser kun klokken, som bliver så mange, at hun må stoppe med at håbe, at de springer frem med flag og hurra og »troede du virkelig, at alle havde glemt dig?«

Hun fylder mest, den 19-årige. Hun er forfængelig og for meget. Hun er ulykkelig og vil ikke slippe sit tag. Hun blev glemt, og det glemmer hun aldrig. Det er næsten, som om noget i hende ser det som en lille ensom sejr. Et bevis på hendes overflødighed. Bare jeg kunne trøste hende. Bare jeg kunne glemme hende.

Den 22-årige er tæt på lykkelig og så ung og god til at fejre. Lårkort og lagkage. Jazzhouse til den mørke morgen. Hun lister larmende hjem. Trætte nylonfødder, pølsehorn i lommerne og veninder til overnatning og tømmermænd og verden foran sig.

Den 24-årige vil lægge verden bag sig. Hun er lige blevet udskrevet, på antidepressiv, og hvad der ellers kan dæmpe. Terapigruppen ønsker til lykke, men med hvad?

Den 30-årige er behageligt fuld og fejret og får taxachaufførens nummer. Hun overvejer et uovervejet øjeblik at vågne med ham. Men smækker bildøren med et vink og et løfte, hun ikke holder. Hun bruger hans nummer som bogmærke. Tillykke står der med et ’l’ for lidt.

Privatfoto

Ingen skægstubbet anden

Jeg tror hvert år, at næste års overraskelse er morgenmad serveret af en, der ved, hvad jeg bedst kan lide. En førsteudgave i sløjfe og brunt papir, Niels Lyhne naturligvis. Og et kys, jeg kender så godt, at jeg kun mærker, hvis det udebliver.

Men overraskelsen er aldrig en skægstubbet anden. Overraskelsen er mig; at jeg er den samme som altid.

Jeg ved ikke, hvor forventningen begyndte. På et pigeværelse i selskab med Anne og Laura, tror jeg. Vi skulle jo følges. På kanefart gennem sneen og for altid. Engang skulle jeg møde en mand, ride mod mit hjem og glemme min kyse. Engang skulle jeg samle mit røde hår i en knold og føde syv børn.

Jeg skuffer hende på pigeværelset. Jeg er ikke, som hun håbede. Jeg har knust hendes drømme og læst hendes dagbog. Den dukkede op på loftet forleden, hængelåst og hemmelig. Med godmodige forsideheste på lilla baggrund. Lolly hedder den.

»Kære Lolly,« skriver den 13-årige, men det er mig, hun skriver til.

Det er mig, hun bekymrer sig om.

»Er jeg mon stadig sådan?« spørger hun og slutter med en hale af udråbstegn.

Hun råber til mig fra 1990’erne, og jeg vil ikke tale med hende. Man skal dele ud, når man har fødselsdag, men hun får ikke noget af mig. Jeg forstår ikke det med, hvad man vil sige til sit yngre jeg. Jeg vil ikke sige spor. Hun skal håbe og fejle i fred.

Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke hjælpe. Jeg har kun været 13 år på en måde, og det er hendes og min. Hun ved ikke, at hun aldrig bliver en anden. Det er derfor, hun kigger så forventningsfuld på mig, og jeg så undskyldende på hende.

Engang vil en psykiatrisk overlæge på Bispebjerg kigge over brillerne og sige, at hun måske skal leve lidt mindre i fiktioner. Han vil tro, at han har ret, og hun vil vide, at han ikke har. Det ved jeg stadig.

Der er ikke noget i vejen med at svømme lidt væk i et værk eller tankerne om en fremtid. Det værste ville da være ikke at forstille sige noget overhovedet. Ikke at drømme.

Drømte engang

Så længe jeg sidder rundt om morgenbordet og skuffer mig selv, har jeg drømt engang. Det er det værd. Det er ikke sådan, at der aldrig er noget, der går i opfyldelse. Jeg troede bare, at det ville tage længere tid at nå til nu. I mange år var et år lige langt, men pludselig måtte jeg låne hundens system og gange med syv i hvert fald.

Jeg troede, jeg ville være mindre vakkelvorn på nuværende tidspunkt. At jeg ville have vokset mig solid. Jeg troede, at det med at blive voksen var at blive en slags anden. Måske er det sådan for andre, måske vokser de fra sig selv.

»Hvordan føles det så at være ti år?« spurgte jeg engang min to måneder ældre veninde.

Hun driller mig stadig med det. Min forventning om en ’dag til dag’-forvandling og nysgerrigheden efter, hvad der ventede mig.

Engang vil jeg læse Vi på Krageøen, og næste dag vil jeg fylde 90 og nok stadig føle mig lige så pjusket som Trunte. Jeg vil sidde ved et hav eller i en have med efterårstræer og en hånd i min. Sådan forstiller jeg mig det. Der er også en førsteudgave af Niels Lyhne. Og selv om jeg sikkert er det, skal jeg skal ikke være bange for at møde den 33-åriges blik. Hun håber jo bare også på, at jeg ikke allerede er død. Hun og jeg skal leve (højt hurra).

Camilla Buch er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Vivi Rindom
  • Flemming Berger
  • Jørn Andersen
  • Ervin Lazar
  • Frede Jørgensen
David Zennaro, Vivi Rindom, Flemming Berger, Jørn Andersen, Ervin Lazar og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

lars søgaard-jensen

"Der er bare mig. Mig ..............." Dette kunne være overskriften i den serie uden struktur og ende Information nu har kørt gennem laang tid.

Er det bare MIG, der synes at den trods alt fortsat "Mindst ringe" ´s store og vedvarende focus på enkelt menneskers personlige oplevelser af store og små tildragelse i verden er ved at kamme over? Der går snart ikke en dag, uden en eller anden skriver en side 2 klumme om en oplevelse ved cafebordet, eller der en kronik om denne eller hins træthed, oplevelse af sin fødselsdag eller stress osv.osv.. Det der i starten var relevante beskrivelser af belastende livsvikår i opvækst, under uddannelsen og på arbejdsmarkedet og disses menneskelige resultater vander efterånden ud i pur individualisme der ingen steder fører hen.
Men kroniken er da pænt illustreret !

Jan Damskier, jørgen djørup, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, morten rosendahl larsen, Mette Poulsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nu må det snart holde op, men det bliver bare ved. Alle disse selvkredsende skiblerier, som optager kronikpladsen i Infomation og derved fortrænger andre og vigtigere emner. Hvad skal jeg som +70, mand, bruge disse tekster til? 12-talspigernes betroelser er måske vigtige i deres egen livssituation. Men de behøver ikke nødvendigvis at blive videreformidlet i Information.

Jan Damskier, jørgen djørup, Trond Meiring og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Det er da altid noget at jeg ikke er den eneste der blev negativ af at læse den, den minder lidt for meget om det der bliver kastet ind på side 2 til hverdag.

Anders Sørensen

Der er plads til meget på internettet. Også til dem, der mener, at der ikke er plads til det, de ikke selv får noget ud af.

Jeg kunne godt lide overstående tekst. Og så er der plads til den.

David Zennaro, Mikkel Mortensen, Vivi Rindom, Frede Jørgensen, Flemming Berger, Jørn Andersen, Katrine Damm og Ole Frank anbefalede denne kommentar