Klumme

Silicon Valley har mistet sit monopol på at definere fremtiden

Apple, Google, Amazon og Facebook har med en håndsrækning fra Uber fået offentligheden imod sig og er endt med aben og ansvaret for Donald Trump. Silicon Valley som økonomisk gigant er intakt, men Silicon Valley som ideologi har mistet sin tiltrækningskraft
Silicon Valley var indtil for få år siden en lysende stjerne, som vi andre fulgte. Der findes ikke et land, der ikke forsøgte at genskabe magien derhjemme.

Silicon Valley var indtil for få år siden en lysende stjerne, som vi andre fulgte. Der findes ikke et land, der ikke forsøgte at genskabe magien derhjemme.

Marcio Jose Sanchez

20. oktober 2017

I anledningen af Yom Kippur formulerede Mark Zuckerberg en undskyldning. Yom Kippur er den jødiske helligdag, hvor man søger forsoning ved at bekende sine synder.

»For de måder, mit arbejde er blevet brugt til at skille os ad frem for at bringe os sammen, søger jeg tilgivelse,« skrev han.

Man kunne indvende, at det var en lidt tynd beklagelse (ret beset beklagede han kun, hvad vi andre havde gjort ved hans i øvrigt fine projekt), men det ville være forkert. Det var en monumental indrømmelse fra et ellers selvsikkert Silicon Valley.

2017 har været et definerende år for teknologigiganterne, men ikke på en måde, som de kunne have ønsket sig.

Og om små to uger får Zuckerberg mere at beklage. Den første november har det amerikanske senats efterretningskomité indkaldt Facebook til høring om Ruslands rolle i det amerikanske præsidentvalg. Zuckerberg dukker ikke selv op, og det er der muligvis en god grund til:

Af alle de mange mulige forklaringer på, at Trump kunne blive valgt til præsident, endte aben hos Facebook. Man kunne have anklaget Demokraterne eller Republikanerne, eliten eller uligheden, man kunne have anklaget Hollywood for at have fordummet befolkningen, journalistikken for ikke at have gjort sit arbejde eller de intellektuelle for dovent at have stillet sig tilfreds med at tale til dem, der var kloge nok til at forstå samtlige nuancer. Men det var, da pilen pegede på Facebook, at vi alle sammen slog til:

Det var Facebook og fake news, der gjorde det.

Det er ikke længere tjekket at være på

Det er selvfølgelig en utilfredsstillende forklaring. Indtil nu er der ført bevis for, at russiske interesser har spenderet små 100.000 dollar på at sværte og svække den offentlige konsensus. Al form for fremmed indblanding i et demokratisk valg er uacceptabel, og alligevel virker beløbet ydmygt i forhold til prisen på et præsidentvalg: 2,6 milliarder dollar heraf en milliard brugt på annoncer. Så enten får russerne mere for deres annoncekroner end andre – eller også var det ikke de russisk betalte annoncer, der tippede valget i Trumps favør.

Men det kan alt sammen være lige meget. Facebooks skyld er nu engang blevet den bekvemme sandhed.

For ikke så længe siden kunne man øverst på en pakke cigaretter læse en opfordring om at være til stede i nuet: 'Offline is the new on,’ stod der øverst på en pakke Kings.

Det virkede ikke opsigtsvækkende, men klingede fint med en fornemmelse af digital lede, som de fleste af os deler. Teknologien understøtter fravær, distraktion og afhængighed. Alt sammen kvaliteter hos os selv, som vi ikke værdsætter. Skulle Marc Zuckerberg virkelig beklage noget, skulle det være det: At han har bragt sig selv i en situation, hvor tobaksindustrien kan fremstille sig selv som moralsk overlegen.

Det er siden gået stærkt.

Uber, som engang var et bud på fremtidens infrastruktur, er nu i konflikt med myndigheder overalt. Google og Facebook er presset af fake news. Amazon er i USA blevet det nye Walmart. Silicon Valley, der engang var billedet på, at alle store institutioner kan udfordres af en knægt med en god idé, forstærker selv de ydre mure:

»Konkurrence er for tabere. Vær et monopol,« som venturekapitalisten og PayPal-stifteren Peter Thiel har formuleret det.

Internettet tog form i en global selvforståelse, men underordner sig i disse år national lovgivning. Teknologigiganterne vil – på trods af den danske finansministers skepsis – i løbet af få år komme til at betale mere skat, der hvor pengene tjenes (og ikke kun i Irland). Tim Cook, Apples direktør, søgte i forrige uge audiens hos Emmanuel Macron og modsatte sig ikke det franske udspil.

Silicon Valley var indtil for få år siden en lysende stjerne, som vi andre fulgte. Der findes ikke et land, der ikke forsøgte at genskabe magien derhjemme. I Danmark fik vi eksempelvis Medicon Valley, en tech-ambassadør og et Disruptionsråd. Det er ikke sådan, at Facebook, Google og resten af Silicon Valley har mistet sin rå magt. Men Silicon Valley som metafor har mistet styrke og sit monopol på at definere fremtiden.

Nikolai Thyssen er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Camilla Krag Jensen
  • Pia Colère Lenau
Camilla Krag Jensen og Pia Colère Lenau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Peter Thiel er en nar der ignorerede 1st Amendement for at få hævn på Gawker for at afskære han er bøsse. Og I må MEGET gerne skriveen dybdebprende artikel om In-Q-Tel.