Skråplanets fristelser

Billede af præsident Trump brændt fast på nethinden: den støjende præsidents håndtering af puertoricanernes katastrofe, da manden kastede køkkenruller i grams. Når styrtsøer af orkanstyrke har lagt ens ø i ruiner, er der selvfølgelig en del at tørre op.

Præsidenten betror sine omgivelser, hvor lykkelige de nødstedte var for besøget. Ikke at forglemme samt for hans regerings tre uger forsinkede »mirakuløse« indsats. Puertoricanerne var ikke glade. Trumps groteske adfærd har sat sving i rygter om demens.

Eller er han bare Donald Trump? Hvornår mon det martrede folk med høtyv og håndøkse marcherer mod Det Hvide Hus?

Et eksemplar af Berlingskes kommentatorfauna mente det skandaløst, at Trump må lide under en langt mere negativ presse end andre præsidenter. En enkelt bemærkning om Trumps utraditionelle facon lod kommentatoren dog falde, men lagde sig ellers på linje med det dominerende højreekstreme Trump-medie Fox News; Fox, hvis pålidelighed matcher præsidentens, sender døgnet rundt de ligesom plasticstøbte medarbejderes ubeherskede kommentarer til kvalitetsmediernes kritiske dækning af helten.

Gode journalister døjer med tilgangen til den åbenlyse uduelighed, som Trump uden større variation lægger for dagen, mens hans lemfældige omgang med sandheden flytter hegnspæle i amerikansk politik. Trump lyver som en løbsk hest og gribes dagligt på fersk gerning.

Denne adfærd er åbenbart fast holdepunkt i mandens egocentrerede virkelighedsopfattelse og hensætter fortsat journalisterne i vantro usikkerhed, om end flere begynder at finde sikker grund i erkendelsen af, at manden er en farlig charlatan og plattenslager.

Satirikerne har deres mas, men finder også fodfæste: Trump er satire, kaos og systemsammenbrud.

Trump er Trumps politik

Løgnene har den rationelle effekt set fra afsender, at referenterne er nødt til at referere præsidenten. For hver bizar handling eller tilkendegivelse: talen i FN eller brølet: »You are fired« mod en protesterende fodboldspiller; for hver fordrejende, truende tweet eller grove overfald afleveret på Trumps mange golfudflugter i egne klubber, for hver ubehersket krænkelse af gud og hvermand fjerner den inkompetente præsident yderligere opmærksomhed fra den politik, han ikke rummer eller ikke magter eller ikke gider eller ikke har den fjerneste idé om.

Berlingske mente på sin kommentarplads, at pressens ringe behandling af Trump udelukkende drejer sig om personen Trump ikke om Trumps politik. Men Trump er Trumps politik, mere er der ikke i dét. Trumps konkrete handlinger er næsten udelukkende en konsekvent nedbrydning af Obamas værk, Trumps personlige anliggende i afsky og skinsyge, formentlig også racisme mod en attraktiv uopnåelig personlighed, i hvis nærhed han jo aldrig når.

En republikansk senator forklarede lakonisk, at Trump jo er en amatør i lovgivningsprocessen og ikke ved noget. Trump synes heller ikke interesseret, eftersom blot minimal indsigt vil konfrontere manden med egen politisk værdiløshed.

Indtil nu har Trump-regeringen som sagt kun brudt ned. Alt, hvad Obama har gennemført, skal væk, det står klart.

Barn af tiden

I den forstand er trumpismen barn af tiden og af andre aktuelle populistiske strømninger såsom Dansk Folkeparti, Le Pens bevægelse i Frankrig eller Gert Wilders i Holland. Tilbage efter sidstnævnte står et nedlagt symfoniorkester; Le Pen vil have kontroversielle bøger smidt ud af de franske biblioteker, og Dansk Folkeparti har til dato ikke skabt noget af betydning i det danske samfund, kun i vage forestillinger om fortidens normer forlangt disse respekteret, nationale symboler bevaret med tilbagevirkende kraft og ældrecheck til pensionistvælgerne, mens finanslovene o.a., partiet har lagt stemmer til, forringer småfolks vilkår.

Populistiske politikere taler gerne og længe om værdier og forlanger, at andre, der diskrimineres, fordi de er dem og ikke os, skal stå ret, når flaget hejses. Men de værdier, de hævder at forsvare, nedbryder de kun. Trump splitter konstant det folk, han hævder at ville gøre stort, og omgør det herved i eget billede til det katastrofalt uendeligt meget mindre.

Man kan godt kalde disse populistiske bevægelser revolutionære. Trumps hærgende færd med dekreter mod alt, han og hans kernetropper ikke ønsker eller begriber, er i den grad omvæltende i destruktivt format, at bevægelsen kan sammenlignes med Lenin eller Mussolinis bestræbelser på at udradere historien og kun acceptere tidsregningen fra egen magtovertagelse.

De store demagoger og tyranner stjæler historien, før de stjæler resten og som i Trumps tilfælde truer og om muligt ødelægger de (forholdsvis) frie oplysningsplatforme: de medier, der stiller sig kritisk eller blot dokumenterende an.

Kvindeundertrykkelse

Andre platugler kan lære meget af Trump, hvis skamløshed synes grænseløs.

Et samfund er i krise, når kendsgerningerne foragtes. Det hjemlige burkaforbud er i så henseende ildevarslende. Populisterne i Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative, de påfaldende tilpasningsduelige i Liberal Alliance og Socialdemokratiet vedtager nu en lov mod angiveligt 203 danske kvinders klædedragt. Uden at ane, hvad dragten egentlig betyder.

Kvindeundertrykkende siger Socialdemokratiets leder, fordi det ser sådan ud. Men hun ved det ikke og vil ikke vide det, for så er det for svært at forklare, og hvem har brug for svære forklaringer, når man så nidkært følger folkestemningen.

Skråplanet er ikke amerikanske fodboldspillere, der lægger sig på halvknæ i stille protest mod diskriminering, eller kvinder, der dækker sig til.

Skråplanets vinkel bestemmes af de politikere: Trump, Le Pen, Martin Henriksen og Mette Frederiksen, der forveksler egne behov for forenkling med den komplekse virkelighed, de som ledere burde forholde sig mangfoldigt, selvkritisk og konstruktivt til.