Kommentar

Den spanske splittelse kan hurtigt eskalere

Selvfølgelig kan man afholde en afstemning om Cataloniens selvstændighed uden at komme i konflikt med den spanske forfatning. Men det kræver, at alle spaniere tager stilling til spørgsmålet. Kun dem, der ønsker mere splittelse, kan være interesseret i det
7. oktober 2017

I søndags udviklede Catalonien sig til verdens navle for en stund.

Regionens bestræbelser på at afholde en folkeafstemning for selvstændighed udviklede sig til en kamp mellem catalanere og spanske politistyrker, som i dagens anledning var sendt til Catalonien for at give deres catalanske kolleger en hjælpende hånd. Weekendens billeder taler deres tydelige og beklagelige sprog.

Den internationale presse, politikere og andet godtfolk fra nær og fjern var ikke sene til at gå catalanernes ærinde: At stemme er en handling, som man ikke bør fornægte nogen i et demokratisk samfund. De catalanske ledere glæder sig over den internationale harme, deres sag har vakt.

Men holdningsdannelse på grundlag af tweets og 15 sekunders tv-klip er problematisk alene ud fra den betragtning, at realiteterne ofte er mere nuancerede.

Kludetæppe

Organisatorisk set er Spanien et kludetæppe strikket sammen af regioner, som for nogles vedkommende deler et fælles historisk og kulturelt fundament, mens andre ikke mener at være en del af det spanske fællesskab. Det gælder i særdeleshed Catalonien og Baskerlandet.

Regionerne forhandler selvstændigt kompetencer med den centrale regering, og siden den spanske forfatning blev stemt igennem i 1978 (paradoksalt med en opbakning fra Catalonien på 91 procent), har catalanerne løbende forhandlet sig til stadig mere selvbestemmelse.

I løbet af den seneste måned er nationalistiske demonstrationer taget til i Spanien. Billedet er fra Barcelona.
Læs også

En reform i 2006 gav regionen yderligere kompetencer på eksempelvis økonomi, uddannelse, retsvæsen, bolig, miljø og sociale anliggender. Centralregeringen har vendt ryggen til, når det catalanske styre har åbnet ’delegationer’ (læs: ambassader) senest i København i april i år.

Weekendens iscenesættelse af Davids kamp mod Goliat er en illustration af den catalanske selvopfattelse, og alle kneb gælder, når nationalismens diskurs dyrkes. Fortidens fascistiske spøgelser bliver bragt i spil, og det samme gør mere eller mindre ufunderede påstande om en centralregering, der malker de ihærdige catalanere via skattebilletten og økonomiske fordelingsnøgler for i stedet at tilgodese andre egne af Spanien.

Catalonien har med egne ord været genstand for en systematisk spansk (økonomisk) udnyttelse og en vedvarende undertrykkelse af catalansk kultur og historie.

Udstrakt selvstyre

Men er det en rimelig påstand?

Mange spaniere vil mene, at realiteterne er anderledes. De ser et Catalonien, der i de seneste 30 år har arbejdet målrettet på at fremme catalansk sprog, historie og kultur på bekostning af Spanien. Catalansk er i dag det primære sprog i regionen og et krav for at bestride et job i den offentlige sektor.

Historiebøgerne er skrevet med catalansk pen, hvilket længe har vakt bekymring i Madrid. Det er kompetenceområder, som for længst er uddelegeret, og når det i de seneste år er kommet til et krav om uafhængighed, så er det måske netop, fordi Madrids kompetencer efterhånden er så udhulede, at der ikke er meget mere at komme efter.

Allerede op til valget til det spanske parlament i 2011 lagde man pres på Madrid for en genforhandling af kompetencerne. Men efter valget blev socialisten Zapatero afløst af den konservative Rajoy, som overtog en økonomi i laser. I lighed med de øvrige regioner fik Catalonien sat tommeskruerne på, og regeringen var ikke imødekommende over for de catalanske krav.

Et første forsøg på at afholde en afstemning i 2014 fik ikke umiddelbart konsekvenser, men ved det efterfølgende valg til det catalanske parlament opnåede de regionalistiske partier sammen med protestpartiet CUP (den catalanske variant af Podemos) 55 procent af stemmerne.

Efter endnu et valg i 2016 blev en regional regering dannet på grundlag af et valgforbund – Junts pel Si – mellem ERC sammen med CDC og to mindre politiske fraktioner. Det eneste punkt på programmet var afholdelsen af en afstemning og efterfølgende uafhængighedserklæring. Ideologisk set er der intet, der forener parterne.

Det er bevidst, når regeringen i Madrid holder fast i de juridiske rammer som udgangspunktet for enhver dialog. Alt andet ville være en devaluering af forfatningen. Med loven i hånden kunne man så spørge sig selv: Hvorfor ikke afholde en grundlovssikret afstemning om catalansk uafhængighed?

Det er en mulighed, og i så fald ville alle spaniere skulle tage stilling til spørgsmålet. Det ville imidlertid afstedkomme tilsvarende krav fra Baskerlandet og muligvis andre regioner og en deraf følgende debat, som ville så tvivl om Spaniens enhed. Det er den spanske regering ikke interesseret i. Men måske er det en diskussion, som Spanien på et tidspunkt er nødt til at tage.

Hørte man nogen nævne Balkan? Det er en tanke, som strejfer i disse dage, og som ingen ønsker at tænke til ende.

Alex O. Hansen er cand.scient.pol og ansat ved Institute for Culture and Society, Pamplona i Spanien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu