Kommentar

Spiseforstyrrelsen blev min mest trofaste ven

I en stor del af mit liv har spiseforstyrrelsen og jeg klamret os til hinanden. Vi har fulgtes i tykt og tyndt. Nu er jeg klar til at tage afsked, men sygdommen insisterer på at komme på besøg af og til
Debat
17. oktober 2017

Jeg er pissenervøs for vejningen torsdag! Skal jeg for tredje gang i træk drikke vand inden, så vægten siger, at jeg har taget det på, jeg skal? Ender jeg igen med at levne under måltiderne og kaste op, fordi lørdag bare skal blive god?

Sådan skrev jeg i min dagbog for syv måneder siden. Det var tirsdag, og jeg havde netop opdaget, at jeg skulle til koncert lørdag med nogle veninder. På det tidspunkt var min mest trofaste ven – spiseforstyrrelsen – konstant ved min side. Den hviskede mig i øret, at jeg var uduelig, uønsket, grim og klam, hvis jeg tog på. Og hvis jeg var uduelig, uønsket, grim og klam, kunne jeg selvfølgelig ikke tage til koncert. Det sagde sig selv. Så kunne jeg ikke vise mig offentligt. Det syn, der ville møde folk, når jeg trådte ind i deres synsfelt … det kunne jeg ikke byde nogen!

Men jeg var også fyldt op med følelser, der trak i en anden retning. Jeg ville faktisk gerne ud af min sygdom klistrede, desperate og omklamrende favntag.

Efter 10 år i sus og dus var jeg klar til at tage afsked. Men det var svært, for spiseforstyrrelsen har fulgt mig i tykt og tyndt. Som en ven, der altid har stået ved min side. Han har aldrig svigtet mig. Han hjalp mig til at genvinde kontrollen over en kaotisk og svær opvækst. Han fik mig til at glemme de dårlige minder, og når følelserne blev for svære at være i, hjalp han mig hen i en følelsesløs tilstand.

Forfulgt

Men der skete noget. Jeg indså, at min mest trofaste ven faktisk aldrig har tilladt mig at elske mig selv. Tværtimod har han, lige så stille, år for år forført mig, holdt mig tæt ind til sig og lullet mig i søvn, imens han har prikket til min fede krop, mit grimme ansigt og mit uduelige selv. Han har bildt mig ind, at jeg kun lige er god nok, hvis jeg er slank. Han har utallige gange overbevist mig om, at jeg skulle aflyse mine aftaler, fordi jeg ikke var noget værd, og dermed ville mit selskab være spild af folks tid.

Jeg kom i behandling, men min ven forfulgte mig; stod og ventede ved min dør, når jeg kom hjem fra byen om natten, sad i stuen og ventede på mig, når jeg kom hjem fra skole. Sommetider dukkede han op, når jeg var sammen med min familie eller mine venner. Ingen sagde noget, selv om alle syntes, han var træls og gerne ville have, at han gik sin vej.

Så blev jeg isoleret med andre mennesker, der også blev forfulgt. På Psykiatrisk Afdeling for Spiseforstyrrelser. Vi boede på hver vores værelse på en lang gang. Bad og toiletter lå ude på gangen. Vi spiste alle måltider sammen. Måske lidt som en efterskole eller højskole. Vi blev overvåget næsten hele tiden. Men når vi ikke gjorde, kunne ingen beskytte os.

At grine uhæmmet

Det hjalp at blive isoleret i fem måneder, men det hjalp ikke helt. Min ven, spiseforstyrrelsen, kommer stadig på besøg en gang imellem. Men nu bliver jeg ked af det. Førhen kunne jeg godt blive glad, men nu, hvor jeg har set hans sande jeg og ved, at han kun gør mig ondt, bliver jeg ked af det.

Jeg har fundet ud af, at jeg aldrig vil blive fri for ham, hvis jeg bliver ved med at gemme mig bag mig selv og skamme mig over ham og den person, han har været med til at forme. Jeg vil stå ved mig selv. Jeg vil være mig selv bekendt. Jeg vil elske mig selv. Jeg må slippe kontrollen, grine uhæmmet, fjolle rundt og opføre mig skørt uden tanke på, hvad andre mon tænker. Lige præcis så glad og skør, som jeg engang var, vil jeg være igen. Jeg vil gøre alt det, han har forbudt mig i alle de år. Jeg ved, at det vil få ham til at forlade mig.

Julie Nygaard Kristensen er lærerstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem vedkommer dette?