Klumme

Der står altså ikke noget om hestepik i studieordningen

’The times they are a-changing’, og ligeså forandres vores opfattelse af, hvad der er sundt, rigtigt og frem for alt krænkende. Så jeg har det godt med, at krænkelsesgenerationen går til angreb på rusarrangementer, der indebærer ’deepthroating’ af wienerpølser og agurker mellem benene
Studiestart på RUC i 2005.

Studiestart på RUC i 2005.

Thomas Borberg

9. oktober 2017

Min gode debatredaktør Susan Knorrenborg savner de glade 1990’ere: En oase, hvor russerpige rimede på liderlig, og sexisme var noget, man debatterede i gamle dage. Hvor man sagtens kunne råbe: »Pels hende!« til en kvinde på talerstolen, uden at hun af den grund følte sig krænket. 

Kære Susan: Jeg var kun lige født, da du begyndte på universitetet, så jeg må tro dig på ordet (men jeg vil dog indskyde, at man skal være enten øvet freestylerapper eller mere end almindeligt bedugget for at få russerpige til at rime på liderlig). Jeg tilhører nemlig den forhadte krænkelsesgeneration. Og nu har det fyldt dig med undren, at et andet medlem af krænkelsesgenerationen har anmeldt Mændenes Fredagsbar på Økonomi for at være sexistisk.

Det havde jeg nok ikke gjort. Men det betyder ikke, at det er forkert at gøre. Eller at alting var federe i 1990’erne.

Jeg har heller aldrig følt mig krænket. Da der for små 10 år siden opstod virak om mit gymnasiums årlige ’Scor En Sut’-fest (en 3.g’er kan vinde en kasse øl for at score en 1.g’er, 1.g’eren vinder en kasse sodavand), deltog jeg entusiastisk i den kollektive himlen med øjnene.

Fra min egen introtur i 1.g husker jeg en anden festleg, der varierede over samme tema: Tre (ældre) drenge stod på række med hver deres agurk mellem benene. Tre (yngre) kvinder lå på knæ med hænderne bag ryggen. Vinderen var det par, der først fik gnasket agurken til roden. Nej, Susan, vi følte os ikke krænket. Vi talte i hvert fald ikke om det.

Et par år senere overlevede jeg en rustur med tilhørende kvindebar på RUC, hvor jeg blandt andet mindes at have slikket sukker og appelsin af en halvnøgen kok og senere deepthroatet en wienerpølse under en køkkenfest. Jeg hørte noget om, at drengene på deres mandebar blev sat til at brække sig på stribe. Jeg ved ikke, om der var nogen, der følte sig krænket der. Jeg gjorde ikke. Men jeg ved, at der var flere, der tog hjem før tid – før mandebar.

Når min lillesøster arrangerer introforløb som rusvejleder på RUC, er der ikke længere noget, der hedder mandebar eller kvindebar. Der blev klaget. Og så var det slut. 

Og ved du hvad? Det er måske fint nok.

For mange er rusture med mande- og kvindebarer sikkert et frirum. Det var det for mig. Et parallelt univers, hvor vi kan give los og overskride de grænser, vi ellers gør en dyd ud af at respektere. Som en Suspekt-koncert eller et rollespil. Det er sjovt, fordi det er et rum, vi vælger at træde ind i – og som vi kan vælge at træde ud af igen. Og fordi vi alle sammen er enige om præmissen. 

Uden ’killjoys’ intet oprør

Men hvorfor skal man tvinges til at træde ind i dette rum, bare fordi man gerne vil læse på universitetet? Mig bekendt står der ingen steder i studieordningen, at man skal være klar på sexistiske jokes og/eller hestepik under middagen.

Ja, man kan vælge rusturen fra, men det er de facto at sige nej til fællesskabet på et nyt studie. Og rusturen har til formål at ryste de nye studerende sammen. Ikke fremmedgøre dem.

Der er ingen, der kan lide en feministisk killjoy. Det ligger ligesom i navnet. Men det grænseløse rum findes altså ikke. Heller ikke på rustur. Vi er bare blevet enige om at trække grænserne et andet sted, end vi plejer. Nu er der så nogen, der vil genforhandle de grænser. 

Susan, i din mindetale over 1990’erne henviser du til, at ingen følte sig krænket over de grove løjer dengang og fremhæver manglen på debat som et bevis herfor. Med andre ord: Vi blev ikke krænket, så derfor er det ikke krænkende (en dejligt reaktionær ’dengang jeg var barn’-argumentation, hvis jeg må være så fri. Som i: ’Da mormor her var barn, var der ingen, der tog skade af et par på kassen’).

Men Susan, the times they are a-changing, og ligeså forandres vores opfattelse af, hvad der er sundt, rigtigt og frem for alt krænkende. I 1990’erne delte I heller ikke værdier med jeres forældre, vel?

Ting ændrer sig, og traditioner falder, fordi irriterende killjoys udfordrer status quo. Og gudskelov for det. Uden killjoys intet oprør, uden oprør, stilstand. Og i stilstand døden, som de siger på RUC. Så sæt lidt pris på den næste killjoy, der råber op om hverdagssexisme. Jeg hører, at det er vældigt udmattende.

Mikka Tecza er ansvarlig for sociale medier på information.dk.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • David Zennaro
  • Mathilde Moestrup
  • Sebastian Dorset
  • Hanne Ribens
  • Trond Meiring
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Bo Madsen
  • Niels Duus Nielsen
Alvin Jensen, David Zennaro, Mathilde Moestrup, Sebastian Dorset, Hanne Ribens, Trond Meiring, Jens Thaarup Nyberg, Bo Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg klagede i hvert fald ikke over rusturen, da jeg startede på universitetet i '89, for jeg deltog slet ikke. Jeg havde ikke lyst til at tilbringe flere dage sammen med folk, der var sanseløst berusede.

John S. Hansen

Utroligt at dette overhovedet er et emne som skal diskuteres, i disse tider hvor samfundet i forvejen er ved at falde fra hinanden!

Niels Duus Nielsen

"the times they are a-changing"

Det er faktisk et skidegodt argument for at lade de unge selv sætte deres grænser. Selvfølgelig i samarbejde med de knap så unge de blot yngre og de ældre, hvis liv påvirkes af den nye grænsesætning.

Hvis de unge vil have safe spaces, så giv dem dog lov til at have et lokale, hvor de kan slappe af, så længe det ikke får indflydelse på undervisningen. Hvad de foretager sig på rusturen er ikke noget vi gamle røvhuller skal blande os i.

Men selvfølgelig, hvis de nægter at læse tekster, som er i modstrid med deres overbevisninger, må det jo afspejle sig i den faglige bedømmelse. Hvis man som akademiker ikke kan gøre rede for en modstanders synspunkt og argumentere imod dette synspunkt, er man ikke værdig til at kalde sig akademiker.

Men det er altså rusturen, der er tale om, ikke undervisningen. Så fred med at de unge ikke gider druk og sexisme.

Man skulle sagsøge Universitetets ledelse for sexisme. Ikke at de kender til det eller ved hvad der foregår, men at der ikke er alvorlige sanktioner, hvis personer ansat eller gående på universitetet har deltaget i sådant.

Friskfyrsmentalitet betyder ikke at man frit kan opføre sig sådan over for eget eller det andet køn.

Fri process siger jeg - og så slutter det.

Helene Brochmann

Interessant med de forskellige generationsperspektiver. Jeg var på rustur i begyndelsen af 80'erne, altså endnu før de omtalte 90'ere. Hvis nogen havde fundet på sexistiske og obskøne aktiviteter a la de omtalte, (hvad der mig bekendt ikke var nogen der gjorde) - tror jeg at det store flertal af både piger og drenge ville have været forbløffede over, hvor lavt de kunne synke. Måske havde nogen af os også haft en politisk/feministisk kritik parat, men først og fremmest ville vi have tænkt at det var totalt plat, usjovt og upassende.