Læserbrev

Hvad udsætter TV 2 de psykisk syge for?

23. oktober 2017

I de forgangne uger har vi kunnet følge med i TV 2’s dokumentar For syg til straf, der handler om retspsykiatriske patienter, som er dømt til behandling på en lukket afdeling. Jeg vil ikke kalde det underholdning i bedste sendetid, men nærmere tiltrængt folkeoplysning.

Programmets skæbner og historier bringer ikke just et smil frem på læben. De skaber eftertænksomhed og fordrer både debat om det psykiatriske system samt samtale om en underverden, de færreste kender til.

Danskerne ude bag skærmen får indblik i den mest ukendte og tabubelagte del af det psykiatriske system. Der bliver vist ærlige portrætter af mennesker, som er så syge, at de ikke kan skelne mellem virkelighed og psykose. Det er en trist skæbne at være så syg, at man lever i et parallelt samfund, som er uacceptabelt i den almene befolknings optik.

Men det helt store spørgsmål er, hvorvidt TV 2 har handlet etisk korrekt i deres udvælgelse af deltagerne. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at i hvert fald to af de fire medvirkende var for svært medtaget af deres sygdom til at kunne vurdere, om de reelt ønskede at være med i udsendelsen.

På de sociale medier er deltagerne blevet lagt for had af den gængse befolkning med ubehagelige kommentarer og negative indslag. Var deltagerne klar over, at det kunne forekomme?

Ingen skal gøre deltagerne til helte, og ingen skal gøre dem til skurke. Jeg håber, at TV 2 vil fortsætte denne type dokumentar – for de giver et nødvendigt indblik i de samfundslag, som de færreste kender til.

Men jeg vil samtidig håbe, at deltagerne udvælges efter, om de forstår konsekvenserne ved denne type indgribende indslag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Per Klüver
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu