Læsetid 4 min.

Ændret økonomisk politik er afgørende for et mere socialt Europa

Det er et fremskridt, hvis EU på fredag vedtager en såkaldt social søjle, som kan øge koordinationen af social- og arbejdsmarkedspolitikken. Men hvis vi for alvor skal skabe et mere socialt Europa, skal den økonomiske politik også lægges om
15. november 2017

På EU’s sociale topmøde den 17. november i Göteborg forventes regeringscheferne at godkende EU’s sociale søjle, der vil indeholde 20 målsætninger for social- og arbejdsmarkedspolitik i EU-landene.

Den sociale søjle er et skridt i den rigtige retning, men skal det virkelig batte, skal selve indholdet i den europæiske sociale markedsøkonomi også fornyes. For oprydningen efter den finansielle og økonomiske krise er i meget høj grad blevet betalt med høj arbejdsløshed og større ulighed internt i landene og mellem landene.

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for mere fælles europæisk politik for et mere socialt Europa.

Økonomi og arbejdsmarked i Europa bliver mere og mere fælles, derfor skal der stærkere fælles lønmodtagerrettigheder til for at få verdens største marked til at fungere på fair vilkår.

Borgere og virksomheder har en grundlæggende interesse i, at der eksisterer forudsigelige og fair rettigheder landene i mellem. De store fordele, der er ved, at man lettere – og med fortsat social sikring – kan krydse grænser efter ønske og mulighed, bør ikke ødelægges ved unfair konkurrence og dumping fra kolleger og virksomheder fra andre EU-lande.

Vigtig begyndelse

EU-Kommissionen lancerede for to år siden et udspil til en social søjle, som efter dialog og revisioner danner grundlaget for det sociale topmøde i Göteborg.

Kommissionen fortjener ros for initiativet på trods af en del uklarheder. Store dele af det består af allerede besluttede indsatser, og meget lidt af det opleves som nyt for en dansker. Men det vil være forkert at anlægge den synsvinkel. Det er nemlig ikke ligegyldigt, at der nu formuleres en række fælles mål i forhold til arbejdsmarkedet, ligestilling, uddannelse og sociale forhold.

Ligesom opfordringen til medlemslandene om øget dialog mellem arbejdsmarkedets parter er vigtig. Målene bliver tydeligere – om end der lægges op til, at det er de enkelte medlemslande, der står til ansvar for, hvordan de føres ud i livet. Men måske det ikke er så ringe endda. For i stedet for en masse fælles regler, der åbner for evighedsslagsmål, lægges der op til, at søjlens mange elementer skal bruges til dialog mellem landene. Altså et godt instrument for dem, der vil tage det lange seje træk for at gøre EU mere socialt.

Vi ser ikke søjlen som afslutningen på en proces, men som en begyndelse. For vi skal også have den økonomiske politik med.

Der er desværre ikke flertal blandt EU-landene for en mere koordineret og ekspansiv økonomisk politik, der kan fremme beskæftigelse og grøn omstilling. En række lande i syd har begrænsede muligheder, som følge af deres store offentlige gæld. Andre lande, som Tyskland, har større råderum og bør derfor forhøje lønningerne og dermed øge efterspørgslen og beskæftigelsen i resten af EU.

Et mere socialt Tyskland uden working poor kombineret med et løft for hele EU gennem nye job vil – sammen med en stærk social søjle – være et vigtigt skridt mod et mere socialt fællesskab.

Skeptiske danskere

Undersøgelser af danskernes holdning til den sociale søjle viser, at vi er meget skeptiske og splittede, om end lidt mere positive end forventet. Billedet er et splittet folk, som vi kender det i andre EU sager. Og det er ikke så underligt, at det ser sådan ud, når man tænker på de diskussioner, vi har om emnerne. Børnecheck, velfærdsturisme, social dumping og frygt for, at den danske model kan blive truet.

Et stort flertal i Folketinget vedtog i foråret 2017 en meget defensiv dagsorden om den sociale søjle, hvor man modsætter sig ny EU-kompetence på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. For et land som Danmark med høje social- og arbejdsmarkedspolitiske ambitioner burde det være modsat. Vi burde gå i spidsen for at sikre en bund i det indre marked.

Nogle modstandere argumenterer med, at landenes sociale modeller er meget forskellige, hvorfor der ikke er en ’one size fits all’-løsning på de socialpolitiske områder. Og det er jo korrekt. Derfor skal der samarbejdes fleksibelt. På nogle områder skal der være EU-lovgivning, på andre minimumbestemmelser, på atter andre benchmarking og frivillig koordination.

Den danske model med stærke fag- og arbejdsgiverforeninger, der takler løn- og arbejdsforhold, har sine stærke fordele og skal fastholdes. Men uden for Skandinavien er der desværre svagere fagforeninger, som har brug for en hjælpende hånd. Også herhjemme vil en model, hvor hvert enkelt EU-land fastsætter minimumslønninger, være en fordel.

Her kan vi lade os inspirere af Norge, hvor der – ligesom i Danmark – forhandles løn mellem arbejdsmarkedets parter, og hvor den aftalte mindsteløn efterfølgende ophæves til lov. Den store begejstring for den danske model, burde ikke stille sig hindrende i vejen for en stærk social søjle, der også indebærer minimumsløn.

Der er mange dilemmaer gemt i de diskussioner. Både i forhold til venstre og højre i dansk politik og i forhold til dansk fagbevægelse. Men en nationalistisk vej er et vildspor.

Steen Gade er formand for Nyt Europa, tidligere MF for SF, Søren Keldorff er bestyrelsesmedlem i Nyt Europa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Drømme, hensigtserklæringer, benchmarking og frivillighed skaber ikke et 'socialt' EU.
Frankrig kan måske lave nogle arbejdsmarkeds-reformer, men EU kan ikke. EU har ikke og skal ikke have beføjelser til hertil, det ligger uden for Lissabontraktaten og i særdeleshed uden for EU´s bærende ny-liberale kapitalfrihed.