Klumme

Hvad hvis alder hverken gør os kønnere eller klogere?

Det er en personlig falliterklæring at undsige sig selv som yngre for at kunne kvalificere sig selv som ældre. Man kan godt være den, man er, uden at lægge afstand til den, man var
22. november 2017

For noget tid siden mødtes jeg med en håndfuld gamle studiekammerater, som jeg ikke har set, siden vi læste sammen på universitetet i begyndelsen af nullerne. Det var en nostalgisk og hyggelig aften, og alligevel lykkedes det mig at gå hjem med en underlig følelse i kroppen.

Det var den måde, vi fik talt om vores fælles fortid på: »Kan I huske, dengang vi var unge og troede, at vi vidste, hvad livet gik ud på?« Det var ikke de ord, vi brugte, men det var underteksten til hele aftenen.

Før havde vi betragtet verden gennem et slør af uvidenhed, men nu var vi blevet forældre og husejere og mellemledere, vi havde fået ansvar og faste udgifter og opnået forståelse for tilværelsens mange byrder og pligter, og udstyret med dette privilegerede perspektiv kunne vi nu ikke andet end at trække på skuldrene over vores egen ungdommelige naivitet. »Vi er ikke blevet kønnere med årene, men vi er da heldigvis blevet klogere,« som det blev sagt.

Jeg kom til at tænke på aftenen, da jeg for nylig så en reklame for PFA, der skal få flere unge til at spare op til pensionen: En kvinde og en mand sidder og spiser østers og hummer under krystallysekronerne på en dyr restaurant. Stemningen er god, musikken spiller, de taler ferieplaner, drikker dyr hvidvin og er store i slaget. Ind kommer et ældre par med udtjent hår og slidt tøj og tager opstilling foran det luksuriøse festmåltid.

De repræsenterer det unge par som ældre, og de bryder sig ikke om, hvad de ser. Foragten over deres egen ungdommelige ødselhed lyser ud af øjnene på dem, mens en speakerstemme stiller det presserende spørgsmål: »Hvad synes dit ældre jeg om dig? Oplev det på pensionstallet.dk«

Forestillingen om alderdommen som et privilegeret udsigtspunkt, hvorfra ungdommen kan betragtes med enten overbærenhed eller bebrejdelse, står stærkt i vores kultur. Vi siger, at vi bliver klogere med alderen. Men er det sandt? Eller bliver vi bare … anderledes? Det mener Amalie Langballe, som skriver kronikker her i avisen. Hun er i begyndelsen af tyverne og overbevist om, at hun ikke skal være mor.

Men hun er ikke overbevist om, at hun vil tænke det samme om ti år. Derfor har hun ladet sig sterilisere. For at sikre sig imod, at den ældre udgave af Amalie i »et anfald af forelskelse og hede hormondrømme« skulle finde på at blive gravid for at holde på en mand. Amalie stoler ikke på, at hun vil blive klogere med alderen; tværtimod frygter hun, at hun vil træffe dumme og desperate beslutninger, og derfor har hun taget sine forholdsregler.

Evig bevægelse fremad

Hvor PFA-reklamen favoriserer alderdommens overblik, vægter Amalie ungdommens klarsyn. Det interessante ved hendes valg er, at tiden ikke vil vise, om hun tager fejl. Den vil højst vise, om hun med årene ændrer holdning.

Det var dén erkendelse, jeg savnede i snakken med mine gamle studiekammerater. Vi er aldrig klogere end det nu, vi befinder os i. Derfor har vi heller ikke lov til at dømme os selv med alderens arrogance.

Alligevel forstår jeg godt, at det sker. Det ligger jo i vores kultur, at vi skal »aflægge os det barnlige«, som Paulus skrev. Vi har brug for ideen om, at vores liv udgør en kontinuerligt fremadskridende rejse mod et stadig højere erkendelsesniveau og i denne evige bevægelse fremad, bliver fortiden den trædesten, vi sætter af på.

Det forstår jeg godt, men jeg har ikke meget sympati for det. Jo, jeg har på sin vis sympati for det radikale selvopgør, hvor man i et uforsonligt frontalangreb på den, man var, bliver til den, man hele tiden skulle have været. Det er også en måde at tage sin egen fortid seriøst på, en måde at lade den gælde på.

Det, jeg ikke bryder mig om, er den jovialt overbærende omgang med sig selv af i går. Når man taler om sit eget yngre jeg på samme måde, som en voksen taler til sit barn.

Forstå mig ret, det er ikke, fordi man ikke må blive klogere, det er ikke, fordi man ikke må få øje på sine egne mangler og rette til, hvor man kan. Jeg har ikke noget imod, at man vender det kritiske blik indad. Men det er en personlig falliterklæring ikke at ville forstå, at man godt kan være den, man er, uden at lægge afstand til den, man var. At ville undsige sig selv som yngre for at kunne kvalificere sig selv som ældre, er det egentligt barnlige.

I så fald har alderen hverken gjort os kønnere eller klogere.

Rasmus Bo Sørensen er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Interessante overvejelser fra....brusebadet? Det man i min (korte) tid på journalisthøjskolen for år tilbage kaldte en undren! Gode artikler udspringer ofte af en undren, lærte vi dengang: Journalisten kan, med sin undren som motor, så kaste sig ud i en egentlig undersøgelse af emnefeltet.

Nu om dage skriver journalister åbenbart blot et facebook-opslag, når 'undringen' indfinder sig - man er vel barn af sin tid: End ikke et 'forøvrigt-mener-jeg'-indlæg i debatten, kan det blive til. Næh, den slags kræver jo et vist minimum af argumentation og eftertanke. Så er det nemmere med 'facebook-opslag': Her skal man blot føle noget, og så skrive disse følelser ned - gerne i en retorisk begavet kortform, så det passer ind i avisen og ike mindst ind i tiden. Følelser er ikke til diskussion, og den ene kan være lige så god som den anden, jo. Og så har vi dem alle, ikke sandt - følelserne - og kan derfor alle føle med, helt uden videre anstrengelse.

Intellektuelt Clickbait...såre populært i disse tider..hurtig mæthedsfornemmelse men ingen næring.

Hvis jeg var Rasmus Bo Sørensen, ville jeg prøve igen. Jeg ville tage denne kladde, og skrive den om. Tænke lidt dybere over problemet forinden, måske læse lidt om hvad andre har tænkt og skrevet om det (Nej, ikke hvad Amalie Langballe føler om det - det tæller ikke), og så til sidst mærke rigtig grundigt efter: Har jeg egentlig noget nyt og interessant at sige om emnet?

Her - i denne sidste og afgørende fase - må der gerne føles Det er selve den journalistiske intuition, som her kommer i spil: Som hvisker om, hvorvidt det skrevne er læserens tid værd, eller blot et spild?

Som et opslag på Facebook...

Katrine Damm, Morten Clausen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

Nu er det jo artiklen ikke rigtigt defineret hvad der forstås ved, at være klog. Men jo nogle ting står klarere i det retrospektive lys, og jo med alderen vinder man dog livserfaring og erfaring i al almindelighed. Naturligvis ligger det lige for, at fortryde - eller i det mindste, at revurdere dumheder, som man har begået.

Udgangspunktet for begåede fejltagelser var jo ofte den manglende erfaring, som det forhold, at man, da man traf beslutningerne ikke havde den indsigt, som fulgte af handlingers konsekvens.

Så der ligger måske en god del efterrationalisering i bærgeret når man blive ældre, og man kan jo blive grim af, at fortryde.

Men man mister jo også noget med alderen - ikke mindst det liv der er passeret og ungdommen selv.

I sidste ende er den slags spekulationer jo hvad de er, for alder er noget aldeles uomgængeligt for alle mennesker. Det er et grundvilkår, som vi må leve med.

Johanna Haas, Steffen Gliese, Frede Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Mark Twain; "When I was a boy of fourteen, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be twenty-one, I was astonished at how much he had learned in seven years."

Det er i øvrigt en sandhed med modifikationer, at vi bliver klogere med alderen. Selv er jeg selvfølgelig blevet meget, meget viis på mine gamle dage, men ret mange af mine jævnaldrende har faktisk udviklet sig til en flok forstokkede båtnakker.

David Zennaro, Henrik Brøndum, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen, Morten Balling, Lise Lotte Rahbek, Nette Skov, Steffen Gliese, Frede Jørgensen og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

Er journalisten måske for ung til emnet? Som en, der stadig forbavses over at være blevet "rigtig voksen"; Stadiet inden man opdager, at vi alle er mennesker uanset alder, at livet er relativt kort og alder ikke så vigtig en komponent, når man først er voksen. Løsningen på aldersrelaterede kvababbelser er at omgås mennesker i alle aldre.
En mangfoldig og aldersmangfoldig vennekreds åbner for andre perspektiver end dem man får, hvis man kun har jævnaldrene venner med samme baggrund som sin egen. I pågældende situation var journalisten så oven i købet "fanget" med jævnaldrende, tidligere studiekammerate, han ikke kendte længere, men genså. Måske den sikre vej til melankoli? Og til artikler, der savner substans for læseren.

Søren Kristensen

Sandheden er at vi bliver hverken kønnere eller klogere med alderen, vi bliver helt sikkert grimmere og sandsynligvis dummere.

Som ung er man ikke i tvivl om hvad livet går ud på, men man er for ung til at nyde sin egen nysgerrighed; den er der bare apriori og sammen med modet til at forfølge den er der tale om stærke sager. Og nogle gange gjorde man måske klogt i at lade være.
Eftertænksomheden derimod, som ofte forveksles med klogskab, kommer med alderen i takt med at man mister modet til at prøve noget nyt. Men der er så i den sidste ende heller ikke så meget nyt at vælge mellem, når man har prøvet det meste.

For jo ældre man bliver, jo mere synes man at kende slutningen, ikke bare på de film der bliver genudsendt i tv, men på enhver historie, også dem der endnu ikke er fortalt. Alligevel gør de færreste sig den ulejlighed at lære noget undervejs, der i sandhed kan gøre én klogere.

I alderdommen foretager de fleste af os derfor de samme håbløse idiosynkratiske valg som da vi var unge, bare på et mere oplyst grundlag og med større erfaring i bagagen, hvilket som bekendt ikke afføder andet end dårlig samvittighed. Men heldigvis dulmes også samvittigheden med alderen og de fleste opnår en vis overbærenhed med egoet.

Mange forveksler denne overbærenhed med klogskab, men det er noget mindre ædelt der er på spil; det er slet og ret overlevelse. Klogskab er noget, som manifesterer sig genetisk. Det er derfor nogle børn er klogere end andre - og voksne med, for den sags skyld.

Er du i øvrigt sikker på du ikke mener erfaring, når du taler om klogskab? For mere erfarne, det bliver vi med alderen. Helt sikkert. Men klogere? Ak, gid det var så vel.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Med alderen kommer flere og flere gentagelser.
Den tiltagende ældre person kan indarbejde rutiner, vaner, erfaring med og ligefrem aversion imod de ting vi møder igen, igen og igen.
Lidt lissom reaktionen på ovenstående skriveris mangel på originalitet. :)

Johanna Haas, Torben Bruhn Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Der er tendens til at folk bliver mere højreorienterede og borgerlige med alderen - det handler selvfølgelig meget at beskytte værdier, vaner og forestillinger man har akkumuleret gennem livet - men det negerer selvfølgelig enhver forestilling om at alderen skulle gøre os visere eller bare klogere.

Johanna Haas, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Læring betyder jo i regelen en forøgelse af den viden man besidder i forvejen, og selv læring der fører til negative erfaringer kan gøre klogere. Men man kan jo også fejlindlære, og ofte er det ganske svært, at aflære ting som man har indlært. Og sådan kan man jo med alderen få indgroede vaner, og tage ting for sædvane. At gentage uhensigtsmæssig adfærd er vel ikke ligefrem klogt; men alligevel gør vi det jo mange af os - på trods af viden om det modsatte.

Men altid fører beslutninger og handlinger til en form for konsekvens, og på den led bliver vi klogere på erfaring.

Men sådan er det jo så meget. Angst kan f.eks. føre til undvigelsesadfærd, eller fordom kan føre til fejlfortolkning. Et slagtilfælde kan gøre, at de mentale evner svinder, ligesom der findes aldersbetingede sygdomme så som Alzheimers og demens, som gør, at man måske ender sine dage som affældig.

Der er ikke indbygget en automatik i sammenhængen mellem alder og klogskab, og for at tage ved lære skal man jo drage den rette konklusion og konsekvens, hvilket man jo langt fra altid gør.

Steffen Gliese, Morten Balling og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Etnologiske eller antropologiske studier viser, at menneskesamfund altid har haft mest tillid til de ældre og sat dem til at bestemme på tinge. Eksempelvis kan nævnes Det romerske Senat. Senatet (latin: Senatus) var en rådgivende forsamling af stor betydning for både Den romerske Republik og Det romerske Kejserrige. Ordet senat ældsteråd. er afledt af det latinske ord senex ("gammel mand" eller "ældste").

Nu om stunder har vi en ungdomsdyrkelse af den anden verden, det er en fornærmelse at blive ældre end 27, og medlemmer af folketinget kaldes en "børne-bande". Frankrigs præsident er under 40, Canadas ligeså, og Italiens premiereminister vist ligeså.

Efter min mening er ungdomsdyrkelsen endnu et udtryk for reklameverdenens magt og svækkelse af befolkningens sunde dømmekraft.

ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Alder og klogskab kan proppes i en mælkekarton og sætte en holdbarhedsdato på.
Einstein havde det svært i skolen, når han alligevel fyrede den af, tror jeg ikke han henrede det fra hverken klogskab, tid eller erfaring.

Hvor Einstein fik sin inspiration fra beats me. Men ellers er intuition nu i mange tilfælde også noget der beror lidt på erfaring, og at tilegne sig viden kræver i den moderne verden ofte studier.

Og lidt paradoksalt kan man være klog på nogle områder og langt mindre klog på andre områder, og alder betinger kun det forhold, at man bliver livsklog. Men man kunne jo i princippet have levet et helt andet liv, og der er ingen garanti for, at man kan bruge andres erfaringer, selv om man i mange tilfælde nu godt kan. Og det måske også derfor man ikke altid kan lade hånt om ældres formaninger. Men ellers lærer man nok mest af egne fejltagelser...

Henrik Brøndum

Superliberal vinkel i artikelen. De unge skal da have lov til at være unge, og så må forældre og bedsteforældre lige minde dem om de få praktiske ting der er forbundet, med at livet ikke er uendeligt. F.eks. at spare op til pension, at få børn tidligt i stedet for den 128. drømmerejse til Utsbekistan etc. Jeg er gudskelov meget lidt nazist, men jeg så Hitler udtale i en film: "Jeg forstår ikke hvorfor de kærer sig så meget om deres eget skind, de skal jo alligevel dø før eller siden. Det eneste der lever evigt er Folket!"

Niels Duus Nielsen

Jan Boisen: "...intuition nu i mange tilfælde også noget der beror lidt på erfaring...".

Netop, og de intuitioner, som bliver til revolutionære ideer, der er grundlag for banebrydende nyskabelser, undfanges netop for det meste af unge mennesker, der netop har lidt, men ikke for meget erfaring med verden.

Ungdommens styrke er, at den ikke har en masse erfaringer, der stiller sig i vejen for at afprøve nye intuitioner. Ungdommens svaghed er, at den ikke har en masse erfaringer, der stiller sig i vejen for at afprøve dumme intuitioner.