Enhedslisten er ikke for catalonsk selvstændighed, men ønsker afholdelsen af et legitimt valg i den spanske region, skriver Pelle Dragsted i Information den 8. november. Det lyder fornuftigt. Derefter går det lidt ned ad bakke for fornuften i hans indlæg.
Eksempelvis er Dragsted upræcis i sin karakteristik af de cataloniere, der er for uafhængighed. Her får han det til at lyde, som rene socialister uden nogen økonomisk interesse. Tilhængere af uafhængighed voksede markant i 2008 på grund af finanskrisen.
Derudover, så ved han vel – formoder jeg – som medlem af Enhedslisten, at Marx og Engels afslutter Det Kommunistiske Manifest med at skitsere et revolutionært minimumsprogram: Den private ejendomsret skal ophæves, og nationalstaten skal afvikles. Nationalisme er ren og skær egoisme.
Men det er ikke mit primære problem med hans udlægning, der er snarere, at han, som så mange andre intellektuelle i Danmark, ikke har blik for den psykiske vold, som udføres af Puigdemont og de catalonske separatister.
Psykisk vold
Den psykiske vold udfoldes på et moralsk plan, som var uafhængighed i sig selv lig med noget godt og demokratisk. Den udfoldes i skolerne – både direkte og indirekte – f.eks. når der sendes skrivelser ud omkring strejker, hvor forældre opfordres til at deltage og mødes for at demonstrere. Ligeledes understreges det, at den offentlige skole er catalonsk.
I de samme skrivelser beskrives Catalonien som et selvstændigt land – som en nation. Det problematiske er nu ikke de historiske omstændigheder, men snarere at skolen anvender den catalonske nationalitet som præmis. Det betyder, at alle efterfølgende beslutninger og tolkninger farves.
Den psykiske vold udfoldes også på den offentlige tv-kanal TV3, der ynder at fylde børneprogrammer med politisk propaganda. I forbindelse med det ulovlige valg den 1. oktober, fortalte TV3 om forskellen på det onde spanske politi, og det gode catalonske politi, skønt de lokale los mossos flere gange har opført sig mere voldeligt, f.eks. under den antikapitalistiske demonstration 15M på Plaza Catalunya i 2011.
Fængslingen af nogle catalonske politikere, fik ligeledes TV3 til at forklare begrebet ’politiske fanger’ med billeder og referencer til den catalonske konstitution. Selv om jeg er imod fængslingen, er der ikke tale om politiske fanger, der tilbageholdes på grund af deres ideer, men fanger, der er politikere og som tilbageholdes, fordi de har brudt loven. Forestil dig Ramasjang sprede den slags forestillinger og udhænge politikere.
Den psykiske vold legitimeres, når catalonske politikere blåstempler folkeskolelæreres ret til at komme med usaglige påstande om den påståede spanske undertrykkelse med henvisning til ytringsfriheden. Samme argumenter blev brugt, da en lærer hængte en elev ud foran sin klasse, fordi hans far arbejder ved det nationale politi. Læreren fastslog, at det nationale politi slår ihjel. Hører retten til at lyve i skolen under en lærers ret til at ytre sig? Og skal børn hænges ud, fordi læreren ikke sympatiserer med deres forældres arbejdsgiver?
Frygten for repressalier
De catalonske separatister indtager konsekvent en offerrolle. De hævder at tale på demokratiets vegne, mens de hånligt og ofte hadefuldt tilsviner de cataloniere, som ikke ønsker selvstændighed, som var de ikke rigtige cataloniere.
Jeg har mødt flere tilhængere af national enhed, som er bange for at miste deres arbejde, bange for at blive smidt ud af deres lejligheder, bange for at sige deres mening. De er i det hele taget bange, og det har de været længe. I de seneste uger har de endelig kunnet få luft, fordi alle de tavse simpelthen ikke kan holde alle løgnene ud længere.
Men den frygt bekymrer ikke Dragsted, som tilsyneladende mangler enhver form for empati. Han skriver, »det er dybt naivt at forestille sig, at en politisk konflikt kan undertrykkes med vold og fængsel«. Jeg er enig. Men jeg tror heller ikke det er sundt at manipulere, indoktrinere og lyve.
Hvorfor har Dragsted så svært ved at lytte til den anden halvdel af den catalonske befolkning, der ikke ønsker selvstændighed. Det virker som om, at han ikke kan leve op til sin egen neutralitet i denne sag.
For egen regning vil jeg gerne understrege, at Spanien er et demokrati. Et demokrati fuld af mangler, men ikke desto mindre et demokrati. Det eneste, som reelt bekymrer mig her i Barcelona, hvor jeg bor, er omfanget af de løgne; den strategiske og emotionelle manipulation, som de catalonske separatister har foretaget i flere år.
Finn Janning er ph.D. og filosof. Han har boet i Barcelona de seneste ni år
Det er en ensidige indlæg som udstiller separatister som umenneskelige væsener. Jeg håber at nogle fornuftige mennesker i Catalonien ville komme med et mere nuanceret billede af forholdende. Ethvert folkeslag har ret til at have deres egen stat.
Tonen er ikke anderledes i Danmark. DF-er Søren Espersen og ligesindede bruger enhver lejlighed til at udstille grønlændere som lufter tanken om selvstændighed som monsters. I folketingssalen udstilles grønlændere som uuddannede og dermed ikke egnet til at have deres egen stat.
Da centralregeringen i Madrid aktiverede artikel 155 krævede Søren Espersen tilsvarende sanktioner over for Grønland. De danske politikere stresser den grønlandske offentlighed ved at komme med deres primitive ytringer. Sådanne vedvarende dummesmarte udtalelser styrke ikke Rigsfællesskabet.
Den økonomiske kolonialisme som udøves mod grønlændere er et uhyggeligt eksempel. Danskerne malker og uden moral Grønland økonomisk.
Der er en kamp i Catalonien. Der er en kamp i Færøerne og Grønland. Det danske politiske system producere love som har direkte adresse til minoriteter i samfundet. De fattige mennesker måtte ikke tigge mere. De fattige bliver straffet for at bede om 20. kroner til en kop kaffe. Der lovgives diskriminerende i Danmark.
" Selv om jeg er imod fængslingen, er der ikke tale om politiske fanger, der tilbageholdes på grund af deres ideer, men fanger, der er politikere og som tilbageholdes, fordi de har brudt loven."
Retorisk elastik i metermål . De katalanske politikere har ikke gjort noget, som ikke er gjort før i Kosovo, Slovakiet eller Skotland. De har intet sagt, som ikke bliver sagt igen og igen af ledende politikere i Grønland eller Færøerne.
At spørgsmålet om national selvstændighed er sprængfarligt, er pokkerme ikke underligt. (Der er vist også noget med Informations tidlige historie).
Jeg kender da eksempler på sønderjyske familier, der blev splittet i 1920, hvor nogle ville blive i deres Reich, mens andre forblev danske - de talte aldrig sammen siden. Og jeg har mødt folk, hvis pårørende støttede den tyske besættelse af Danmark ---og af den grund blev skubbet ud af familien.
Jeg synes ikke, at han er ensidig i sine beskrivelser. De viser vel blot en anden side, som Dragsted ikke havde med.
Men det er sprængfarlig og interessant at følge.
Janning anmelder en bog om separatisme af en spansk filosof, Savater hedder han, denne bog ser også interessant ud:
https://finnjanning.com/2017/11/15/against-separatism/
@Qisuk. Hvilken kamp? Grønland kan da bare køre løs. Det står i selvstyrelovens paragraf 21. Ikke at jeg er enig, for Grønland og Færøerne er også en del af min identitet som dansker - og som det er tilfældet for alle spaniere, vil jeg gerne høres om forhold, som vedrører mit fædrelands territoriale integritet. Din voldsomme retorik får mig til at frygte, at der var en del sandhed i ellers kontroversielle Thorkild Kjærgaards sprængfarlige kronik i Politiken d. 23/10.
Niels Astrup.
Kosovo var på baggrund af en meget større konflikt. Der er ingen krig i Catalonien.
Slovakiet var på baggrund af enighed mellem de to parter. Der er ingen enighed mellem parterne i Catalonien.
Skotland havde først fået en lov igennem Westminster. Catalonien har ingen lovhjeml til at foretage hverken afstemning eller erklære uafhængighed.
Så du kan ikke helt sammenligne med disse.
Finn har boet i Barcelona i de seneste ni aar, saa beskrivelsen af forholdene er en direkte erfaring. Jeg er ogsaa selv bosat i Spanien, ikke i Catalonien men paa Ibiza, hvor man taler meget lignende til catalansk og som er objekt for catalansk lebensraum-begaer. Jeg synes Finns beskrivelse passer fint til hvad jeg selv oplever.
For en uge siden opkaldte selvstaendighedens tilhoerere til strejke. Der var naesten ingen opbakning, men allivel fik de standset en stor del af den oekonomisk aktivitet, blandt andet ved at spaerre motorveje med smaaboern:
http://www.libertaddigital.com/espana/2017-11-08/los-escudos-humanos-de-...
@Miguel - sikke et link. Jeg har hørt, at de catalanske separatister ofte politiserer deres børn, men at sætte småbørn på motorvejen.
Gert, ja, man politiserer boern og alt andet. Hvor ofte har vi spurgt hvordan verdens mest avancerede land i trediverne kunne ende i Hitlers greb, nu forstaar jeg det sagtens.
Artiklen fokuserer meget på Dragsted, så måske skulle titlen indikeret en kritik af Enhedslisten. Der refereres også til en tv-udsendelse, skoler og uddeling af pamflets.
Jeg har ikke interesseret mig synderligt for Spanien før og ej heller Catalonien. Men det voldsorgie som soldater og politi udviste under valget chokerede mig.
Selvfølgligt kan man udpege fejl hos Catalanerne (eller Enhedslisten). Men man skal være mere end blåøjet, for ikke at have været vidne til Spaniens hysteriske ultra-nationalisme og EU’s totalt manglende forsvar for egne borgere og demokrati. Jeg ville nok ikke have reageret, hvis EU havde meldt valget ugyldigt efter EU-lov bagefter. For det at oprette en ny stat skal ikke være for nemt. Men passiviteten til voldsorgiet har pillet ved min respekt for EU’s autoritet - desvære.
Nogle gange som her ser man, at en PHD grad ikke er en garranti for saglighed. Heller ikke når man har boet et sted i 8 år. Det er en ommer syntes jeg.
@David "voldsorgie" skriver du som soldater og politi udførte. For det første var det kun politiet, hvilket kan være slemt nok, men ikke soldater. Og at kalde det et voldsorgie er at overdrive. Jeg synes netop Finn gør opmærksom på, at dette ikke er noget entydigt spansk fænomen, men også det catalanske politi har opført sig voldeligt, og jeg tænker også på det danske under rydningen af ungdomshuset. Ingen er perfekte.
I dag staar der i Berlingske under Globalt, at CATALANSK SELVSTYRELEDERE, UAFHAENGIGHED VAR NAIV FEJLVURDERING.
Og nej, som der hoejere oppe i traaden her pointeres, Kosovo og Catalunya kan ikke sammenlignes. Det samme gaelder for kurderne.
David Joelsen. Apropos nationalisme. Tilsyneladende har du ikke har kendskab til den catalanske nationalisme, saa vil jeg raade dig til at tage en tur udi provinsen her i Catalunya og opleve den nationalisme, der regerer i separatisternes hoejborge, bl.a. i Girona og Vic. Dette aspekt af konflikten er totalt overset af ikke bare den danske presse men for en stor del ogsaa af den internationale. Det er her kuglerne stoebes, et sprog, en kultur og et land til trods for at Catalunya i saerdeleshed er multifacetteret baade sprogligt, kulturelt og etnisk, Barcelona i den grad.
Ingen går længere af vejen for at manipulere og indoktrinere, og kun af vejen for at lyve hvis man tror man kan slippe af sted med det og at manipulation og indoktrination er utilstrækkeligt.
Det er derfor vi har flere spindoktorer end regeringspolitikere (og også havde det under den forrige regering)
Sandheden er det første offer i enhver konflikt, og det gælder bestemt også her i Catalonien. Fronterne er med tiden blevet trukket meget skarpt op, og fjendebillederne er blevet mere og mere primitive. Læg dertil, at den spanske og catalanske mentalitet i høj grad stadig er farvet af borgerkrigen og Francotiden, hvorfor alle konflikter mellem Madrid og Catalonien læses ind i disse og dermed ofte blæses ud af proportioner. I min erfaring her i Catalonien savner de fleste separatister noget realitetssans. De fleste unionister vil bare gerne have lov at leve deres liv i fred uden alle de usikkerheder, der følger med konflikten.