Det er egentlig mærkeligt. Mens centrum-venstre i det meste af Europa politisk er sendt til tælling, så dominerer det stadig den politiske og kulturelle samtale. Det er centrum-venstre, der analyserer og etablerer fakta, det er dem med de legitime moralske standpunkter og udlægninger af tilværelsen. Alt til venstre eller højre for det er holdninger – i værste fald populisme.
Tænk på Dansk Folkeparti. Da de for nylig slog til lyd for at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, var der kontant afregning ved kasse et. Det kunne man bare ikke. Tænk på den massive ensretning i kulturlivet, der i september fik teaterdirektør Tue Biering til at reflektere over, at han ikke havde en eneste ven med en anden politisk overbevisning end ham selv.
Tænk på universiteterne, hvor marxisterne nok er visnet bort, men har overladt banen til transnationalistiske lektorer og studerende, der alle tror, de intet mener, men meget ved. Tænk på konkurrencestatsparadigmet, Ove Kaj Pedersen og de evindeligt snurrende tandhjul i det reguleringsglade og omstillingsparate DJØF-maskineri.
Eller tag nu debatten om Historien om Danmark. En række historikere havde fra et fagligt udgangspunkt kritiseret DR’s bud på en danmarkshistorie for at være tendentiøs. Hvordan reagerede centrum-venstre på det? I Politikens afviste debattør Niels Jespersen det hele: Det var bare højrefløjens hylekor, der var blevet triggered. De borgerlige var nogle snowflakes, der ikke kunne håndtere at møde den historiske sandhed, og som derfor ville gemme sig i safe-spaces og i forløbet ødelægge DR.
Det samme pegede chefredaktør Rune Lykkeberg på her i avisen, da han slog fast, at »DR bekræfter jo bare det, som Fonsmark &Co. beklagede: De røde var hovedpersonerne«.
Hvad siger disse indlæg om centrum-venstre? For det første fortier såvel Lykkeberg som Jespersen den faghistoriske kritik. Den kunne ikke være fagligt funderet, men måtte være ideologisk. Alt hinsides centrum-venstre er opinion, aldrig analyse.
I begge tilfælde er de borgerliges nederlag i de første mange årtier efter Anden Verdenskrig en grundforestilling. Jens Otto Kragh og Merete Nordentoft vandt. Selvom der i dag findes borgerlige, tror de hverken på prygl eller høflighed, som Klaus Wivel tilføjede i Weekendavisen. Altså er de ikke rigtigt borgerlige.
Er det sandt, at det borgerlige tankegodt blev fortrængt? I 1938 forkyndte den socialdemokratiske chefideolog Hartivg Frisch den private ejendomsrets snarlige sammenbrud. Afventer centrum-venstre anno 2017 stadig det? Eller er centrum-venstre ikke netop blevet borgerliggjorte?
Den vigtige anke er dog, at selv om centrum-venstre retfærdigvis må spille en hovedrolle i enhver bred skildring af moderne historie, så betyder det ikke, at vi er bundet til at reproducere dens mytologi, når vi fortæller historie. Vi fortæller jo heller ikke danmarkshistorien i slutningen af 1800-tallet med udgangspunkt i Højres og godsejernes ideologiske forestillinger – det er utænkeligt.
Centrum-venstres historiesyn er triumfalistisk. Derfor er man ikke i stand til at skelne mellem historie og ønsket om at fastholde en mytologisk skildring af den nære fortid, der etablerer og fastholder centrum-venstres værdier som historiens endemål og målestok.
Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage.
Christian Egander Skov er ph.d. i historie og redaktør på Årsskriftet Critique. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
"centrum-venstre er sendt til tælling" Vrøvl - centrum og konsensus-politiken er sendt i GULVET mens venstrefløjen har momentum i mange lande - Grækenland,Frankrig,Portugal Ja,selv i det konservative Storbritannien skete det utænkelige - Corbyn og Labour vandt ungdommen for fremtiden.
Historieskrivning er en amorf videnskab fordi den faktisk ikke har frie hænder i de hemmelige arkiver.
amorf = uden fast form eller formbar (af magthaverne)
Med den smøre er det måske rigtigt at give manden lidt ansigt.
"Christian Egander Skov har leveret materiale om konservatismens idéhistorie til CEPOS' Tank&Tænk. Christian Egander Skov (f.1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet." kilde CEPOS
Derudover kan det tilføjes, at tidsskriftet Critique udspringer af Konservative Studenter.
Hørte Brian Mikkelsen i P1-debat - Ring til regeringen komme med samme kritik af DRs historie beskrivelse samt også af DRs dramaserier. Hvor det altid var arbejderen der var helten og direktøren skurken.
Når jeg høre eller læser disse klagesange fra blå-blok så kan jeg ikke lade være med at tænke om de lider af forfølgelsesvanvid.
Hvad er mon budskabet: At centrum-venstre mytologiserer, og at man skal ud til højre for at finde sandheden? Det er svært ikke at anskue de sidste 150 år historie som en bestræbelse på at finde centrum, i.e. samfundsbalance, hvilket jo stort set lykkedes. Men nu er samfundet ved at blive skævvredet igen af et nyt pengekrati, hvis medlemmer og proselytter uden balancebestræbelserne stadig ville rende rundt med jord i hovedet og halm i træskoene. Det er gådefuldt, at man som fagperson ikke formår at anvende ubalance heuristisk, altså som ansporing til fælles udvikling, men føler sig kaldet til at skære venstre halvdel af vægtstangen af og have ubalancen som mål.
Bemærkning til - "Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage."
Sikke en jammer - skal venstrefløjen til at jammer på samme måde for at højrefløjen kan forstå problemerne.
-DR har hvis flest blå lejesvende og har nok altid haft det - fx. var Uffe Ellemann-Jensen, Ole Andreasen mellem de mest udskældte røde lejesvende. Ligeledes er de fleste journalister fra de røde lejesvende , der har opstillet til Folketinget være til Venstre. Lasse Buths (eller hvordan det staves) og Karen Jespersen var de eneste der gik til socialdemokraterne (og hvor røde de egentlig er kan diskuterer) For KJ så endte hun jo også i Venstre.
Mon der ikke skal råbes blå lejesvende lige så ofte som der blev råbt røde lejesvende så kan det være, at de blå lejesvende bliver til "en sandhed" som det er lykkes højrefløjen til at gøre de røde lejesvende til "en sandhed".
Mht. universiteterne så fik ungdomsoprøret professorvældet til at forsvinde og demokratiet ind på universiteterne. Men det har Helge Sander og Fogh Rasmussen desværre fået næsten ud igen og med indlemningen af statens sektorforskning er universiteterne blevet bundet til den siddende regering - det er en trist udvikling.
For ikke at tale om erhvervslivets metoder, der er indført i den offentlige sektor til skade for medarbejder og brugere.
Socialpolitikken er blevet til beskæftigelsespolitik, hvilket også er en forkert udvikling.
OSV.......
Når det gælder anden verdenskrig, er det enkelt: rød blok gik til modstand, blå blok gik og heilede. Lige indtil vinden vendte, og blå blok bevæbnede sig, for at forhindre en rød magtovertagelse.
Ja, vinden har det jo med at vende. Det gjorde den også for kommunister, nemlig den 22.6.1941.
@Martin Madsen
Det er faktuelt forkert. Churchill gruppen, der kom fra Konservativ Ungdom, var den første modstandsgruppe.
De to største grupper var Holger Danske, der var borgerlig, og BOPA, der var som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans.
Jeg vil godt give Christian Egander Skov delvis ret: vi har et centrum-højre og har haft det siden 1992! Det er ikke centrum-venstre, der dikterer politikken eller diskursen, det er en altfortærende liberalisme, der kvæler alt, hvad der er bygget op over hundrede år, langsomt, men sikkert - og det fortsætter, indtil folk siger stop og indser, hvad der er langt den bedste forretning for det overvejende flertal: den velfærdsstat, der havde sin bedste tid i perioden 1976-1993, begge år inklusive.
Og det er ganske farligt, for det dækker for virkeligheden og forplumrer det politiske billede, hvorfor der ikke igen kan rettes op på sagerne og skabes en demokratisk balance, hvor de manges interesser tilgodeses før de få.
@Steffen Gliese
Det er ikke liberalisme men New Public Management, der havde sit indtog i flere lande i 80'erne, der har skylden. Vi kan alle blive enige om, at ting skal gøres på en effektiv måde, men NPM har fået sit eget liv både i staten og det kommunale og er gakket helt ud.
Steffen Gllese du kan vel godt gå tilbage til 1980'erne hvor Schlüter begyndte med sin management gennem den oprettede moderniseringsstyrelse (eller hvad den blev kaldt) Ligeledes fik Finansministeriet og dens "regnedrenge" mere og mere magt.
Neo-liberalisme,udbudsøkonomer og New Public Management er de nye guders treenighed.
NPM ER liberalisme, det er den samme forkvaklede verdensopfattelse. Og nej, på trods af alt lykkedes det aldrig firkløverregeringen at føre en socialdemokratisk politik, der holdt sig på den rigtige side af Nyrupregeringen.
@Steffen Gliese
Det er noget af en påstand. Pas på du ikke falder i fælden med at stemple alt dårligt som værende neoliberalt. Hvis man udvider (og dermed udvander) det for meget giver det til sidst ingen mening.
Anders Vestesen, nu er New Public Management faktisk indbegrebet af neoliberalisme i den offentlige sektor. Ellers har du da ret, langt de fleste problemer, samfundet lider under i dag, er en direkte følge af gammeldags liberalistisk tænkning.
@ Steffen Gliese
"Jeg vil godt give Christian Egander Skov delvis ret: vi har et centrum-højre og har haft det siden 1992! Det er ikke centrum-venstre, der dikterer politikken eller diskursen, det er en altfortærende liberalisme, der kvæler alt, hvad der er bygget op over hundrede år, langsomt, men sikkert - ..."
Andre har beskrevet forløbet omkring Murens fald som at de to ideologier konvergerede - til noget, man kan diskutere det rette navn på - generisk oplysningsideologi, globalisme/imperialisme eller fascisme/korporatisme/teknokrati.
@ Steffen Gliese
"NPM ER liberalisme, det er den samme forkvaklede verdensopfattelse."
Man kunne også sige at det er rationalisme og dermed et fælles fænomen for liberalister og socialister - og hvad der adskiller ideologierne fra konservatisme.
@ Dorthe Sørensen
"Mht. universiteterne så fik ungdomsoprøret professorvældet til at forsvinde og demokratiet ind på universiteterne."
Jamen, universiteter skal ikke være demokratiske - de skal være videnskabelige.
De sidste tusind år har universiteterne været fristeder for den frie tanke og den tradition afbrød i DK konkret Finn Ejnar Madsen og ideologien brød dermed ind på akademia - først marxismen og da muren var brudt, senere også liberalismen.
'68 betød i den sammenhæng altså et kulturelt tilbagefald på tusind år. Vi er tilbage, hvor magten bestemmer, hvad der er sandt, fordi vi har ødelagt de fristeder for tænkning Kirken havde skabt udenfor samfundets magtkampe.
I det gamle Kina var 'grise' og 'kejserens grise' to forskellige kategorier i deres 'biologi'. Sådan forvrænges erkendelse af magtforhold. Det er det normalt menneskelige.
Vi var kommet videre...
Soren Ferling, at kalde NPM for rationalisme er ikke helt ved siden af. Liberalisme som ideologi er rationalistisk, ligesom socialismen er det: Begge ideologier forsøger at skabe sammenhængende og konsistente tankesystemer, som er modsigelsesfri.
Men da virkeligheden er fuld af modsætninger, vil begge ideologier fejle. Socialismen har her den fordel, at der findes en lille marxistisk fløj af hardcore socialister, for hvem modsætninger mellem mennesker er historiens drivkraft, hvorfor modsigelser er det uomgængelige og evige udgangspunkt.
Fejlen er at tro, at samfundsmæssige modsigelser kan overvindes permanent, for det er med modsigelser ligesom med termodynamikkens anden lov: Hvis ikke de aktivt bekæmpes, aktivt og uafbrudt, vil de bare snige sig ind i tankegangen igen.
Rationalisme er et godt værktøj til at skabe midlertidig orden, men uden en dialektisk forståelse af enhver ordens indbyggede uorden vil rationalismen blot slå sig selv for munden.
Metafysik er sgu vigtigt, for hvis man virkelig tror at verden er et rationelt system, spænder man sgu ben for sig selv. Vi skal tilstræbe modsigelsesfrihed, men aldrig tage det for givet, for det er det ikke, derimod er det modsigelsen, der er givet.
Når der en dag ikke længere er modsigelser i mit liv, er det fordi jeg er død.
@Niels Nielsen
Jeg er ikke enig med dig i at det er mere neoliberalistisk and f.eks. socialistisk. NPM er blevet til en form for ekstrem utilitarisme, hvor den sidste dråbe effektivitet skal presses ud uanset hvad følgerne måtte være. Den tilgang til verden kan man finde inden for alle politiske -ismer.
Okay, Anders Vestesen, jeg kan godt følge dig. Selv var jeg i en årrække stor tilhænger af dele af NPM-politikken, nemlig den del, der forsøgte at overflødiggøre mellemlederne ved at fokusere på de menige medarbejderes kompetencer.
Men efter at have deltaget i skabelsen af selvbærende teams, som på papiret netop skulle give medarbejderne "ejerskab" over deres egne arbejdsforhold, høstede ledelsen, hvad den hele tiden havde set som den egentlige gevinst, nemlig nedbringelsen af antallet af medarbejdere.
Havde NPM virkelig fulgt de høje teoretiske og moralske principper, styresystemet angiveligt bygger på, havde magthaverne både fået en mere effektiv og en mere tilfreds arbejdsstyrke. I stedet valgte man den kortsigtede gevinst på lønningskontoen og fik en modvillig og utilfreds arbejdsstyrke.
Men det ændrer egentlig ikke på min argumentation, neoliberalismen har da nogle positive aspekter, ellers ville ideologien jo aldrig have fået et ben til jorden. Blot vil jeg påstå, at de dårlige sider af den neoliberalistiske tankegang nu også er blevet integreret i den socialdemokratiske ideologi.
På papiret kombinerer NPM det bedste fra kapitalismen (produktivitet og rigdom) med det bedste fra socialismen (velfærd og selvbestemmelse), men i praksis har det vist sig at være en kombination af kapitalismens fokus på profit og den gamle østbloks fokus på kontrol over medarbejderne.
@Niels Nielsen
Jeg er enig i at selve ideen med NPM er såmænd fin nok. Men hvis man lægger fokus på de forkerte ting, så ender man med regeltyranni og alt for mange kolde hænder. Efter at have arbejdet en del år rundt omkring i det offentlige vil jeg sætte mine penge på, at problemet ligger hos den politiske ledelse. Der er blandt folkevalgte ministre og borgmestre en al for stor ansvarsfraskrivelse af, hvad der sker i deres ministerier og forvaltninger (fordi det er nemt at gøre, og man slipper for konflikter). Det har givet embedsværket frie tøjler, og det vil nærmest per definition over tid føre til mere bureaukrati. Dette har hverken noget med neoliberalisme eller socialisme at gøre.