Læserbrev

DF vil hindre indvandreres adgang til demokratiet

15. november 2017

Dansk Folkeparti har stillet et forslag til Folketinget om, at udlændinge og indvandrere, der har opholdt sig i landet i tre år, men uden statsborgerskab i Danmark, fremover kun skal have lov til at stemme til kommunalvalget, hvis de forinden har bestået en danskprøve 3 på niveau med en studentereksamen.

Selvfølgelig skal indvandrere integreres og lære dansk – og mon ikke de allerfleste allerede knokler med det. Men Dansk Folkepartis forslag er også problematisk i en historisk kontekst.

I årene efter at de tidligere slavegjorte afrikanere var blevet frie borgere i USA, benyttede mange racistisk tænkende politikere den samme metode med at stille urimeligt svære kundskabskrav til at holde dem uden for politik og demokrati. Disse befriede slaver var nemlig ofte analfabeter!

Det lykkedes stort set for racisterne i USA at holde de juridisk frigjorte slaver uden for politik i næsten 100 år, indtil borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne med Martin Luther King i spidsen fik sat en demokratiseringsproces i gang.

Hvis man ikke mener, at Dansk Folkeparti på lignende udemokratisk vis skal få lov til at holde integrationsivrige indvandrere uden for vores demokrati og gøre dem magtesløse og fremmedgjorte over for det danske samfund, så kan man gøre en slagkraftig indsats herfor ved at medtænke det, når man afgiver sin stemme til kommunalvalget den 21. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu