Kronik

Det ensidige fokus på karakterer står for fald. Nu kommer karakterdannelsen i centrum

Nye krav til samfundet og den enkelte betyder efterspørgsel efter andet end læring i børnehaver og skoler. Hvis vi skal kunne håndtere stress og globale kriser, skal børn opdrages til ansvar og til dedikerede sociale væsner
En dagsinstitution i Risskov sætter børns karakterdannelse på programmet i deres læringsplaner. Og i Aarhus Kommune satser man over en bred front på, at alle daginstitutioner skal inddrage robusthed i deres pædagogik. Et pædagogisk 'pendulsving' er i gang rundt om i landet, skriver dagens kronikør.

En dagsinstitution i Risskov sætter børns karakterdannelse på programmet i deres læringsplaner. Og i Aarhus Kommune satser man over en bred front på, at alle daginstitutioner skal inddrage robusthed i deres pædagogik. Et pædagogisk 'pendulsving' er i gang rundt om i landet, skriver dagens kronikør.

Joachim Adrian

24. november 2017

Fra daginstitution til skole forsøger man i disse år at finde en ny vej. Bort fra en ensidig fokusering på læring og mod en pædagogik, der bygger på et bredere børnesyn. Det kan f.eks. iagttages i det nye udspil til lov om dagtilbud, der nu giver plads til leg og dannelse ved siden af læring.

Spændetrøjen er ved at blive smøget af under både de tidlige børneår og langt op i skolealderen. Adskillige kommuner formulerer sig i dag langt bredere om deres mål med skolen. Meget tyder på, at vi står foran et større pendulsving i opfattelsen af, hvad vi skal give børn, for at de kan få et godt liv – og at vi som samfund kan udvikles demokratisk og produktivt. Det ser ud, som om vi er på vej væk fra læringsfikseringen og mod en bredere forståelse af børns udvikling – under ét deres karakterdannelse.

Der er mange kilder til den nye retning. En af de vigtige er en udbredt erkendelse af det helt utilstrækkelige i den ensidige vægt på intellektuel og faglig påvirkning af selv helt små børn. Det er en erkendelse, der rækker langt uden for kredsen af fagfolk og ind i gruppen af forældre og politikere. Her berettes om børn, der er urolige og rastløse, og som har svært ved at indgå i sociale sammenhænge. Som en skoleleder sagde: De har svært ved bare at høre på en fælles historie.

En virkelighed, som vikaren i en 2. klasse oplevede: Hun måtte give op, fordi tre drenge simpelthen tyranniserede både hende og klassen. Da hun sagde, at hun ville indkalde forældrene, blev hun mødt med hånlatter.

Det er absolut ikke enkeltstående beretninger. Jeg hører mange med samme budskab: Børn har brug for noget andet end tidlig indlæring af bogstaver. Deres tid i de første år skal ikke sigte på at forberede dem til skole og uddannelse – og samfundets BNP – men til noget dybere, der handler om dem selv som mennesker.

Det er ikke en udvikling, der sætter ind nu, for en ny Rambøll-undersøgelse viser manglende positiv effekt af en målrettet læringsindsats i daginstitutionen (Information den 13. november). Vi står med et oprør langt ude i landets forældre- og skolekredse, og de kender dårligt nok – eller slet ikke – den omtalte undersøgelse. I bedste fald dokumenterer undersøgelsen noget, som slet ikke er det centrale for den udbredte bekymring. Den handler om, hvad det er, vi gør barndommen til, når vi i den grad reducerer den til en brik i et kalkuleret regneark.

Opdragelse til ansvar

Derfor ser vi også adskillige tegn på et pendulsving rundt omkring i landet. F.eks. i daginstitutionen Damhuset i Risskov, der sætter børns karakterdannelse på programmet i deres læringsplaner. Og vi ser det i Aarhus Kommune, hvor man over en bred front satser på, at alle daginstitutioner skal inddrage robusthed i deres pædagogik: Børn skal opleve situationer, hvor de både oplever at kunne klare udfordringerne, hvor de må give op, hvor de søger hjælp og sammen finder løsninger. Børn skal lære at håndtere deres liv – og det handler om både krop og fællesskab.

Efter en lang årrække, hvor børn skal lære mest muligt, mens de er i dagtilbud, skal der fremover være mere plads til leg for legens skyld, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K). »Vi har valgt at gå den modsatte vej og kigge på, om der var nogle dokumentationskrav, vi kunne skære væk,« siger hun.
Læs også

Vi ser det også, når Odense Kommune i sin faglige strategi for 2017-2021 skriver, at »dannelsesbegrebet skal revitaliseres« og satser på, at børn skal tilegne sig karaktertræk som vedholdenhed, nysgerrighed, mod og medmenneskelighed. Og vi ser det, når Halsnæs Kommune i en stort anlagt plan for dagtilbud og skoler sætter robusthed øverst i den grundfortælling, de er ved at udvikle for hele børneområdet.

Pendulsvinget er i gang, og det har været på vej længe. Baggrunden er ikke svigtende dokumentation af den målrettede indsats – det kunne jo føre til en forstærket indsats. Nej, det er erkendelsen af dybere samfundsmæssige ændringer. Kald det et kulturelt opbrud, individualiseringen, medialiseringen – eller en stigende erkendelse af den katastrofekurs, vi som civilisation befinder os på i kraft af global opvarmning og klimakrise.

Det er under alle omstændigheder bevidstheden om nye krav både til os som samfund og til det enkelte menneske, ung som gammel, om at kunne håndtere stress, udvikle en indre målestok, kunne sige fra og kunne indgå i sociale sammenhænge. Det er noget, der skal læres i de tidlige år – og det er ikke noget, man kan læse sig til. Det skal leves eller erfares, derfor er det dybest set en basal socialisering, der er tale om. Eller regulær opdragelse til ansvar.

Slut med formålsløs læring

Nobelpristageren James Heckman så det i sin banebrydende undersøgelse af, hvad det var, børnene fra Perry Preschool fik med sig gennem livet. Det, der påvirkede dem langt frem i livet, var noget andet end de intellektuelle stimuleringer. Han kalder det for »de non-kognitive« påvirkninger og fremhæver nysgerrighed, selvkontrol og sociale færdigheder. Hans undersøgelse er fra 2010 – i dag skriver vi 2017, så lang tid tager det åbenbart, før vi tør sætte ord på de værdier, som børn skal tilegne sig.

Pendulsvinget er i gang, siger også historikeren Ove Korsgaard (Kristeligt Dagblad den 1. juni): »Vi nærmer os enden på den formålsløse læringsperiode«. Det er præcist udtrykt: Læringen i sig selv er ikke et sigtepunkt, det er i bedste fald et middel, vi har brug for noget andet, der kvalificerer os som retningssøgende mennesker.

Men hvad er udfordringen så for os rent pædagogisk? Det drejer sig om at skabe et nyt pædagogisk sprog, der kan samtænke læring og karakterdannelse. Alt for længe har læringen haft sit eget tekniske sprog, der lod sig omsætte i enkle målekriterier. Med Korsgaards ord har vi haft et alt for enstrenget sprog om læring, og vi har mistet sansen for den dobbelthed, der har ligget i den pædagogiske forståelse siden Reformationen. I dag handler det i langt højere grad om at kunne udtrykke det personlige i læringen med begreber, som dækker over en kritisk indsigt og en fremadrettet søgen efter ny forståelse.

Vores traditionelle tilgang har ensidigt været fokuseret på resultater, vi skal lære børn bevidst at arbejde med læringsprocessen. Det omfatter også at arbejde med usikkerheder i vidensprocessen og satsninger, som eleven tør tage for at nå frem til at stille sin nysgerrighed. For børn fra børnehave og opefter handler læring også om de sociale sider i processen, altså hvad vi giver til hinanden, bidrager til og sammen finder frem til. Vidensdeling er en kvalitet i processen, som også omfatter social empati, her ligger en overset vej til styrket selvforståelse.

Vi står over for andre udfordringer med det nye perspektiv. En af dem handler om fornyelse af samarbejdet med forældrene. Når grænserne mellem læring og dannelse flyder sammen og bliver til karakterdannelse og opdragelse, skal der skabes et seriøst samarbejde om de værdier, der skal præge hverdagen i institution og skole.

En anden udfordring er spørgsmålet om den såkaldte sociale arv. Vi har ikke været i stand til at bryde koden trods af politisk og faglig opmærksomhed i flere årtier. En del af forklaringen er, at den ensidigt faglige tilgang har vist sig ikke været produktiv over for en gruppe af børn, der ikke møder skole- og uddannelsesparate i kraft af stærke påvirkninger hjemmefra. Det nye svar er fokus på de personlige egenskaber i læringen.

En tredje udfordring er det, der kaldes bæredygtig dannelse. Vi ved, at udviklingen for kloden på afgørende punkter går den forkerte vej. Derfor skal kommende generationer tilegne sig en ny etik, der hviler på ansvarlighed, empati, solidaritet og faktisk livsform. Vi står i 11. time, derfor er den vigtige udfordring for os, hvordan vi inddrager børnene og gør dem dedikerede.

Der vil uden tvivl være kræfter, der forsøger at holde fast i mest muligt af den gamle læringskultur. Men pendulet er sat i gang, forandringen kommer.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • Jeppe Guldager
Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Jeppe Guldager anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det drejer sig om at skabe et nyt sprog"
Narrehattenes vagtparade marcherer.
Det drejer sig om at erkende, at de pædagogisk tanker og ideer, man har støttet sig til i de senere år, var fejlagtig. At afskedige og erstatte alle i forskning og administrative embeder, der har været forkæmper for de ødelæggende tanker og ideer.

Jørgen Wind-Willassen

Hm.
Efter et langt liv som gymnasielærer er jeg noget forundret.
Dannelse som et læringsmål er da sandelig ikke noget nyt.
Den blinde faglige indlæring er afgået ved døden for længe siden.
Men jeg håber sandelig ikke at skolerne skal til at være et sted der skal overtage forældrenes forpligtelser. Dannelse starter i hjemmet.
Skolen skal så sætte dannelsen ind i den store sammenhæng og også koble den op på fagligheden.
I dag kan man næppe være i besiddelse af god dannelse, uden at være fagligt i stand til at forholde sig til de mange udfordringer i verden.
Klimaændringer, befolkningsvækst, ressource udtømning, økonomiske forskelle osv.
Det er skolens opgave at koble personlighed og faglig viden.
Men skolen skal altså ikke blive et kontor for personlig udvikling.

Jens Winther, Lars Pedersen, Hans Martens, Johnny Winther Ronnenberg, Nana Mercier, Bjørn Pedersen, Jonathan Larsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Når begrebet 'robusthed' tages ud af kontekst, kan det let reduceres til 'du er selv ansvarlig for dit eget helbred, lykke eller ulykke'. Med pendulsvinget burde der opfindes et andet begreb, der favner dannelse og empatisk tilstedeværelse i samfundet.
Men godt hvis regnearkene bliver skrottet.

Hvorfor tror i vi ikke kan få de store projekter til at fungere længere her i landet ? Anskaffelse af it systemer, tog, kampfly, og hvad med postvæsen, skattevæsen og togdrift. Er det fordi vore senere generationer har været tynget af prøver, karakterer eller for meget faglig viden ? Jeg tror det ikke. Vi uddanner flere og flere til højere løn i højere stillinger med mere virtuelle arbejdsområder og langt ringere og færre arbejdsresultater. Sand videnskab er blevet et møbel i Rusland, og problemet forværres kun, fordi vores konkurrenter har en helt anden tilgang til, hvad der reelt betyder noget, hvis vi skal give vores børn en ikke ringere fremtid

Steffen Gliese, Nana Mercier og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Interessant link, Torsten Jakobsen, men selv i dette "system" er der en voksen til stede, der skal agere "lifeguard".

I min egen barndom var jeg velsignet med muligheden for at undslippe al voksenkontakt ved at løbe ud i den nærliggende skov, hvor vi kunne afprøve alle de vilde - og ofte livsfarlige - ideer, enhver voksen ville have forhindret os i. Vi overlevede, netop fordi vi var robuste, og vi var rovbuste, fordi vi var børn. Vi Faldt ned fra høje træer uden at brække arme og ben, vi rev os til blods i tjørnekrat uden at få blodforgiftninger, og vi lærte hinanden at onanere uden at føle skam ved at blive betragtet af en voksen.

Jeg har sgu ondt af børnene i vore dage, udsatte som de er for voksenkontrol 24/7. Hvordan skal de nogensinde lære at blive selvstændige væsner, når der altid er en chaperone i nærheden?

Min egen søn og hans kammerater stak af til Christiania for at lege forbudte lege, når voksenkontrollen blev for snærende, men det kunne de jo kun i weekenden, for til hverdag skulle de være i klubben.

Stakkels unger!

Torsten Jacobsen, Steffen Gliese, Hans Martens, Eva Schwanenflügel, Peder Bahne og Nana Mercier anbefalede denne kommentar

Jeg er pædagog, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når forhærdede forskere føler trang til at falde i med selvkritiske røster. I stedet for at vente på dyre evalueringer, ville det have klædt de kloge herrer med lidt tillid til fagkundskaben! For os er det logik, at man kan - og bør ikke teknificere og i mikroskopiske detaljer planlægge opdragelsens udkomme. Sådan som forskere i dyrt anlagte projekter ellers kinstant har fiflet med det daginstitutionerne siden 2004. Børn er for pokker ikke flasker, og pædagogik ikke en bestemt mængde viden og dannelse, pædagoger neutralt kan stå og hælde på børnene. I stedet siger jeg: prøv med lidt tillid - og sæt normeringerne op. For vi skal nemlig, som Niels Nielsen pointerer, ud af institutionernes standardiserende indvirkning på alt liv - og hen et sted, hvor der på uforudsigelig vis skabes handle- , rage- og roderum for børn. Rum som DE sætter pris på, som de oplever ejerskab for og har lyst til at vende tilbage til igen og igen.
Danielle Mercier. Pædagog og cand. mag i pædagogik.

Maria Busch, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen, Peter Knap, Hans Martens og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg har det generelt lidt stramt med, at man opfatter mennesker som nogle størrelser, man skal tilpasse det eksisterende samfund. Efter min mening, skal hele molevitten vendes på hoved: Hvordan skal vi indrette vores samfund, så det leverer de bedste muligheder for, at mennesket kan trives – alene som sammen med andre.