Læserbrev

Skal fanden tage de introverte?

1. december 2017

Året er 2027, og Peter er på spanden.

Efter 23 år i samme firma er han nu blevet fyret. Hans job skal overtages af kunstig intelligens. Peter klarede sig ok i skolen. Hans snit fra gymnasiet var ikke imponerende. Han klarede sig kun lige akkurat igennem de mundtlige eksaminer, men til gengæld havde han topkarakterer i matematik. Peter fik en god eksamen som ingeniør, for her var det tallene, der talte.

Både politikere og erhvervsliv havde peget på netop ingeniørområdet som et sted, hvor der altid er mangel på arbejdskraft, et billede, Peter indtil for nylig kunne nikke genkendende til. Han har siddet for sig selv og lavet vigtige beregninger for sin arbejdsgiver, uden at han har behøvet at bruge for lang tid på at tale med sine kollegaer. Men nu er det slut, virksomheden har ikke længere brug for det, som Peter er god til.

Verden er fyldt af folk som Peter. Dygtige medarbejdere, der altid har passet deres job, men som bare er mere introverte end gennemsnittet. Fremtiden ser desværre ikke alt for lys ud for dem. Det er vi nødt til at tænke over, når fremtidens uddannelser skal udvikles.

Der har været sagt og skrevet meget om, hvor mange job der forventes at blive nedlagt som følge af digitaliseringen. Men for nylig kom der endnu en analyse fra konsulenthuset McKinsey. De konkluderer, at der godt nok er 470.000 stillinger, der vil blive erstattet af ny teknologi frem mod 2030, men der vil blive skabt så mange nye, at der netto vil være et plus på 25.000 job.

Som opfølgning på analysen fremhævede Googles danske direktør Malou Aamund, at Danmark har gode vækstmuligheder, fordi vi står stærkt inden for sociale kundskaber. Men Peter kan jo være ret ligeglad med, at der bliver skabt nye job med sociale kundskaber, når han nu ikke er særlig socialt anlagt.

Den digitale fremtid ser generelt rigtig lys og spændende ud, men det bliver langt vanskeligere at være så introvert, som det tænkte eksempel Peter. Der er brug for flere ingeniører – men det er afgørende, at de også kan kommunikere og interagere med andre.

Det er derfor den helt rigtige vej at gå, når uddannelsesminister Søren Pind siger, at fremtidens ingeniører også skal have humanistiske kompetencer – og at humanisterne skal have flere tekniske kompetencer. Den debat deltager vi fra erhvervslivets side meget gerne i.

Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Sikke noget vås.

Introverte behøver på ingen måde at være dårligt socialt fungerende. Tværtimod. Der skal bare være plads til at trække sig tilbage og tænke tingene igennem.
*Dårligt socialt fungerende' mennesker kan lære at være bedre socialt fungerende.
Introverte kan ikke lære at være ekstroverte.

Meget tyder på, at Mads Eriksen ikke kender til introverte mennesker - eller undlader det med koncentreret tænkning.

Niels Duus Nielsen, Hans Nielsen, Søren Bro, Eva Schwanenflügel, Benedikte Vestergaard-Thomsen, Rune Rasmussen, Jan Nielsen, Trond Meiring, Frede Jørgensen, Henriette Bøhne, Heidi Larsen, Herdis Weins og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Det er nærmest et racistisk debat indlæg fra Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

".... skal have humanistiske kompetencer"

Mads Eriksen kunne jo starte med at slå humanisme op i Wikipedia, derefter sætte sig lidt ind i hvad humanisme er for en størrelse og så måske få lidt styr på begreberne - så ville han sikkert for fremtiden kunne undgå at skrive et decideret ureflekteret og pinligt indlæg, hvor humanisme forveksles med sociale kompetencer ...

Hans indlæg vidner ikke om, at han selv besidder synderligt mange humanistiske kompetencer ...med mindre selvfølgelig han lægger alle æg i en kurv og anser humanisme som det samme som at være socialt kompetent?

Bjørn Pedersen, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Eva Schwanenflügel, Jan Nielsen, Heidi Larsen, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

i takt med udviklingen i AI må arbejdet jo bare fordeles bl.a. ved at sætte arbejdstiden ned. Det er ikke raketvidenskab.

Philip B. Johnsen

“Den digitale fremtid ser generelt rigtig lys og spændende ud.”
Drevet på energi der stammer fra nye olie fund i Nordsøen?

Mads Eriksen, hele Dansk Erhverv, regeringen og ikke mindst Googles danske direktør Malou Aamund skriver om sociale kundskaber og økonomisk vækst, men har ingen viden om noget af det, de skriver om, fake news er det eneste der kommer fra propaganda menageriet.

Niels Duus Nielsen

Okay, der forvinder 470.000 jobs, men der skabes 495.000 jobs, stiges det. Jeg kan forstå, at det er introverte ingeniørjobs, der forsvinder, men hvad er det for en slags jobs, der skabes? Er et job bare et job?

Og iøvrigt: Fanden tager de bagerste, det har han altid gjort, og der er altid nogen, der vil være de bagerste, uanset hvor hurtig vi løber, eller hvor mange jobs, der skabes. Hvorfor det lige skulle være de introverte, der er langsomme, forstår jeg ikke. Det kunne lige så godt være Dansk Erhverv, som sakker agterud, fordi organisationen har en forskningschef, der tror at McKinsey står for uvildig forskning.

Hvad de måske gør, jeg har ikke læst den omtalte forskningsrapport, men da Mads Eriksen ikke giver et link, tillader jeg mig umiddelbart at være skeptisk over for rapportens konklusioner. For var det ikke McKinsey, Corydone arbejdede for, inden han blev chefredaktør for finansverdenens propagandaorgan?

Philip B. Johnsen

Niels Nielsen
Det kan siges meget kort.
De aner ikke hvad de taler om.
De kommer fra samme skuffe, som pesticidrester i hver fjerde danske drikkevandsboring.