Kommentar

Jeg fik afslag på et job, fordi jeg engang har haft en spiseforstyrrelse

Stigmatiseringen og den negative opfattelse af mennesker, der lider af psykiske sygdomme, er enorm. Og den varer ved, selv efter sygdommen er helbredt
3. november 2017

For nylig fik jeg afslag på en ansøgning om et job som såkaldt relationsmedarbejder på et socialt rehabiliteringscenter for unge, der døjer med spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd. Afslaget gik ordret på, at man på stedet har en ansættelsespolitik om, at man ikke ansætter personer, der selv har haft en spiseforstyrrelse.

Som direktøren selv formulerede det, så var det »jo bare rigtig ærgerligt, fordi, jeg virkede jo faktisk meget kompetent, robust og altså bestemt egnet« – altså vel at mærke lige indtil man efter 30 minutters ellers vellykket jobinterview fandt ud af, at jeg var ’sådan en’, der engang havde haft en spiseforstyrrelse.

At tidligere psykisk sygdom tilsyneladende kan stå alene som afvisningsårsag føjer sig til den lange række af indikationer på, at vi er langt fra at have gjort op med vores anakronistiske og rigide forestillinger om psykiske lidelser og de mennesker, der har været ramt af dem. Forestillinger, der åbenbart ikke er forbeholdt lægmand, men som altså endda findes hos de institutioner, som har til opgave at fremme livsmulighederne og øge inklusionen for personer med psykiske sygdomme i samfundet.

Flade maver, hårde muskler, ’thigh gap’ og ’bikini bridge’. Byd ’den nye krop’ velkommen. I dag er det træning og diæter, der regulerer vores følelser og forhold til andre mennesker
Læs også

Ræsonnementet bag den beskrevne ansættelsespolitik må være, at man tror, man kan slutte fra tidligere psykisk sygdom til jobmæssigt ikke-ønskværdige egenskaber. Med andre ord stempler man folk med negative stereotyper og retfærdiggør en afvisning af dem med stemplet i panden. Og voila! Man har fulgt opskriften på stigmatisering til punkt og prikke.

Negativ mediedækning

Psykisk sygdom bliver alt for ofte brugt som en samlebetegnelse for og forklaring på alt det, der er uforståeligt, afvigende eller moralsk forkasteligt.

Jeg fortalte engang min mor en historie om en mand, der lagde tegnestifter i bunden af barnevogne parkeret uden for supermarkeder, og min mor, der ellers må siges at være bekendt med psykisk sygdom, udbrød intuitivt: »Han må jo være psykisk syg.«

Denne tankegang er ikke mærkelig, mediernes dækning af psykisk sygdom taget i betragtning. En undersøgelse foretaget af forskningsinstitutionen KORA fra 2015 viser, at der er en signifikant overvægt af negativt vinklede indlæg om psykisk sygdom, samt at kriminalitet er det mest hyppige tema i den danske medieomtale af emnet. Sammenhold det med, at forskning på området peger på, at personer med psykiske lidelser ikke er mere tilbøjelige til at være voldelige end personer uden, mens personer med psykiske lidelser omvendt oftere er ofre for vold. Mediefremstillingen er altså ikke bare snæver, men også decideret misvisende.

Det giver sjældent mening at forklare bestemt adfærd, holdninger eller livsstil med psykisk sygdom som sådan. Det europæiske diagnosesystem ICD-10 dækker over et væld af forskellige psykiatriske diagnoser, der adskiller sig fra hinanden, ligesom den enkelte diagnose kan udarte sig meget forskelligt fra menneske til menneske.

At forklare nogens afvigende tilbøjelighed eller uhensigtsmæssige adfærd med psykisk sygdom alene svarer til at forklare sin arbejdsgiver, at man ikke kan arbejde ved computer, fordi man har en fysisk sygdom. Holdbarheden af undskyldningen afhænger i vid udstrækning af, hvilken sygdom man har. Er det leddegigt i fingrene, giver det mening, men er problemet en brækket tå, er det svært at acceptere begrundelsen.

Psykoterapeuter og behandlere er i dag vidner til en kulturel ødelæggelse, siger den engelske psykoterapeut og forfatter Susie Orbach i et interview med den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud om globaliseret kropshad
Læs også

Mediernes negative vinkling og den sproglige stigmatisering af psykisk sygdom betyder, at vi tyr til subkategorisering, når vi selv eller vores nærmeste rammes af psykisk sygdom: Vi betragter det som et undtagelsestilfælde, for det er svært at acceptere, at man selv eller ens nærmeste skulle høre til i en kategori, der udelukkende knytter sig negative konnotationer til.

Begrænsede muligheder

Stigmatisering er en magtpraksis, der afstikker og begrænser handlerum for såvel den stigmatiserende som den stigmatiserede. Når vi taler om, at vi er vores psykiske sygdom, bliver det legitimt at afvise en jobkandidat med (tidligere) psykisk sygdom. Når vi i flæng kæder negative fænomener sammen med psykisk sygdom, virker det ikke mærkeligt, at hver femte ifølge Det Centrale Handicapråd ikke ønsker at have en kollega med psykisk sygdom.

Psykisk sygdom er hverken forbeholdt bestemte samfundsgrupper eller et usædvanligt fænomen – foreningen Bedre Psykiatri refererer f.eks. til, at hver tredje dansker i løbet af et liv vil få en psykisk sygdom, mens hver tredje vil være pårørende. Det er altså noget, der vedrører alle, alene fordi det er noget, der kan ramme alle. Vi vil alle – uagtet hvilken tredjedel, vi tilhører – have gavn af at lære lidt mere om, hvad psykisk sygdom er, og måske særligt, hvad det ikke er, og få rusket op i de rigide og begrænsende ideer, der knytter sig til begrebet.

Cæcilie Lippert-Rasmussen er bachelor i statskundskab og studerer psykologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det virker ganske rigtigt meget anakronistisk med et jobafslag på baggrund af tidligere sygdom/erfaringer. Det er jo meget almindeligt at ansætte tørlagte alkoholikere i arbejdet med alkoholmisbrugere, og tidligere kriminelle i SSP.

Karsten Aaen, Else Marie Arevad og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Må lige foreslå noget en fremgangsmåde, som jeg engang rådede en veninde til - hendes datter havde anorexi. (Vi vidste, det kunne være begrænsende ift fremtidige jobs).

Lav en klar aftale med den praktiserende læge: Journalen skal KUN findes på skrift - intet elektronisk. Intet overhovedet. Ved, vellykket, færdigbehandling, destrueres journalen.

Michael Kongstad Nielsen

En arbejdsgiver har da ikke adgang til ens sygejournal. Man behøver da ikke at oplyse om det.
Nu ved hele Danmark det.

Mette Poulsen, Henriette Bøhne og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

niels astrup
I gamle dage kunne arbejdsgiveren bede om en lægeerklæring ved langtidssygemelding.
I dag kan kommunen tjekke en persons sygdom ved henvendelse til praktiserende læge, Men lægen er ikke forpligtet til at give nærmere oplysninger om sygdommen.

I al almindelighed er lægen personens ven, og beskytter eller helbreder, ikke allieret med arbejdsmarkedet.

Michael Kongstad Nielsen

I den her omtalte sag er der i øvrigt ikke tale om en sygemelding, men om en ansættelses-samtale,
Jobsøgeren er rask, og ikke syg. Hvordan kan arbejdsgiveren have informationer om ansøgerens tidligere sygdomme?

Søren Kristensen

Det burde ikke være noget problem for dig, for en virksomhed med den holdning (og ansættelsesprocedure) har du formodentlig ikke lyst til at arbejde for alligevel.

Er det ikke ulovligt ifølge forvaltningsloven at sætte regel over skøn.? Altså man må ikke bare henvise til en selvlavet regel, man skal træffe beslutninger ud fra det saglige og faktuelle kriterier, i dette tilfælde ansøgerens kvalifikationer. Ansættelse af nye medarbejdere skal foregå i overensstemmelse med forvaltningsloven på en offentlig arbejdsplads. Det lyder helt skørt at det skulle foregå på den måde.

Anne Mette Jørgensen

Hvis der i ansættelsessamtalen stilles spørgsmål til ansøgeren om vedkommende selv har lidt af en spiseforstyrrelse, skal ansøgeren enten lyve eller nægte at svare.
Hvem tror, at ansøgeren vil få jobbet!
Arbejdsgivere stiller alverden private spørgsmål uanset om det er ok eller ej.
Men ve den ansøger, som spørger en arbejdsgiver.
Det er virkeligheden

Michael Kongstad Nielsen

Vi taler om :
- et socialt rehabiliteringscenter for unge, der døjer med spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd.
Er det en offentlig arbejdsplads? Meget tænkeligt. Men den kan sagtens have egne regler for ansættelse af relationsmedarbejdere. Skøn under regel som forvaltningsretlig princip kan ikke bruges her, for et skøn indgå i reglen, hvorefter skønnet ikke kan underlægges endnu en regel. Skønnet skal være frit.

Med hensyn til at svare på spørgsmålet i ansættelsessamtaler kan man nemt kravle ud ved at henholde sig til, at man ikke skal svare på noget, arbejdsgiveren ikke har ret til at få svar på.
Det kan gøres elegant på en måde, der løfter muligheden for at få jobbet.