Læserbrev

Folkebevægelsens fake news-fabrik

11. november 2017

»Når kommunerne og regionerne år efter år må skære på velfærden, så har det rigtig meget med EU at gøre.«

Sådan siger Folkebevægelsen mod EU’s enlige medlem af Europa-Parlamentet, Rina Ronja Kari, i en ny video på sin facebook-side i anledning af kommunal- og regionsrådsvalgene den 21. november.

Videoen er en del af en kampagne fra Folkebevægelsen mod EU, hvor den beskylder EU for at være den direkte årsag til nedskæringer og reformer i den offentlige sektor i Danmark. De indledte kampagnen i sommer, og Rina Ronja Kari har blandt andet beskyldt EU’s budgetkrav og finanspagt for at være den direkte årsag til fyringerne af de 2.000 ansatte, der sidste år blev afskediget i den offentlige sektor.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Og kampagnen resulterede da også i en invitation fra DR’s Detektor til Rina Ronja Kari, der måtte ind og stå skoleret. I programmet blev hendes påstande fuldstændig tilbagevist af både EU-Kommissionen, Finansministeriet og af en professor med speciale i EU-ret. Så burde den jo egentlig ikke være længere.

For det er ene og alene den danske regering, der bestemmer, hvordan pengene i det offentlige budget skal fordeles her i landet. Og det kan næppe overraske hverken Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari eller nogen anden, at vores borgerlige regering ønsker en mindre offentlig sektor. Det er en politisk prioritering fra deres side, der absolut intet har med EU at gøre.

Det er falske nyheder, og det er med til at ødelægge den politiske debat, hvor det skaber unødvendig forvirring hos vælgerne. Det værste er næsten, at Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mod EU fortsætter kampagnen på trods af, at de blev banket godt og grundigt på plads af Detektor.

Det efterlader ikke meget tvivl om, at de er fuldt ud bevidste om, at de spreder falske nyheder. Det er uanstændigt, og det klæder dem bestemt ikke. Jeg troede egentlig ikke, at vi i Danmark havde den slags fuldstændig iscenesatte kampagner af fake news. Det forplumrer den debat, der egentlig burde handle om de vigtige valg den 21. november.

Ole Christensen, medlem af Europa-Parlamentet (S)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Andersen

Tænk at kæmpe for det kaos som storbritanien er endt i. Tænk at kæmpe for et nationalstaternes Europa hvor det bliver alle landenes kamp mod hinanden med miljø og sociale rettigheder som de sikre tabere. Torskedumt...

Nils Grøngaard

Ah, ok, så EU er udelukkende et apolitisk koordinationsforum til at sikre flæskepriserne. Hmm, synes at jeg har hørt det før...

Undskyld, Ole Christensen, jeg er bare en menig vælger, men en som tror på at man har lov til at tænke selv. Uanset hvad embedsfolk, professorer og Detektor ellers påstår.

Der er masser af økonomisk politik i EU, herunder såvel protektionisme (landbrugsstøtten, ikke mindst) og neoliberalisme (fx 3% loftet over nationale budgetunderskud).

Så selvfølgelig påvirker EU rammerne for den økonomiske politik i DK. Hvis det er nyt for en EU-parlamentariker med 13 års erfaring, bør en rød lampe lyse. Hvis ikke bør en anden rød lampe gøre det samme, for så er det jo... fake news.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

@Niels

Så der er neoliberalt at vi danskere ikke må stjæle mere end 60 mia. kroner om året fra fremtidige generationer.

Og nej, EU forhindrer ikke Danmark i at sætte skatterne op og masseansætte offentlige ansatte. Og det er præcis dette som Rina baserer sine håbløst forkerte påstande. Men hun, Folkebevægelsen og Enhedslisten må åbenbart være løbet tør for argumenter siden man finder det nødvendigt at føre den værste form for skræmmekampagne.

Skræmmekampagne præcis som da Pernille Skipper fremførte at den fri abort ville falde hvis vi stemte ja til at fjerne retsforbeholdet.

Nils Grøngaard

@Thomas:

Tyveri og tyveri... kan man stjæle fra sig selv? For det er jo det der er tale om. EU begrænser med sin stabilitetspagt (skønt ord!) medlemslandenes frihed til at disponere deres økonomi. Det kan man mene er en god ide eller det modsatte, men det er et faktum at det er sådan.

Jeg har ikke set Folkebevægelsens kampagnevideo, men citatet i starten af Ole Christensens indlæg taler om at "det har rigtigt meget med EU at gøre" når kommuner og regioner at gøre. Er det forkert?

I mine øjne bliver Folkebevægelsen i denne sag slået i hovedet med juridisk-forvaltningsmæssige teknikaliteter. Dette frem for at man tager en diskussion af de store linjer i den økonomiske politik, som vel bør interessere den brede befolkning mest.

Det er nemt at sige nej, og det gør vi flittigt.
Vi har brug for nogle, der vil se realiteterne og sige ja til fællesskab.
For meget længe siden sagde vi: ”Proletarer i alle lande foren jer”.
I dag siger vi vist noget andet.