Læserbrev

Folketinget spænder fortsat ben for midlertidige studieboliger

4. november 2017

København oplever i disse år en nærmest desperat mangel på ungdomsboliger. Det skyldes blandt andet, at et bredt flertal i Folketinget de senere år har øget optaget på de videregående uddannelser. Det bakker vi op om, men som hovedstad er det en udfordring for os at nå at bygge til tilstrækkeligt mange nye studieboliger.

Midlertidige studieboliger gør det nemmere at sikre tag over hovedet til de studerende, mens vi sideløbende arbejder på at sikre flere permanente ungdomsboliger. Derfor blev vi også glade, da et bredt flertal i Folketinget lyttede til vores ønske om at gøre det nemmere for kommunerne at tillade opførelsen af midlertidige boliger til studerende. Blandt andet har den ansvarlige minister, erhvervsminister Brian Mikkelsen, om en ændring af planloven udtalt: »Vi fjerner bureaukrati, giver noget mere frihed, så kommunerne kan lave mobile, midlertidige studieboliger« og »Det er det eneste, der må bygges, ellers skal der være lokalplaner og alt det andet, der skal til i en kommune for at få bygget boliger.«

Både studerende og lokalpolitikere regnede derfor med, at vi fremover ville kunne tillade selv meget store projekter med studieboliger uden at skulle lave en lokalplan, der kan tage op i mod et år at lave.

Men når vi sidder med den nye lov i hånden, fremgår det meget klart, at ændringen af planloven ikke fjerner kommunens pligt til at foretage en konkret vurdering af, om et projekt med containerboliger kræver en lokalplan. Det betyder, at vi som kommunalpolitikere er efterladt i en situation, hvor vi i flere tilfælde kun kan skuffe både studerende og private bygherrer på grund af løfterne fra Christiansborg. Til trods for at vi i Teknik- og Miljøudvalget er enige om, at København skal have så mange midlertidige studieboliger som muligt, og at de midlertidige studieboliger kan bidrage positivt til omgivelserne og byen, så skal vi stadig tage hensyn til projektets volumen, omgivelserne og antallet af boliger i en konkret vurdering af, om der er pligt til at lave en lokalplan.

På godt dansk er det en ommer, og vi må konstatere, at ministeriet ikke har udformet loven i overensstemmelse med de politiske ønsker. Det kan vi kun opfordre flertallet i Folketinget til at rette op på.

Allan Mylius Thomsen (EL), Ayfer Baykal (SF), Flemming Steen Munch (V), Heidi Wang (LA), Jakob Hougaard (S), Jakob Næsager (K), Lars Weiss (S), Mette Annelie Rasmussen (RV), Morten Kabell (EL), Niels E. Bjerrum (S) og Ninna Hedeager Olsen (EL) er fra Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Virker det ikke mere som mobning af Københavns kommune, når regeringen ikke vil lade kommunen opsætte nogle midlertidige boliger til de unge og studerende?
Regeringen har ellers talt meget om at de ville nærmest afskaffe Planloven og lade mange flere bygge hvad de vil og næsten hvor de vil også uden ansøgninger og høringer osv. - Men det gælder åbenbart ikke for Københavns kommune .
Ønsker regeringen virkeligt at flere unge skal bo på gaden eller på sofaen hos familie og venner?????