Det er ikke kun udenlandske forskere, der ikke må dele ud af deres viden.
I DR2’s Deadline den 26. november blev det oplyst, at en aftale med forskere fra Aarhus Universitet om deltagelse i diskussionen i aftenens program var blevet aflyst.
Aflysningen skyldtes angiveligt, at rektor og dekanen havde besluttet, at kun professor Jørgen E. Olesen måtte udtale sig om sagen. Forskerne havde ellers i Berlingske erklæret sig enige i kritikken af Landbrugspakken.
Det virker åbenlyst urimeligt, at viden om et emne af åbenbar og betydelig samfundsmæssig interesse på den måde kan holdes tilbage fra offentligheden.
Et flertal i Folketinget bør forbyde, at forskere får mundkurv på – det være sig af deres arbejdsplads, af politikere eller af private – medmindre der er helt ekstremt tungtvejende grunde til det, for eksempel indlysende hensyn til landets sikkerhed.
Det er det samme i sagen om det radioaktive affald på Risø.
21.3.13 fortalte chefkonsulent Peter Gravesen, GEUS, i et foredrag i Dansk Geologisk Forening i Aarhus, at han er den eneste i GEUS, der må udtale sig om sagen til offentligheden.
30. november 2017 skriver forskere ved Aarhus, at de IKKE har fået mundkurv på i sagen. Helt fint, hvis det er rigtigt, men ændrer intet ved det principielle spørgsmål om forskeres ytringsfrihed, da det er sket i andre tilfælde.