Klumme

Det er ikke i det forjættede land, man bliver lykkelig. Men i længslen efter det

Det, mennesker frygter mere end noget andet, er paradoksalt nok at mangle manglen. Det er forbrugssamfundets brændstof og den angst, der skal manipuleres med, hvis vi ønsker omstilling i stedet for depression
Det, mennesker frygter mere end noget andet, er paradoksalt nok at mangle manglen. Det er forbrugssamfundets brændstof og den angst, der skal manipuleres med, hvis vi ønsker omstilling i stedet for depression

Franz Marc Frei

Debat
16. november 2017

Jeg er atter kommet tilbage til Paris fra Danmark. På vej ind mod Paris, den sædvanlige strøm af biler, hvide lys den ene vej, røde den anden.

Smukt er det, rigt, en helt kolossal ødselhed. På et højhus ved motorvejen vender og drejer en ret afklædt dame sig på en i bogstaveligste forstand tårnhøj reklame – ligesom i filmen Bladerunner. Endnu uden Bladerunners gule dystopi og ødelagte byskaber.

Jeg har atter taget flyvemaskinen, denne gang for 500 kr. tur-retur. Påfyldningen og afstigningen har kreaturvognes effektivitet, maskinerne kapitaliseres til det yderste, samtidig med at der bliver flere og flere af dem. Det burde halveres, men fordobles nok snarere inden 2050. Jeg kan ikke frasige mig at være del af dette maskineri, hvor konkurrence har ført til så lavt et prisleje, at jeg kan tage fly, som jeg tager bus. Det gør jeg så, og jeg ved godt, jeg ikke burde. Men der er jo altid noget, jeg lige skal, og når jeg sagtens har råd, så gør jeg det.

Jeg gør det, jeg har lyst til.

Mens bilen sidder fast i den lysende kø, tænker jeg over, hvordan denne ødselhed kan standses, som kommer til at bringe en ende på selve menneskeheden. Hvordan stoppe mig selv?

Kreaturer bevæger sig efter behov, det gør mennesker også til en vis grad. Sult, tørst, bolig – tryghed, kort sagt. Det er de første bevæggrunde. Man kunne forestille sig, at man, når man havde fået behovene dækket, var tilfreds.

Sagen er så bare, at mennesker netop ikke er kreaturer som de andre. Vi lægger os ikke og tygger drøv, når vi har opnået det basale. Også selv om det absolut ville være det bedste for kloden.

Det skyldes noget meget paradoksalt ved menneskevæsnet, og her kan psykoanalysen forklare noget om det amokløb, kapitalismen har sat i gang.

Begæret vil altid have mere

Menneskets største angst er ikke at komme til at mangle noget. Jo, jo, den er stor, den angst. Men det er ikke den angst, der præger de mange mennesker, der sidder i hver sin bil på vej ind til Paris og i flyvemaskinerne på himlen.

Menneskets største angst er at mangle manglen.

Ikke at begære noget mere – og begær er noget andet end behov – hedder depression. Det ved enhver, der kender et deprimeret menneske. Man har ikke lyst til noget.

Vi gør, hvad vi har lyst til, og denne lyst er livsvigtig. Der er nødt til at være noget, vi har lyst til. Det er denne lyst, kapitalismen og forbrugssamfundet udnytter til mindste dråbe. Også af jordens ressourcer. Livslysten, der begyndte samtidig med videbegæret, da der – som myten beskriver det – blev rakt ud efter frugten i paradisets have, er nu blevet oversat til at være en lyst til den ene ting efter den anden. Den ene flyvetur efter den anden, alt det vi ønsker, men altid mere til. Det er en lyst, som i selve sit princip skal være umættelig.

Det er for længst bevist, at folk ikke bliver lykkeligere, jo rigere et samfund er – når man er nået ud over behovet. Østtyskerne troede måske, lykken ville være (over)forbruget i Vesttyskland. Mange begræder fællesskabet, der lå i længslen efter det forjættede land. Det, som er så svært at tænke, er, at det rent faktisk ikke er i det forjættede land, man er lykkelig. Men i længslen efter det.

Den måde, man kan få mig og alle de andre til at holde op med at flyve så meget eller at køre i bil ud og ind af Paris, er ved at sætte prisen op. Det kræver politisk vilje. En slags overjeg, der styrer begæret, som jo altid vil have mere. Sådan er det bare – begæret.

Vi har så svært ved at tænke, at det rent faktisk kunne være meget bedre. At vi kollektivt kan beslutte at beskytte den individuelle barnlige glæde, som begæret er, når behovene først er dækket.

Resultatet kan blive, at længslen vokser. Glæden. Det antidepressive. Fordi vi så sikrer vores ... mangel og deler den med andre. Med glæde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Kan tydeligt huske, hvordan det var at køre i bus engang i midtfirserne, hvor der var en slags kollektiv afgørelse af at afdæmpet musik var dejligt. Og måske at synge sammen. Eller spille guitar og synge.
Hvorimod nu er det blevet til et eller andet drukorgie med mobning som fremmeste ingrediens.

Torsten Jacobsen

Jeg savner det personlige ansvar i Tine Byrckels analyse. Men måske har hun ret? Selv voksne mennesker er som bevidstløse børn, der skal sættes på plads af 'Far' og 'Mor', her i form af det 'overjeg' som Tine Byrckel i en decideret misforståelse eller måske snarere bevidst omskrivning af begrebet, gør til et eksternt og ikke et internaliseret fænomen.

Det er selvfølgelig også en mulighed at ikke alle voksne mennesker er begærlige - egoistiske? - børn? Voksne børn, som ikke kan styre sig selv i mødet med 500 kroners-billetter til paris, og som dermed medvirker til på en og samme tid at forværre klimakrisen, undergrave arbejdsvilkårene for ansatte i luftfartsindustrien - og sådan på et mere overordnet plan medvirker til at konsolidere netop den amokløbne kapitalisme, som de ifølge analysen ikke kan leve uden?

Måske er Tina Byrckel for Klimaet og for kampen mod stadig ringere arbejdsvilkår, hvad en Harvey Weinstein er for kampen for kvinders rettigheder og kampen mod seksuelle krænkelser?

De flyver da unægteligt i cirka samme moralske højde - som bevidstløse og begærlige børn har for vane... Gør de ikke?

Flemming Berger, Frede Jørgensen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Torsten Jacobsen, der var ingen censorer eller overdommere i min tid.
Det var en fri tid, jeg ønsker mig tilbage.

Altid læseværdige Tine Byrckel, vores kvinde i Paris.

En lille kommentar: Depressionen er ganske rigtigt begærets dialektiske modsætning - men hvad er da dialektikkens ophævelse?

Svaret er fred. I de germanske sprog er fred tilmed elegant furbundet med tilfredshed - og tilfredsheden i betydning fuldkommenhed, mæthed, afrundethed er den perfekte ophævelse af den evindelige eksistentielle sult.

Dette er den ultimative spirituelle transcendente erfaring - og nøglen til den hellige gral her i livet - intet mindre.

/O

Torsten Jacobsen, Peter Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

I gamle dage ude på landet gjaldt det om ikke at mangle noget. Ved den tilstand var man tilfreds. Højere gik kunsten ikke. Lykke var ikke et omtalt begreb - det var kun noget, man af og til følte for sig selv, når dagen var forbi.
Denne bondehusholdning, som vi alle er rundet af for ikke længe siden, tog mange med sig til storbyen og holdt i ave på Vigerslev Alle, III, tv. eller Godthåbsvej, st, så mange 2. og 3. generationsindvandrere fra landet kender ikke særlig godt den mentalitet, Tine Byrckel opruller for os her... At mangle er kendt, men ikke at mangle manglen, som vist må sidstilles med et misbrugsproblem

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tine: Læser ellers altid dine artikler med udbytte, men denne gang går den ikke. Hvorfor opgiver du ikke dit hus i Frankrig og dermed flyvningen og flytter hjem og melder dig ind i en af klimakampen mange forgreninger, når det nu falder dig så hårdt for brystet at sidde i bilkø ind til Paris? Hvad skal vi med psykoanalysen, når den ikke får os til at føre en anden livsform? Det samme kan man selvfølgelig sige om kristendommen, socialismen og alt muligt andet, der ikke får os til at blive på jorden. Skriv en artikel om, hvad der kunne få dig til at leve et liv.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med din artikel denne gang.

Er jeg den eneste der ikke forstår en disse af hvad artiklen handler om og hvad skribenten vil med den? Enten er jeg ualmindeligt snotdum eller også er artiklen ualmindeligt højtragende og intetsigende. Har læst den flere gange nu og jeg forstår stadig intet. Someone enlighten me, please. Vil da gerne blive klogere, hvis der er noget at blive klogere på.

Torsten Jacobsen

Heidi Larsen,

Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvad Tine Byrckel vil med artiklen, men jeg skal da gerne forsøge mig med en udlægning af teksten:

Desværre bliver det sikkert også både højtragende og intetsigende, så inden jeg kommer så langt vil jeg tilbyde en meget kortere version:

Tine Byrckel er som en fisker der siger, at indtil der bliver indført kvoter, så har han sgu tænkt sig at fortsætte sit overfiskeri!! Bum og Basta!

Og så videre til den højtragende og lange version:

Tine Byrckel, som er en både forstandig og progressiv kvinde (forhold der er væsentlige for forståelsen af den foreliggende tekst), sidder i sin bil i en kø på indfaldsvejen til Paris, da hun pludselig kommer til at tænke på det i grunden ganske urimelige i, at hun - en progressiv kvinde - ikke har lagt sin livsførelse om som reaktion på de stadig mere deprimerende og dagligt forekommende nyheder om klodens akut kritiske og stadig forværrede tilstand. Ikke mindst klimakrisen spøger sikkert i hendes bevidsthed, da det jo ikke er mange dage siden, at nyheden om at co2-udledningerne igen er stigende på verdensplan var fremme i medierne. En så nedslående kendsgerning rammer de fleste hårdt, må man formode, og særligt hårdt rammes sikkert det progressive menneske, som netop er stået ud af 500-kroners flyet efter endnu en af årets mange flyrejser Frankrig-Danmark Tur/Retur.

Med andre ord kan man sige, at Tine Byrckel møder sin skygge, der på indfaldsvejen mod Paris: Skyggen, forstået som erkendelsen af, at ikke blot er hun i stand til at handle i klar modstrid med de principper hun tror på - dvs besejre eller i hvert fald undertrykke det gode i sig selv (lyset) - nej, hun handler faktisk i vid udstrækning i klar modstrid mod disse principper.

En sådan indsigt - "Jeg lever ikke op til mine egne, højeste principper" - er ubærlig for individet: Kært barn har mange navne, selvfølgelig, men googler man begreber som 'Ego Threat' og 'kognitiv dissonans', kan man hurtigt danne sig en forståelse for, hvad der er på spil: Det er selvfølelsen i sin helt grundlæggende forankring, som er truet.

Derfor må den psykiske smerte opløses, og det hurtigt. Måske en let omgang hjernegymnastik og rationalisering - man er som sagt en forstandig kvinde - kan afbøde de værste konsekvenser?

Sådan går det i hvert fald, for mig at se, i Tine Byrckels tilfælde: I stedet for at anerkende at skyggen på et væsentligt livsdomæne har overtaget styringen (og så indlede en kamp for at tage styringen tilbage), vælger Byrckel at rationalisere sig ud af sit eget svigt*.

At der er tale om en rationalisering, er selvfølgelig også det, som giver ikke blot jeg selv men også andre læsere problemer med teksten: Dens interne logik er ikke tydelig eller acceptabel for udenforstående, netop fordi Byrckel i sidste ende taler til (forsvar for) sig selv. Og man behøver egentlig ikke at læse længere end til det afsnit, hvor Tine Byrckel anvender begrebet 'ødselhed' (!!) som en eufemisme for grådighed, for at forstå hvad der her er på færde.

Men læser man videre, og ser man gennem det psykoanalytiske spilfægteri, vil man opdage at teksten - som det efterhånden er fast kutyme i de debatindlæg, der findes værdige til Informations spalter - har som sit hovedformål at omgøre et personligt svigt* til et kollektivt ansvar:

"Vi er alle grådige - nånej, ødsle - ikke sandt, og derfor er jeg, arme synder, ikke mere dadelværdig end enhver!".

Se, det er jo noget af en påstand! For det er vel i grunden ikke enhver, som pendler mellem Paris og København på billetter til spotpris, er det det? Det er vel rent faktisk ikke enhver som i samme grad som en Tine Byrckel har draget så stor personlig nytte af det eksisterende system og de eksisterende strukturer, er det det? Ja faktisk kan man måske endda ligefrem forestille sig mennesker, som ikke blot 'gør det de har lyst til', netop fordi disse mennesker kan se, hvor en sådan ansvarsløshed og grådighed fører hen?

Men den slags mennesker findes ikke i Tine Byrckels tekst. Der findes kun Tine Byrckel, hendes svigt* og hendes ærligt talt lidet overbevisende forsøg på at undslippe sin egen skygge...

Og det er da i grunden en skam...!

*Jeg dømmer ikke Tine Byrckel her. Det klarer hun for mig at se fint selv. Det er netop det selvoplevede svigt, som må bortrationaliseres for enhver pris. Omgivelsernes dom er i den sammenhæng af sekundær betydning.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Johnny Winther Ronnenberg, Heidi Larsen og Marianne Bjerg anbefalede denne kommentar

Hæh :-) ... .. det er sgu' godt beskrevet Torsten Jacobsen .... og hvis rationaliseringen følges lidt længere, så ender vi med, at det hele er samfundets og politikernes "skyld" .....

God week-end til dig og alle andre der forhåbentligt læser med ..

Grethe Preisler

Julegaven til manden der har alt

Er De bekneb for noget til at mangle Deres mangler med, så smut en tur med Ryanair på juleindkøb til Byernes By og køb et manglebræt af gammel dansk oprindelse på loppemarkedet i Rue de la Paix.

Torsten Jacobsen, af hjertet tak for din gode (og absolut ikke højtragende) forklaring. Nu forstår selv jeg hvad det her går ud på :) God fredag.

Det forfatteren vil med artiklen er:
1. Selverkendelse.
2. Påstå at vi individer ikke kan opføre os ansvarlige i forhold til klima-situationen. Derfor foreslår hun at der lægges afgifter på alle varer og serviceydelser, for derved at få reduceret vores volddrift på vor kære moder jord. Høje afgifter kræver politisk vilje. Så hun opfordrer læseren til at opbygge den fornødne vilje.

Hun har ret. Der er ikke andre løsninger. En god start ville være en fordobling af benzinpriserne. Året efter en yderligere fordobling. Herved stiger priserne på alle varer og serviceydelser. Invester alle de inddrevne afgifterne i grønne teknologier og grøn forskning.