Kommentar

Fri os fra neofeminismen

Feminismen er på vildspor: Den har opgivet at kæmpe for lighed med kønnene og er gået over til at fejre en distinkt kvindelig identitet i stedet
Vi ser i dag den dominerende feminisme som offerdyrkende, puritansk og grundlæggende sexistisk. Det er kommet spektakulært til udtryk i den igangværende kampagne imod sexchikane, men tendensen går flere år tilbage – ikke mindst i Frankrig i kampen mod al slags prostitution, herunder i kriminalisering af sexkunder, der ses som eksklusivt maskuline og pr. definition som overgrebspersoner.

Vi ser i dag den dominerende feminisme som offerdyrkende, puritansk og grundlæggende sexistisk. Det er kommet spektakulært til udtryk i den igangværende kampagne imod sexchikane, men tendensen går flere år tilbage – ikke mindst i Frankrig i kampen mod al slags prostitution, herunder i kriminalisering af sexkunder, der ses som eksklusivt maskuline og pr. definition som overgrebspersoner.

Sara Galbiati

1. december 2017

Feminismen i dag er umulig at genkende sig selv i for feminister fra min generation. 

Jeg, og mange af mine medsøstre, som gik aktivt ind i Frankrigs kvindesagsbevægelse, MLF (Mouvement de Libération des Femmes) fra 1971, oplever i dag i stigende grad, at feminismen er faret vild. 

Vi ser i dag den dominerende feminisme som offerdyrkende, puritansk og grundlæggende sexistisk. Det er kommet spektakulært til udtryk i den igangværende kampagne imod sexchikane, men tendensen går flere år tilbage – ikke mindst i Frankrig i kampen mod al slags prostitution, herunder i kriminalisering af sexkunder, der ses som eksklusivt maskuline og pr. definition som overgrebspersoner.

MLF var fra 1970’erne delt i to hovedstrømninger.

På den ene side De Revolutionære Feminister, som var antiklerikale ’rødstrømper’. De gennemførte ’provokerende’ symbolske aktioner, f.eks. udgav de De 343 tævers manifest for retten til abort. Marie Jo-Bonnets gruppe Røde Lebber (Gouines Rouges) var en del af denne emancipatoriske strømning og gjorde krav på seksuel pluralisme for kvinder som for mænd.

På den anden side stod bevægelsen Psykoanalyse og Politik, som søgte forskansning i en særlig feminin niche og udviklede ideen om en feminin natur centreret omkring moderskabet og en seksualitetstype, der skulle være karakteriseret ved blidhed og ømhed. 

Den hvide mand

Det er i sidstnævne logik, de aktuelle kønskampe indskriver sig med deres fokus på den ’hvide dominerende mand’, der ses som iboende aggressiv med en giftig seksualitet. Jeg foreslår, at vi kalder den aktuelle afstrafningsorienterede strømning for ’neofeminisme’, hvor præfisket ’neo’ på en gang tilkendegiver kontinuitet og forræderi imod det oprindelige grundlag.

Forløbere for den aktuelle neofeminisme fandtes da også i 1970’ernes kvindebevægelse, men i dag er den neofeministiske position blevet dominerende og er tæt på at få alternative forestillinger om kvindefrigørelse til at forstumme.

Neofeministerne anerkender ikke, at kønnene i Vesten i de seneste årtier trods alt langsomt er blevet mere lige. Fokus for deres kamp er ikke længere større lighed mellem kønnene, men at fejre forskellen på dem og den kvindelige identitet.

I stedet for at gøre krav på lighed mellem mænd og kvinder – i forhold til intelligens og positive menneskelige egenskaber såvel som i forhold til negative som dumhed, middelmådighed – lovpriser disse bizarre feminister en femininitet, hvis særpræg skulle være blidhed og fysisk svaghed, som igen skulle afspejle kvinders principielle overlegenhed.

Stik imod tidligere kampes mål taler de for at fravægle p-piller og gøre brystamning obligatorisk, fordi det skulle konsolidere båndet mellem mor og barn og styrke kvindens rolle.

I neofeministernes optik findes der slet ikke dominerende kvinder. Der findes ikke kvinder med seksuel erobrertrang. Der findes ikke aggressive kvinder (i Frankrig fortæller tallene en anden historie: hvert år bliver 80.000 mænd offer for vold fra deres kvindelige partner). Og der findes ikke kvinder, der benytter sig af mandlige prostitueredes ydelser (antallet af escort-drenge i Storbritannien anslås til 15.000). Neofeministerne kunne da heller aldrig drømme om at udtrykke beundring for kurdiske krigerkvinders kamp mod Islamisk Stat.

Ved at lade begrebet om køn (socialt konstrueret) glide over i en radikal forskel mellem kønnene, bidrager neofeminismen til a priori at gøre kvinder til bytte for mænd, på gader, på arbejdet, i hjemmet.

Under påskud af at ville bekæmpe dominerende arketyper for virilitet, giver man afkald på at opdrage piger ligesom drenge. Ved at dæmonisere mænd og deres ’lave instinkter’ slutter neofeminismen sig til de mest reaktionære forsvarere for kønsrolleforskelle og kønsadskillelse.

Slør mod liderlighed

Neofeministerne tager imod såkaldte ’islamiske feminister’ som medsøstre og deler deres opfattelse af, at tilsløring af kvinder er nødvendig beskyttelse mod mandlig liderlighed. Ved at naturliggøre kvinden og relationerne mellem mand og kvinde fornægter neofeministerne de kulturelle og historiske dimensioner i kvindeundertrykkelse og forskellene i kvinders stilling i forskellige samfund verden over.

De kommer dermed til at støtte anslag mod kvinderettigheder som islamisternes krav om delvis eller fuld tilsløring af kvinder, isolation i hjemmet og reduktion af kvinden til fødemaskine.

Men som en ung egyptisk aktivistkvinde udtalte under en demonstration på Tahrir-pladsen i 2015, da deltagerne kastede tørklædet som markering af vilje til frigørelse:

»Jeg har veninder, som har kastet sløret og nu bliver udsat for mindre chikane på gaden. Tro mig, mange mænd betragter tilslørede kvinder som svage og skrøbelige og chikanerer dem derfor endnu mere.«

Neofeminismen og dens offerdyrkelse har intet at tilbyde sådan en egyptisk feminist. Det, de har brug for – og som kvinder generelt behøver – er mere af den gode gamle emancipatoriske feminisme. Kun sådan kan vi kvinder imødegå misogyne islamister og reaktionære i alle afskygninger.

Renée Frigosi, f. 1955, er fransk filosof og politilog. I en alder af 16 gik hun aktivt ind i den franske kvindesagsbevægelse, MLF

© Le Figaro og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Torsten Jacobsen
  • ulrik mortensen
  • Gustav Alexander
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
  • David Zennaro
lars søgaard-jensen, Torsten Jacobsen, ulrik mortensen, Gustav Alexander, Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan ikke erstatte hverken fjerdebølgefeminisme eller livmoderfeminisme med hvid feminisme. Indlægget vinder ingen klagbund hos en større masse.

Hvis man husker tilbage, så var det en hovedingrediens at angribe patriarkatet, få gang i krisecentre, hvor kvinder kunne søge ly for overgreb.
Det er først nu med et våben, der afslører og udæsker den grundlæggende ulighed mellem mænd og kvinder, at ting sker. Derfor er modstanden så stor: fordi det batter mere end noget andet, vi har set. Og det handler ikke om puritanisme, men om ligeværd.

Gustav Alexander

Steffen Gliese,

Det er vel mere en påstand end et argument. Det er vel konservativ puritanisme at argumentere for tilsløring af kvinder, mænds fundamentale 'voldtægtskultur' osv. Der kan vel ikke være meget kønslig frihed i anskuelser, der gør mænd til utilregnelige overgrebsmænd og kvinder til uforvarende ofre, der ikke er i stand til at hjælpe sig selv.

Tillad mig på den baggrund at komme med min egen påstand, som jeg synes underbygges af både artiklen og ovenstående linjer: Det handler ikke om ligeværd - Det handler om at individualisere os ud af strukturelle samfundsproblemer, således at magthaverne undgår substantiel kritik.

Egentlig finder jeg 'osteklokke' tendensen meget bekymrende her. Vi ser en del kvinder kommentere og ivrigt debattere feministiske indlæg, som de er enige med. Kunne man også få nogle af dem til at tage stilling til formaninger fra en gammel, klassisk feminist som ovenstående?

Det ville da alt andet lige være rart, hvis debatten kunne hæves fra "Ja, det er sandt!" og "Nej, det er forkert!" til noget mere reflekterende.

ulrik mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, lars søgaard-jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg ventede jeg med at kommentere for at se, hvad kvinderne har at sige til denne kritik. Og igen er der indtil videre kun mænd, der har kommenteret.

Skribenten er mindst lige så gammel som mig, så hun er en af dem, jeg kunne have været kæreste med, dengang jeg selv blev feminist. Altså dengang, man som mand lærte, at hvis man ville have sig et intimt forhold til en kvinde, skulle man behandle hende som et menneske. Men bemærk: Ikke som et gennemsnitsmenneske, derimod som et unikt, magisk, fascinerende og attråværdigt menneske.

Neofeministerne synes at fokusere på kvindens absolutte attråværdighed og uopnåelighed, hvor rødstrømperne så attråværdigheden mere som noget betinget - for nu at spidsformulere.

Jeg har lært, at for at kunne fordybe mig i det mysterium, som er Kvinden, skal jeg først bevise over for hende, at jeg er et menneske, der også, men ikke kun, ser hende som et menneske. Det er kvindens betingelse for et intimt forhold med en mand, i vore dage. Hun kan brødføde sig selv, så hun har ikke brug for et skaffedyr som førhen.

Fra mit synspunkt er det helt okay, jeg kan alligevel ikke lade være med at se kvinder som sexobjekter, og hvis prisen for at få lov til det er, at jeg skal opføre mig ordentligt og lade som om de bare er mennesker ligesom mig selv, er det helt okay med mig - selv om det er løgn, for de er netop ikke mennesker ligesom mig, men derimod på samme tid underskønne gudinder og farlige hekse, som kan give mig adgang til paradis - eller med et ord eller et blik eliminere min maskuline selvtillid på et splitsekund. Ingen mand i verden kan afvæbne mig på den måde, som en kvinde kan.

Så det fornuftige ville være at undgå kvinder. Hvad jeg så også gør, nu hvor jeg er blevet gammel og ligeglad - og så alligevel ikke. Fordi gåden er stadig ikke løst, kvinder er stadig dybt fascinerende væsner, og jeg føler mig stadig draget til at konversere dem for dog at få et lille indblik i mysteriet.

Og tro mig, jeg er træt af mine medmennesker, jeg ville holde mere af min kat, hvis jeg havde en, end jeg gør af andre mennesker. Så hvis kvinder bare var mennesker, gad jeg da ikke engang at tale med dem.

ulrik mortensen, Gustav Alexander og Trond Meiring anbefalede denne kommentar