Diagnosebegrebet funktionelle lidelser er begyndt at blive anvendt i vores social- og sundhedsvæsen. Diagnosen bruges om de patienter, der har det dårligt over længere tid, og hvor det er svært at finde ud af, hvad de fejler. Nogle af dem kan have komplekse fysiske lidelser såsom kronisk spændingshovedpine, vaccineskader med mere. Men også mere sjældne sygdomme.
Nogle patienter efterlyser dog, at symptomer på deres sygdomme inddrages i diagnosticeringen, så det anerkendes, at der både kan være tale om fysisk sygdom og belastet psyke med traumer efter eksempelvis kriser og overgreb.
Jeg mener, at der er behov for at se nærmere på, om patienterne gennem en tværfaglig løsning vil kunne hjælpes bedre. For eksempel i form af lokale centre tre-fire steder i landet med et personale bestående af speciallæger, ernæringsterapeuter, naturlæger, healere, akupunktører og mange andre faggrupper, som i samarbejde kan tilbyde en bred integreret udrednings- og behandlingstilgang. Disse centre skal også kunne bidrage med forskning og efteruddannelse, som kan lægge grund for en tidsvarende helhedstilgang.
Vi skal vægte det, der skaber værdi og livskvalitet for patienterne. En basal værdi er, at patienterne inddrages og har en høj grad af medbestemmelse på deres egen behandling. Og derudover at tilbyde dem alternativ behandling.
Louisa Bisgaard, kandidat til Regionsrådet i Region Midtjylland, Alternativet