Georg Metz: Hvorfor kan nogen finde på at ville antaste Inger Støjberg?

Hvorfor kan nogen finde på at ville antaste Inger Støjberg? Hvorfor kan nogen på et udrejse-/ udsmidningscenter finde på at antaste Inger Støjberg?

Hvorfor kan nogen på flugt i lange tider, som reelt ingen fremtid har, som frygter hjemsendelse til det, der er værre end Inger Støjberg, hvorfor kan sådanne finde på at antaste Inger Støjberg?

Hvorfor vil nogen, der kun møder afslag, som ikke har noget at miste andet end Inger Støjbergs omsorg, finde på at antaste Inger Støjberg? Hvorfor kan vidner til, at børn, der ikke burde være det sted, som Inger Støjberg besøgte uden hensyn til børnene, få den tanke at antaste Inger Støjberg?

Børn vel at mærke, der ikke i barns minde har kendt til fred, hygge, tryghed og fremtidsdrømme, som eksempelvis de har det i Sallingsund, fra hvilken fredelige egn man uden større afsavn, og såfremt uheldet er ude, kan stige til tinderne i det politiske hierarki og blive integrationsminister?

Hvordan kan nogen, der blot aner omfanget af Inger Støjbergs skiftende forklaringer og lodrette usandheder, og som gennemskuer midler og hensigt, få sig til at antaste Inger Støjberg?

Hvordan kan folk, der har læst i avisen, at Inger Støjberg serverer lagkage til sine medarbejdere, når hun har lavet 50 stramninger af love og bestemmelser, som principfast fikserer de indsatte i lejrenes retsløshed, og som omtaler disse mennesker, som det hedder i hendes korrupte sprog, med ringe skjult foragt. Disse mennesker kommer ikke som Inger Støjberg fra Salling og Hadsund, hvordan kan disse mennesker dog finde på at antaste Inger Støjberg?

Hvorfor er disse mennesker ikke tværtimod taknemmeligt forstående over for den byrde, Inger Støjberg bærer i sit vanskelige hverv, der er så tungt, at hun må tale mindre sandt, end godt er, for at hun kan mejsle flere tal på nederdrægtighederne ind i glasuren? Hvorfor udtrykker de udviste og afviste ikke glæde og begejstring, når de ser Inger Støjberg for en kvik bemærkning rulle ind i lejren iført sin fine sorte bil og rigelige livvagt?

Disse mennesker

Hvorfor kan man altid finde folk til at gøre ting og sager mod disse mennesker og altid i en højere sags tjeneste og med samvittigheden i ro parat til dåd og handlinger, som de villige utvivlsomt nødigt ville have påført sig selv? Hvorfor er medfølelse, indlevelse og viljen til at finde andre løsninger så nærigt fordelt?

Når myndighedspersoner i 1930’erne – åh nej, nu ikke det igen – når danske politifolk på ordre fra Justitsministeriet afviste tyske flygtninge ved grænsen, så man skævt til dem efter krigen og skrev bøger om Danmarks fatale svigt. Hvordan kunne man gøre det, anholde disse mennesker på grænsen og sende dem i favnen på Gestapo og den visse død?

Men det er ikke det samme i vore dage. Og det er det ikke desto mindre.

Disse mennesker, der har mistet deres land af den ene eller anden grund – og ikke kriminelle på flugt – mister jo dette land for noget nær evigt efter x antal år i eksil.

Der er forskelle fra land til land, fra flygtning til flygtning, fra tid til tid. Men var Anden Verdenskrig trukket ud i tre-fem-otte år mere fra oktober 1944 til lad os sige 1950, ville ikke så få danske jøder have slået rod i den svenske landflygtighed, ikke nødvendigvis med glæde, men ofte for børnenes skyld, og havde foretrukket eller rettere været nødt til at forblive i tilflugtslandet.

Det skulle ikke være så svært at sætte sig ind i.

Tænk nu, hvis fjenden en dag kommer til Hadsund, hvor ministeren i dag har sin bolig. Tænk nu: Efter at fjenden har sat sig på resten af Jylland, og Sjælland og Fyn ikke tager flere flygtninge, før de allerede ankomne er integrerede, så må Hadsunds befolkning jo flygte til Sverige. Men selv det tålsomme Sverige har fået nok og internerer hadsundborgerne og den kække Støjberg med henblik på hurtig og brutal hjemsendelse, så såre svenskerne skønner Hadsund sikker – uden at ane en skid om de faktiske forhold ved Mariager Fjord.

Hvad så, Inger Støjberg, den dag en svensk minister kommer anstigende uden anden besked end ringeagt for disse mennesker fra Hadsund?

Empati

Ja, grin du bare, men Historien lærer os, at det mest usandsynlige har det med at ske på de mest usandsynlige tidspunkter og på en endnu mere mest usandsynlig måde.

Hvem havde for eksempel troet, at Inger Støjbergs partileder ville have klaret skærene i sine gratis underbukser? Hvem havde troet, at hans forgænger efter kreativ bogføring var blevet statsminister? Hvem havde troet, at Big Donald Blowhard, som gamle Bush kalder den skandaløse præsident, nogensinde var blevet det?

Det sidste var i udgangspunktet nogenlunde så usandsynligt, som at fjenden kommer til Hadsund, og Inger Støjberg over hals og hoved uden bil og chauffør må afsted i nattens mulm til Sverige.

Empati er at bistå sine medmennesker i situationer, som man helst ikke forestiller sig selv i. Sådan set hvad kristendom blandt andet drejer sig om. Eller burde.

Men den side af sagen er onduleret til det forkvaklede i reformationsjubilæum og Luthers navn. At gøre det gode er af det onde, for den der gør det gode, tror sig frelst for sine synder, men frelse kan kun Gud. Derfor er det bedst at gøre det onde.

Inger Støjberg kan såmænd roligt lægge sine lagkagebunde sammen i bevidstheden om, at de, der ønsker hende, hvor peber gror, er lettede over, at hun ikke kom noget til forleden, samt trygge i forvisning om, at ministeren naturligvis ikke skamrider oplevelsen til fremme af politiske mål.

Pia Kjærsgaard mener apropos, at folkestyret er undergravet efter episoden i udsmidningscentret. Måske Folketingets formand bare et øjeblik kunne overveje, skønt det vist er meget forlangt, hvordan Inger Støjberg fremover modvirker undergravningen ved bestandigt at skifte forklaring, næsten så ofte som flygtninge skifter opholdssted, og i tilgift lyve for Folketinget.