Klumme

Gevær ved seng

Ny kommitteret for Hjemmeværnet vækker minder
Debat
3. november 2017

Hjemmeværnet blev oprettet af 250 frihedskæmpere i Odense juni 1945. Primært for at sikre kontrol med de raske svende, der ved udsigten til Tysklands nederlag var strømmet til og kommet til de våben, kun tåber ikke frygter. Tingene kunne gå hen og blive uhåndterlige. Regering og Frihedsrådet var ikke tåber og gjorde en brav indsats for at undgå de lange knives nat. Blodige opgør foregik i andre befriede lande med Frankrig som skræmmende eksempel, hvor naboer benyttede sig af lejligheden til at gøre op med naboer.

Ildevarslende også i Danmark med alt for mange sidste øjebliks frihedskæmpere, der ikke ville aflevere deres våben.

På national pragmatisk vis drog man konsekvensen af disse faktiske forhold; i 1949 blev Hjemmeværnet formelt og permanent til et statsligt foretagende med frihedsrådsmedlemmet og socialdemokraten Frode Jakobsen som værnets kommitterede. Jakobsen, der kendte sine pappenhejmere og var respekteret for sin indsats, blev hermed den første politisk udpegede tilsynsførende øverste leder af korpset.

Hjemmeværnet havde stadig tyskerne i baghovedet og var parat til at udkæmpe den forrige besættelse. Men historien gentager sig som bekendt sjældent, tyskerne var allerede i 49 ved at være en omend afskyet allieret, og Hjemmeværnet måtte således tidligt omdefineres og blev det.

Krigen var nu kold, men truende, russerne stod parat til at gå i land i Karrebæksminde.

Værnet fik blandt andet til opgave at holde øje med flådeaktivitet, hvilke russiske krigsskibe der passerede i bælterne og i øvrigt passe beredskab hver søndag, hvis fjenden skulle dukke op. Efter frokost. En femte kolonne var også en risiko, det talte man meget om i de tider. Hjemmeværnet blev således et fortroligt bidrag til land- og bybillede, når medlemmerne stampede af sted i skråhue, gevær og cykelklemmer. Korpset blev af indlysende grunde karikaturtegnernes yndede motiv: den grånende paramilitære bamsefar, hvis ikke just skræddersyede uniform strammede både for og bag.

Fritidssoldaterne

Ideen, retfærdiggørelsen af korpset, som dette senere udvikledes, var den enkle: på forhånd at etablere en vidtforgrenet stående modstandsbevægelse. Så skulle man ikke, således som Frode Jakobsen fra begyndelsen af besættelsen havde præsteret, med skæg og blå briller i nattens mulm skrabe frivillige kampberedte sammen til en undergrundshær.

Det nye hjemmeværn behøvede ej heller bero på britiske luftbårne våbennedkastninger, men opbevarede skytset hjemme i våbenskabet, som ifølge skribentens barndomserindringer i en nær kammerats hjemmeværnshjem næppe altid levede op til bestemmelserne om rifler i civilforvaring. Naturen gik i visse tilfælde over optugtelsen, og våbnene blev brugt i private forretninger, men i det store og hele og uanset det vanvittige i ikke at opbevare geværer i hurtigt tilgængelige depoter gik det forbløffende godt.

En egentlig kampenhed i militær forstand var aldrig nogen reel mening med fritidssoldaterne. Som krigshåndværket hastigt udvikledes i efterkrigstiden og mere professionelt end før, gled arrangementets oprindelige idé i baggrunden. Hjemmeværnet blev nok en del af koldkrigsberedskabet, men mest i fredstidsperspektiv og som sådan mere symbolsk og også ideologisk i snittet. Man bør ikke i den forbindelse og alt for lattermildt frakende mange gode hjemmeværnsfolks oprigtige motiver til at værne fædrelandet, slet ikke. Men en dybere forståelse af baggrunden og meningen med det hele tyngede ikke værnet og dets politiske støtter.

En væsentlig side af tankegodset, da værnet blev konsolideret efter ’49 og endnu mere som årene gik, lå i skammen over, at det var gået, som det gik i 1940. Aldrig mere en 9. april hed det højstemt i Odense, da Hjemmeværnet som sagt blev konciperet. Hvis fjenden atter kom til landet, gik alle danske, alle danske mænd (og en del kvinder i Lottekorps til vands, til lands og i luften) mod fjenden og til modstand. Aldrig mere 9. april var unægtelig et kontrafaktisk slagord, der ikke tog højde for de politiske og militære kendsgerninger i 1930’ernes Europa.

Man kan lige så kontrafaktisk, men med mere ret, hævde, at et hjemmeværn i 1940 for alvor kunne have udløst katastrofen over landet. Tyskerne var ikke til at spøge med og havde naturligvis onduleret et kæmpende Danmark uanset mængden af søndagssoldater på et par eftermiddage.

Ny kommitteret

Næppe af frygt for Hjemmeværnet ankom russerne siden hen som bekendt aldrig. Men frem for at nedlægge værnet, da Sovjet fordampede, gik dets opgaver over til mere fredelige sysler: vagttjeneste på udsatte steder, trafikregulering ved landevejsløb; og i stigende stærkt irriterende omfang når emsige arrangører afspærrer hovedstad og omegn, for at kronprinsen og umodne undersåtter hensynsløst skal ud og demonstrere stakåndet, sveddryppende dødsangst. Så står hjemmeværnsfolkene ved strategiske gadekryds og chikanerer trafikken. Her kan man opleve det betænkelige ved magtudøvelse udliciteret i discount.

Mere usynligt af Hjemmeværnets virke er også det prisværdige, nemlig i skiftende internationale rådgivninger og bistandsindsatser. Men det er en anden klumme.

Nu får Hjemmeværnet en ny kommitteret. Hidtil har dette gode ben med få undtagelser været forbeholdt socialdemokrater i lige linje fra Frode Jakobsen. Heri har ligget foruden Socialdemokratiets loyalitet over for tanken også et vist mådehold i begejstringen for uniformeret magtudøvelse. M.a.o.: militær og hjemmeværn mere som et nødvendigt onde end nationalt samlingsmærke og mål i sig selv.

Søren Espersen fra DF er den nye kommitterede med erklæret kærlighed til det militante og Dannebrog i sind og sjæl. Agtværdigt. Især hvis denne danskeste af danske bestandigt minder sig selv om værnets oprindelse som lige så fuldt ud rettet mod rigets fjender som mod værnet selv.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Socialdemokraternes bon-kammerater i DF får et lukrativt ben som tegn på den gode vilje.
De har sgu ingen skam i livet. Godt du tog den op Metz - særligt når du henviser Frode Jacobsen der helt sikkert roterer vildt i sin æresbolig under den danske muld. Fascisten fik det sidste ord.

Tino Rozzo, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Keld Sandkvist, Frede Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar