Læsetid 6 min.

Vi griner af curlingforældre, mens skolen plager forældrene med uendelige krav

Som lærer bombarderer jeg hver dag forældrene med formaninger og krav. Alle mine beskeder på skoleintra indledes med: ’Husk … ’. Opfylder forældrene ikke kravene, skruer skolen bissen på. Vi har ikke tid til empati og forståelse, for vi har travlt med at fylde nye data ind i systemet
Det nytter ikke noget, at vi lærere er blinde for, hvor meget vi kræver af forældrene, skriver kronikøren.

Det nytter ikke noget, at vi lærere er blinde for, hvor meget vi kræver af forældrene, skriver kronikøren.

Joachim Adrian

2. december 2017

Curlingforældre er en evig joke blandt lærere. Vi griner af og til af deres lange intrabeskeder om banaliteter.

Men reelt fylder den slags beskeder ikke meget i den samlede kommunikation mellem skole og hjem. Jeg ser langt oftere, at forældrene kæmper med den kommunikation, der går den anden vej – fra skolen til dem. De knokler for at leve op til alle de krav, vi lærere sprøjter ud via skoleintra i en uendelig strøm af ugeplaner og opslagstavlebeskeder med det evigt formanende ’husk’ foran. Måske er det på tide, at vi lærere vender blikket mod os selv og spørger, om vi er gået for vidt.

Vi bryder os meget lidt om, når forældrene kræver noget den anden vej. Når de vil have, at vi skal hjælpe deres børn med at huske madpakken og jakken, eller at vi skal løse en konflikt mellem børnene, som de havde dagen forinden på SFO’en. Så sukker vi dybt inde på kontoret i vores sparsomme forberedelsestid og spørger hinanden: Hvordan skal vi nå alle de opgaver? Tænker forældrene aldrig over, hvor lidt tid vi egentlig har?

Og nej, forældrene ved sikkert ikke, hvor tidspressede vi ofte er, men hvis vi gerne vil have forståelse for vores arbejdssituation, nytter det ikke noget, at vi er blinde for, hvor meget vi kræver af forældrene, og hvilke muligheder de faktisk har for at leve op til vores krav.

Hvorfor er din iPad flad?

Forældre til indskolingsbørn forventes at følge med på intra mindst en gang om ugen. De forventes at udstyre deres børn med tøj, der til enhver tid passer til vejret; penalhuse fulde af spidsede blyanter og farveblyanter (og husk: ingen tusser!) og sund mad i madpakken. Barnet skal også møde frisk og klar i skole efter en god nats søvn, og konflikter ved morgenbordet er bandlyst.

Barnet skal møde til tiden og lægge sine ting de rigtige steder og i det hele taget være selvhjulpen. Når forældrene inviteres til at være meget deltagende og involverede helt ned i de mindste detaljer, bliver det meget synligt i klasseværelset, hvem der ikke kan være med på alle kravene.

Som lærer falder man let i den fælde, at man kommer til at forvente, at alle læser ugeplanen og selvfølgelig gør, hvad man beder dem om. Jeg har jo brugt lang tid på at lave den ugeplan, så det manglede da bare.

Pludselig kan jeg stå i klassen og høre mig selv sige til et syvårigt barn:

»Jeg forstår ikke, at dine forældre ikke har opladt din iPad. Det står jo på ugeplanen.«

Først bagefter tænker jeg over, om det egentlig var rimeligt over for et barn, som, jeg ved, har udfordringer i hjemmet. Udfordringer, som vel at mærke kan have mange forskellige årsager. Man behøver ikke være socialt udsat for at glemme gymnastiktøjet. Jeg kan skrive en alenlang liste over helt rimelige grunde til, at familier ikke kan leve op til skolens mange krav: sygdom eller død i familien, skilsmisse, børn med særlige behov, for meget arbejde, for lidt arbejde og så videre. Det kaldes livet.

Skolen lytter ikke

Når nogen ikke kan leve op til kravene, skruer skolen ofte bissen på. For eksempel ved at indkalde en socialt udsat familie til et møde på skolen med socialrådgiveren, fordi deres barn har over 30 procents fravær. En familie, som kæmper med fattigdom, fedme og mobning.

Det er forkert at indkalde dem til møde med socialrådgiveren, fordi det skræmmer familien og gør den utryg. Faren i den pågældende familie turde ikke tale i telefon med mig længere, efter jeg havde sagt, at han skulle komme til sådan et møde. Det var jeg ked af at være skyld i. Og jeg blev vred på mig selv over, at jeg blindt havde gjort det, som min ledelse ønskede og kaldte »procedure«.

Familien skulle i stedet mødes nænsomt og måske med et hjemmebesøg. Helst fra mig: læreren, som kender deres barn. Men det kræver, at man fra ledelsens og politikernes side vil give mig tid og mulighed for at løse opgaven rigtigt.

Tiden og evnen til at lytte er ofte det, der virkelig mangler i mit arbejde. Jeg har engang formået at afvise en oprevet mor i døren til klassen om morgenen, selv om hun meget gerne ville tale med mig. Det mente jeg i min fortravlede tilstand ikke, at jeg havde tid til lige inden undervisningsstart, og jeg sagde det nok på en skrap måde. Det viste sig senere, at hun ville fortælle mig, at hun havde aborteret – halvvejs i graviditeten. Jeg måtte undskylde rigtig meget, og det tog tid bagefter, før hun kunne vise mig tillid igen.

Jeg har også engang i en lignende ’lidt i otte’-situation sendt en anden mor på kontoret med sin henvendelse. Det viste sig, at hun havde en begrundet mistanke om, at hendes barn blev mobbet. Jamen, kunne disse mødre ikke bare have skrevet på intra? Nej, jeg synes faktisk, det giver god mening at insistere på det menneskelige møde og at se hinanden i øjnene, når man skal fortælle noget smertefuldt. Problemet er, at jeg alt for ofte oplever ikke at kunne mønstre det overskud, det kræver at tage imod mennesker, som kommer til mig ydmygt og tillidsfuldt.

Digitale absurditeter

Den slags fortæller mig, at både jeg og forældrene er under pres. Jeg er under pres fra ledelse og politikere. Jeg har for mange opgaver, og det går ud over min evne til at være nærværende og omsorgsfuld over for de mennesker, som det er min kerneopgave at opbygge gode relationer til.

Af opgaver, som let kunne droppes, vil jeg nævne indførelsen af læringsplatforme, som jeg virkelig ikke kan se bidrager med noget positivt, i forhold til hvor meget tid vi lærere skal bruge på det. Det er bare mere skriftlig kommunikation, der skydes ind i et forhold mellem skole og forældre, som i forvejen lider under for meget skriftlig kommunikation.

Når jeg får påbud om at have 47 elevplaner klar på den nye platform til en kort deadline, på trods af at forældrene endnu ikke har adgang, oplever jeg det som en absurditet af kafkaske dimensioner. Der er heller ingen forældre, som virker begejstrede, når jeg fortæller dem, at der snart kommer endnu en digital platform, som de skal forholde sig til.

Tilbage til empatien

Jeg er selv mor til tre børn, hvoraf de to går i henholdsvis 0. og 1. klasse. Så jeg har virkelig fået min egen medicin at smage. Det har givet mig stof til eftertanke. Jeg kan slet ikke følge med i alt det, skolen vil have af mig som forælder. Det handler meget om, at detaljegraden er for høj: Hvorfor skal jeg forholde mig til, hvad de skal lave hver dag, ja, nærmest hver lektion? Jo mere information der er, des større er risikoen for at overse det vigtige som for eksempel den dag, hvor turtasken skal med.

Men det værste er, at al den skriftlighed stjæler tid, som kunne være gået til faktiske møder mellem mennesker. Empati er et essentielt element i folkeskolen. Vi skal som lærere have empati, og vi skal støtte eleverne til at udvikle det. Men netop empatien har svære vilkår. Al min forståelse for forældrenes ståsted bliver tom, hvis ikke jeg kan møde dem og deres børn med omsorgsfulde handlinger.

Skolen er blevet et sted, hvor vi drukner i skriftlighed. Men vi skal stoppe med at sprøjte skriftlige krav ud til forældrene. I stedet skal vi mødes mere. Især når børn eller forældre har et særligt behov, skal vi se hinanden i øjnene og spørge: Hvad kan vi sammen gøre for barnet? Hvad er nødvendigt, og hvad er realistisk nu og her?

Mødet mellem lærer og forældre kræver tid, omsorg og nærvær. Giv nu lærerne den tid, politikere. Det vil have en langt bedre effekt på elevernes trivsel og læring end standardiserede læringsmål, elevplaner, test, læringsplatforme og datadrevet ledelse.

Ida Scheibye-Alsing er folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ole Frank
    Ole Frank
  • Brugerbillede for Henning-Buerup Jørgensen
    Henning-Buerup Jørgensen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Herdis Weins
    Herdis Weins
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Henrik Klausen
    Henrik Klausen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Bruger 169468
    Bruger 169468
  • Brugerbillede for Ulla Søgaard
    Ulla Søgaard
  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Jagtar P.S. Pudai
    Jagtar P.S. Pudai
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Sebastian Dorset
    Sebastian Dorset
  • Brugerbillede for Henning Kjær
    Henning Kjær
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Ole Frank, Henning-Buerup Jørgensen, Grethe Preisler, Leo Nygaard, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Herdis Weins, Jørn Andersen, Henrik Klausen, Torben K L Jensen, Bruger 169468, Ulla Søgaard, Katrine Damm, Jagtar P.S. Pudai, David Zennaro, Sebastian Dorset, Henning Kjær og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jagtar P.S. Pudai
Jagtar P.S. Pudai

Fornemt og yderst relevant debatindlæg.
Folkeskolen er, især med den nye folkeskolereforms menneskesyn, blevet en magtbastion, der hensynsløst overtager vores børn. Med en effektivitet vi som forældre ikke kan hamle op med.
Kun hvis lærerne turde sætte deres ansættelse på spil, og stå på vores side i et opgør med reformen, ville der kunne skabes et grundlag for at disse forhold kunne blive ændret.

Arne Lund, Henning-Buerup Jørgensen, Jørn Andersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Erikstrup
Jørn Erikstrup

Tusind tak for et dejligt indlæg, som fortjener en tilføjelse, og en stille undren. I vores familie har vi ikke bare to drenge i folkeskolen, men og så en i vuggestue, rigtigt gættet, så vi har endnu et intranet at muntre os med, hvad skulle vi dog stille op uden den fagre nye teknologi?
Du hører dig selv sige, til et syvårigt barn: " Jeg forstår ikke at dine forældre ikke har opladet din iPad. Det står jo på ugeplanen".
Steve Jobs, Jeff Bezos, Sergei Brin, Larry Page, Jimmy Wales vil man formentlig kalde for teknologivante. Inge af dem rørte en computer før de blev 12. Da Steve Jobs lancerede iPaden i 2010, mente en af journalisterne at hans børn da måtte være begejstrede for den? Hvortil Jobs svarede: " De har ikke brugt den ". En lang række ledende folk fra Silicon Valley vælger at anbringe deres børn i no - tech - klasser, præcist fordi de FORSTÅR teknologi, og dens farer, bedre end de fleste.
Så " undskyld fru Heilbrundt ", men hvorfor har en syvårig en iPad med i klasseværelset?

Henriette Bøhne, Henning-Buerup Jørgensen, Flemming Berger, Grethe Preisler, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Brøndum, Jørn Andersen, Henrik Klausen, Claus Nielsen og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Lindberg

Neoliberalismens og NPLs herligheder med krav til dokumentation, effektivitetskrav, målstyring og krav om at det enkelte individ skal ansvarliggøres.

Ole Frank og Henning-Buerup Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Mathiasen
Jacob Mathiasen

Som forældre til to små babyer må jeg sige at skolen og systemet virker skræmmende i dag. Beskrivelserne ovenfor at man som forældre skal stå overfor et tyrannisk system med uindskrænket magt blot fordi man måske for tredje gang ikke har ladet en iPad op - som man måske set slet ikke mener ens barn skal bruge endnu. At blive betragtet, som dys-funktionel og en familie der har brug for "hjælp" fordi man ikke bare lægger sig ned overfor alle krav.

Jeg gider virkeligt ikke tjekke skoleintranet engang om ugen - måske en gang om måneden. Hvis skolen mener det er vigtigt kan de passende kontakte mig på mine præmisser - så svært er det ikke at sende en email eller SMS. Det er som e-boks - et virkeligt ringe, dårligt fungerende og besværligt system man får trukket ned over hovedet uanset om man vil det eller ej - og både det at sige ja og nej følges af seriøse trusler. Alene de tvangselementer og den TOTALE ligegyldighed overfor mig og mine behov gør mig noget så vred og decideret rebelsk.

Det er ikke et system for borgerne og forældrene - det er et system for dem i systemet og med et ikke bare maskinelt menneskesyn, men en måde at instruere folk i at de bare skal finde sig i alt og lægge sig fladt ned - og helst slet ikke være menneske.

Henning-Buerup Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Jagtar P.S. Pudai anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Frost

Som forældre der selv var barn i 70´erne og 80´erne, så mindes jeg ikke så mange fællesarrangementer og kagebagninger. jeg mindes ikke den projekt den gode klasse, eller spisegrupper eller legegrupper. Jeg mindes jeg havde tilpas respekt for mine lærere, jeg mindes at mine forældre aldrig var med til skolefester, jeg mindes at mine forældre kun deltog i konsultationer og forældremøder. Jeg mines at jeg havde en god og dejlig skolegang, med slagsmål, skædderier, sammenhold, kliker, opbrud, kærester og ekskærester. Jeg mindes at jeg slog mig når jeg faldt ned fra klatrestativet, jeg blev sendt hjem hvis jeg ikke kunne opføre mig ordentligt. jeg mindes at vi gik i bad efter idræt, og spillede fodbold hver dag i skolen. jeg mindes at vi røg smøger i skuret, og at vi var seje. jeg mindes at vi lå i krig med klasserne under og over os - men bare for sjov. jeg mindes at vi fik lov til at være børn, begå fejl, og at vi selv lærte at tage ansvar.
jeg mindes at jeg brækker mig over emsige forældre i dag - svage lærere i dag, børn som tror de er guds gave.
jeg frygter for de generationer som ser paradise hotel som et karrieremæssigt højdepunkt.

Anders Reinholdt, Flemming Berger, Henrik Klausen, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Jeg håber ikke teknokraterne har vundet, men bare det at ordet "kerneopgave" forekommer i en tekst skrevet af en lærer der tydeligvis føler et kald - virker bekymrende.

Brugerbillede for Erik Jensen

Sjov bagvendt artikel! Gad vide, om den virkelighed også findes et eller andet sted, eller om det bare er den almindeligt udbredte trang til at få sit navn i medierne, der får forfatteren til at anlægge den bizare vinkel?

I min verden, er det et problem, at "samfundet" har læsset det ene krav efter det andet over på folkeskolen. Oven i det, er det et problem, at forældre har fået serveret, og spist, den opfattelse, at folkeskolen (og andre institutioner) har ansvaret (læg mærke til den bestemte form) for barnets opvækst, trivsel og indlæring. Børn afleveres i stigende omfang som små verdensstjerner til opfyldning og toptuning, og de forventes tilbageleveret som verdens ottende vidundere.

Skulle man som lærer antyde, at forældre har et stort medansvar for børnenes trivsel og udvikling, er det ikke sjældent, at man må erkende, at man står ret alene med det synspunkt, når det kommer til handling blandt forældrene. Handlingen er nemlig alt forofte ikke eksisterende. Skåltalerne er skam flotte, men i virkeligheden, forekommer det mig, at forældrene, som et resultat af den liberale løb-altid-stærkere kultur, af nød - og med kyshånd, har købt de daglige budskaber om, at institutionerne skal klare det hele, ved at have fokus på ethvert område, der har med et barns opvækst at gøre. Ethvert problem løses med nye love , med krav til endnu flere handleplaner og fokusområder i institutionerne.

Egentlig synes jeg folkeskolen stiller for få krav til forældrene. Arbejdsliv og karriere stille til gengæld alt for mange og store krav til de fleste af os, og det problem mærkes naturligvis i folkeskolen - præcist som jeg har beskrevet det.

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Bruger kun forældreintra når det er relevant som f.eks. bestille tid til forældre/hjem samtaler og lign.. Resten ignorerer jeg ganske enkelt.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Skole og forældre, er to alen af et stykke, et curling fejer team, det må de selv ligge og rode med.
Jeg kan ikke se, at der er et problem, foruden for de udsatte familier.

“Kun psykopater kan ikke forstå fattiges problemer.

Forestil dig nu, at hele dit liv var ikke alene som den dårlige dag, men endnu værre.
Hele tiden.
Ingen opklaring.
Ingen pauser eller udsigt til at det slutter.
Hvis hele dit liv er lige så dårligt og kaotisk, som den ene dag eller uge, du ind imellem har, vil du næppe have overskud til at foretage fornuftige, sunde og velovervejede valg hele tiden.”

Af den britiske debattør og forfatter Lucy Mangan.

“Tilbage til empatien.”
Hvor er empatien, skulle der stå.

Brugerbillede for Leo Nygaard

I dette spørgsmål er fremskridtet et tilbageskridt.
Kort sagt, lad skole være skole og familie være familie.
Lad parterne mødes direkte i skolebestyrelser og klasseråd ansigt til ansigt.
Giv børnene ansvar for egne forhold. Gå eller cykel i skole. Husk dine lektier. Opfør dig ordentligt.
Derudover - stop indblandingen i familierne og modsat i skolens daglige liv.
Jamen hov - det er da gammeldags ! Ja, det er det. Ansvarsfordeling for begge parter.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Leo Nygaard
Hvorfor ændre på systemet, ønsker forælder, som de er flest ikke magt, kontrol og effektivitet og rigdom over frihed?

Vejen til glæde er således, ‘mere til mig og mere der er mit’, det kommer ikke af sig selv, det kræver magt, kontrol og effektivitet, derfor sorteres de svageste i gruppe for sig, så effektivt og hurtigt som muligt.

Forbrugerisme er kamp om resurserne.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Leo Nygaard
Procesoptimering, hvordan man opnår lavere omkostninger og højere udbytte ved, at udnytte funktioner, medarbejder og udstyr mere optimalt.

Brugerbillede for Christel Larsen
Christel Larsen

jeg kan stadig huske det mest stressende ved at have skole børn , var alle de ting som læreren troede man kunne deltage i på skolen, samtidig med at min chef forventede jeg var på arbejde og passe det. For ikke at tale om at jonglere med sygdomme, pasninger og kagebagninger, betale for fødselsdagsgaver, indsamlingsplagerier, sælge julehjerter, betale klassekasse, betale for div arrangementer etc, og jeg tænkte hvergang at for at deltage i al det skolen gerne vil og bruge så lang tid på lektier og ordne skole tasker for 3 børn,skulle man helst være arbejdsløs , til gengæld ville man ikke have råd til at betale for alle de ting som skolen forventede man gjorde. Idag er mine børn flyttet hjemmefra, men der var dælende meget der tog tid , bare for at få hverdagen til at hænge sammen.

Jagtar P.S. Pudai og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Folke Knudsen
Kim Folke Knudsen

Hvorfor skal vi omtale forældre negativt med klicheen Curlingforældre ? Hvad skal denne nedladende titel gøre godt for ? Forældre søger til enhver tid at gøre det så godt for deres børn, som menneskeligt muligt. I en tid med store forandringer i Videnssamfundet kan det vel ikke overraske, at forældre forsøger at hjælpe deres børn så godt som muligt gennem livets udfordringer. Straks så falder vi ned i Jantelovens paragraf tyranni. Du skal ikke tro du er noget. Du er en Curlingforældre. Jeg ønsker mig en fordomsfri debat om dette emne, som er renset for den slags fordømmende titler fra bedrevidende skribenter.

Brugerbillede for Jagtar P.S. Pudai
Jagtar P.S. Pudai

@Gert Lindberg
"Neoliberalismens og NPLs herligheder med krav til dokumentation, effektivitetskrav, målstyring og krav om at det enkelte individ skal ansvarliggøres."
Enkelte individ ansvarliggøres? Ja, men på præmisser givet på forhånd. Og det er ikke rigtig ansvar.

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Jamen det er jo resultatet af en forældrejammer over ikke at være informeret. Den ny teknologi giver alle muligheder for at stresse alle med mere og mere oplysning om tiltag ingen husker.Før blev det skrevet på papir som blev væk osv osv. Husk madpakken. Det er altid en god ide

Brugerbillede for Brian W. Andersen
Brian W. Andersen

Tak til Ida Scheibye-Alsing for en levende hverdagsbeskrivelse, der er et godt oplæg til eftertanke. En sætning råber på overvejelser og debat:

"Men det værste er, at al den skriftlighed stjæler tid, som kunne være gået til faktiske møder mellem mennesker."

Det er sandsynligvis det værste. Vi kan alle tænke, tale, føle og handle hurtigere end vi kan skrive, så vi skal helst kun vælge at skrive, når skriftlighedens fordele overstiger dens omkostning i tidsforbrug. Den del bliver alt for ofte glemt, når ledere klamrer armene om W. Edwards Demings ord "If you can’t measure It, you can’t manage it". De ord er blevet adopteret af mange som en universel sandhed og samtidig vendt om til "If you can measure It, you can manage it", først i forretningsverdenen og derfra igennem NPM/NPG-bølgen over i politisk ledelse og offentlig administration.

At dette er sket, er forståeligt, fordi det kan være en skræmmende tanke for en leder at der er noget som han/hun måske ikke kan lede. Det har åbenbart været så skræmmende for mange at selvom begge udsagn kan modbevises, så har deres succesfulde anvendelse på en afgrænset række kommercielle områder været nok til at sætte en bølge af selvbeskyttelse i gang. Det er jo rart og trygt at kunne bevise at man har nået sine mål, og især når hele den ramme målene er sat i, ramler sammen om ørerne på en. Så kan man nemlig fritage sig selv for skyld i sammenbruddet og sende aben videre til den, der ikke nåede sine mål, til en underordnet eller til eksterne/ukendte faktorer udenfor målingernes afgrænsning. Sidstnævnte er altid en "god" grund til at måle endnu flere ting for at eliminere eksterne og ukendte faktorer fra ligningen.

Det bliver altid præsenteret som sund logik at måle og kontrollere mere, fordi måling af emner og kontrol af testmiljøer er essentielle i forskning og videnskabelig empiri, men økonomi er ikke en fysisk videnskab. Det er i bedste fald en teoretisk videnskab og den verden vi alle skal leve i, er det eneste funktionelle testlaboratorium. I de fysiske videnskaber er forskere bevidste om vanskeligheden i at måle på et emne uden at målingen påvirker både emnet og resultaterne. Den bevidsthed lader til at være gået tabt i idéoverførslen til ledelse og økonomi, men dette er heller ikke overraskende.

Hvad der her bliver præsenteret som sund logik, tjener mere som selvbeskyttelse for usikre ledere, der frygter deres aktionærer eller vælgere. Der er masser af ting, der kan ledes og styres, uden at vi har nøjagtige målinger af dem. Hvis ikke der var det, så havde vi ikke kunnet udvikle samfund, civilisation, demokrati og mange andre ting. Det koster som regel øretæver at fejle i ledelsen af disse udviklinger, nogle gange fortjent og andre gange ufortjent, men vi lærer lidt af dem hver gang. Øretæver er ubehagelige og vi mennesker er psykologisk gearet til at beskytte os selv imod alt ubehageligt. Vi frygter ubehageligheder og vil kun acceptere ubehag, hvis der ligger en større behagelig belønning på den anden side, men hvis vi kan nå frem til belønningen uden at gennemgå ubehaget, så er dette altid det første valg.

Det førstevalg har nu bragt os ud i alvorlige problemer. Hvad der bliver præsenteret som sund logik, er her intet andet end frygt, der desværre også er gået i en uheldig symbiose med nogle menneskers grådighed i en stadig mere kapitalistisk og ulige verden. Målinger, målstyring og kontrol er blevet værktøjet, hvormed den økonomiske elites magtfulde ledere har skubbet frygten nedad igennem hele samfundet sammen med store dele af det, der før var deres ansvar. Undervejs har nogle lidt for smarte (grådige) personer opdaget at kontrol og måling af mennesker, er den direkte vej til et væksterhverv bygget på den eneste voksende ressource i en verden med stærkt reducerede og faldende ressourcer; mennesker. Resultatet er bekymrende.

Målingerne har for længst sprængt grænserne for hvor meget, hvordan og hvornår målingerne påvirker det målte og resultaterne. Vi kan tænke, tale, føle og handle meget hurtigere end vi kan skrive, men vi har mindre og mindre tid til at gøre det, fordi vores tid er optaget af den langsommelige proces med at skrive alle måleresultater ned og rapportere dem opad til næste ledelseslag, der forbeholder sig retten til ud fra målingerne at bestemme hvordan vi skal tænke, hvad vi skal tale om, hvad der er det korrekte at føle og hvilke handlinger vi skal foretage. En "bestemmelsesret" der håndhæves af trusler om udelukkelse fra arbejde, jobmuligheder og adgang til samfundets goder.
...og hvem frygter ikke det?

Det har låst os fast i en nedadgående og destruktiv spiral som vi nu også trækker vores børn med ind i, lige fra den første dag de starter i en institution, og jeg har ingen anelse om hvordan vi stopper den. Det må jeg bare håbe på at klogere hoveder end jeg kan og vil regne ud. Der er heldigvis nogle, der prøver som f.eks. HR-eksperten Liz Ryan, der kalder disse samlede tendenser for Godzilla-rammen og er gået i krig mod monsterets hærgen: https://www.forbes.com/sites/lizryan/2014/02/10/if-you-cant-measure-it-y...

Godzilla er løs i Danmark og hærger løs i vores skoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og velfærdssystemer og truer med at spise de sidste rester af frihed, inspiration og selvstændighed fra både børn og voksne. Dem der slap monsteret løs beskytter kun sig selv og ingen andre, så det gode spørgsmål er:
Hvordan stopper alle vi andre monsteret, inden at det har ædt os alle?

Brugerbillede for Leo Nygaard

Forhold bestemt af den enkelte skole kan påvirkes og ændres af skolebestyrelsen.
Forhold bestemt fra oven kan der udøves civil ulydighed overfor. Men tør de det, og hvor ligger det juridiske ansvar mellem leder og bestyrelse.

Brugerbillede for Arne Lund

Hm! ... Tjah - jeg har nu ikke så undt af de m ange curligforældre, der overbeskytter børnene. Forældrene har jo - i de flese tilfælde - selv valgt, at pendle over meget lange afstande i stressende myldretidstrafik. Forældrene stemmer som alle andre, og en del af dem stemmer på partier, der ikke vil børnene og skolen det godt, jvfr. Thorning-regeringens katastrofale folkeskoledeform. Så hvis curlingforældrene piver, så er det ofte selvforskyldt.
I august var jeg med til yngste barnebarns første skoledag. I den forb. holdt skolens leder en pep-talk til forældrene og gjorde dem klart, hvad der var skolens arbejde og ansvar, og hvad der var forældrenes.
Bl.a. anmodede han om, at forældrene ikke kørte deres børn i skole i bil, men tog sig tid til at gå eller cykle med dem. Vi bor i en kommune, med et meget finmasket cykelstinet, og hvor det er muligt at færdes uden at komme i kontakt med biltrafikken.
Alligevel blev han opfordring ledsaget af dyb suk, skramlen med stolene, og trodsig mumlen fra forældrene. ""Det skal han sq ikke bestemme", lød der fra de forsamlede forældre.
Nå ja og så er der alle de forældre, der bærer skoletasken ind i klassen for ungerne, lægger madkassen på køl und so weiter.....
Så man må have mig undskyldt, men jeg har ikke så ondt af de stakkels curlingforældre. Men jeg har nok ondt af børnene der ikke fra tidlig alder lærer at agere selvstændigt, og forvalte deres eget liv, men pakkes ind i vat af overbekymrede forældre. Kan da godt blive urolig for hvad der er for nogle skvattede unger der kommer ud af det.

Brugerbillede for Arne Lund

Hm! ... Tjah - jeg har nu ikke så undt af de m ange curligforældre, der overbeskytter børnene. Forældrene har jo - i de flese tilfælde - selv valgt, at pendle over meget lange afstande i stressende myldretidstrafik. Forældrene stemmer som alle andre, og en del af dem stemmer på partier, der ikke vil børnene og skolen det godt, jvfr. Thorning-regeringens katastrofale folkeskoledeform. Så hvis curlingforældrene piver, så er det ofte selvforskyldt.
I august var jeg med til yngste barnebarns første skoledag. I den forb. holdt skolens leder en pep-talk til forældrene og gjorde dem klart, hvad der var skolens arbejde og ansvar, og hvad der var forældrenes.
Bl.a. anmodede han om, at forældrene ikke kørte deres børn i skole i bil, men tog sig tid til at gå eller cykle med dem. Vi bor i en kommune, med et meget finmasket cykelstinet, og hvor det er muligt at færdes uden at komme i kontakt med biltrafikken.
Alligevel blev han opfordring ledsaget af dyb suk, skramlen med stolene, og trodsig mumlen fra forældrene. ""Det skal han sq ikke bestemme", lød der fra de forsamlede forældre.
Nå ja og så er der alle de forældre, der bærer skoletasken ind i klassen for ungerne, lægger madkassen på køl und so weiter.....
Så man må have mig undskyldt, men jeg har ikke så ondt af de stakkels curlingforældre. Men jeg har nok ondt af børnene der ikke fra tidlig alder lærer at agere selvstændigt, og forvalte deres eget liv, men pakkes ind i vat af overbekymrede forældre. Kan da godt blive urolig for hvad der er for nogle skvattede unger der kommer ud af det.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Arne Lund
Jeg kan ikke udtale mig om det konkrete tilfælde, men min gennerelle opfattelse er, at de forældre der kaldes for curligforældre, ikke har god kontakt til deres børn, de underprioritere samværd med barnet og gøre det til procesoptimering, du ved, hvordan man opnår lavere tids omkostninger og højere udbytte ved, at udnytte funktioner, medarbejder og udstyret mere optimalt.

Curligforældre er generelt som jeg opfatter dem, en mangel på kontakt ‘til barnet’, det udvikler følelsesmæssigt afstumpede børn, der mobber og er generelt udtrykke ved dem selv.