Klumme

En hånd på røven kan både være krænkende ... og helt lige meget

Kælne dansepartnere og elevatorblikke har aldrig rørt mig. For andre er den slags krænkende, for seksuelle grænser er individuelle. Så lad os debattere alle slags oplevelser fra den seksuelle gråzone. Kun på den måde kan vi se igennem stereotyper og aflæse, hvad den enkelte synes er i orden
Kælne dansepartnere og elevatorblikke har aldrig rørt mig. For andre er den slags krænkende, for seksuelle grænser er individuelle. Så lad os debattere  alle slags oplevelser fra den seksuelle gråzone. Kun på den måde kan vi se igennem stereotyper og aflæse, hvad den enkelte synes er i orden

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

9. november 2017

Jeg er aldrig blevet seksuelt krænket. Det skyldes en ansvarsfuld og vågen ung mand i en lejlighed i Aarhus for mange år siden. Han reddede mig fra det, hans ven var i gang med, mens jeg var i en døs efter min første joint. Den oplevelse bekræftede min overbevisning om, at de fleste mænd er til at stole på. 

Jeg har heller aldrig følt mig krænket, selv om jeg nok er blevet befamlet hist og her og har oplevet mænds elevatorblikke.

Men der er ikke noget hashtag for de gode oplevelser og fraværet af krænkelser. Og der er heller ikke noget hashtag for mænds oplevelser med seksuelle krænkelser. Det er mest kvinder, der deler deres historier om sexchikane og overgreb i den globalt omvæltende #MeToo-kampagne. Krænkelsesdebatten er en anelse enstrenget.

Men hov, hov, vent nu lige lidt, inden I begynder at anklage mig for at forsøge at tale problemets omfang ned, kapitulere over for voldtægtskulturen eller lide af falsk bevidsthed, som betyder, at jeg ikke tør fornærme nogen i den boys club, jeg måtte angle efter at tilhøre:

Det er åbenlyst, at der er brug for en »gennemgående udmugning« i den såkaldte gråzone, sådan som flere kvindelige britiske parlamentsmedlemmer har plæderet for i kølvandet på sexskandalen i Storbritannien, der har ført til ministerafgang og undersøgelser af parlamentsmedlemmer.

De sociale medier har vist sig fra deres stærkeste normomstyrtende og demokratiske side her, og #MeToo har vist sig at være et overvældende effektivt magtmiddel. Men netop når det drejer sig om den gråzone, hvor rummet er defineret af menneskers følelser og grænser, og dermed er individuelt defineret, er det nødvendigt, at vi alle sammen reflekterer over grænser. 

Individuelle grænser

Jeg har aldrig opfattet det som intimiderende, at nogle mænd, inklusive de ældre af slagsen, gerne ville danse tæt til en fest. Og hvis jeg havde, havde jeg nok sagt fra. Jeg indbød ikke til noget, jeg gjorde ikke noget stort nummer ud af det, heller ikke når jeg trak mig. 

Men fordi jeg ikke selv har oplevet noget krænkende og opfatter mig selv som i stand til at sige fra, kan jeg jo godt overveje, om jeg på en eller anden måde har været med til at legitimere mænds befamling af især yngre kvinder, der måske ikke havde samme grænser, som jeg selv. Det sagde en klog mandlig kollega til mig, engang vi diskuterede det. 

Pointen er, at vi hver især er medskabere af en seksualkultur. Omvendt er det svært at forsvare andres grænser, når de ikke selv vil sætte dem. Til gengæld står det klart, at vi er nødt til at dele den slags erfaringer fra grænselandet, fordi vi tydeligvis mangler opkvalificering og en dannelse omkring det seksuelle. 

Det hele startede under overskriften ’Harvey Weinstein betalte sig gennem årtier fra anklager om sexchikane’ i New York Times den 5. oktober. 
Læs også

Det gælder både mænd og kvinder. Og det er netop, hvad der faktisk er sket i de m/k-fora, jeg færdes i, i kølvandet på #Metoo. Her har jeg bl.a. erfaret, at nogle mænd har de samme oplevelser som jeg. En er f.eks. blevet taget i skridtet på en bumpende køretur. En anden blev spurgt af chefen, om han var til noget. De to har ligesom jeg verfet det af. Det har ikke sat sig som en ubehagelig følelse. 

Men, vil nogle måske indvende, sådan noget er jo heller ikke krænkende for mænd. De er jo de seksuelt udfarende med enorm libido. Det er bare lige præcis den form for dannelse af stereotyper, vi kan bruge dannelsesrejsen efter #MeToo til at få lagt i graven.

Lærer vi mænd, at de skal kunne lide enhver tilnærmelse, bliver de dårlige til at sætte deres egne grænser. Og lærer vi kvinder, at de skal være passive, bliver de lige så dårlige til at mærke deres egne grænser som mændene. Og frem for alt: Når vi navigerer efter stereotyper, er det vanskeligt at opfatte de individuelle grænser, der afgør, hvornår den enkelte er krænket. 

Derfor håber jeg, at flere kvinder og mænd vil dele deres erfaringer. Især hvis de ikke lige passer ind i #MeToo. Skulle nogen mene, at det er kapitulation over for voldtægtskulturen eller udtryk for falsk bevidsthed, må jeg bare sige, at de står i vejen for det mål, vi vel alle deler: færre krænkelser.

Mette-Line Thorup er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Steffensen
  • Gustav Alexander
  • Viggo Okholm
  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
Lars Steffensen, Gustav Alexander, Viggo Okholm, ingemaje lange, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rigtig god artikel synes jeg, og læreprocessen kønnene imellem både i almindelig omgang samt det intime kan måske være livslang, da kultur, moral og normer hele tiden forandrer sig og samtidig vil vores behov for nærvær, forplantning og en form for tænding og seksualitet sikkert for altid være en del af livet.

Har levet i en tid hvor hovedet/hjernen ikke konstant i medier etc. var nede imellem benene.
At flirte og være på udkig efter den eneste ene, var oppe i tiden.

Henrik Brøndum

For nogle år siden var der en brevkasse i radioen, hvor en ganske ung mand skrev ind og bad om et råd. Han var så vidt jeg husker ca. 10 år gammel, og brændt varm på en pige i parallelklassen, men vidste ikke hvad han skulle sige - han var genert.

Vores skønne førsteskuespillerinde Ghita Nørby svarede ufortrødent: "Jeg vil sige, du kan da prøve at tage hende i hånden. Det er der da ingen der kan stå for!" Måske DR kan overtales til en genudsendelse?

Bjarne Agerskov

Enhver mand der har været i byen har været offer for en eller anden kvinde der tror at alle mænd bare er super villige 100% af tiden for sådan er en mand og en mand er ligeglad med hvilken kvinde det er. Et hul er et hul! Herefter følger at hun går direkte efter pikken..

Sådan er virkeligheden bare ikke. Det er enormt ulækkert at blive taget på af en eller anden idiot som ikke kan styre sin dårlige personlighed og ikke ved hvordan ma taler normalt til folk. Når man så efterfølgende fortæller hende at hun er utiltalende og skal lade en være i fred kommer det uundgåelige spørgsmål.. er du da bøsse? For en mand kan jo aldrig være uinteresseret i en kvinde. Suk!