Kronik

Højtuddannede kan godt være radikaliserede, og islam er ikke roden til al social kontrol

Når vi skal løse Danmarks integrationsproblemer, kommer vi let til at blande udfordringer med radikalisering, social kontrol og manglende uddannelse sammen. Det gør det vanskeligt at løse integrationsopgaven
Når vi tænker på fejlslagen integration, ser vi tit for os fattige familier i ghettoerne, hvor døtrene ikke må gifte sig frit, og hvor sønnerne er kriminelle eller er ved at blive radikaliserede af en lokal imam. Det billede fortjener nuancer, mener dagens kronikør. For integration er mere end bare en diskussion om bederum og kvinders tilsløring.

Når vi tænker på fejlslagen integration, ser vi tit for os fattige familier i ghettoerne, hvor døtrene ikke må gifte sig frit, og hvor sønnerne er kriminelle eller er ved at blive radikaliserede af en lokal imam. Det billede fortjener nuancer, mener dagens kronikør. For integration er mere end bare en diskussion om bederum og kvinders tilsløring.

Kenneth Meyer

6. november 2017

Integration er blevet diskuteret i medierne, på Christiansborg og blandt befolkningen i årevis, og intet tyder på, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid.

Men mens vi er gode til at snakke om problemerne med integration, er vi ineffektive, når det kommer til at løse dem.

Når vi tænker på fejlslagen integration, ser vi tit for os fattige familier i ghettoerne, hvor døtrene ikke må gifte sig frit, og hvor sønnerne er kriminelle eller er ved at blive radikaliserede af en lokal imam. Det billede fortjener nuancer.

Integrationsproblemer kan nemlig kategoriseres som følgende forskellige problemer: Socioøkonomiske, det vil sige de klassiske udfordringer om beskæftigelsesfrekvens, uddannelsesniveau, kriminalitetsrate og så videre. Æresrelaterede med et socialt kontrollerende syn på køn, familie og seksualitet. Og sidst radikalisering og religiøs ortodoksi, det vil sige kvinders tilsløring, bederum og lignende. Ved at inddele integrationsproblemer i disse overordnede grupper kan man lettere løse dem på en målrettet måde.

Desværre bliver de forskellige delproblemer uretmæssigt blandet sammen i en stor pærevælling og stemplet som ’integrationsproblemer’.

Æreskodeks er kulturelt

Et æressyn er ikke afhængigt af familiens socioøkonomiske forhold, og indvandrerfamilier fra middelklassen kan sagtens udøve social kontrol mod deres børn. Dette har Danmarks Radio fint beskrevet den 1. juli 2014 i deres artikel Æresvold sker også i velintegrerede familier, hvor blandt andet Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter fortæller om, at socialt kontrollerede unge kommer fra forskellige familier, og de ’velintegrerede’ familiers udøvelse af æresvold er svære at opdage.

Heller ikke radikalisering er afhængig af lav socioøkonomisk standard, da radikaliserede sagtens kan komme fra højtuddannede middelklassefamilier. Hvis høj socioøkonomisk standard er det eneste mål for integration, så er selv islamistiske Hizb ut-Tahrirs ledelse stærkt velintegrerede. Flere af dem er nemlig højtuddannede.

En sædvanlig, men ikke nødvendigvis korrekt, påstand er, at æressyn er afhængig af islam. Men hvis man kigger uden for Danmarks grænser, så vil man se, at mange af de problemer, muslimer beskyldes for at have herhjemme, også er gældende for andre etniciteter.

For eksempel har Sverige en høj andel irakere, men modsat de danske irakere, er mange af dem kristne etniske assyrere. De æresrelaterede problemer, vi ser i Danmark blandt muslimer, ser svenskerne også blandt assyrerne – blandt andet i byen Södertalje, som ligger i en kommune med mange assyrere.

Et andet eksempel: Norge og Storbritannien har en stor andel pakistanere, men modsat i Danmark er mange af de norske og britiske pakistanere sikher. Og blandt denne gruppe ser man også æresrelaterede problemer. Disse problemer illustreres fint i dokumentaren Honor Diaries, som uddyber æresrelateret vold på tværs af minoritetskulturer.

Så man erfarer altså både i Sverige, Norge og Storbritannien, at en specifik religion ikke nødvendigvis er en afhængig variabel for graden af æresrelaterede problemer.

Det er rigtigt, at visse muslimer begrunder æren islamisk. Det beviser dog ikke, at islam er problemets kerne, idet æressynet sagtens kan være kommet, før de fortolkede islam. Islam kan sagtens (mis)bruges som en grund til ens æressyn, men kernen kan det ikke være. For den kultur, og ikke religion, man er dannet af, før man selv aktivt er i stand til at fortolke religion, er det afgørende for, hvordan man betragter køn, familie og seksualitet.

Et æreskodeks er kulturelt

De socioøkonomiske problemer, der fører til, at mange familier lever en underklassetilværelse, er ikke nødvendigvis meget anderledes end de problemer, Danmark tidligere har set og stadig ser med den traditionelle arbejderklasse.

Op igennem historien har både de borgerlige og venstrefløjen lavet masser af tiltag med henblik på at løfte folk op rent socioøkonomisk. Der har blandt andet været et målrettet fokus på udsatte børns styrker og evner under deres skoleforløb og på voksnes beskæftigelsesmuligheder.

Men et æreskodeks’ legitimitet afhænger ikke af staten. Det afhænger af omgangskredsens opfattelse af familiens æresniveau. Modsat de socioøkonomiske problemer er det derfor begrænset, hvor meget statslige tiltag alene kan bekæmpe roden af et æreskodeks.

I stedet bør den civile offentlighed træde til ved konstant at tale imod æressynet. Offentligheden skal fremme progressivitet, nå ud til og overbevise familierne i æreskredsenes periferier, indtil de hardcore familier står alene. En familie har ikke en ære at forsvare, hvis deres omgangskreds ser æressynet som illegitimt. Kun den civile offentlighed kan udskamme en familie til at revidere deres æreskodeks.

Danmark har håndteret radikalisering før

Angående radikalisering er det ikke et nyt fænomen i dansk historie. Tænk bare på Blekingegadebanden. Danmark har gennem årtier opbygget erfaringer om radikalisering og afradikalisering især af venstreradikale. Både venstreekstremisme og jihadisme baserer sig stærkt på fjendtlighed mod Vesten, men terror begået af venstreekstremister er i dag en sjældenhed sammenlignet med for nogle årtier tilbage.

Om der virkelig er den store forskel på, hvordan datidens venstreradikale terrorister og nutidens jihadistiske terrorister bliver radikaliseret, eller om jihadister har en anderledes psykologi på grund af deres særskilt blodtørstige tilgang mod civile mål, er værd at undersøge og diskutere nærmere.

Den udbredte og mere synlige religiøse ortodoksi bliver set som et problem, da den udfordrer den danske tradition om verdslig adfærd i offentligheden.

Disse problematiseringer ses tydeligt i sommerens diskussion om, hvorvidt bederum er berettigede på Københavns Universitet. Eller den årelange diskussion om, hvorvidt offentligt ansatte kvinders tilsløring er i strid med princippet om neutral udstråling over for borgerne.

Den danske stat er ud fra Grundlovens kristne grundlag ikke verdslig, men vores civile offentlighed baserer sig uden tvivl på en sekularitet, hvor ortodoks adfærd er atypisk i dansk kultur. Selv blandt stærkt troende kristne i Danmark er det atypisk adfærd at iklæde sig synligt ortodokst. Mange danskere er troende kristne, men udfolder ikke deres tro i kristelig ortodoks adfærd og så sandelig ikke i offentligheden. I disse tider er ortodoks udstråling i offentligheden et fænomen, der stort set alene er forbundet med den islamiske ortodoksis fremfærd.

Hvis vi ikke starter en diskussion om rammen for vores civile form for verdslighed, så vil diskussioner om bederum og kvinders tilsløring forblive på dagsordenen i mange år endnu. Debatten handler tit alene om, hvordan ortodoks adfærd i især lokale institutioner som børnehaver og uddannelsesinstitutioner har været et problem. Men en generel debat, hvor der fokuseres på de større spørgsmål om, hvorvidt staten skal gøres aktivt verdslig som i Frankrig, eller om ortodoksi er et vilkår inden for dansk åndsfrihed, er en mangelvare.

Der findes også problematikker, som går på tværs af kategorierne, for eksempel rituel omskæring af raske danske drengebørn, som både er en ortodoks og en æresrelateret krænkelse. Ortodoks ud fra især et jødisk perspektiv og æresrelateret ud fra et mellemøstligt og afrikansk perspektiv, hvor omskæring som ritual går på tværs af regionernes islamiske, katolske og kristne ortodokse grupper.

Integration analyseres altså bedst, når kategorierne kun nødigt går på tværs. Og hvis integrationen skal lykkes, så skal kategoriernes forskellighed anerkendes. Ellers kommer vi til at diskutere integration herfra og til månen.

Güray Baba er statskundskabsstuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Viggo Okholm
  • Mads Berg
  • Søren Veje
  • ingemaje lange
  • Per Klüver
  • Frede Jørgensen
  • Poul Erik Pedersen
  • Troels Ken Pedersen
  • Marchen-Lise Madsen
  • Eva Schwanenflügel
Flemming Berger, Viggo Okholm, Mads Berg, Søren Veje, ingemaje lange, Per Klüver, Frede Jørgensen, Poul Erik Pedersen, Troels Ken Pedersen, Marchen-Lise Madsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

En yderst relevant kronik, tak for at sætte spot på begrebsforvirringen, Güray Baba.

Vivi Rindom, Gert Romme, Karsten Lundsby og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Marchen-Lise Madsen

En "nødvendig artikel", som burde spredes langt, også uden for Informations læsekreds.
Tak Güray Baba.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Gert Romme, Karsten Lundsby og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Nu er afstanden til månen vist sådan cirka endelig. Så skulle vores snak om og den faktiske integration have et sådant slutpunkt, ville afstanden næsten være mig ligegyldig. Men noget siger mig, at det ikke forholder sig sådan. Vi kommer nok til både at diskutere integration og integrere os fra nu af og til dommedag. I andre sammenhænge synes den altfor nær. I denne måtte den som antydet gerne indfinde sig hurtigt, og helst inden juleaften.

Søren Kristensen

Lad os antage at islam er en forholdsvis uskyldig bærer af et ungdomsoprør, lidt på samme måde som kommunismen var det samme, for små halvtreds års siden. Det forklarer hvorfor unge piger begynder at gå med tørklæde, selv om deres mødre, som er rundet af den samme kultur, ikke gjorde og hvorfor drenge, med islam i bagagen, begynder at bede tre gange dagligt, selv om deres fædre ikke gjorde. Og læg så mærke til hvordan samfundet af i dag er stort set renset for kommunisme. Jo, der er håb for fremtiden. i sær hvis man ikke tillægger religion (og for den sags skyld også kommunisme) alt for stor betydning.

Et udmærket indspark om debatten om integration, men om det så er en endelig beskrivelse af de problematikker der er i forbindelse med integration - er vel et lige så relevant spørgsmål.

Igennem noget tid har mine tanker jævnligt været udfordret af spørgsmålet om integrationen, og dens relation til Danmark, som en del af den virkelighed det er at flytte til et fremmed land.

Forskellige småting er faldet forbi mit øje og øre i den anledning, og som tilsyneladende ikke rigtig bemærkes eller syntes blive bemærket - af alle dem der ved eller mener de ved så meget om netop integrationen i Danmark.

Det kan jo se godt ud når forældre henter deres små poder fra en institution som f.eks. skole når dagens skoletid er ovre, men alligevel kommer det undrende spørgsmål, om hvorfor bliver de ikke og leger med de andre børn i SFO'en i stedet for?

Er det fordi de ikke må påvirkes for meget af danskheden som findes i legen med andre danske børn i SFO'en, og hvordan kan forældrene altid har tid hertil, i modsætning til mange danske forældre??

De mange paraboler er også forstyrrende for min forståelse af integrationen, ikke fordi parabolerne i sig selv er til stede, men mere noget der ligger i den oplevede effekt, som disse tilsyneladende udgør i deres danske forståelses verdensbillede.

Problemet ligger i oplevelsen af de ikke relaterer sig meget til danske nyheder, i deres liv og nyheds oplysning, men derimod snarere langt mere i arabiske Tv-kanalers nyheder, og endda så meget, at de er på stor afstand af ikke blot danske nyheder, men også den danske kultur og det danske samfund.

Det virker som om man helt har skubbet det til side i dagligdagen i det land som de bor i, men i stedet lever i en tidslomme udenfor det danske samfund, når døren til hjemmet er lukket, og Danmark godt nok er uden for døren, men indenfor er det arabisk i én eller anden form for familiens liv og hverdag.

Det er en mærkelig tilstand, at disse mennesker taler dansk, godt nok med accent, men derudover er deres verdensbillede formet af nyheder fra arabiske kanaler, - men danske nyheder , gode som dårlige, slet intet fylder eller er tilstedeværende i og for deres daglige liv i Danmark.

Det rejser nogle ikke uvæsentlige spørgsmål om integration hos den del af de fremmede, forpå den ene side er deres liv i Danmark, og tusinder af kilometre fra deres oprindelseslande, men alligevel lever de åndeligt mest med nyhederne derfra, og ikke langt nærmere nyhederne i Danmark, der nærmest er at betragte som - end ikke interessant nok til at følge med i, selv om de har bestemt sig for et i Danmark, - det virker meget uforeneligt med integration.

Ole Schwander, Søren Lindved, Michael Hullevad, Vivi Rindom og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jeg tror det er Güray Baba som blander tingene sammen. Hvis man vil have et samfund som er anderledes end det danske, men alligevel bliver boende, så mislykkes integrationen, for vedkommende vil ikke. Om han eller hun er høj eller lav er ligegyldigt. Men det kan ikke være det danske samfunds opgave, at skulle indrette vore børnehaver, svømmehaller, institutioner og levevis med bederum etc. til personer som ikke kan acceptere de danske normer, og i Danmark er det ikke tillade at undertrykke andre heller ikke kvinder og børn, her går man ikke med Burka, og anerkender ikke stening, tvangsægteskaber eller æresdrab. At omskæring er tilladt er vanvid, om det er jøder eller andre middelalderlige skikke, så bør de forbydes.

jens christian jacobsen og Ole Schwander anbefalede denne kommentar