Klumme

Intermetzo: Den elektroniske unode

Form og indhold i DR’s uæstetiske harmoni
1. december 2017

Æstetik – aisthetikos – betyder sansning. I nyere tid blev faget æstetik studiet i kunstens væsen. Kunsten og menneskets udviklede evne til at vurdere udtrykkene og hhv. glædes og græmmes. Helst det første.

Hvilken fryd, hvilken græmmelse forventer mon tv-nyhedsredaktøren af sine medarbejderes journalistiske kunst i spørgsmål til nyvalgte kommunalpolitikere: Hvor stort er det? Hvor glad er du? Hvor ked af det er du?

Det kan smutte for os alle, og journalisten kan gå i panik. Hvad skal man spørge om, når lyset blænder: ’Var det er hårdt løb?’ spurgte sportens folk, når maratonløberen kom i mål gasblå i hovedet på dødens rand.

Visse spørgsmål besvarer sig selv og behøver ikke stilles. Når en kandidat netop har vundet valget, føles det formentlig stort for vedkommende. Med mindre det hele er én stor misforståelse, og politikeren hellere ville være bagerjomfru i drag end borgmester i Ballerup. I så fald betror vedkommende sig næppe til journalisten.

Hvis ikke journalist og redaktør ikke er hjernedøde, stilles spørgsmålet kun for at få politikeren til at åbne munden. Du er på, tiden skal gå og skid hul på journalistik, æstetik og tænksomme seere.

Men kunden, den der i hunger efter oplysning gerne skulle have glæde af den journalistiske kunst og opleve formens og indholdets opgang i en højere enhed, føler sig fortabt. Enhver kan regne ud, at et så dumt spørgsmål som: ’hvor stort det er’, umuligt kan være det bedste i en ophøjet stund i en politisk proces, hvor det nok så meget er interessant at vide, hvad vinderen vil med sejren, eller hvad taberen har i ærmet. Alt andet end en floskuløs abstrakt størrelse.

Typen af spørgsmål: hvor stort, hvor småt, hvor meget afdækker journalistens armod og institutionens/redaktionens inkompetence i personaleudvikling og efterkritik. Man tør for tiden ikke foreslå offentlig smæk i redaktionssekretariatet til jul. Spørgsmålet er også, hvem der skal eksekvere straffen.

Vistnok restløse kunder

Tv rummer sin egen æstetik, der i den bedste af verdener ikke bemærkes, når den som en selvfølge er der.

Æstetikken skifter ganske vist over tid. I gamle dage var de (vi) lidt langsommere i aftrækket, klippene var færre, fordi det var mere besværligt, og snappe panoreringer gik ikke i det analoge kameras tidsalder.

Billedsproget er et andet end før. Det kan ikke være anderledes, og det er godt, hvilket ikke er ensbetydende med kritikløs accept. Man kan godt vurdere stumfilmsperiodens æstetik, nogle film er bedre end andre, enkelte udødelig kunst, skønt stilen umiddelbart er det gamle Egypten.

Tv er i mellemtiden blevet gjort til et konkurrencemedie, hvor det gælder om at fastholde de rastløse. Eller de rastløse chefer vil for alt i verden fastholde deres vistnok rastløse kunder. Nogle gange, for ikke at sige næsten hver gang, gør de vold på ophavsrettens ånd – vistnok også bogstav, med mindre de har fået tilføjet noget med små bogstaver.

Simpel støj

Udsendelsesredaktionerne, som Christian Braad Thomsen med fuld ret har harceleret over i årevis, taler ind over værkerne. Det må man ikke. Et værk, en film, en tv-series afsnit er først færdig, når sidste tekst blænder ned. Det kan man med varsomhed forholde sig pragmatisk til, og efter et minut eller to sekunder, hvis det kun er navne på rulleteksten, fade nænsomt ud. Men det kan man ikke forholde sig pragmatisk til, såfremt der er en stærk pointe ved at dvæle i værkets udgang med musik og det hele.

I den betagende fine serie om de tvivlende (vantro?) præster i Herrens veje kæfter speakerstemmen op i samme sekund, handlingen stopper. Men musikken fortsætter, og hvad vigtigere er: seerens eftertanke har just taget afsæt i det afsluttende billede, når den uvedkommende speak, der er simpel støj, bryder ind.

I næstsidste afsnit var afbrydelsen katastrofal. Sidste billede viser himmelråbende forfærdende den dræbte afghanske kvinde på hovedpuden, hvor Augusts kone jo ligger, og hvor August netop har forsikret om, at han ikke ser spøgelset mere – han er rask. Så bralrer speakeren op om DR’s geskæftighed og merchandise i slipstrøm af serien. Efter sidste afsnit viser de gudhjælpe én i forskræppet til næste sæson, at August overlever. Det var den effekt!

At instruktør og forfattere finder sig i det, er ufatteligt, det bør de ikke. Udsendelsesredaktionen ødelægger udgangen på ikke alene denne serie, men på stort set alle film og dramaer, som de også forannoncerer halvt ihjel, kommenterer i udgangen og lemlæster dramaturgisk og æstetisk.

De kan sgu da bare holde kæft, vente et øjeblik og lytte ind til den rytme ud over afslutningen som et drama efterlader. Musikudsendelser spolerer de både før og efter med annonceringer, der røber uvidenhed og usikkerhed om værkerne.

Det behøves ikke

Klassiske musikere bliver konsekvent udstyret med tillægsord som verdensberømt, unik, fantastisk – sågar kommende verdensstjerne. Numrene behæftes med tomme udsagn som elskede, populære, forførende, berømte, oprivende, medrivende, gribende, osv. Kunsten bliver bestandigt overbudt, som om den ikke kan klare sig på egne præmisser. Eller som om tilrettelæggerne frygter afvisning, fordi de ikke kan vurdere eller begribe værdien af, hvad de selv sender.

Apropos: I Berlins Staatskapelles program i anledning af Daniel Barenboims 75-års dag forleden skrev de ikke, at Beethovens 5. klaverkoncert er elsket eller savnet eller noget som helst andet, men citerer koncertens mopsede kritikermodtagelse i sin tid. De skriver heller ikke, at Barenboim eller Zubin Metha er verdensberømte. Det behøves ikke, heller ikke selv om de ikke var det, det er unødvendigt.

Akkurat som det ikke er nødvendigt og direkte uæstetisk at fortælle folk, hvad de skal mene eller sønderlemme dramatiske slutninger eller spørge politikere efter et valg, hvor stort det er.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jessen
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Randi Christiansen
  • Kurt Nielsen
  • Anker Nielsen
  • Tino Rozzo
  • Hans Larsen
  • Jørgen Wassmann
  • Toke Andersen
  • Olav Bo Hessellund
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • jørgen djørup
  • Frede Jørgensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steen Sohn
  • Torben K L Jensen
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
Peter Jessen, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Randi Christiansen, Kurt Nielsen, Anker Nielsen, Tino Rozzo, Hans Larsen, Jørgen Wassmann, Toke Andersen, Olav Bo Hessellund, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, lars søgaard-jensen, jørgen djørup, Frede Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Steen Sohn, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Tak Georg Metz, det er netop derfor, jeg ikke gider se fjernsyn mere, men foretrækker streamingtjenesterne, der har pli nok til at nøjes med at reklamere for sig selv pr. email. Og som oven i købet lader min email i fred, hvis jeg beder dem om det.

Jeg plejer begrunde mit fravalg med, at TV er en fornærmelse mod min intelligens, men det er kun noget jeg siger - for ikke at komme til at fornærme TV-medarbejderne ved at sige noget meget lidt flatterende om deres intelligens.

Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Jes Elnif, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Olav Bo Hessellund, Trond Meiring, Michael Hullevad, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ingen tvivl om at Georg Metz en en hengiven livsnyder med tæft for det ægte - på alle områder af livet.

Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, lars søgaard-jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Georg Metz har ret, igen - med en Kant!

Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Trond Meiring, Torben K L Jensen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Georg Metz' ugentlige knivskarpe og hvast formulerede analyser kan i sig selv begrunde fortsat abonnement på "Den mindst ringe".
Også i denne uge spot on. Hvor er det iriterende når en overfrisk tilstræbt indsmigrende stemme taler ind over musik og rulle tekster inden den aktuelle filmiske oplevelse har sat sig i sindet.
Tak til hvad svenskerne ville kalde en gnâllig gammal gubbe. Hurra for ham.
Bliv længe ved Georg - så fortsætter vi abonnementet.

Niels Duus Nielsen, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Jes Elnif, Tino Rozzo, Hans Larsen, Jørgen Wassmann, Trond Meiring, Torben K L Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar