Klumme

Intermetzo: Det holdbare had

Lange paralleller i et jubilæumsår på hæld
24. november 2017

Den udbredte ondskabsfuldhed i offentlig debat er som bekendt ikke født i går, omend nøgleklar netadgang har åbnet ladeporte for mangfoldiggørelse af hadefulde udfald. Computeren er mit frirum, hvorfra jeg kan bedrive det utrolige. Med hjemmeterminalen som trafikken: I den firhjulede privatsfære kan man a la dagligstue foran skærmen frit pille næse og skælde ud. Døgnet rundt i tryg afstand fra sine ofre er der frit slag.

Fra det var teknisk muligt at afsende giftigheder trindt om land, er muligheden til fulde blevet udnyttet.

Den første på niveau, der satte hadprint i system, var jubilaren Luther. Få i samtiden forstod som han betydningen af den nye bogtrykkerkunst; ikke mange andre end den fredselskende Erasmus, der flittigt udgav lignende mængder, men mere dybsindige og sagtmodige publikationer.

Luther var og blev imidlertid den, der for alvor begreb det nye medie som slagvåben, hvormed han ramte og tyranniserede sine fjender. Historisches Museum i Berlin viser året ud en særudstilling af medierne før de moderne: løbesedlen, flyvebladet, satiretegningen i aktualitetstræsnittet, der kunne reproducere mængder af skandaliserende sager i alle verdenshjørner.

Luther behøvede ikke movere sit tungtvejende korpus mange meter fra universitetet, hvor han var professor, fra sognekirken hvor han var præst eller fra privaten lidt længere nede ad hovedgaden, hen om hjørnet ind til Cranachs trykkeri, der endnu kan beses, hvor reformatoren leverede stoffet. De tjente på det, og Luther blev berømt.

Til hele den reformerende verden og den katolske med udspyede trykkeriet det ene udfald efter det andet – ofte i et sprog, der forbløffer.

Luther som parallel til en moderne hadprædikant er ikke for meget sagt. Gloserne kan delvis forklares med tidens stil, men ikke kun. Luthers sprog er ualmindeligt uhumsk, som vore dages groveste på twitter. En fortidens hæmningsløs Trump, hvor Trump dog vist sjældent er latrinær – måske et spørgsmål om tid.

Luthers modbydeligheder

Velkendt er Luthers modbydeligheder over for muslimer og jøder. Når metaforer under bæltestedet ikke slår til, tager Luther grafikken til hjælp. Gejstlige modstandere får han hængt i galgen. Men for Luther er selv den ydmygelse ikke tilstrækkelig, træsnittet viser de fordømtes tunge naglet til galgetræet. Pave og kardinaler har fortjent det, du ser, slår Luther (signeret) fast.

På et andet lige så farvestrålende blad optræder paven som bøddel, der henretter en konge og altså tager livet af samfundets uforanderlige og ifølge fyrsternes trofaste forkæmper hellige gudgivne orden. Et par borgere med bukserne nede om hælene viser, hvad de mener om paven og prutter ham op i næsen. På næste blad skider de i pavekronen.

Jødesoen, angiveligt et af Luthers yndlingsmotiver, forestiller en rabbiner, der dier en fed so eller langer armen ind i dens røvhul, hvor jøderne ifølge den nænsomme billedtekst opbevarer deres trossandheder. Luther har haft det festligt og dagligt kunnet glæde sig over det konkrete jødeso-relief, der endnu højt oppe pryder Wittenberg-sognekirkens murværk.

Om det er henrettede katolikker med tungen spiddet, forhånede jøder eller en bepruttet pave, er der i princippet ikke forskel på Luthers primitive udfald på den ene side og på den anden krænkende, truende, hadefulde angreb på nettet. Unægteligt mere effektivt i distribution end træsnit og bogtryk.

Den firkantede ytringsfrihedsdebat efter Muhammed-karikaturerne har lige så sjældent som lutheranismens fundamentalister taget ytringernes valør i betragtning. Som om form og indhold er et uvedkommende fællesbegreb.

Man kunne et naivt øjeblik forestille sig en debatkultur, hvor hadprædikanten takket være ytringernes underlødighed selv fraskriver sig indflydelse. Sådan set er det ved at ske for Trump, hvis ytringsudbud slår hul i bunden.

Lidt efter lidt mister disse udgydelser udsagnskraft. Ordene registreres, javel, manden har jo det job, han ulykkeligvis har. Men at nogen skulle fæste lid til afsenderen, er nærmest en vittighed. Nattens tweets konstateres, man går videre som med andre af netværkets tosser, Trump er blot en af utallige. Det går over, og magten skifter indfatning. En beroligende topgeneral antydede forleden forbehold over for den øverstbefalendes ultimative ordrer. Klartekst: Ignorer idioten!

Naivt sagt, og hvis ikke et tweet en dag alligevel sætter verden i brand eller den bizarre præsident og hans bøvede stab kupper de kontrollerende kræfter, vil historikere siden (hvis der bliver noget siden) først da ingen interesserer sig for præsidentens grovheder.

Ellers er de kun fodnoter værdige, kun konsekvenserne tæller.

Korsikansk lort

I dag anskuer de reformationsfejrende Luthers uhyrligheder som fortrinsvis kuriøse udtryk for mandens charmerende temperament. Teologien vejer tungest. Men pamfletterne og flyvebladenes grafik med Luthers billedtekster fik følger og er kilder til reformationshistorien og reformatorens ideologi. Disse skrifter er ikke noget, Luther som en anden graffitibølle smurte op for at få luft, men politiske direktiver som de Trump-tweets, der rykker, hvor skudt i hovedet de end er, Inger Støjbergs lagkage eller Kjærsgaards husbonds religiøse sorte fuldskæg på sygehusene, der nok skal sætte sig spor.

Man må i øvrigt konstatere, at tilstrækkelig grov propaganda, skønt indholdet kan tilbagevises, ofte er langtidsholdbar, akkurat som den anbefalelsesværdige berlinske udstilling pointerer.

Vi ved jo, at Napoleon var en lille, snusket, korsikansk lort, der led af et napoleonskompleks. Kejseren var i virkeligheden lidt over datidens gennemsnitshøjde og børstede i øvrigt tænder. Men englænderne fremstillede ham konsekvent som en kolerisk ildelugtende diminutiv nar. Det billede holdt.

Læren efter Luther er sandelig mangetydig.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Torben Ethelfeld
  • Jens Kofoed
  • Trond Meiring
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
  • Lars Rasmussen
  • Hans Larsen
  • Toke Andersen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Hanne Ribens
  • Frede Jørgensen
  • Torben K L Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
Trond Meiring, Torben Ethelfeld, Jens Kofoed, Trond Meiring, Carsten Munk, Katrine Damm, Lars Rasmussen, Hans Larsen, Toke Andersen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Hanne Ribens, Frede Jørgensen, Torben K L Jensen, Poul Anker Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Ordets magt på skrift har alle dage været magtfuldt - Tjah - man kunne sige at Metz har ordet i sin magt. Som altid.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

En fantastisk visuel virkende artikel Metz har skrevet! Jeg ser bestemt alle de hadefulde træsnit fra reformationen for mig, i samklang med nazitidens hadetegninger, og mindes Luthers lokums tanker! De er så hæslige, grove og modbydelige ! . Heldigvis har vi mennesker forbedret os til nu. Vi er blevet civilicerede! Vi taler ikke så fækalisk eller hadefuldt om vores medmennesker mere, som de gjorde i 1500tallet! Ironi kan forekomme!

Maria Francisca Torrezão, Katrine Damm, Lars Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

“See how efficient it still is,
how it keeps itself in shape —
our century's hatred.
How easily it vaults the tallest obstacles.
How easily it pounces, tracks us down.

It's not like other feelings.
At once both older and younger.
It gives birth itself to the reasons
that give it life.
When it sleeps, it's never eternal rest.
And sleeplessness won't sap its strength; it feeds it.

One religion or another —
whatever gets it ready, in position.
One fatherland or another —
whatever helps it get a running start.
Justice also works well at the outset
until hate gets its own momentum going.
Hatred. Hatred.
Its face twisted in grimace
of erotic ecstasy.

Oh these other feelings,
listless weaklings.
Since when does brotherhood
draw crowds?
Has compassion
ever finished first?
Does doubt ever really rouse the rabble?
Only hatred's got just what it takes.

Gifted, diligent, hard-working.
Need we mention all the songs it has composed?
All the pages it has added to our history books?
All the human carpets it has spread
over countless city squares and football fields?

Let's face it:
it knows how to make beauty.
The splendid fires' glow in midnight skies.
Magnificent bursting bombs in rosy dawns.
You can't deny the inspiring pathos of ruins
and a certain bawdy humor to be found
in the sturdy column jutting from their midst.

Hatred is a master of contrast:
between explosions and dead quiet,
red blood and white snow.
Above all it never tires
of its leitmotif — impeccable executioner
towering over his soiled victim.

It's always ready for new challenges.
If it has to wait a while, it will.
They say it's blind. Blind?
It's got a sniper's keen sight
and gazes unflinchingly at the future
as only it can.”

— Wisława Szymborska, “Hatred”.

Eva Schwanenflügel og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ualmindelig rædselsfuld klumme. Kan Metz dog ikke prøve kræfter med at løfte sindet lidt hos sine læsere her i en mørk november måned, hvor avisen i forvejen flyder over med ulækre og nedslående historier. Hvad med at skrive noget om taknemmelighed? Om tak for livet. Det er svært, det ved jeg godt, men prøv alligevel.

Trond Meiring, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Metz er vel den der allerbedst har taget ved lære af haderiet. Endnu en hadefuld omgang fra misantropen.