Klumme

Journalister leder altid efter en god skandale, men deres læsere leder efter håb

En BBC-undersøgelse viser, at 64 procent af mediebrugerne under 35 år ønsker konstruktive nyheder frem for balladejournalistik. Men medierne er bange for at gå i røvslikkerfælden og fortsætter spidsvinklingen. Det gør både branchens økonomiske krise og dens tillidskrise værre
2. november 2017

Det ligger dybt i de fleste journalister, inklusive denne klummist, at vi reagerer instinktivt imod begrebet ’konstruktiv journalistik’. Røvslikkerjournalistik? Positiv i stedet for negativ? Ukritisk mikrofonholderi i stedet for kritisk tilgang? Bvadr!

Men trods min negative journalistiske rygmarvsrefleks, bliver jeg mere og mere overbevist om, at nyheder, der ikke går benhårdt efter konflikten, men i stedet forsøger at vise mulighederne, er en vigtig del af faget. Og jeg er ikke alene med den overbevisning, for det er lykkedes DR’s tidligere nyhedsdirektør Ulrik Haagerup at rejse et stort millionbeløb og lave sit eget Konstruktive Institut på Aarhus Universitet.

Måske er det bare begrebet ’konstruktive nyheder’ og den lidt bombastiske, næsten religiøse markedsføring af begrebet, som irriterer mig. Jeg kan langt bedre lide begrebet ’løsningsbaseret journalistik’ (solution-based journalism), som en af amerikansk journalistiks respekterede skikkelser, Seattle Times’ tidligere, mangeårige chefredaktør David Boardman, nu har gjort til sit livsprojekt. Han og hans folk rådgiver mere end 100 amerikanske nyhedsredaktioner under sloganet ’Fra vagthund til sporhund’.

»Hvis du ser en kriminalitetsstatistik, vil du automatisk rapportere derfra, hvor statistikken er værst. Prøv at rapportere derfra, hvor den er lavest og undersøg hvorfor – dér ligger den bedste historie oftest,« fortalte Boardman forleden på en konference i Aarhus.

Han mener, at medier – ikke mindst lokale og regionale – aktivt skal gå i spidsen for forandringer og skabe løsninger, præcis som hans avis i Seattle gjorde i bl.a. en lang dialogbaseret og vellykket kampagne for at forbedre skolesystemet i byen.

Og det er ikke bare en god idé, det er efter Boardmans mening helt nødvendigt med journalistisk nytænkning i en tid, hvor tilliden til journalister er historisk lav. For 25 år siden mente mere end halvdelen af amerikanerne, at medierne var troværdige, i dag er det kun 32 procent. I Danmark rangerer vi meget langt nede og kan kun trøste os med, at spindoktorer og politikere er endnu mere utroværdige.

Måske bidrager det til tillidstabet, at medierne tegner et for dystert billede af virkeligheden? Det er tankevækkende, at flere undersøgelser tyder på, at den uendelige strøm af nyheder om ulykker, konflikter, forbrydelser, skandaler og problemer får folk til at tro på, at verden er langt værre, end den i virkeligheden er.

Amerikanerne tror f.eks., at arbejdsløsheden i USA er næsten tre gange så stor (23 procent), som den faktisk er (otte procent). Vi tror, at kriminaliteten i Danmark vokser, mens den i virkeligheden er rekordlav. Vi er overbevist om, at fattigdommen i verden vokser, mens den reelt er reduceret drastisk.

Løsningsjournalistik

Boardmans løsningsjournalistik skal – med hans ord – »få folk til at nægte at acceptere problemer i stedet for at betragte dem som uafvendelige«.

Og måske er det det, mediebrugerne vil have. Hvis man skal tro en nylig BBC-undersøgelse, er der et stigende behov for noget andet. Undersøgelsen viste, at 64 procent af de yngre mediebrugere (under 35 år) ønskede løsningsjournalistik frem for ballade- og bekymringsjournalistik.

Men tilsyneladende preller det af på redaktører og udgivere, der følger en anden velkendt og veldokumenteret overbevisning: At ballade, konflikt, spidsvinkling og kuriosa sælger bedre på det benhårde marked.

Når jeg læser og hører om tillidskrisen, der kommer oven i en i forvejen stigende økonomisk krise for journalistikken, melder der sig en lille tvivl: Løser journalistikken sin opgave med at oplyse om virkeligheden, eller er en stor del af den journalistik, der leveres, bare en vare, der skal sælges på et ubarmhjertigt marked.

Uanset hvad svaret er, bliver den sværeste opgave ikke at supplere den nødvendige kritiske journalistik med beretninger om løsninger og håb, men at ændre på selve markedet, der kræver flere klik. Det talte vi ikke ret meget om i Aarhus i sidste uge. Måske fordi den opgave forekommer næsten uoverstigelig.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • ingemaje lange
  • Jeppe Larsen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Sidsel Jespersen
  • Trond Meiring
  • Torben K L Jensen
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, ingemaje lange, Jeppe Larsen, Michael Kongstad Nielsen, Sidsel Jespersen, Trond Meiring, Torben K L Jensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Meget enig. Man skal dog nok ikke tro, at avisen selv skal skabe noget. Det bliver nemt for "følger"-agtigt eller menigheds-agtigt, Nej, avisen skal skrive om det, andre skaber. Et godt eksempel var Jørgen Steen Nielsens artikel i går om 1000 landmænd, der havde lagt om til økologi i løbet af i år.
https://www.information.dk/indland/2017/10/kommet-1000-nye-oekologiske-l...

Man kan også sige at almindelig journalistik handler om igår og idag, men burde handle mere om i morgen. Hvilke planer har I? Hvilke visioner? Hvordan vil I forandre verden?

Altså lidt i samme boldgade som den allerede her i avisen noget forkætrede nye bog af Tor Nørretranders: "Se frem"
https://www.information.dk/indland/2017/10/tor-noerretranders-samfundet-...
Forkætret i kommentarsporet vel at mærke.
Men temaet om at se frem passer vel meget godt til den fremadrettede 'løsnings journalistik', der plæderes for her i klummen, gør det ikke?

Torben K L Jensen

Man kunne begynde med nydefinere Cavling-prisen så den passer med den vej der bliver beskrevet her.
Er der ikke noget med at en journalist vil brække en arm på langs for det pris.

Lasse Jensens indlæg viser måske meget godt, hvorfor 'konstruktive nyheder-tankegangen' ender med at blive til en journalistisk vækkelsesbevægelse, der bare vil bidrage yderligere til fagets deroute. Perspektivet er simpelt for selvcentreret i det journalistiske miljø og i den debat, der omgiver det (hvis man ønsker sig empiri, kan man se Presselogen), og derfor kan en tro på 'et teknisk fiks' pludselig få status af frelsende universalnøgle, selv om debatten i virkeligheden burde handle om repræsentation og journalistrollen i samfundet - og i særlig grad skismaet mellem journalisternes selvbillede og så den faktiske virkelighed både på redaktionerne, men også i magtforholdet til omverdenen. Der bliver i realiteten i den her cirkulære argumentation for 'konstruktive nyheder' opstillet en falsk modsætning mellem det kritiske perspektiv og journalistikkens overlevelse - og det gør der uanset tilhængernes insisteren på, at det ikke er deres intention - og det bliver særligt farligt i en selvcentreret medieverden, der er notorisk dårlig til at debattere sin egen principielle rolle og status i et samfund under forandring, hvergang den konfronteres med en konkret sag og problemstilling. 'The medium is the message'

Hmm når jeg læser om begrebet konstruktive nyheder, lyder det faktisk ganske fornuftigt, og så alligevel... måske fordi det lidt kan komme til at lyde som konstruerede nyheder ..?
Men ja! til kvalificeret dybdeborende professionel journalistik, og styr det der med breaking news!

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og jørgen djørup anbefalede denne kommentar

Konstruktiv journalistik og politik

Verden er som sædvanlig i opbrud og Lasse Jensen (LJ) peger på, at konstruktiv journalistik, måske kunne være mulighed, hvis man ser på, hvad unge under 34 år mener.

LJ bringer og begrebet "vagthund" i en form for bad standing og bringer begrebet "sporhund" i spil. Jeg har netop hørt en økonom i en af Danmark store foreninger udtrykke negativitet over "vagthund"-begrebet, så nu spekulerer jeg over, om vi står over for en ny udvikling inden for demokratiet og pressen, hvor man giver op for at fremme en yderligere konsensusudvikling.

Jeg skriver ikke dette for at være fortaler at nedtone konsensus. Jeg skriver det udelukkende for at udtrykke min mening om brugen af konsensus. Konceptet kan og bør kun bruges i en kamp mellem ligeværdige parter. Alt for mange bruger ordet som en løsning på alt. Det kan blot ikke bruges, hvis ikke har magt. Dvs. foreninger borgerbevægelser vil ikke med held bruget det.

Personligt vil jeg til enhver tid bede om kildesikret og underbygget journalistik, hvor jeg selv kan vurdere. Hvis journalisten er part i sagen, så forventer jeg det oplyst.

Jeg tror, at der flere grunde til at de unge har den tilgang til presse, som LJ fremfører i sin klumme. En af dem er udviklingen af "gratisnyheder". En anden er manglende erfaring med aviser og deres koncept samt tanken om en fjerde statsmagt.

Andre supplerende forklaring kan også være at underholdningskulturen har fået overtaget samt at journalistfagets idealer er ædt op indefra af journalisternes valsen mellem at være informationsmedarbejdere, spindoktorer og journalister i samme faglige forening.

Nu er der så nogen, som mener, at de personer, som skriver i aviserne også skal anvise vejen for de læsere, som ikke kan beslutte sig selv og som måske irriteres over det.

Måske får vi nye titler som konsensus- eller konfliktjournalister/korrespondenter?

Har jeg misforstået noget?